Kommer julemandens kane ned fra Grønland i år? ’Vi vil nedsætte skatten på kapitalindkomster for at sikre, at kapitalen bliver her’, sagde skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt på Nordic Fintech Week. Og gentog, at han også lancerer ’en dansk Tibi-model inden jul, der skal mobilisere pensionskapital til venture og vækstinvesteringer’. Fine intentioner, så må vi se, hvor store pakkerne bliver, når de skal gennem politikernes smalle skorsten. Forventningens glæde har det med at være den største. Indtil da ser vi på: 

  • AI-frygt eller AI-optimisme? Horisontal eller vertikal AI?
  • Hvordan får vi et EIS/SEIS-fradrag for startup-investeringer?
  • Fed fintech for Vorherre, AI og demokratiet
  • 2 år efter Draghi. Kinas og vores kommercialisering?
  • Hi Rasmus og Sceye. Danske startup-solstrålehistorier 
  • Pensionskasser så pressede som svinebønder – ringer de nu til Sanders Flatpay?
  • Muse, Oura og Bellabeat. Glade investorer? Glade kunder? 
  • Og mere om bl.a. Legora, Lunar, Reel, Onomondo, Final Frontier og Nicolaj Højer

 

AI-frygt eller AI-optimisme? Horisontal eller vertikal AI?

”På rekordtid er frygten for AI blevet en del af det ’man’ siger. ’Man’ som politikere, meningsdannere, journalister, forfattere, interesseorganisationer og andet godtfolk.” 

Til godtfolk hører så ikke os i tech-økosystemet. Men det er desværre så sandt, det Noa Redington her skrev i Politiken, om at samtalen om AI er præget af synsninger og ideologisk flik-flak.  

Eller som AI-ekspert Anders Søgaard udtrykte det i Information: ”Dansk åndsliv svinger mellem Brandes og Grundtvig, mellem modernitetsbegejstring og fællesskabsnostalgi. Og der er for meget Grundtvig i forhold til kunstig intelligens”. Søgaard mener, AI er en gave til udsatte grupper i samfundet, men samtalen er kapret af dem, der bedst kan klare sig uden.

Skal du mere konkret have nuancerede argumenter i forhold til de sikkerhedshændelser og -advarsler, der har været omkring Open AI og Anthropic, skal du læse vores ”Efter AI-alarmen – hvor bekymrede bør vi være?” Den er skrevet af Mads Jensen, SuperSeed i London. Han gennemgår logikken i reward-funktioner og kontrolsystemer og giver en vurdering af, hvordan risikobilledet reelt ser ud.

Vigtigste AI spørgsmål er stadig: Hvordan gennemfører vi forslag, der sætter fut under et AI-udviklende Europa? Vi har ikke let ved at nå de amerikanske modeller. OpenAI og Antrophic alene har rejst 2.000 mia. kr. Franske Mistral har rejst 40 mia. kr.

Donald Trump har stadig ret, når han siger, at USA er forrest på det han insisterer på at kalde superintelligens (SI). Kineserne er dog godt med og super stærke på industrialiseringssiden. Spørg ikke, hvor vi er i Europa. 

Det er i al fald ikke på horisontale AI-modeller, vi vinder. Men vi kunne komme langt med modeller, der indgår i og er dybe på vertikaler. AI indgår i dag i al produktion eller burde gøre det. AI-skabelsen, der ikke bare bliver til flere sjove apps, men til motor i strategisk vigtige forretningsprocesser, skal understøttes meget mere.

 

2 år efter Draghi. Xi gør EIF og EIFO til sidegade lånebutikker

Vi er to år efter Mario Draghis 400 siders rapport om EU’s vækst- og konkurrenceudfordringer. Og jeg skriver to dage efter jeg – af Laurits Bach Sørensen og Nordic Alpha Partners – var inviteret til møde med EU-topembedsmænd som Nathalie Berger, Deputy Director General for DG Grow og ansvarlig for blandt andet investeringer og InvestEU. De bruger p.t. Laurits’ nye bog ”Changing the Math” lidt som playbook for de hypertransformations-tiltag, der skal sikre en reindustrialisering.

