BA-netværk forsøger at få engle med på den nye matchingordning fra Vækstfonden, der matcher investeringerne 1:3, mens andre, der ikke er godkendt kæmper med at tiltrække de gode startups.

Nogle BA-netværk får matchet deres investeringer 1:3 – andre kæmper mere for at tiltrække startups

Mens BA-netværk forsøger at få engle med på den nye matchingordning fra Vækstfonden, der matcher investeringerne 1:3, kæmper fx CVX, der ikke er godkendt til ordningen med at tiltrække de gode startups.

Covid-19 produkter lyder allerede her, hvor smittetrykket er lavt, lidt prætentiøst. Men derfor er der stadig virksomheder, herunder startups, der lider. Men næppe mange investorer. I al fald næppe i den grad, vi frygtede i marts. 

Investorerne lever og har det ret godt

Investorernes ’almindelige’ aktieporteføljer er kun faldet, ja ubeskriveligt lidt. Så de mange startups og scaleups, der skulle have fået opfølgningsinvesteringer, har langt hen ad vejen også fået det. Et godt eksempel er Jimmy Maymann CEO for Airhelp, der hjælper virksomheder med deres forsinkede og aflyste flybilletter. Da han skrev ud til den danske del af hans BA-investorkreds i maj, var mange skeptiske: Hvordan skulle Airhelp overleve i en døende flyindustri? Da han skrev ud igen i denne uge af juni, så var alle med – om end til en reduceret værdisætning. Og det er vel et meget godt eksempel på, at for startups er værdisætningen blevet lavere (investorer vil sige mere realistisk), men det er ikke umuligt at rejse finansiering.

Ventures og top netværkene er matchet

Og som et rygstød til at tage risiko, træder især Vækstfondens nu fem produkter til. Venture og familiefonde kan alle matche 1:3 og har foreløbigt ikke problemer med refinansiering af deres porteføljer, da 33 pct. af deres ønsker allerede er imødekommet.

Hos netværkene af business angles (BA’er) er op- og nedrykningsspillet allerede afgjort, lidt som i superligaen. Her er vinderen Danish Business Angels med 30 mio. kr. til startups, og de første ansøgninger er sendt til Vækstfonden, fortæller Danny Malkowski, Investor Relations Manager i DanBAN

”Vi har samlet set låneanmodninger enten indsendt eller under udarbejdelse for godt 1/3 af DanBANs beløbsramme. Og det er da et super positivt tegn, at ordningen har fået så stor interesse fra begyndelsen.” 

Lige efter kommer Keystones og BA Syddanmark. Størrelsen på deres puljer er fortrolige, men et godt gæt er vel godt det halve af DanBANs. Også hos BA Syddanmark mærkes tilfredsheden. Nils Smith, direktør i BA Syddanmark siger således: 

”Vi er meget glade for den pulje, som vi har fået. Det er en rigtig god start. Niveauet af den på længere sigt kommer jo også til at afhænge af, hvordan vores medlemmer tager imod den.”

Han fortæller, at BA Syddanmark i øjeblikket arbejder på at få muligheden markedsført til deres medlemmer ved bl.a. at præsentere nye cases for dem.

Ikke godkendte netværk

Hos engle-netværkene i Nordjylland er man ikke så langt, at man kan  godkendes til matching. Der er ikke syndikeringer og erfaringer nok endnu, selvom der er mange medlemmer. Men her håber repræsentanter på, at BA’er individuelt er eller bliver godkendt, så de kan være udgangspunkt for syndikeringer. Og så er det bare et spørgsmål om tid.

Samme svar får vi hos det alleryngste startup-netværk, nemlig  CVX i København. Men her oplever de en mere direkte konkurrence, fx fra Keystones. Så der er der selvsagt ikke vild jubel over ikke at have fået en ordning. For hvorfor som startup pitche der, udover at man skal afgive en 5 pct. cap, når man kan få tre-dobblet sin investering hos andre netværk?

Anton G Herborg, ung direktør, lægger sig fladt ned og siger, at selv om de lige har lukket et par investeringer i de sidste uger, så ”vil startups selvsagt søge dér, hvor de kan få mest hjælp”. Og af de 60 startups, der hver uge kontakter CVX, fortæller Anton selv beredvilligt at mange er ”suttede bolcher.”  Mads Faurholt-Jørgensen og Anton Herborg har selv eksklusiv erfaring med e-commerce og har derfor støtte til selektionen af relevante startups fra en investeringskomite fra andre brancher.  

Men største problem lige nu er selvsagt, at det er sværere for CVX som nystartet (ovenpå forgængernes konkurs, red.). at få adgang til statslig matching i år. ”Men vi er fortrøstningsfulde og tror nok, at det skal kunne lade sig gøre, at vores medlemmer også bliver matchet”. Anton Herborg anfører, at de har ”arvet” 320 medlemmer og selv skaffet yderligere 40. Men fortæller også, at flertallet er executives, ikke erfarne business angels.