Steve Jobs spurgte datteren Lisa Brennan-Jobs på sit dødsleje, om hun agtede at skrive en bog om ham. ”Nej,” svarede hun. ”Godt,” sagde han. Nu har hun skrevet den alligevel. Foto: Wikipedia Commons.

Steve Jobs’ datter taler ud i ny bog

Steve Jobs var et røvhul. Andet er svært at konkludere, når man lægger ”Small Fry” fra sig – den nye biografi, som Lisa Brennan-Jobs lige har udgivet, hvor hun fortæller om livet som Steve Jobs’ uønskede, ældste datter – lige fra starten og frem til faderens død.

Når man lægger Small Fry fra sig – og tro mig, det gør man først, når man er helt færdig; bogen er fængende velskrevet og svær at holde pauser i – er det svært at være andet end sørgmodig og samtidig tæt på at føle sig ilde berørt.

Vi har at gøre med en beretning fra en families inderste, hvor fortælleren er den marginaliserede – drevet af et livslangt og brændende håb om at blive ikke bare accepteret og set, men også om at blive elsket og anerkendt som ligeværdig; som et ægte medlem af familien.

”She’s daddy’s mistake”, som hendes 9-årige lillesøster bemærker helt uden dikkedarer til en veninde ved en børnefødselsdag, hvor den på det tidspunkt universitetsstuderende, voksne Lisa Brennan-Jobs er kommet forbi for at sige hej til resten af familien, og hvor der er fødselsdag i haven i Palo Alto.

Small Fry er skrevet med barnets øjne. Lisa Brennan-Jobs er datteren, der hele barndommen igennem blev skubbet til side og ignoreret af sin berømte far, altid kun halvvejs optaget i familien og så alligevel aldrig rigtigt.

Savn, adskillelse og mytologisering

Small Fry minder om flere nye danske romaner, som f.eks. Leonora Christina Skovs beretning om sit kærlighedsløse barndomshjem og forældrenes kollektive afvisning af hende som voksen eller den også nyligt udkomne Lone Star, hvor Mathilde Walter Clark ligeledes skriver om et far-datter-forhold med et underliggende tema af adskillelse, og hvor barnets savn og mytologisering af den fraværende far driver historien fremad.

Sådan er det også her – bare med turbo på historien; vi er jo i USA, og Steve Jobs var ikke hvem som helst, men verdensberømt – og den type fortællinger er på den ene side dybt bevægende, på den anden side havner læseren samtidig i voyeurens sted, der er ingen vej udenom.

Det føles grænseoverskridende. Samtidig bliver man som læser indforskrevet til at tage stilling til fordel for skribenten. Om end der næsten altid følger en afvisning fra resten af familien bagefter.

Det er også sket i dette tilfælde, hvor Mona Simpson – Steve Jobs’ søster, der beskrives gennemgående positivt i bogen – efter udgivelsen af Small Fry har offentliggjort en udtalelse sammen med Steve Jobs’ enke, Laurene Powell Jobs, og Lisa Brennan-Jobs’ tre halvsøskende, hvilken lyder:

“Lisa is part of our family, so it was with sadness that we read her book, which differs dramatically from our memories of those times. The portrayal of Steve is not the husband and father we knew. Steve loved Lisa, and he regretted that he was not the father he should have been during her early childhood. It was a great comfort to Steve to have Lisa home with all of us during the last days of his life, and we are all grateful for the years we spent together as a family”.

Chrisann Brennan, Lisa Brennan-Jobs’ mor, er det eneste familiemedlem, der efter udgivelsen af Small Fry har bekræftet fortællingerne i bogen.

“It was horrendous for me to read … “It was very, very hard. But she got it right,” har hun sagt til New York Times.

”Virkeligheden var faktisk værre,” sagde hun forleden til amerikansk radio og tilføjede, at hun heller ikke var stolt af sin egen rolle i bogen.

