Mark Zuckerberg og hans Facebook-imperium er udsat for hård kritik. Foto: Getty Images.

Kan amerikanerne tøjle tech-giganterne?

Politikerne i USA er mere opsatte på regulering af tech-giganterne, end de har været i flere årtier. Til gengæld har mange opgivet at bruge de store redskaber fra konkurrencereglerne - såkaldt anti-trust. I stedet vil de tage små, gennemgribende redskaber i brug. Det stod klart efter en tur rundt i de politiske værksteder i Washington D.C i december 2019.

Samme uge som høringerne, der måske leder til en rigsretssag mod præsident Donald Trump, begyndte, havde vi sat os for at høre om det nyeste inden for tech-regulering og for at forstå de underliggende dynamikker i forhold til regulering af tech-giganternes monopolstatus, hadtale og ytringsfrihed samt privatliv og datarettigheder.

2016 var et vendepunkt for de amerikanske politikere i forhold til den hands-off-tilgang, der siden 1996 havde hersket over for tech-platformene. I 1996, under Bill Clintons præsidentembede, blev Communications Decency Act vedtaget for at opdatere regulering af kommunikationstjenester i takt med, at dot-com-boomet var ved at tage fart. Denne lovgivning indeholder bl.a. den famøse ‘sektion 230’, som fritager brugergenererede platforme for ansvarspådragelse for det indhold, som uploades. I 2016 kom så Cambridge Analytica, russisk indblanding og fake news, hvilket fik politikerne til at sætte spørgsmålstegn ved tech-virksomhedernes praksisser.

Section 230 of the Communications Decency Act of 1996: “No provider or user of an interactive computer service shall be treated as the publisher or speaker of any information provided by another information content provider.”

De amerikanske politikere og embedsfolk er i færd med at gentænke lovgrundlaget for væsentlige aspekter af tech-reguleringen, som kan påvirke både tech-giganterne og resten af den digitale økonomi. På nogle områder ønsker amerikanerne at lægge sig op ad EU-regulering, på andre går de i helt nye retninger. Men alle vores samtaler understregede, at den politiske modstand over for tech-giganterne er vokset betydeligt.

Krav om indgreb

Nogle af tech-platformene er blevet så store, at det naturligvis skaber modstand, men virksomhederne provokerer også temmelig meget, når de nægter at tage ansvar for deres forretningsmodeller, udebliver fra høringer i Kongressen, søger fortsat konsolidering på markeder, som de allerede dominerer, eller udstrækker deres data-invasive modeller til eksempelvis betalingstjenester eller sundhedssektoren.

Modstanderne samler sig i stigende grad, og mange forventer indgreb efter det kommende kongres- og præsidentvalg i 2020. Men hvilke indgreb? Det er der langt fra enighed om. For mens demokraterne synes, Facebook og Twitter skal tage større ansvar for at fjerne fake news og hadsk tale, mener republikanerne, at platformene fjerner for meget og dermed udøver censur.

Andre fokuserer på andre udfordringer ved tech-giganterne, herunder at de opfører sig som monopoler, og at de ikke passer godt nok på brugernes data. Elizabeth Warren har lanceret en tech policy-plan, som går efter opsplitning af tech-giganterne. Og Trump fører sin egen kamp mod Amazon. I Repræsentanternes Hus har demokraterne lanceret et opgør med tre årtiers konkurrencepolitik i retning af “hipster antitrust”-bevægelsen. På privacy-fronten har Californien gennemført lovgivning, som måske vil aftvinge national lovgivning, og Kongressen gennemførte sidste år en justering af platformes ansvarsfrihed for at komme menneskesmugling og sex-trafficking til livs.

Bag linjerne i de store kampagner er der flere, som målrettet har sat sig for at fremhæve nødvendigheden af en opdateret tech-regulering. Flere af Kongressens medlemmer har forberedt små, men gennemgribende og velforberedte indgreb. De er skeptiske over for sandsynligheden af store indgreb, såsom opsplitning etc., men de er sikre på, at der kan findes flertal for mindre indgreb, som kan skabe en dominoeffekt på brugerne og anvendelse af bigtech-tjenesterne.

To nye forslag i det amerikanske senat er værd at bemærke: Dashboard Act vil give folk ret til at vide, hvilke data de indsamler om brugeren, samt hvad ens data er værd. Access Act vil skabe konkurrence på området ved at tvinge de største spillere til at gøre folks data portable. Det vil sige, at brugerne kan tage data med sig til en anden tjeneste.

Af med handskerne, frem med håndjernene

Med andre ord arbejder progressive amerikanske lovgivere på at udvikle redskaber, der på overfladen ser små ud, men som uden tvivl er meget målrettede, og som kan få stor effekt på brugen af platformene. Men alligevel rejser spørgsmålet sig, om de har fat i de rigtige værktøjer til regulering? Og hvorfor de ikke søger en enighed på tværs af Atlanten? Er USA og EU på vej i forskellige retninger, eller har EU formået at inspirere en ny generation af amerikanske politikere i retning af mere forbrugerorienteret regulering på tech-området?

