Modstanden mod de superrige, altså de tech-moguler, vi for et par årtier siden beundrede grænseløst, da de stod i T-shirts og udviklede den tidlige software, er enorm i USA.
I onsdags fik de det at mærke. Men ikke et ord her om Trump eller den anden taber, Elon Musk, der brugte tre mia. kr., heraf én i Texas, hvor Elon påstod, at skolelærer Talarico var en ekstremist, der vil gøre ende på demokratiet og udløse en lavine af kønsskifter på børn. Reelt ville Musk nok bare kunne udbygge sine datacentre i staten. Av, hvor SpaceX og alle AI-techaktierne faldt i går aftes på Nasdaq.
Men nu er det fredag og vi skal videre. Anthropic’s IPO sidst denne måned håber hyperscalers og deres investorers stadig bliver et superbowl-moment. Herhjemme har vi ingen tech-moguler, men en stor stat, der ift. skattekredit gør, hvad den evner for at reducere founders overlevelse og velfærd. Nu skal protesten høres! Og de rige herhjemme er vores helt egne pensionskasser, som nu hele to ministre prøver at få til at levere risikovillig vækstkapital.
I dag skal du følge med i:
-
- SaaSpocalypse eller RenaiSaaS? Hvad ser du …?
- Esben Gadsbøll: Støt, at vi nu får skattekreditten på plads!
- Kan VC, BA og familiekontorers venture-investeringer slå børsmarkedet?
- ”Skat har mishandlet iværksættere. Nu retter regeringen op”
- Hvem revolutionerer banking. Revolut, Monzo, Lunar eller …?
- Intet har været mere børshypet end Anthropic’s IPO
- 1,2,3, så disruptede AI et helt fag!
- Vi kan alle føle os svigtet – selv Elizabeth Holmes!
- Martin Lidegaards bekendelser om skalering af startups
- Malene, Maiken & Flatpay-mafiaen, 903 VC’s, Slush og andet godt …
Esben Gadsbøll: Støt, at vi nu får skattekreditten på plads!
Skal Danmark være et AI-udviklende land, så skal vi understøtte tidlig original innovation. Men SKAT gør i praksis stadig intet andet end at modarbejde. Siden 2020 har vi beskrevet et utal af cases og månedlige indlæg om skattekreditskandalen med udtalelser fra founders som fx Anders Laustsen, Famly , Allan Mørch, AskCody og Jørgen Bødker, Eikonice, samt gode jurister og revisorer. SKAT har egenhændig fortsat med fra 2020 at omtolke ordningen, så alle blev usikre, mange blev mødt med millionstore tilbagebetalingskrav, og nogle måtte forsvare sig i årevis i Landsskatteretten.
I sidste ende handler det her om Danmark som softwareudviklende og dermed i dag om Danmark som AI-udviklende land.
Nu har Esben Gadsbøll, Alexander Tolstrup og Danske Tech Startups også tabt tålmodigheden og har igangsat en kampagne, ”Få nu skattekreditten fikset”, som du nu kan give din opbakning til. Læs vores artikel “Nu gør vi op med uendelig skidt skattekredit for founders”. Så får du hurtigt essensen af sagen og status på situationen. Og vis så din støtte!
SaaSpocalypse eller RenaiSaaS. Hvad ser du …?
I det danske økosystem har vi været rigtig gode til at udvikle software og kommercialisere det på abonnement. Og det lige fra første generation, der tog til Silicon Valley og blev unicorns som fx Zendesk og Unity. Og der er mange, der sværger til B2B SaaS-investeringer fra BA’er og VC’s til PE-fonde.
Godt, men så kom AI-revolutionen, og hvad betød og betyder den for SaaS? I starten af året faldt nogle af de store US børsnoterede SaaS-startups aktiekurser ret voldsomt på børserne. SaaS’ undergang stod malet i overskrifter om en SaaSpocalypse. For hvem gider genkøbe alle de licenser, når man bare kan bruge Claude eller anden AI?
