"Det er så imponerende, som økosystemet har vokset og håndteret krisen," fortæller Rolf Kjærgaard, CEO i Vækstfonden. Foto: PR

Rolf Kjærgaard: Hele økosystemet har vokset og handlet

Vækstfondens direktør kan nu se tilbage på 11 hektiske uger med udrulning af produkter til vækstiværksættere i den værste krise nogensinde. Her kommer status før sommerferien.

”Jeg kan ikke rose økosystemet nok. Der blev virkelig taget ansvar og designet hjælpe-pakker i fællesskab i en virkelig alvorlig situation.” Det er det første Rolf Kjærgaard siger, når han skal se tilbage på forløbet siden 10. marts, da COVID-19 indtog landet. 

En periode ingen vil glemme, og hvor der virkelig er blevet arbejdet på  højtryk hos Vækstfonden, samtidig med at medarbejderne var sendt hjem. Tilfredsheden med, at hjælpen er kommet så hurtigt og bredt ud, er stor hos Rolf Kjærgaard, der finder, at tre forhold har været afgørende:

  • For det første, at politikerne og Folketinget også tog vækstiværksætterenes særlige forhold seriøst og meget hurtigt behandlede hjælpepakken og bevilligede en massiv indsats.
  • For det andet, at Vækstfondens platform med produkter allerede var indarbejdet, så de hurtigt kunne tilpasses til COVID-19 situationen.
  • For det tredje og vigtigst, at økosystemet pegede på behovene og gav sparring på udformning, og var med til at sikre, at hjælpen kom hurtigt og bredt ud til alle relevante.

”Det har været fantastisk at opleve, og vores COVID-19 matching-produkter har ramt behovet bredt og dybt på en helt anden måde end end normalt. Rigtig mange er jo ramt på tab af omsætning og på ikke at kunne rejse den kapital, de havde planlagt. Så der skulle hurtigt friske penge til. Og det er der kommet”, vurderer Rolf Kjærgaard.

Ventures og familiefonde er nu matchet på 49,5% af deres portefølje

Har der så været nok til alle med de 3,4 mia kr. ekstra til matchinglånene? Det er altid første spørgsmål, og det har Vækstfonden selvsagt også været spændte på. 

De mest pengeforslugne, når der skal geares op til 3 gange, er scale-ups. Derfor har Vækstfonden designet syndikerings-lånepuljer til ventures og familiefonde og bedt dem søge til deres porteføljer. I første runde fik de proportionelt 23,4% pct. af det, de søgte om. Det er nu allerede hævet til 49,5 pct pct. og kan evt. hæves yderligere i takt med behovene. Så de vigtigste scale-up vækstvirksomheder, vi har, der er ved at etablere sig internationalt på vigtige markedspositioner er i høj grad tilgodeset.

Men også i den anden ende,  ved startlånene og de særlige COVID-19 lån direkte til kriseramte, er der fint med ansøgninger. ”Så der henvendelser og ønsker overalt, og der er til de fleste fra top til bund”, siger Rolf Kjærgaard. 

80 BA’er er nu godkendt individuelt – og mange flere via deres netværk

Når det gælder BA-matching lånet, er 80 business angels nu blevet godkendt, og flere er i ansøgerbunken er under behandling.  Det ser Rolf Kjærgaard som en stor succes, fordi ordningen sikrer hastighed og effekt . ”Vi skal ikke vurdere startups tilsvarende, og BA’eren har jo selv hånden på kogepladen med egne penge, hvorfor vi relativt trygt kan godkende, de der har den erfaring, der skal til. Og de første cases har vi udbetalt til”, fortæller Rolf Kjærgaard. 

Senest er også hele netværk af business angels blevet godkendt til at søge matching med 1:3 til deres syndikeringer.” Vi er jo lige kommet i gang, men der kommer allerede ansøgninger ind, siger Rolf Kjærgaard, hvilket netværkene bekræfter i anden artikel i dag

Vi har fået hjælpen ud i alle kroge

”Det vigtige er jo, at hjælpen kommer ud til de nødlidende – og er de ikke nødlidende, har vi de gængse produkter” siger Rolf Kjærgaard og fortsætter. ” Vi skal jo også have lidt tørt krudt til efteråret. Ingen af os ved, hvor dyb og hvor lang krisen bliver, men næsten givet er, at eksporten fortsat vil være ramt,” siger han, inden han som afskedssalut til vækstiværksætterne tilføjer: ”Men det klarer vi, hvis vi kan fortsætte partnerskabet. For det er så imponerende, som økosystemet har vokset og håndteret krisen, og har vist hurtig handling, Jeg kan kun kvittere for det konstruktive samspil og den gode ånd, der har hersket, for at få landets vækstiværksættere gennem krisen.”