Og det har hun heller ikke grund til at være – selvom hun ikke spiller hovedrollen, er bogens portræt af den iltre og umodne free spiritlangt fra entydigt flatterende i bogen.

Den store forskel er blot – og den er stor, at Lisa Brennan-Jobs’ kunstnermor i al sin uperfekthed imidlertid elsker sin datter. Og på den konto kan mange fejl som bekendt absolveres.

’Skriver du en bog om mig?’

For Jobs selv var tanken om, at hans datter måske ville fortælle sin historie tilsyneladende heller ikke fjern.

Han spurgte hende på sit dødsleje, om hun agtede at skrive en bog om ham. ”Nej,” svarede hun. ”Godt,” sagde han. Samtidig var den replik, han gentog igen og igen lige før sin død, en, som Lisa Brennan-Jobs har tolket som en forlods tilgivelse: ”I owe you one”, siger han igen og igen ifølge bogen.

Han ved godt, at han ”skylder i banken”, når det gælder det store følelsesregnskab. ”Måske, hvis vi mødes igen en anden gang, kan vi være venner,” foreslår Lisa.

Det fremgår ikke, om han svarer bekræftende. En anden af de sidste replikker fra dødslejet, der også er med i bogen, udløste en massiv shitstorm på de sociale medier, lang tid før bogen udkom. ”Lisa, you smell like a toilet”, siger han, da hun bøjer sig ned for at give ham et knus.

I flere interviews – her med amerikanske NPR – forklarer Lisa Brennan-Jobs, at hendes far blot var ”ærlig”.

Hun havde brugt en naturparfume, lavet af pressede rosenblade, der var for gammel – og vi ved alle, hvordan rådne blomster dufter. ”Han sagde det bare, som det var”, forklarer hun.

På samme måde forklarer hun, hvorfor mangemillionæren i lange perioder nægtede at hjælpe hende økonomisk. Han ville ikke have, at jeg endte som et ”spoiled rich kid,” siger hun. Og det lyder på overfladen plausibelt, men så alligevel ikke.

Steve Jobs i 2009, hvor han fremviser den nyeste udgave af iPod Nano. På dette tidspunkt har rygterne om hans sygdom floreret i et års tid på grund af hans store vægttab. Selv forklarer han det med en ubalance i sine hormoner. Foto: MONICA M. DAVEY/Scanpix

Urimelig og iskold opførsel

Men det er svært at følge hendes tilgivende og forsonende fortolkning af Jobs.

Når den hovedrige computermagnat nægter hende en ny cykel som teenager efter den gamle bliver stjålet – med mindre hun babysitter sin lillebror.

Når hun aldrig får en ny computer – på trods af daddyslegendariske arbejdsplads (i bogen hører vi om den ene gang, hvor der pludselig står en ny computer på Lisa Brennan-Jobs’ skrivebord – hun er gymnasieelev og bliver rørt til tårer – men så virker den ikke. Næste dag er den væk, og der kommer aldrig en ny).

Når hendes mor må leve af offentlige ydelser og vikarjobs. Når hun som 9-årig i et kådt øjeblik spørger sin far, om hun må ”få hans Porsche, når han ikke er der mere,” og han svarer, at datteren skal forstå, at hun ”ingenting får, absolut ingenting”.

Når hendes mor finder et hus, hun gerne vil have at bo i sammen med datteren, og Steve Jobs køber det – men til sig selv, eller når man hører om hans modvilje mod at installere en ny opvaskemaskine eller at installere varme på hendes soveværelse.

Ja, så er det meget svært at konkludere andet end, at vi har at gøre med en førsteklasses idiot og virkelig nedrig og følelseskold far – også selvom Lisa Brennan-Jobs skriver, at ”jeg nok svælgede lidt for meget i selvmedlidenhed.

Der er jo ikke særlig koldt i det nordlige Californien, og jeg fik da mit tøj vasket”.

Hertil kan man lægge, at Steve Jobs også afslog at betale for datterens sidste år på Harvard (naboerne, der var oprørte over faderens behandling af den unge Lisa, endte med at betale, og først år senere betalte Steve Jobs dem tilbage).