Et af de største ofre for apokalypsen, betalingstjenesten Stripe, har så taget på sig at undersøge, om rigor mortis indtraf. Og vupti, SaaS er genopstået: RenaiSaaS.
Ifølge den ret let læste rapport fra Stripe Economics – også gengivet i Financial Times sidste måned – er omsætningsvæksten i 2026 for 72.000 ikke-AI-baserede SaaS-virksomheder på 30 %.
Selskaberne har nemlig indoptaget AI og ændret på deres prismodel, så den nu er baseret på forbrug og resultat, ikke på antal licenser. Og væk er investorernes nervøsitet.
Er den så hjemme? Næppe for alle. Der er mere simple SaaS-tilbud og wrappers, der bare lægger AI ovenpå. De må se at fusionere eller lade sig sælge. Og multipler på SaaS uden stickyness er ikke, hvad de var før AI, når kapitalfonde opkøber og transformerer med AI.
Så er der hele den disruption, der kan komme ved, at ens kunder selv laver tjenesten. Det er i gang. Simon Lindebjerg skriver lige nu en serie hos os om det, altså om hvordan han hjælper SMV’er med at bygge egen AI-software. Med AI kræver de enkle løsninger ikke mange timer og ikke altid nødvendigvis dyb udviklerkompetence.
Men, men … enterprise software er bygget ind i dybe ERP- og CRM-systemer, i alskens procedurer og sikkerhedskontroller. Allerede GDPR kan være en udfordring.
Og alle mennesker er travle – om ikke andet pga. interne møder. Måske er vi også lidt dovne? Hvor mange abonnementer er du fx selv gået i gang med at opsige og udskifte og fx lave dit helt eget regnskabs- og bogføringsprogram? Jo du gør, men din nabo og jeg gør ikke!
Så bliver det optur eller nedtur? Det har vi spurgt flere founders om. Morten Primdahl co-founder af Zendesk og Hybird Energy lægger flot og nuanceret ud med artiklen ”SaaSpocalypse eller RenaiSaaS? Unicorn-founder giver sit bud”.
Selvom Morten ikke direkte øjner en SaaSpocalypse, bliver de store SaaS-virksomheder udfordret. Deres kerneforretning, der ikke er bygget på AI, spænder ben for at kunne gå hurtigt frem:
“Forudsigeligheden i SaaS er udfordret, og det rammer de gamle multipler. De multipler byggede på, at virksomhederne kunne forsvare deres vækst, indtjening og kunder over tid. Da deres eksisterende kerneforretning er betinget af de valg, der blev truffet før AI var tilgængelig, er de tvunget ud i at kannibalisere sig selv for at kunne konkurrere med et par unge AI ‘pilled’ iværksættere.”
Det er en vigtig diskussion. Så følg den og giv dit besyv.
”Skat har mishandlet iværksættere. Nu retter regeringen op”
Citatet handler ikke – endnu – om hverken skattekredit eller den danske regerings skatteforslag. Det er Dom Hallas, i spidsen for Startup Coalition i London, der kvitterer for, at finansminister John Healey er kommet med et forslag til den mest startup-venlige pakke i årevis. Den har den rammende titel: “Entrepreneurship in the UK: Start, Scale, Stay”.
Vores skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt indsamler som forgængerne Kollerup og Bødskov – flittigt input fra alle mulige netværk til hans iværksætterreform II. I ugen var han fx i Dragør, så han kunne jo passende tage forbi lufthavnen og til London og lade sig inspirere til nye tanker, inden han til jul skal på barselsorlov. Lad mig fra Healey’s pakke nævne:
- Founders’ Relief, hvor founders og business angels i innovative højvækstvirksomheder kun skal betale 10 % i aktieavanceskat op til en 90 mio. kr. grænse i livstidsgevinst (Det med livstid er nok vigtigt, da udbytter fra startups har det med at ligge ude i meget fjerne horisonter).
