Foto: Getty images.

”På aktiemarkedet er vi i en krisesituation; hele sidste uge har det været blodrødt – ikke bare lidt rødt, men rigtig rødt.”

De professionelle investorer har endnu ikke ladet coronavirussen påvirke investeringer i dansk iværksætteri, selvom alle venter en økonomisk nedtur. ”En korrektion nu, halvanden års recession og så fuld damp igen,” siger business angel-formand.

Mandag i sidste uge sagde Berkshire Hathaways formand og administrerende direktør, Warren Buffett, på CNBC, at selvom coronavirusudbruddet er afskrækkende for den menneskelige race, burde virusudbruddet ikke påvirke investorernes porteføljebeslutninger. Han lukkede CNBC-interviewet med beskeden om, at hans langsigtede udsigter forbliver uændrede.

”Vi køber virksomheder, der skal ejes i 20 eller 30 år. Vi køber dem i deres helhed, vi køber dem i dele … og vi tror, ​​at udsigterne for 20 og 30 år ikke ændres af coronavirussen,” sagde den legendariske investor, hvorpå resten af verdens aktiemarked alligevel begyndte at gå i panik.

Aktiemarkederne faldt som en sten, især torsdag og fredag, og sidste uge endte ifølge aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, som en ”katastrofe” på aktiemarkedet.

”Det, der er sket oveni investorernes hoveder, er, at de troede, at coronavirussen kun ville medføre et midlertidigt væksthul på to, tre eller måske fire måneder, og så kommer verdensøkonomien tilbage i det nøjagtigt samme hjulspor, som den er kommet fra. Det var blandt det, der gjorde, at Appel-aktien tilbage midt i februar kun faldt 1,8 procent og så i øvrigt steg igen dagen efter,” siger Jacob Pedersen og peger på, at den opfattelse er blevet voldsomt udfordret hen over sidste weekend, hvor medierne meldte om, at coronavirussen havde spredt sig i Italien.

“Hvis folk agerer, som om det var den sorte død, så bliver der tunge, realøkonomiske konsekvenser”

”På aktiemarkedet er vi i en krisesituation lige nu; hele sidste uge har det været blodrødt – ikke bare lidt rødt, men rigtig rødt,” fortæller Jacob Pedersen.

Ro på i dansk investormiljø

Aktiemarkedet er med andre ord begyndt at vise overordentlig stor nervøsitet. Men blandt institutionelle investorer er der i øjeblikket ikke de store nervøse trækninger at spore i Danmark. Det siger flere toneangivende profiler til Bootstrapping.

Mangeårig investor og formand for DanBAN (Danish Business Angels, red.), Jesper Jarlbæk, mener ikke, at det danske professionelle investormiljø er påvirket, og han advarer mod en overreaktion, da det kan få følger.

”Lige i øjeblikket kan vi se, at flyselskaberne bliver hårdt ramt, og vi har set, at nogle virksomheder har måttet gå ud at nedjustere på grund af det, der sker i Kina”

”Hvis folk agerer, som om det var den sorte død, så bliver der tunge, realøkonomiske konsekvenser. Hårdest ramt i første bølge bliver virksomheder, der er baseret på komplekse globale forsyningskæder, det vil sige især big business,” siger Jesper Jarlbæk, der også mener, at resten af erhvervslivet også vil blive påvirket på sigt, omend nok i langt mildere grad, hvis nervøsiteten spreder sig.

Jesper Jarlbæk er stadig fortrøstningsfuld og tror, at coronavirussen kun vil udløse en kortvarig krise.

”Rigtig mange startups vil ikke være særligt påvirkede, derfor ser jeg heller ikke nogen umiddelbar påvirkning på BA-aktiviteten. Hver krise har sine egne kendetegn. Krisen i 2008 startede et år før, inden for den finansielle sektor. Men med kollapset af Lehman blev en finanskrise til en økonomisk krise. Med COVID-19 er der tale om en sundhedskrise; den har også potentialet til at blive en økonomisk krise. Men i min optik en meget mindre dramatisk og mere kortvarig en af slagsen. En korrektion nu, halvanden års recession og så fuld damp igen.”

Noget tyder på, at en recession i et eller andet omfang er uundgåelig. Spørgsmålet, alle stiller sig, er, hvor lang den vil være.

”Vi mangler stadig at se, hvordan coronavirussen vil påvirke den reelle økonomi,” siger Jacob Pedersen. ”Lige i øjeblikket kan vi se, at flyselskaberne bliver hårdt ramt, og vi har set, at nogle virksomheder har måttet gå ud at nedjustere på grund af det, der sker i Kina. På min radar var noget af det første, jeg lagde mærke til, at selskaber, der producerer spiritus, gik ud og nedjusterede, fordi barer og restauranter var lukket i Kina. Appel, der har masser af produktion i Kina, har måttet være nødt til at sænke forventningerne. Så det her kommer til at sprede sig og ramme mange virksomheder. På aktiemarkedet kan vi håndtere det, så længe vi tror, det bare er midlertidigt, men så snart vi får fornemmelsen af, at det her bliver langvarigt, så kan man begynde at blive nervøs.”