Savn og manglende tryghed

Et andet patologisk sygeligt træk er, at han forlanger, at Lisa ikke ser sin mor i seks måneder, da datteren efter en konflikt med moderen – som hun er tæt på og har boet sammen med hele sit liv – spørger, om hun kan flytte ind hos faderen og hustruen, Laurene (og lillebroderen, Reed, der bliver født, mens forfatteren går i gymnasiet).

Lisa Brennan-Jobs indvilger, men lider og sniger sig efter nogle måneder til at tale i telefon med moderen, som hun savner.

Moderen fremstår i dele af bogen som prototypen på en forvirret kunstner, der er ude af stand til at give tryghed eller faste rammer eller i stand til at tilsidesætte egne behov i større grad.

Også her er der ekkoer til danske udgivelser om følelsesmæssigt forsømte og emotionelt hungrende børn, både i bøger og film, som f.eks. beretningen om Christianias glemte børn, børnene i Tvind-systemet eller de mange triste beretninger om kunstnerbørn – Stine Bierlich er ét eksempel, men der er flere.

Lisa Brennan-Jobs fortæller f.eks. om, hvordan hendes mor desperat skriger og grædende udbryder igen og igen, at hun bare vil dø og ”hader sit hell life, shitty life og the fucking fucker – Steve Jobs, mens den betuttede 4-årige Lisa ser til og ikke aner, hvad hun skal stille op.

Bogen leverer også et par lettere komiske beretninger fra de bevidst progressive kunstnermiljøer, som Lisa Brennan-Jobs’ mor frekventerer, hvor 4-årige skal ammes, hvor man ikke må bade med badedragt, og hvor alt føles frit, lige indtil det selvfølgelig ikke er. Ligesom Steve Jobs i øvrigt også selv følger en nærmest hysterisk vegansk diæt, og hvor han håner og skælder ud på alle, der ikke gør – også børn.

Som Lisa Brennan-Jobs skarpt skriver: ”Hippies weren’t bothered by clothing, I thought, but they sure had strict rules about sugar”.

Historien om en computer, der hed Lisa

Men i det mindste er der ikke nogen tvivl om, at Lisa Brennan-Jobs’ mor elskede hende. Det skriver hun også flere gange i bogen. ”Det var noget andet med dem”– faderen og Laurene.

For os som læsere forbliver lige dette brændende spørgsmål også åbent; også selvom Lisa Brennan-Jobs, der selv er blevet mor for nylig, igen og igen bedyrer, at hun er sikker på, at hendes far netop elskede hende, men at han blot var meget dårlig til at vise sine følelser og var langt mere akavet end de fleste.

For overtegnede ville det være nemmere at købe historien om en kejtet far, der måske havde svært ved empati, hvis der ikke gennem hele bogen er så mange eksempler, der virker som noget mere kalkulerede ubehageligheder oveni:

Som f.eks. Jobs’ første computer, der hed ”Lisa”. Igennem hele Lisa Brennan-Jobs’ barndom nægter Steve Jobs, at computeren er opkaldt efter hende; noget, som den lille datter desperat håber. Hun spørger selv flere gange, og han afviser.

På et tidspunkt spørger Steve Jobs’ hustru – der i bogen også har en vigtig rolle som en slags stedmor for Lisa Brennan-Jobs som teenager, efter at hun flytter hjem til sin far i en periode – hvem computeren da så er opkaldt efter.

”En gammel kæreste,” svarer Jobs og slår datten på skulderen: ”Sorry, kiddo”.

Steve Jobs sammen med leder af Apple John Scully til fremvisning af Lisa II. Foto: TOPFOTO/Scanpix.

Først langt senere – da Lisa Brennan-Jobs som voksen er med sin far på besøg hos U2’s forsanger, Bono – kommer der et andet svar.