- Young Entrepreneurs Allowance, hvor unge iværksættere får dækket ét års leveomkostninger, når de fx kvitter et fast job for at starte op.
- Trading Allowance, hvor du må køre en test eller en sideforretning uden at skulle betale skat. Den hæves til 27.000 kr.
- Forhindre konkurrenceklausuler, så startups lettere kan ansætte talenter fra større selskaber og samtidig lettes visa for kandidater fra verdens top-150 universiteter.
- Scaleup-program for kvindelige stiftere på 2 mia. kr., ligesom det, der cirka svarer til vores EIFO, får kapitalindsprøjtning på knap 200 mia. kr.
- Endelig vil jeg nævne bedre medarbejderaktieprogrammer.
Nu er den engelske økonomi ikke ligefrem, hvad den var i fordums dage, så mange penge er der ikke. Men den populære EIS/SEIS-ordning fortsætter uændret, så man kan fradrage tab på startup-investeringer. Og ideen om at gøre det let for folk i job at starte op er super. Engang var det populært at tage på juleindkøb i London, og det er måske værd at tage over og gå på jule-opdagelse i deres forslag.
Kan VC, BA og familiekontorers venture-investeringer slå børsmarkedet?
Det er et 1000$ spørgsmål, man får årle og silde, når man underviser i venture-investeringer. Jeg plejer selv at svare, at ventures er så risikabelt og så længe illikvidt, så hvis du ikke synes, det er spændende, så lad være. Og gør du det, skal du først og sidst havde spredning. For nogle investeringer betaler for de andre, og man skal kunne blive i gamet, for de gode kommer sidst på en J-kurve. Men passer det?
Michael Brandt Rasmussen fra Peblinge Ventures familiekontor og DanBAN-medlem har lavet historiske modelsimuleringer på en 30-årig ventureportefølje med 50/50 fordeling af direkte investeringer og via fonde. Vi har lige har bragt hans simuleringer med titlen ”Kan man regne med, at venture slår aktiemarkedet?”.
Hopper vi over metodeproblemer og meget historiske data, er den i mine øjne ædruelige konklusion, at én krone bliver til 13 over 30 år, mens den på aktiemarkedet ville blive til 10 kr. Godt, så er man højst halv tosse med alt det arbejde – ud over alle glæderne – der også er ved at være i ventures!
Det er selvfølgelig de bedste på tværs af årgange og typer, der giver merafkastet. Og 50-50 fordelen på direkte og fonde skyldes, at ”når vi supplerer med venturefonde, falder risikoen. Medianafkastet stiger, risikoen for meget dårlige resultater bliver væsentligt mindre, og vi bevarer samtidig en stor del af muligheden for ekstraordinære gevinster.” Det læste jeg også med en vis lettelse, da den spejler min 50-50 fordeling på direkte og VC’s.
Det er de få år med store succeser, der betaler for resten. Men hvornår kommer de? Kun den investor, der er med gennem alle årene, har mulighed for at få hele gevinsten. Så bliv ved med at investere!
Intet har været mere børshypet end Anthropic’s IPO
Tech-industriens superbowl-moment skulle som sagt ankomme før advent. Vi får se. Anthropic’s 318-siders prospekt til S-1 ansøgning har de sidste uger fyldt finans- og techpressen. Bliver investorernes formentlig over 500 mia. kr. så belønnet på kursen? Set ud fra Anthropic’s enorme omsætningvækst tegner det sådan. Kan den vækst fortsætte? Ingen ved, om det bliver en pige eller en dreng, så sandt som prospektet har 94 sider, der beskriver risici som fx hvor mange datacentre, der tillades?
De mange skeptikere henholder sig især til to andre forhold. Dels at hele AI-boom-regnestykket ikke holder. På Gartners regnestok er der et gab på $4900 mia. mellem deres investeringer og deres indtjening. Dels at brugen af AI hos enterprises går langsomt. Økonomen Torsten Sløk – som vi er mange danske delegationer, der har besøgt på Wall Street – udtrykker det sådan: “Despite massive investments and widespread hype around artificial intelligence, the technology has delivered zero financial payoff to corporate America outside of tech.”