For det er nødvendigt. Al moderne industri voksede ud af England og Tyskland. Nu er services og software i højsædet. Bilindustrien, der fylder 13 % af EU’s produktion, er helt bagud af dansen. Vi skal i Europa selv kunne producere mad, varme og el, vi skal bygge og transportere, vi skal forsvare os. Men vi er så langt bagud på energitransition, at vi må købe Putins eller Trumps gas. Bagud på defence. Bagud på at lave en finansiel union og fælles regulering. Vi er så flot med på innovation, men det er sjældent vi – som fx den hollandske chipmaskineproducent ASML – formår at kommercialisere og skalere til nye unikke megavirksomheder

(Hybrid)krigen med Putin optager os selvsagt. Men i længden er vi i en meget vigtigere industriel krig med Xi. Han har lige skåret 30 % ned på eksport af kritiske jordarter til EU. Xi havde den vision for et tiår siden, at Kina skulle dominere kritisk tech. Og de er nået foran på det meste. Og så er de altid billigere. 

Det er sket i kraft af top down vilje og en statsstøtte, der ville gøre EIF og EIFO til mindre sidegade lånebutikker. 2.000 kinesiske specialiserede og statssubventionerede fonde investerede over 1.200 milliarder kr. i transformativ industriel tech mellem 2000 og 2023. Vores ‘smukke’ bottom up-model med fri forskning og masser af spredte initiativer i helt fragmenterede værdikæder spiller fallit. Vi er nødt til at satse på at kommercialisere vores innovation, hvor det er strategisk vigtigt for vores suverænitet, og hvor vi kan komme i front.

Cirka 15 % af Draghis problemer er løst. Politisk strander de Draghi-initiativer, der koster noget, på medlemslande, der hellere vil prioritere madpriser, hjælpe deres landsmænd, sende migranter hjem og i øvrigt beskære de fælles budgetter. Så selv om de EU embedsmænd, jeg mødte, viser stor vilje, er det op ad bakke. De var fx stolte af deres nye Scaleup Europe Fund. Seneste udmelding fra EQT må være en mavepuster. Juridisk er fonden flyttet til Delaware og vil også investere i US og UK growth.

Som Corti founder Andreas Cleve spurgte i hans 2 års Draghi-status på LinkedIn: Er der håb for at vi kan overgive et kontinent til vores børn, der er så attraktivt som det vi selv fik? Og svaret er, at vi ikke kun kan vente på hele Europa. En ny rapport fra Copenhagen Economics om Nordens konkurrenceevne kunne være et afsæt for en nordisk ”coalitions of the willing”. Ikke at Xi ville ryste i bukserne af det. Men startes skal der.

 

Hvordan får vi et EIS/SEIS-fradrag for startup investeringer?

Vi skal investere i fremtidens vækstvirksomheder, og det at udvikle en dansk folkelig aktiekultur på niveau med vores nordiske søsterlande har længe været italesat. Mest i ord, for trods forbedringer er vores aktiesparekonti langt fra norsk, svensk og finsk niveau.

Problemet er også, at vi måske nok snart får højere indskudsbeløb og marginalt lavere beskatning; men det hjælper fedt, når hovedudfordringen er suverænitet og egne virksomheder. For hvad investerer folk i? Traditionelle aktier og især ETF’er. Altså ikke mindst i amerikansk big tech som Tesla og Nvidia (Nvidia opkøber EU-tech hurtigere end en gazelle kan løbe). Og så er vi jo lige vidt set med briller som Mario Draghis, da han opgjorde EU’s årlige investeringsbehov til 6.000 mia. kr. årligt.

Så længe jeg kan huske, har vi diskuteret den britiske EIS/SEIS succesordning, der giver hhv. 30 og 50 % fradrag for højrisikoinvesteringer i tidlig venture. Tænk, hvis der var fradrag for at tage den svimlende risiko, når ca. 1/3 af alle startups går ned. Så er der motivation for at turde investere og reinvestere. Men da business angel flest i Danmark agerer fra holdingselskaber, der er 100 % skattefri indtil udbytter trækkes hjem, virker fradrag for tab ikke uden videre.