Bono bemærker spørgende, at computeren ”vel er opkaldt efter din datter”. ”Selvfølgelig,” svarer Steve Jobs, og som der lakonisk står i bogen, krævede det ”åbenbart en berømthed” at få sandheden frem.

’28 % af USA’s mænd kunne være hendes far’

Endelig er der den mere fundamentale afvisning. Af selve faderskabet til Lisa Brennan-Jobs – også efter en DNA-test havde afgjort sagen – der finder sted efter fødslen.

”28 procent af USA’s mænd kunne være hendes far,” lød det fra Steve Jobs i et herostratisk berømt interview med TIME Magazine efter, at sagen havde været for retten.

Smart nok anerkender Jobs i øvrigt pludselig faderskabet få dage efter, retssagen er afgjort 8. december 1980, og som der står i bogen, ”forstod min mor ikke, hvorfor han pludselig skulle skynde sig at få draget en konklusion”.

Det var der imidlertid en vældig god grund til. For størrelsen på faderskabsbidragene blev fastsat ud fra Steve Jobs’ løn og formue, og beløbet blev lagt fast af retten fire dage før, Apple blev børsnoteret.

Og som det hedder i bogen ”overnight my father was worth more than two hundred million dollars.” Det er næppe forkert at antage, at børnebidraget ville have set noget anderledes ud ugen efter.

Alligevel kan man ikke afvise, at Jobs selv mente, at han burde være en indflydelsesrig person i sin – ellers afviste – datters liv. Første gang den 3-årige Lisa ser Steve Jobs, spørger han hende, om hun ved, hvem han er. Det gør hun ikke. Som der står i bogen:

”I’m your father.” (Like he was Darth Vader, my mother said, when she told me the story). “I’m one of the most important people you will ever know’ he said.”

Glimtvis lykke og kontrol

De 381 sider handler ikke udelukkende om afvisninger og savn. Lisa Brennan-Jobs fortæller også om glimtvis lykkelige stunder, hvor hendes far pludselig ønsker at bruge tid sammen med hende.

Han dukker også – uanmeldt – op, mens hendes gymnasieklasse er på tur i Japan, og han skateboarder med hende som lille gennem Palo Altos gader med hende på skuldrene.

Og det er ham, der foreslår hende – til hendes store overraskelse, at hun får hans efternavn (det er efterfølgende datteren, som foreslår kompromiset, klemt som hun er, så hun både beholder sin mors efternavn og samtidig får sin fars med).

Der er også øjeblikke, hvor de to har længere samtaler, og man kunne – hvis man er i sit generøse hjørne – også fortolke Steve Jobs’ insisterende besked om, at Lisa tilbringer mere tid sammen med dem derhjemme i gymnasieårene som en positiv udmelding, men det er ikke sådan, den besked opfattes af forfatteren, som fortæller om, hvordan hun er blevet udvalgt til at spille med i et teaterstykke og til at stille op som ”Freshman President” – svarer til elevrådsformand i Danmark – men så får at vide derhjemme, at hun ikke må:

”’You’re not putting in the time, Lis’, he said, his voice grim. ‘You’re not acting like you’re part of this family,” er den første besked. Og da hun næste dag får at vide, at hun rent faktisk har vundet kampvalget som elevrådsformand, siger han: “This isn’t working out, Lis … You’re not succeeding as a member of this family. You’re not pulling your weight. You’re never around. If you want to be part of this family, you need to put in the time.”

Det føltes underligt, bemærker hun, at få den anklage præsenteret, eftersom hendes far aldrig selv var hjemme. Men hun bøjer sig og skifter skole. Det hjælper dog ikke på den iskolde og kontrollerende stemning i huset.

Askepots ensomme søvn

Da hun på et tidspunkt som 14-årig beder sin far og Laurene – hustruen – om at komme med i terapi (på bedste Palo Alto-vis har hun gået i terapi hele sit liv) og siger, at hun gerne vil have, at de to voksne kommer ind i hendes værelse og siger godnat til hende, som hun er vant til, at hendes mor har gjort, giver Laurene i en af bogens mest hjerteskærende replikker svaret på, hvorfor det ikke går:

”We’re just cold people,” siger hun konstaterende.