Det enorme indtægtsgap vil føre til, at vi kommer til at betale meget mere for vores allerede ’uundværlige’ AI-brug – om end de kinesiske modeller her kan holde prisen nede. AI-anvendelsen vil konkurrencen rykke på – ingen kører heller med hestevogn endsige bruger godstog længere. Men hvor det hele ender, ved ingen.Anthropic går næppe på børsen, før deres IPO’en bliver en succes – i al fald på den korte bane.
1,2,3, så disruptede AI et helt fag!
Vi er vant til at anvende Harvard-professor Clayton M. Christensens disruption-betegnelse om teknologiske megaspring. Kan man også bruge termen om et fag? Det er i al fald oplagt om faget matematik. Det er som forskning forandret for altid. The Economist fortalte om denne ”dommedag for matematik” i oktober. OpenAI agenter havde på få uger løst 372 matematiske udfordringer, herunder Navier-Stokes problem.
Fagets bedste hjerner har brugt årtier på det samme, alt imens vi i skolen sad og fedtede med andengradsligninger. Open AI kørte videre og genererede over 700 videnskabelige artikler. Forskerne behøver ikke længere tænke eller skrive, de skal bare prompte!
Dengang vi fulgte IBM’s Deep Blue besejrede Gary Kasparov i skak, gik progression langsomt. Nu er forholdet menneske-maskinen endegyldigt afgjort på det her felt. Berlingske har fulgt op på sagen i ugen med refleksioner fra matematiker ved KU Nikolaj Tomas. Han har det held, at han også arbejder med maskinlæring – for forskning i matematisk problemløsning må være lidt udsigtsløst. Håber de unge skal kunne regne – selv om jeg stadig har dårlig samvittighed over den blækregning, jeg skrev af i frikvarteret!
Hvem revolutionerer banking. Revolut, Monzo, Lunar eller …?
Things change. Banks should too, siger en Lunar Bank reklame. Ja, fintechs skulle revolutionere de incumbent finansmastodonter. En sang vi fx hørte fra gode Lunars founders i et tiår. Silicon Valley investor Wesley Chan har hørt samme melodi og spurgte i engelske Sifted:
”Fintech delivered slicker apps, cheaper international payments and forced the old banking incumbents to up their game. But have they actually changed the world?”
Sandheden er, at de har fået mange kunder. Revolut faktisk 80 mio. bl.a. på smart veksling uden gebyr. Men de er også ”starting to sound remarkably like the incumbents they once promised to disrupt”. De skal nu – og det gælder også Lunar, før som efter CEO-skiftet – finde dydens smalle sti mellem fornyer og det sikre banking-håndværk.
Men den største disruption kommer en dag måske ikke fra fintech, men fra kundernes AI-assistenter. Agentic AI sammenligner lån og renter, forsikringer og pensioner, kreditkort og aktieinvesteringer – og eksekverer gerne selv. Hele det ikke-transparente lag af gebyrer, kurtager, skæringer, rentedage samt al den inoptimale laden stå til, vi kender.
Som barn trallede jeg roligt ned for enden af vejen til Sparekassen Nordjylland med hver en 5-krone til sparekassebogen uden at spørge til rente eller binding eller investeringsmuligheder. I dag ville jeg have en AI-assistent. Og den kender ikke til brandloyalitet. Den opsiger og flytter gerne for den mindste fordel uden brug af Trustpilot eller sammenligningstjenester. Sparekassen kan byde på alle de balloner, sparebøsser og billetter til AaB’s taberkampe, den vil. Ejerskab til kunden kan langt hen fordufte.
Det gode for fintech og neobanker er så, at de, der selv har investeret i AI-platforme og agentbaseret kundebetjening, dermed selvsagt har den bedste chance, når kundens finansielle agent går på shopping.
