"Mentalt blev jeg først ramt på min lille anarkist. Den, som bor i de fleste af os iværksættere og investorer. Og det er ikke bare det, at ingen skal bestemme, hvad jeg ikke skal, eller hvor min bil ikke må køre hen. Det er det, at jeg skal gå hjemme og lege ferie, hvad der for mig er svært, når den er påtvungen. Glæden og roen er ikke den samme," skriver iværksætter og investor Jesper Højberg i denne klumme.

Kors hvor vildt og kors hvor kedeligt… Coronakrisens mentale udfordring

KLUMME: Coronakrisen er først og sidst en voldsom sundhedskrise, der forplanter sig til en muligvis lige så voldsom vækst- og erhvervskrise. Alle kriser, jeg har oplevet, har pålagt mig begrænsninger. Denne gang er den i særlig grad også en mental udfordring for mig: vildt i medierne. Kedeligt derhjemme. Og med masser af modsatrettede følelser.

Det blev alvor i onsdags. Vi skal finde det lidt større frem i os selv. Som Dennis Nørmark, debattør og Radiorådsmedlem for LA, sagde i Deadline: Klimakrisen kan vi reelt ikke personligt gøre så meget ved, som nogen tror; den kræver regulering og kæmpe strukturelle initiativer for at nå 70 pct. af målsætningen. Coronakrisen kan vi omvendt helt selv gøre alt ved. Her er det vores egen adfærd, der bestemmer smittens hastighed, da regeringen ikke som i Kina bare kan lukke borgerne inde. Det sidste er nu så siden faktisk kommet til som mulighed. Men trods alt er det vores personlige valg at spritte, holde kropsafstand, arbejde hjemme, lave videomøder og afbestille rejser osv. Det er chokerende. Men også meningsfuldt. Det kan håndteres.

Ugen efter blev det blodig alvor med onsdagens udmelding. Nemlig for ledelserne i de virksomheder, jeg har været med til at iværksætte og til at investere i.

I dot.com-krisen kan jeg huske, jeg i marts 2000, altså for 20 år siden, måtte fyre 40 medarbejdere og lukke tre onlinevirksomheder (som det hed dengang) ned. De digitale opgaver med ”hjemmesider” var væk fra dag til anden. Alle kunne så ret let få arbejde dengang. I Finanskrisen i 2008 blev jeg skilt og skulle udrede 50 pct. af alle værdier inklusive illikvide aktiver som unoterede virksomheder. Det var endnu værre, men det gik.

Coronakrisen rammer også både min forretning og mit råderum. Jeg mærkede først for alvor, at corona ikke bare er en tynd øl for små 14 dage siden, da Chris Vogelzang den ene dag meddelte, at han deltog i en række investorarrangementer, vi skulle lave i Bootstrapping. Og dagen efter aflyste han alle typer events i Danske Bank.  Samtidig aflyste DI sin studietur til Toronto for forskningsudvalget og landets otte rektorer. Nå, tænkte jeg, det var da ærgerligt. Måske lidt overreagerende. Det var det så ikke.

Fra onsdag – blodig alvor
For mig startede det altså som førsteverdensproblemer og godt med sprit i fitnesscentret tilsat lidt ærgrelse over de edtech-virksomheder jeg har afvist og lettelse over ikke at stå og skulle frelse en rejseapp. Ugen efter blev det blodig alvor med onsdagens udmelding. Nemlig for ledelserne i de virksomheder, jeg har været med til at iværksætte og til at investere i. Hvordan fx leve af kurser eller koncerter, når man ikke må samles? Hvordan holde projekter og bemanding oppe, når folk er hjemme, og kunderne aflyser? Hvordan skaffe kapital til næste runde, når investorernes porteføljer er faldet 20 %? Foreløbig. Og hvordan skal det i verdens mest åbne og afhængige land gå med grænselukninger?

Kort sagt: Det lette er at spritte af. Modsat min fysiske situation er min spirituelle kritisk!

Jeg har som mange andre sovet skidt siden onsdag nat, men skal ikke klynke eller gøre mig til offer. Fordelen ved at være med i mange virksomheder og have en diversificeret portefølje er pludselig stor. Tænk, hvis jeg var ung og lige havde startet mit serielle iværksætteri eller lagt alle mine sparepenge i en café eller restaurant.

Mentalt blev jeg først ramt på min lille anarkist. Den, som bor i de fleste af os iværksættere og investorer. Og det er ikke bare det, at ingen skal bestemme, hvad jeg ikke skal, eller hvor min bil ikke må køre hen. Det er det, at jeg skal gå hjemme og lege ferie, hvad der for mig er svært, når den er påtvungen. Glæden og roen er ikke den samme. Jeg kan undvære svømning og spinning, udskyde besøget på Anna Ancher-udstillingen eller koncerten hos Mogens Dahl. Men ikke finde roen til at læse romaner. Det er træls, som de siger i Jylland. Rastløsheden er blevet ”mit normal.”

Samtidig og vigtigere skal jeg udvise overblik, roligt støtte mine virksomheder og vores medarbejdere. Men er nok mere i indvendig stress, vel at mærke uden at kunne agere eller kende tidshorisonten. Og overvejende med et ret lille og stærkt negativt afviklende handle-repertoire. (Nå, der mødte studenten op syg og arbejdede. Han var potentielt smittet. Tillykke i karantænen).

For lad os som iværksættere og investorer for himlens skyld ikke stoppe med at handle!

Det bliver ikke bedre af en situation, hvor jeg indtil nu kan støtte op om regeringens intention og nødvendigheder. Men jeg kan godt være nervøs for, om drejebogen holder hele vejen, og være i tvivl om, hvad der reelt er samfundssind. Kort sagt: Det lette er at spritte af. Modsat min fysiske situation er min spirituelle kritisk! Fuld af modsigelser og dobbeltheder.

Ikke stoppe med at handle
Nøglespørgsmålet er: Hvor længe? Bliver krisen kort ned og op, altså V-formet, så bare 2. kvartal ryger? Skal vi bunde længere ud i en U-form og langt over i efteråret (og næste epidemirunder), før vi er fremme? Eller fremprovokerer det L-formen, en langvarig krise? Men lige meget hvad, konsekvensen af al den psykologi er klar nok. Vi holder igen. Bliver den der DUX-seng til sommerhuset mon ikke lidt billigere næste måned, spurgte jeg min hustru den anden morgen. Kan vi afbestille en hotelbookning i Venedig og købe samme billigere senere, funderede min søn i telefonen. Og værre: Hvor mange investeringer og syndikeringer har jeg appetit på, når jeg kigger på min app over status for min aktieportefølje? Svaret er vist givet. Og på den måde kan psykologien drive krisen ud mod et L.

Med min fornuft vil jeg derfor som investor vælge at gøre det modsatte. Gå til Skype-møder med Lunar Way, GlycoSpot, Airfinity, Pensure, og hvad jeg ellers har i kalenderen for marts. Og se på, hvilke digitale ideer der nu kan få luft under vingerne. For lad os som iværksættere og investorer for himlens skyld ikke stoppe med at handle! Det er så også mentalt det, der ligger til os. Men det vil ske i et felt af afvejet bekymring og hensyn både til de syge og til samfundets liv og fremtidsmuligheder. Af både påtvungen alene-tilstand og frygtpræget medieuro. Af refleksion over vores risici og sårbarheder. Og af håbefulde snakke i (digitale) fællesskaber om genopretning. Lad os holde samtalen åben og turde tale om det, der ikke bare moralsk er det lette.

Denne klumme er bragt middag mandag den 16. marts 2020.