Steve Jobs med sin hustru Laurene Powell Jobs. Foto: Sachs Ron/CNP/ABACA/Scanpix.

”Det er præcist, som jeg har forestillet mig,” siger psykologen senere.

Og beskrivelserne af den unge teenagers ensomhed i et hus, hvor de voksne lægger babyen i seng og så trækker sig tilbage til kontorerne for at arbejde, mens hun græder sig i søvn og gennemgår fotoalbum for at finde billeder af sig selv (der er meget få), er ætsende triste.

En anden episode, der også gør ondt at læse om, er fra samme periode, hvor Steve og Laurene Powell Jobs inviterer Lisa med til en fest – nogle venner skal giftes.

Lisa indkøber en ny kjole, glæder sig vildt, men efter de er ankommet til et hotel, finder hun i bilen ud af, at hun slet ikke skal med til festen, men at de voksne har taget hende med som barnepige, så hun kan passe sin lillebror, mens de voksne er til fest. Askepot-temaet ligger lige for.

Bedre bliver det ikke af, at moderen af og til er rasende over, at Lisa er flyttet hjem til sin far og bebrejder hende det. ”Du er fuldstændig ligesom dem, iskolde, rige mennesker,” skriger moderen, der dog undskylder senere og inviterer hende hjem på besøg igen.

Den fysiske varme ved at være hjemme hos moderen – duften af barndomshjemmet – er næsten en lige så stor lettelse for læseren, som det må have været for Lisa Brennan-Jobs selv.

At eje retten til sin egen historie

Diskussionen efter udgivelsen har i høj grad handlet om, hvorvidt Jobs så virkelig var en børnemishandler, og om Lisa Brennan-Jobs simpelthen lider af Stockholmsyndrom.

Efter et portræt af Lisa Brennan-Jobs i et interview med New York Times, hvor journalist Nellie Bowles har tilbragt dage sammen med forfatteren, konkluderer Bowles i enighed med Brennan-Jobs i artiklen, at Steve Jobs muligvis på bunden elskede sin datter, men at deres forhold var kompliceret, og han ikke var en god far i normal forstand, men var lejlighedsvis ’cruel’.

Artiklen har den sigende rubrik In ‘Small Fry,’ Steve Jobs Comes Across as a Jerk. His Daughter Forgives Him. Should We? og underrubrikken fortsætter: “Lisa Brennan-Jobs has written a memoir about her famous father. The details are damning, but she doesn’t want them to be.

Den large konklusion blev langt fra godtaget på Twitter. Forfatter Jacob Bacharachs tweet om interviewet er sigende:

Men uanset, om man konkluderer det ene eller det andet, er der ingen tvivl om, at Lisa Brennan-Jobs, der i dag selv er mor til en lille søn og bor med sin mand i Brooklyn, New York, har opnået én ting, der har været vigtig for hende, og som i disse år spiller en betydelig rolle for mange kvinder, der fortæller historier om deres liv set fra deres egen pen:

Hun har fortalt sin egen historie. Hun har erobret retten til fortællingen om sin barndom og starten på sit voksenliv og det forhold, der prægede hendes opvækst: forholdet til sine forældre og først og fremmest sin far.

Fremfor at skulle acceptere det mindre flatterende portræt som ”kold og ligeglad med sin far”, der tegnes af hende i Walter Isaacsons store biografi om Jobs.

At hun efter udgivelsen – ifølge interviewet med New York Times – først og fremmest er bekymret for, om læserne af bogen vil forstå og ”tilgive” Steve Jobs og acceptere, at hans datter netop har både tilgivet ham og også elsker ham, er et åbent spørgsmål. Det lykkedes ikke for mig.

Lisa Brennan-Jobs: Small Fry, Grove Press, 381 sider

Denne artikel er også bragt på Kforum.dk