Som udgangspunkt er der mange lighedspunkter mellem kritikere i EU og USA om, hvorfor der er brug for nytænkning omkring regulering af big tech.

Overalt kunne vi derfor høre referencer til EU, GDPR og ikke mindst Vestager. Ikke kun, fordi vi er fra Europa, men fordi mange holder øje med reguleringen i EU og forsøger at udlede best practices heraf. Forestillingen om fælles fodslag er ikke ligetil, for på meget vigtige punkter er de politiske og kulturelle forskelle mellem EU og USA så uoverstigelige, at konsensus er svær at forestille sig.

Kill-zonen

Generelt er der stigende bevågenhed omkring monopoldannelse i USA. Ikke at man ikke må være monopol. Det må man gerne, så længe det ikke fører til påviseligt højere priser for forbrugerne. Men misbrug af monopoler er problematisk, også i USA, hvor det er uacceptabelt at misbruge sin magt til at hæve priserne og holde konkurrenter væk fra markedet. Man taler om en kill zone rundt om tech-giganterne, som resultat af opkøb og udmagring af konkurrenter. Men hvordan griber man ind? Her opstår uenighederne mellem EU og USA og ikke mindst internt i USA mellem de to store partier.

Et populistisk (i amerikansk forstand) synspunkt, vi blev præsenteret for, var fra Matt Stoller, der i sin helt nye bog Goliath: The 100-Year War Between Monopoly Power and Democracy analyserer, hvordan både republikanere og moderate demokrater historisk har samarbejdet med og underbygget magtkoncentrationer. Stoller mener derfor, at der kun er én vej til at styre tech-giganterne: håndjern. Så længe tech-giganterne kan betragte selv Vestagers største bøder som ubetydelige forretningsomkostninger, så ændrer de ikke adfærd, ifølge Stoller. Derfor skal man være villig til at bruge håndjern mod bigtech-cheferne. Et synspunkt, der i øvrigt var udbredt på tværs af politiske fløje og fra tænketanke, policy makers og embedsmænd.

Matt Stoller vil dog gå skridtet videre og bryde tech-giganterne op. I forlængelse af IBM’s unbundling af hardware og software i 1968 og Microsofts dom om at skulle åbne for Netscape i 2001 vil Stoller forbyde, at helt forskellige platformsydelser leveres af samme selskab. Det ville fx forhindre, at søgning (Google) og video (YouTube) ejes af samme selskab (Alphabet). Det er samme budskab, som Elizabeth Warren har gjort til en del af sin præsidentkandidatkampagne.

Formidlingsplatform eller platformsudgiver

Så selvom vi på flere af møderne mødte en stigende tvivl om fornuften i at friholde platformene for udgiveransvar, er det svært at se flertallet for en ændring af Section 230. Mest kritisk var naturligvis repræsentanter for de traditionelle udgivere, men også blandt politiske aktører var der skarp kritik af tech-giganterne og Section 230. De mente, at tech-virksomhederne på mange områder er ude i en gråzone.

Platformenes algoritmer styrer, hvad du ser. Platformene lukker ned for problematiske emner som terrorisme og porno. De fjerner konkrete posts efter egne regler. De viser og promoverer sponsoreret indhold, og de er begyndt at lave eget indhold. Flere oplægsholdere fra begge fløje sagde derfor, at platformene må vælge. Er de neutrale formidlere eller er de udgivere?


Komikeren Sacha Baron Cohen går i sin tale ved International Leadership Award i rette med bigtech-giganternes ansvar for viderebringelse af fake news.

Privacy fra private eller offentlige?

En vigtig nuance for at forstå forskellene mellem USA og EU er forståelsen af “privacy”. Amerikanerne er grundlæggende langt mere bekymrede for myndigheders håndtering af deres data end private virksomheders håndtering af samme. Dette på trods af utallige eksempler på virksomheder, som ikke lever op til deres ansvar omkring sikring af persondata.

I Europa er det omvendt. Her er vi grundlæggende mest bekymrede for, at virksomheder samler og sælger vores data. Derfor skal vi ikke forvente, at det bliver amerikanerne, der bliver ledende på privacy-regulering, i hvert fald ikke som andet og mere end regulering af gennemsigtigheden med data-videresalg og formentlig nogle bøder til selskaber, som har større databrud. Derfor er det også foreløbigt EU’s GDPR, der er længst fremme og sætter standarden for regulering, som resten af den demokratiske del af verdenen i et eller omgang må forholde sig til.

Denne artikel er også publiceret på kforum.