Scaleup guldalder? – Green Mobility case – 8. marts og Q-Kompagniet – Kathrine Stampe som AI-investor – Sara Rywes ’21
I mandags havde vi Katrine Stampe Andersen som ugens investor med vægt på AI. Hvis ikke du har nået det, så læs selv hendes stærke overvejelser fra stejl karriere i TDC og Dansk Erhverv til startup investor. Senere samme dag var hun på i VF-webinaret ”Investeringen uden bias”, der stadig kan ses, og fortalte blandt andet, hvordan hun ”flipper forretningsmodeller rundt”. Meget debat gik selvsagt på denne 8. marts på skjult kønsbias, ligesom i vores økosystem rapport Return on Diversity, og andre gode gæster var Mette Fløe Nielsen samt Rolf Kjærgaard. Samme dag var Rolf også ude med minister Kollerup og kæmpe for de kvindelige iværksættere.
På webinaret havde Tinna C. Nielsen, Move the Elephant, et sjovt eksempel, der gik på mænd, der pitcher. Også vi mænd har 36 % større chance for investering, hvis vi virker personligt attraktive. Lige nu er alle om ikke uvaskede, så langhårede! Men en bedre vej frem er selvsagt at anonymisere og bruge andre nudging tricks. Det er også beskrevet i vores artikelserie om diversitet. Og jeg tænker, at Innovationsfonden og Vækstfonden over tid har den nødvendige power til at sætte investeringsstandarder for diversitet. Uden det skal være sovepude for andre.
En af vores læsere skrev efter fredagens nyhedsbrev, at det jo er en guldalder for danske startups. Jo, og vores mega spændende ugens case med Green Mobility og CEO Thomas Heltborg Juul er et meget godt eksempel. Både på dansk klima- og cirkulær bevidsthed og opfindsomhed, og på at de fleste startups klarer sig flot og som scaleups får funding. Men i dollars. Ikke fordi der ikke er danske investorer med, men trods alt fylder de udenlandske investorer meget i scaleups fra Green Mobility stadiet på 100 m/k medarbejdere og op. Så det er ikke tilfældigt, at ”guldalderen” i fredags var noget vi opgjorde i $: Planday solgt for $242m, Peakon $700m og Humio $400m. Public.com rejste $220m, Vivino $115m, Labster $60m og altså Trustpilot, sidste uges store case, er bekræftet på $1,4 mia. i fortegningen.
Præcis den problemstilling tager Sara Rewe fra byFounders venturevirksomhed fat på i ugens no. #6 af 21 forudsigelser. Det er til at mærke, at det presser priserne hos danske venture-virksomheder, at udenlandske som Atomico, Index og Northzone gerne vil være med på det nordiske marked. Godt for startups værdisætning ja, men også godt for, at vi bevarer vores virksomheder? Peter Mühlmann berettede i sidste uge, hvordan der er et vist pres for at flytte til London, når investorer og bestyrelse ser verden ud den engelske regents horisont (og den er som bekendt Meghan eller mega imperial, hvid og kønnet!)
Jeg synes bestemt, vi kan efterlyse mere dansk kapital til især scaleups, fx bedre børsmuligheder og flere specialiserede fonde, herunder en helt anden tilgang på skattesiden (lavere aktieskat, væk med lagerbeskatning og markant investorfradrag) og bedre vilkår for udenlandsk arbejdskraft. Dagens Green Mobility-case viser frem for alt, at når vi er oppe mod store spillere, som bilindustrien i Tyskland, så er det ikke fremmende, at rammebetingelserne omkring klimaomstilling og cirkulær økonomi er markant bedre i Tyskland. Vi bruger stadig den danske vindindustri år tilbage som eksempel på at vi var fremsynede. Imens halter vores førerposition i den grønne omstilling.
Techtopia sendte 8. marts sin podcast nr. 184 fra Assistens Kirkegård med Amalie Smith, der laver digitale kunstværker – og resten af hendes historie om Ada Lovelace, den første computerprogrammør, må du selv høre. Men hun var datter af digteren Lord Byron, der levede sit korte liv så incestuøst og syfilitisk, at vi selv på litteraturstudiet i 70’ernes ellers frigjorte tider dårligt talte om det.
Siden Ada Lovelace er mange kloge kvinder kommet til, men stadig ikke flere end at vores økosystem på køn er en diversitetskatastrofe med kun et par procent rent kvindelige founders. En stærk nyhed 8. marts var, at KvindeKompagniet, som vi her har haft mange fornøjelser af med gode podcats, nu er blevet en organisation med en bestyrelse. Den består, udover selvfølgelig Josefine Volqvartz selv, af Anne-Mette Bro Jöhncke, Lisbeth Odgaard Madsen og Henriette Kinnunen. Henriette er vi mange, der kender som flittig skribent i Berlingske og tidligere direktør for DVCA (Nu Aktive Ejere). Allerede mandag mødte de op hos Simon Kollerup med et inspirationskatalog med 10 forslag til, hvordan vi får flere kvindelige iværksættere. Sådan.
Der er meget at gøre bedre, men også meget at glæde sig over i vores herlige økosystem. Guldalder eller ej. Ude på aktiemarkederne har guldalderen været intens om end svingende på det sidste for big tech. Tesla har fx mistet over 1.800 milliarder kroner i værdi den sidste halvanden måned, men i går gik det igen opad. Som en Space X raket indhentede Elon Musk 500 mia. kr. Risma er næste kandidat på lille Nasdaq First North.
Vi må ikke miste vores diverse talenter eller vores nye virksomheder. Her på Bootstrapping mister vi ingenting, slet ikke modet. Så vi er klar med en ny opsamling af stort som småt på fredag. Vi ses!
Comments