Da det er politisk urealistisk at få sat aktie- og kapitalbeskatningen helt ned til konkurrencedygtige 30 %, er jeg tilhænger af den model, som Dansk Erhverv trak frem sidste år. Tilføj en mulighed i aktiesparekontoen målrettet alle unoterede og mindre noterede vækstvirksomheder, hvor alle kan spare op og investere skattefrit, indtil midler tages ud. Det kan udbrede og demokratisere højrisikoinvesteringer. Og det er en mere politisk farbar vej i den kommende iværksætterreform II til at stimulere de tidlige folkelige investeringer og reinvesteringer i vores kusiners og fætres startups og vækstvirksomheder.

 

Fed fintech for Vorherre, AI og demokratiet

Fintech er vores største vertikal og med fin tradition fra Lunar og Pleo til Flatpay og mange gode på vej som fx Anyday, Formalize og Dreamplan. Fintech er også umiddelbar fin for investorer, fordi pengetransaktioner er asset light og globale – og der som i pharma er store spillere til M&A exits.

Thomas Krogh Jensen indledte 10. Nordic Fintech Week på et visionsniveau pænt højt over Kløvermarkens græstæppe. Financial services med AI kan demokratisere ved at give flere mere transparant adgang til finansielle muligheder og dermed frihed. Det her handler om humanitet, om menneskers liv og arbejde, sagde Thomas.

Tættere kommer ussel mammon ikke på Vorherre, tænkte jeg og kiggede ud over et fintech-landskab, der rummer alt fra mænd med jakke og slips til T-shirt og cap i sin blanding af startups, cryptobros og mere corporate finance. Den type diversitet er nu nok ved at blive mindre interessant. Grænsen udviskes, som kollega Nikolaj skrev i vores artikel DK’s fintech-strategi på vej? AI har allerede flyttet målstregen: ”For en bank kan købe AI. En startup kan bygge på de samme foundation models. Mastercard kan eksperimentere med nye betalingsformer. Og en startup som Repodo kan angribe et reguleret marked med AI fra dag ét.” 

Alle fra startups til corporates bruger AI, og fokus er nu, at AI-systemet selv gennemfører finansielle workflows og dermed optimerer betalinger, investeringer, compliance, risiko osv. AI er ikke bare softwaren, men selve medarbejderen. Danske Bank har lige gennemført første betaling med en AI-agent.

Men det endnu mere vilde er så, når B2B og B2C kundernes egne AI-assistenter afsøger markedet, sammenligner lån og renter osv. og så selv kører transaktionerne.

Det er den udvikling, Simon Lindebjerg drøfter i vores AI-serie, hvor denne uges del 2 hedder:”I det nye AI-paradigme bliver dine kunder dine konkurrenter”. Og ja, det betyder noget for frihed, humanitet og demokrati. Men hvad og hvordan? Der er en diskussion, vi kommer til at køre længe. 

 

Hi Rasmus og Sceye. Danske startup-solstrålehistorier

Nogle gange må man bare beundre fantastiske founders, der møder et problem og bygger en løsning, der kan hjælpe millioner. Og som man ikke lige har på radaren. 

Nikolaj Hendriksen skabte og solgte Mybanker. Parrets søn Rasmus var autist, og folkeskolen opgav at inkludere ham og få ham til at tale. Så for 6 år siden flyttede familien til Nashville, Tennesee og skabte Hi Rasmus som system med data, behandling (Skill-Based Treatment), AI værktøjer mm. De har nu hjulpet 1 mio. børn og familier med autisme i 90 lande og fået værktøjet ud til over 1.000 organisationer. Nikolaj har bootstrapped til nu, hvor Updata Partners har købt en minoritetspost. Og Rasmus selv? Han graduated’ primary school og holdt en tale om, hvad han havde elsket ved sin skolegang!

Jeppe Vestergaard Frandsen kender jeg som god DanBAN-kollega med Viking Invest. Hans bror Mikkel må være vildere som impact iværksætter, for han skabte PermaNet maleria myggenet og Lifestraw til rent drikkevand til millioner i den 3. Verden (med en værdisætning på 4 mia kr.) I Tv 2’s Milliardærens vilde drøm fortalte han om Sceye, der nu en halv milliard kroner senere er klar til kommercielt gennembrud, senest beskrevet i Finans. Sceye er en 65 m lang stratosfærisk platform, der fx kan se drivhusgasser, der bliver lækket per fabrik, og give bredbånd til 2,3 milliarder menneske, der i dag ikke har adgang til internet.

