”Få det nu fikset” hedder hjemmesiden fra Danske Tech Startups passende.
Ordningen med skattekredit gav i årevis kredit til det vi – på Bootstrapping ud fra Skattestyrelsens data – har anslået til op til 1.200 danske startups, så de kunne få luft til deres softwareudvikling.
SaaSpocalypse eller ej, så har de fleste danske startups og scaleups skabt egen software i mange år – og gør det til stadighed i stor stil for at kunne lave egenudviklede europæiske modstykker. Og så var der faktisk en tid før GPT-året 2022, hvor al softwareudvikling skete fra bunden. Hvis nogen skulle have glemt det: vores sagnomspundne tidlige unicorns var ind af en kant softwareselskaber!
Så kom udbytteskandalen med SKAT’s udbetaling af 12,7 mia. kr. SKAT vendte om i angst, og har siden gjort alt for lade tavshed sænke sig og ikke mere udbetale skatteværdien af underskud til softwareudvikling.
Software er jo opfundet, og hvad de stakkels medarbejdere ellers måtte finde på at begrunde afslag og tilbagebetalinger med.
Få det nu fikset! Der er brug for din underskrift
Siden 2020 har vi beskrevet en snes cases og skrevet indlæg tæt på hver måned om Skattekredit skandalen med udtalelser fra gode jurister og revisorer. SKAT har egenhændig fortsat med at omtolke ordningen, så alle blev usikre, mange blev stoppet og andre måtte forsvare sig i årevis i Landsskatteretten.
Nu har Danske Tech Startups taget kampen op. De har rendt politikerne på dørene, som andre før dem, bl.a. Danske Iværksættere og DI. Men lige meget har det hjulpet, selv om en undersøgelse blev lovet i Iværksættereformen. Nu laver DTS en kampagne med landingpagen ”Få det nu fikset”, du kan besøge og give din underskrift til.
Det kostet intet for SKAT. Men alt for founders
På DTS’s landingpage rummer bl.a. tre af de founder-cases, vi har tidligere i Bootstrapping har fremlagt:
- Anders Laustsen, Famly, der i vores podcast #47 fortæller om hvordan SKAT tilsidesætter afgørelser fra Landsskatteretten. Anders fik EIFO-lån, men med den anden hånd skulle han betale det dobbelte tilbage til SKAT!
- Allan Mørch, AskCody med en unik, global platform anerkendt af Vækstfonden og af Innovationsfonden – men ikke af SKAT – der ud fra deres softwareekspertise mente, Allan skulle tilbagebetale 4 mio.kr.
- Jørgen Bødker fra Eikonice, der efter mange års proces i kraft af grundig dokumentation til sidst kunne vinde i Landsskatteretten.
De er eksempler på årelange sagsforløb, med vilkårlige afgørelser, hvor udvikling går i stå, kapitalrejsning gøres umulig, og kontroller og proces dræner. Det eneste resultat er at innovation og forretningsskabelse hæmmes.
Ja, man bliver harm, hvis ikke rasende, når man igen og igen hører om, hvor barskt staten behandler innovative founders.
Politikerne skræmmes med forkerte tal
SKAT, her forstået som Skattestyrelsen og ministeriet, er heller ikke bange for at dreje om hjørner med skattepolitikkerne.
Vi har før beskrevet, og DTS gentager, hvordan embedsmænd med 2023-tal i hånden, argumenterer. Deres notat påstod, det ville koste 900 mio. kr. for staten at ændre ordningen baseret på, at de udbetalte 2 mia. kr. og ikke fik 40% igen.
Advokat Claus Pilgård regnede efter: Worst case er 77 mio. kr. og 6% der ikke betaler tilbage. Og det er selvfølgelig uden de indtægter, som succesfulde software startups vil give af vækst – når de altså kommer over det punkt, hvor det er svært at finansiere udvikling, men billigt for staten at give kredit.
Intet sker – så hvad skal der ske?
Iværksætterreformen fastslog for 2 ½ år siden, at skatteministeriet skulle se på om ’reglerne for, hvad der kan forstås som forskning og udvikling, er tidssvarende’. Det er de helt åbenbart ikke. Jo, ordningen for fradrag for forskende virksomheder er stadig ok (Ironisk nok, da alle ved corporates må opkøbe startups, fordi meget af deres egen innovation går i stå et sted i møder og hierarkier).
Skatteministeriet skulle med kontorchef Søren Schou i spidsen nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle afrapportere senest i 2025. Tavshed. En uendelig mængde dokumentation, forespørgsler og klager arkiveres tilsyneladende lodret.
Ikke så meget som en plan, mens startups og vækstvirksomheder må padle rundt i uklart farvand.
Det er muligt den stakkels mand har travlt med andet. Men ministeren Jakob Engel-Schmidt og hans departementschef Merete Agergaard, der før har kommenteret sagen i Bootstrapping, har til opgave at prioritere.
Er det da svært at fikse? Nej, i hovedsiden skal SKAT bare have besked på – som i sammenlignelige lande – at administrere ud fra OECD’s Oslomanual i stedet for en uklar Frascatimodel fra før software fandtes. Og selvfølgelig skal der være tale om original udvikling, der støttes, ikke om at indkøbe en AI-model. Skulle denne administrative ændring tage tid, kan ministeren sætte kontroller i stå samt de 8% renter som fattige startups plages med.
I sidste ende handler det her om Danmark som softwareudviklende og dermed i dag om Danmark som AI-udviklende land.
Skriv under på ”Få det nu fikset” og via opslaget her.