Vi kan alle føle os svigtet – selv Elizabeth Holmes!
Preben Bang Henriksen, ex Venstre MF, var førerhund i min klasse fra 1. a til 1. g. En kæreste svigtede ham vist – i al fald tog han pludselig til USA. Nu føler han sig nok svigtet af Troels Lund Poulsen, mens Venstre føler sig svigtet af ”gnavpot” Preben, som en af mine venner fra Venstre knap så rosende sagde.
Det med følelsen af svigt kender vi godt i økosystemet. Founders synes ikke, investorerne bakker loyalt op, men render i hver sin retning, så snart det ikke går efter bogen. Investorer synes slet ikke, founders leverer på det budget, de stillede i udsigt og sådan set burde udskiftes. Så er det med hurtigt at få mæglet, inden alt for meget værdi destrueres.
Elizabeth Holmes svigtede mange flere. Hun opbyggede sit Theranos lab for smartere blodprøver og var i toppen af alle medier. Lidt for smart, for det hele var Potemkin-kulisser og fake-it-till-you-make it-svindel. Ingen investorer og celebs opdagede noget, før det var for sent med Due Diligence. Afsløringen forplantede sig i øvrigt helt til Danmark, hvor graverjournalister absolut mente, at unge veltalende kvindelige founders nok også bare var løgnere og svindlere.
Selv den dag i dag synes Elizabeth Holmes stadig ikke, hun har svigtet eller gjort noget som helst galt. Så hvordan danner vi egentlig vores personlige ’sandheder’, og hvordan opfattes de af andre? ’Can See Everything’-dokumentaren tager nu verden med storm og har premiere i Danmark den 19. Trailer kan du se her.
Xi går all in på AI. Hvordan mærker vi det?
Ifølge The Economist er der 5 personer – Sam Altman (OpenAI), Dario Amodei (Anthropic), Elon Musk (xAI), Mark Zuckerberg (Meta), og Demis Hassabis (Google DeepMind) – der kontrollerer AI-udviklingen og dermed driver det amerikanske aktiemarked. 4.500 mia. kr. er der investeret i AI siden 2013.
ByteDance, Alibaba, Tencent er godt med på AI-hurtigtoget, men samlet i Kina er samme beløb dog kun 800 mia. kr. Det vil Xi ændre på, for både USA og Kina ser det som et kapløb om teknologisk og militær verdensdominans.
Xi vil 9-doble statens investeringer i AI. Resultatet er givet: billigere, åbne kinesiske modeller (med deraf følgende endnu større sikkerhedsrisici). Vi har ikke i EU mega tech-virksomheder, der kan udkonkurreres. Men vigtigere: AI er i alt fra EV-energi og elbiler til industrirobotter, og her er EU udfordret.
Kina har allerede skabt syv store deep tech aktører, der omsætter for over 75 mia. kr. CATL, CETC, Xiaomi, Luxshare, Goertek, JA Solar, LONGi, Trina Solar. Og ny innovation bliver medfinansieret af staten via 2.000 højt specialiserede venturekapitalfonde, der modner tech på de udvalgte områder.
I EU er det sværere at beslutte og prioritere fælles, hvad enten det er AI eller deeptech. Så vi accelererer mere som en Trabant end som en kinesisk elbil. Men der er flere forhold i ligningen. Det, at Kinas kapitalintensive industripolitik og eksport statssubsidieres, skævtrækker også deres egen økonomi.
Resultatet er overkapacitet, zombievirksomheder og svag indenlandsk efterspørgsel. Forceret fremdrift har bagsider, så sandt som at den sydkinesiske tiger er udød. Foreløbig vil de forsøge at oversvømme os med deres tech.
Martin Lidegaards bekendelser om skalering af startups
”Amerikanerne investerer mere end otte gange så meget venturekapital i forhold til økonomiens størrelse som os. Samtidig har deres virksomheder adgang til langt mere vækstkapital, der gør det lettere at tage springet fra lovende idé til globalt salg”.