Vi kan da sagtens brokke os over mange danskere. Men nogen sparker bare døre ind!

 

Pensionskasser så pressede som svinebønder – ringer de nu til Sanders Flatpay?

De danske pensionsselskaber har bare skyet ventureinvesteringer. Hvis det altså ikke lige var amerikanske venture- og PE-fonde. Krumspring og dårlige undskyldninger har vi udrullet i ”Hyklergrafen – og ikke én opringning fra pensionskasserne til Sander Janca-Jensen”. Hyklergrafen er den nye Dealroom-analyse, der viser, at EU ventures er fuldt på afkasthøjde med USA.

For hver gang jeg hører skatte- og vækstminister Jacob Engel-Schmidt – bliver tonen også skarpere over for pensionsselskaberne. Der er vist kun svinebønderne, regeringen p.t. presser hårdere. (Apropos svinebønder. Deres krise giver også mulighed for innovation, som Thomas Høgenhaven, Planetary Impact Ventures beskriver i denne artikel i ugen: ”Landbrugets krise skaber de perfekte rammer for nye iværksættere”).

Inden for 3 måneder kommer ministeren med en dansk Tibi fund of funds-model rettet direkte til pensionselskabene. Og den skal virke inden for ét år. Voila. De fremmeste og største af pensionsselskaberne reagerer da nu også på, at deres medlemmers principielle 30 års horisont nok burde inkludere europæisk suverænitet og arbejdspladser. Altså når nu afkastet er i orden. Jeg er ved at lave en liste over de selskaber, der er i gang. For vi må glæde os over, at de er i bevægelse, selv om det stadig er promiller af den formue, de forvalter for os.

 

Muse, Oura og Bellabeat. Glade investorer? Glade kunder?

Mark Zuckerbergs nye Muse AI-assistent, der er indbygget i mikro-gadget Charm (eller Charmless) har fyldt i tech-pressen. Muse var med til at løfte Metas aktiekurs. Med den nye mikrogadget Muse Charm kan du booke rejser, ordne kalender og snakke med om din sundhed, omend næppe måle den på niveau med finske Oura Ring. Oura vil gerne børsnoteres i New York med det sigte at rejse 20 mia. kr. til en værdisætning på 100 mia. kr.

For ikke så mange år siden var kroatiske Bellabeat’s (nu String) sundhedsringe (Ivy og Leaf) foran Oura, men valgte så i en periode at gå mere efter apps med sundhedsindhold. Men hvordan tjene penge på det, når vi gratis kan prompte og svømme rundt i personlige sundhedstips via Muse og anden AI? På Strings hjemmeside ser Ivy AI nu ud til at være hovedproduktet.

Mange vil kunne huske, da Peter Warnøe i hans Nordic Eye (nu FiftyFive) velmagtsdage frem til 2024 værdisatte Bellabeat til 26 mia. kr. Sidst jeg hørte om en værdisætning, var den på 6,5 mia. kr. Men hvad er værdien og forretningen bag? Jeg har stadig besvær med at finde aftryk noget sted, uanset hvem jeg spørger af centrale figurer i økosystemet med tilknytning til Zagreb. Og hvor er det, at selskabets salg kan være i fremgang, når man ser de 81 anmeldelser, der ligger på Trustpilot. Det er typisk fra kunder, der frem til foråret har betalt op til 3.000 kr og forsøger at komme igennem med klager over for de fejlbehæftede produkter selskabet kalder ’cutting edge technology’:

  • Ordered April 26th, as of May 7th NO product, NO tracking information, NO responses to inquiries to their sales team.
  • Emailing support has been a waste of time, no one is answering. So now I have a clip that doesn’t fit and a discount I can’t apply.
  • The customer service is garbage. My band for my Ivy broke, so I ordered a new one in Sept. Never recieved shipping confirmation, so about a month in I tried contacting support through multiple means. When I FINALLY had a response, I was told the item was no longer available.
  • Don’t buy, it’s a piece of crap. I have had 4 replacements and all stop working after a day or so.
  • At this point it feels like a scam

Selskabet undrer mig kontinuerligt. Mon ikke FiftyFive viderefører den snart exit forfaldne investering i selskabet i et continuation vehichle? Jeg hører altid gerne fra glade investorer, der ved bedre.