Tvede: Det topper i marts og maj

Serieiværksætter og investor Lars Tvede anser coronavirussen for ”med meget stor sandsynlighed” at være en pandemi (en ny sygdom, som udbredes globalt, red.). Han mener, at det derfor nu er et scenarie, hvor i størrelsesordenen en milliard eller flere bliver smittede, og så længe regeringer forsøger at bremse udbredelsen ved at isolere grupper af mennesker, hvor der er konstateret smitte, forhindre rejser og forsamlinger, vil det have en stærk negativ økonomisk effekt, der vil udløse kortvarige recessioner mange steder globalt og sende ”aktierne i dørken.”

Han påpeger dog, at aktierne, inden coronavirussen brød ud, allerede var oppe at tangere værdimæssige niveauer, hvor bullmarkeder tidligere er vendt, og desuden var de teknisk overkøbte og havde lige sat verdensrekord i størrelse af bullmarked-stigninger (et bullmarked betyder, at markedet er kendetegnet ved en stigende investortillid, red.).

”Derfor reagerede aktiemarkedet så stærkt, og jeg tror ikke, vi ser væsentlige stigninger, før coronaudbredelsen topper. I Kina topper den nok mellem marts og maj; det vil sige ca. 4-5 måneder efter udbruddet i december. Mit bedste gæt, som er enormt usikkert, er, at coronapanikken stopper om ca. fire måneder. Indtil da kan vi få masser af zigzagbevægelser på aktiemarkedet og også se lavere bunde undervejs,” forklarer Lars Tvede, der mener, at det ”alt andet lige” vil reducere lysten til at investere i danske startups, da en del investorer nu har mindre at investere med, og for det andet er der nogle, der ”lurer på at komme billigt ind i børsnoterede aktier.”

byFounders: Vi har endnu ikke ændret adfærd

Som founder og managing partner i den nordiske venturefond byFounders følger Tommy Andersen udviklingen tæt. Han peger på, at det er tydeligt at se investorfrygten på de børsnoterede aktier, mens det er sværere at se det på de ikkebørsnoterede selskaber, der ikke falder fra dag til dag, og derfor ser vi ikke panikken afspejlet i ventureverden endnu. Men, siger han, den realøkonomiske effekt er den samme for et selskab i en venturefonds portefølje som hos de børsnoterede selskaber:

”Vi ser supply chains, der bliver disruptet; man kan ikke få varer ud af Kina, og byer og områder bliver sat i karantæne. I tillæg vil vi sandsynligvis snart se faldende efterspørgsel i en række brancher som en effekt. Du ser det allerede i rejseindustrien, som er stærkt påvirket. Der er helt klart industrier, der bliver ramt omgående, og så er der alle de andre industrier, som bliver ramt af afledte effekter af faldende efterspørgsel.”

”Det bedste, en investor kan gøre lige nu, er: Keep calm and carry on”

Ligesom Jesper Jarlbæk og Lars Tvede pointerer han, at det handler om, hvor lang tid situationen med coronavirussen vil vare. Lige nu ser han ikke en dansk reaktion, der er særlig voldsom.

”Jeg tror ikke, at der kommer en faldende lyst til at investere i dansk iværksætteri,” siger Tommy Andersen. ”Men det er klart, at nogle selskaber er mere sårbare end andre. Men det går begge veje, for andre selskaber vil profitere af situationen. Når konferencer bliver aflyst, og vi holder os mere indendørs, så vil produkter som Skype og Zoom gå en gylden tid i møde. Så der vil nok ske et reelt efterspørgselsskifte efter ydelser fra én gruppe til en anden. Der er helt klart vindere og tabere her. Det vil vi også kigge efter her i byFounders.”

Men usikkerheden gør, at alle investorer er en smule mere på stikkerne, selvom byFounders endnu ikke har ændret adfærd investeringsmæssigt.

”Men vi er alert, ikke mindst, fordi vi har en realøkonomi omkring os, der flytter sig i øjeblikket. Vi kigger på det enkelte selskab, og hvor godt det performer, og i hvor høj grad det kan blive påvirket af det, der sker lige i øjeblikket.”

Keep calm and carry on

Lige nu er alles øjne og ører mere åbne end sædvanligt. Hver dag er en ny situation. Dansk iværksætteri er endnu ikke blevet ramt af økonomiske konsekvenser fra den frygtede virus, men investorer gør klogt i at nærstudere deres porteføljer og undersøge risikoelementerne.

”Det bedste, en investor kan gøre lige nu, er: Keep calm and carry on. I forhold til investeringer i startups bør investorer kigge på selskabernes forsyningsafhængigheder for at forstå sårbarhed og impact,” råder Jesper Jarlbæk, og Tommy Andersen fra byFounders er enig:

”De selskaber, der bliver ramt efterspørgselsmæssigt, kan godt risikere at komme i pengenød, fordi den burnrate, de regnede med at have måske bliver større, når de ikke når den omsætning, de regnede med at skulle have. Så startups, der er i drift med omsætning, er sårbare, mens selskaber, der stadig er i udvikling uden omsætning, måske er mindre sårbare, fordi de alligevel brænder penge af, som de allerede havde forventet, at de ville gøre.”

Hvad der vil ske i den kommende tid, ved ingen. I Sydbank følges udviklingen tæt, men bankens holdning i går mandag var, at coronavirussen ikke kommer til at udløse en stor global finansiel og økonomisk nedtur.

”Vi tror på, at verdensøkonomien finder tilbage i et spor, der minder om det, vi kom fra. Det kan godt være, at der kommer til at gå noget længere tid, men vi har endnu ikke hejst det røde flag i forhold til, at det her bliver en kæmpe krise,” siger Jacob Pedersen.