Det fastslog Erhvervs- og konkurrenceminister Martin Lidegaard til FinansDanmarks Investeringsforum i ugen, og hans baggrund i RUC’s kommunikationsstudier fornægtede sig ikke: ”En idé skal kunne fødes i Danmark, vokse sig stor i Europa og sælge til hele verden – men bevare rødderne her.”
Samme lovende melodi kørte han på scenen med Esben Gadsbøll i ugens DTS Townhall foran mange hundrede fra økosystemet. Hvis ”flere danske teknologivirksomheder skal blive globale succeser, er vi nødt til at gøre det lettere for dem at vokse her.” Så bøvl og bureaukrati skal reduceres, og der skal sikres kapital.
Begge dele kan han og Jakob Engel-Schmidt gøre en del for. Så vi venter især spændt på en Tibi-inspireret fund of funds-model for vækstkapital. Foreløbig har Martin sendt flere penge til EIFO. Nu er Martin mere bevandret i retorik og udenrigspolitik end startups – i al fald kendte han hverken BII eller Famly. Men det forhindrer ikke, at han har ret i, at : ”det at have stærke startups og scaleups handler ikke kun om vækst. Det handler også om sikkerhedspolitik. At eje teknologi er at eje vores egen fremtid.” Nu vil vi godt se de to ministre gøre noget ved lige præcis den!
Malene, Maiken & Flatpay-mafiaen, 903 VC’s, Slush og andet godt …
Det bliver for langt, vil Nikolaj sige, så herfra i overskrifter:
- Malene Brandt er på i Ugens Bootstrapping Podcast. Men sin brystkræft oplevede hun at løbe panden mod muren i sundhedssystemet og forlod politik for at udvikle en app til hjælp. Sejt!
- LinkedIn har ændret algoritmen, så AI ikke fordummer alt. Den favoriserer godt indhold og samtaleværdi. Læs her hvordan.
- Maiken Paaske har udnævnt de fire Flatpay stiftere til en mafia på linje med PayPal. Da få er så rare og rolige som Sander Janca-Jensen – vi for ikke så længe siden havde forbi Bootstrapping Podcast – er der et reelt modstykke til Peter Thiel! (Og posten lever helt sikkert op til algoritmen på LinkedIn på opmærksomhed, data og overraskende indhold).
- Samme Flatpay (7) og Reel (4) – som vi snart har podcast med – er de to eneste i top 10 på Sifteds liste over de hurtigst voksende startups i Norden. Stockholm dominerer totalt. Kun 12 ud af 100 er danske.
- Venturefonde I. Sidst har vi talt til over 50 danske og opdager ofte nye VC’s. Senest skrev Medley Capital til os – og de er dog fra 2021. Ruben Dominguez har i sin VC Corner fundet 903 venturefonde bare i Seed fasen i Europa, heraf bl.a. 287 med email-adgang. Og over 1.000 familiekontorer. Vi kan vel smide de mange gamle excel-ark ud!
- Venturefonde II. Skal vi også smide VC-repræsentanter ud af startup-bestyrelser? Det mener Nik Storonsky, CEO i Revolut. Jo, væk med kontrol-drengene. Men endnu oftere bør VC’s sende ex-founders og få dem tættere på forretningen – og altså hjælpe lidt mere ligesom PE-fondene. Synes jeg.
- Events. Der er dejligt mange. SLUSH i Helsinki her 18.-19. november er vel stadig Nordens største. Dansk Aktionærforening og Dansk Crowdfunding holder InvestorDagen ‘26 den 17. november på Folketeatret samtidig en åben og gratis side pitchevent InvestorSkibet. Og hvorfor skulle de 17.000 medlemmer og alle andre ikke også kunne investere i unoterede startups?
Her skal vi i al fald nu ud i efterårsskoven. Bladene falmer, men det gør økosystemet ikke. Tværtimod. Vi glæder os allerede til at møde jer i næste uge her og bag betalingsmuren. God weekend!