 

Og så de kortere nyheder …

Max Junestrand og Sander Janca-Jensens hemmeligheder 

Der er mange legaldesk startups, der tager bidder af eller hjælper advokatbranchen. Men intet i tempo og størrelse slår Legora. Seneste værdirygte er 65 mia. kr. og 1500 medarbejdere. Og founder Max Junestrand var på dette års TechBBQ, hvad Lovables Anton Osika var året før. Børsen er taget til Stockholm og har lavet langt interview, uden at hemmeligheden bag den så hurtige succes, her stod mig klart. 

Det gør den så hos Sander Janca-Jensens Flatpay. En dygtig salgsmaskine plejer mange at sige. Men det er nu for letkøbt, hvis du lytter til velformulerede Sander i Bootstrappings allerede meget aflyttede podcast #53. Det handler om de evige dyder – at være bedst og billigst for kunderne og faktisk være ude hos dem. Men frem for alt om simplicity i alt. Flatpay bygger et produkt, der gør alt simpelt og let – for kunden og for egen distribution. Simpelhed er en dyd. Modsat udviklende ingeniører, der ikke kan få varianter og knapper nok.

 

Ronaldo og Lunar (k)lunter – og det ufede i at være bestyrelsesleder

Det er vel 5 måneder siden, jeg skrev, at det nu efter 5 mia. kr. og 10 år er det helt rigtige at få en rigtig banker fra Danske og Saxo ind som CEO i Lunar bank. Det var det så ikke. For ’rigtig’ i en klassisk stenhård Saxo-bank kultur er ikke nødvendigvis ’rigtig’ i en Lunar scaleup kultur. Så Søren Kyhl forlod samme dag som Ronaldo sit hold – og teamet sad nok lettede tilbage.

Apropos. Jeg kender uendelig mange, der meget gerne vil være bestyrelsesleder – sådan som J.P. Leschley Neergaard er for Lunar. Og han er skarp. Men det at ansætte en CEO er altid behæftet med høj risiko for fejl, også når formand og CEO som i dette tilfælde har kendt hinanden i årtier. For mig er det at skabe og bygge med et team det sjove. Ikke at ansætte og forhandle løn og al HR omkring det. Så når folk spørger, om jeg ikke synes, det er fedt at blive bedt om de positioner, svarer jeg. ’Jo, men for mig er det endnu federe at slippe sådan en type ansvar, der altid giver bøvl og ballade – og aldrig tak.’

 

Ud af DTU: Reel, Copenhagen Atomics, Dybelectro

Sifted har en rapport om de hurtigst voksende startups i Norden. Nr. 4 er Reel (energiløsninger) med Jon Sigvert som founder ud af DTU. copenhagen atomics (thorium reaktorer) og Dynelectro (PtX) var også blandt de DTU-danske på listen. Det glæder selvfølgelig Mikkel Sørensen. Han er leder af DTU Sky Factory, det nye lab på DTU – ovenpå DTU Skylab – netop designet til skalering. Og med skalering tænker jeg ikke på kapital, men på kommercialisering i bredeste forstand. Det, der kræver noget særligt i tung produktion og distribution af deeptech.

 

Defence: Final Frontier og Myriad vil rejse 750 mio. kr.

Niels Vejrup Carlsen dannede, efter mange år i Seed Capital, forsvars- og rumfonden Final Frontier for to år siden og lukkede første gang på 34 mio. kr. Det fortalte han om i Bootstrapping podcast #36. Nu er han gået sammen med andre veteraner i økosystemet, ud af den founderdrevne venturefond Nordic Makers. Det drejer sig om Alexander Aghassipour (Zendesk) og Klaus Nyengaard (Saltfoss og Just Eat), der sidste år stiftede Myriad Defence Fund. I alt vil de gerne rejse 750 mio. kr. til det gode defence venture-formål i Final Frontier fund II. Den er parterne nu så fælles om – og vel lidt ene på markedet med. Lidt fusion af forskellige temperamenter, tænker jeg – og det siger man er godt, så man kan komplementere hinanden.

 

Sandt eller falsk: Danske selskabers brug af AI eksploderer?

Ifølge Danmarks Statistik brugte 15 % af de danske virksomheder AI-værktøjer i 2023, mens tallet i dag er 59 %. Og blandt landets 100 største virksomheder er det ifølge Nationalbanken over 90 %, der bruger AI. Og det er især de højest uddannede, der er brugere, hvor de fx på universiteterne alle sidder med Copilot. Så vi har den sædvanlige indtrængningskurve med enterprises først og senere SMV. Det, de ikke har spurgt om, er, om AI er inde i motoren af virksomhederne? For er AI ikke fælles drivende platform, får AI slet ikke fuld effekt. Sidst jeg så et tal var det kun på 10 %. Så for mig er spørgsmålet i overskriften både sandt og falsk!

 

Trackunit og Onomondo. IOT er da stadig hot!

Hvor mange år siden er det, IoT var det hotteste hotte? I al fald 15 år. Men vi har da TrackUnit ud af Pandrup som et dansk unicorn-eksempel. Og Onomondo kan vel gøre dem kunsten efter. Hele 750 mio. kr. rejste Rasmus Jensen, Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen i ugen fra engelske Aspirity Partners som ny hovedaktionær, og EIFO som største danske.

 

Anthropic børsprospekt er lækket

Dario Amodei satser på at sælge aktier for op 640 mia. kr., hvilket vil slå Elon Musk og SpaceX’ IPO. Der er tal nok i det lækkede børsprospekt at overveje for investorer: Omsætningen er i 2025 tolvdoblet til ca. 30 mia. kr. – med et bogført nettotab på 277 mia. kr. Der skal investeres noget, der svarer til hele Danmarks BNP i infrastruktur. Mere gys er ifølge Reuters, at 80 af de 261 sider advarer om generative AI-modellers risici, der kan føre til “katastrofal eller eksistentiel risiko for menneskeheden“. Amodei mobbes nu af de andre big techs for sine advarsler. Som økonomen Keynes sagde: “I det lange løb er vi alle døde”. Men for Keynes betød det dog, at vi så skulle handle nu og ikke lade stå til.

 

Nicolai Højer giver den hele armen

Før jul lander en rigtig fed – både tyk og personlig – bog om tidlige venture-investeringer. Begået af top-business angel Nicolai Højer Nielsen. Og hvem andre er modig nok til at give sine porteføljeerfaringer titlen ”The Burden of Being Right”. Når jeg lige selv har været med til at skrive en meget nøgtern sådan halvoffisjøs lærebog i Funding guide for Founders står Nicolai ud med totalt personlig og original tilgang til stort set alt. Fx med kapitlet, vi snart bringer om business angels misforståelser. Du kan få 35 % rabat på bogen, hvis du prebooker hos Nicolaj. 

 

Se mig! LinkedIn’s ulidelige rygklapperkultur

Hvorfor LinkedIn lige blev økosystemets platform, ved jeg ikke. Anmasende er platformen. En ven fik den anden dag denne automatiserede besked: “Barack Obama, president of the united, states er populær i dit netværk”. Men 16 % af alle danske erhvervsaktive er på LinkedIn. Ud over job & karriere-platform for mange (yngre), er det vel noget med faglig og forretningsmæssig spejling og lidt gossip om, hvad der sådan sker. Politisk kommentator Michael Kristiansen citeres mere skarpt i DJØF-bladet for, at han synes, LinkedIn er et forfærdeligt sted. Der er så meget rygklapperi, og folk bestiller ikke andet end at råbe ’se mig, se mig!’ Det er til at brække sig over.” Ikke uenig. Og AI har gjort det værre. Men der er i al fald ikke den udskamning og hadtale, andre sociale medier lider under. Og så gider folk kommentere på LinkedIn. Det er ellers svært at få i gang, både når der rygklappes – og klappes til.

Så er vi i gang med en første rigtig efterårsweekend. Du kan gå en tur i skoven og tage en af vores og Industriens Fonds 53 podcast i øret, eller slå dig ned i sofahjørnet med en af vores mange artikler bag betalingsmuren, hvor du så samtidig støtter at vi udkommer, selv om du ikke får meget rygklapperi her. Ha’ det, til vi ses i næste uge.