Der er to måder at læse diversiteten i det danske startup-økosystem i 2026 på.

Den optimistiske er, at noget faktisk har rykket sig, selvom vi hører, at Trump & MAGA har, bombet dagsordenen for ligestilling og inklusion  et årti bagud. 

I den objektive virkelighed peger de fleste tal for ligestilling og inklusion på det. Fx modtager startups med mindst én kvindelig founder stadig kun 12 % af den samlede venturekapital i Europa. I deep tech – som EU særligt supporterer – er skævheden endnu større: omkring 80 % af virksomhederne er stiftet af rene mandeteams, der får 90 % af investeringerne.

Mens investeringer i kønsdiverse teams er faldet i Norden som helhed, går udviklingen i Danmark faktisk i en anden og mere positiv retning. 

byFounders’ tal for venturefonde i Norden viste for nylig, at andelen af ventureinvesteringer op til serie A i kønsdiverse teams i Danmark steg fra omkring 18 % i 2024 til 22 % i 2025. 

Endnu mere markant ser det ud i DanBAN, hvor hele 48 % af de startups, der modtog investering via netværkets officielle dealflow i 2025, havde mindst én kvindelig founder, som vi talte med CEO i DanBAN Trine Winther om for nyligt – året før var tallet omkring 23 %.

Selvom udviklingen er positiv, skal de gode tal i den tidlige del af markedet ikke tolkes som om, at problemet er løst. Det er de så langt fra. Investorer og founders i økosystemet peger på, at de grundlæggende barrierer stadig er dybt indlejrede i økosystemet – og i samfundet omkring det.

– “Jeg tror virkelig ikke, jeg ville læne mig tilbage og hvile på laurbærbladene,” siger Louise Lachmann, partner i Ugly Duckling Ventures og forperson for Fonden for Entreprenørskab. “Tværtimod.”

Tallene er blevet bedre – især i den tidlige funding

DanBAN har de seneste år arbejdet målrettet med nye pitchformater, fagnetværk og tættere samspil mellem investorer og founders. 

Det har ikke kun øget aktiviteten i netværket; det har også gjort en forskel for, hvilke teams der kommer igennem nåleøjet. 486 startups søgte ind i DanBANs pipeline i 2025, og 35 % af dem, der pitchede på netværkets events, gik hjem med investering. Samtidig steg andelen af investeringer til teams med mindst én kvindelig founder markant. En meget positiv udvikling set gennem diversitetslinsen.

Ifølge DanBANs CEO Trine Hoffensetz Winther skyldes det ikke kvoter, men en bedre proces.

– “Det handler stadig om at finde de stærkeste cases,” har hun sagt. “Ellers ville udviklingen også kun vise sig i den indledende udvælgelse, men ikke slå igennem i investeringerne – for her er det jo ultimativt den enkelte investors beslutning, hvem de vælger at investere i.”

Hvis mere diversitet kan skabes gennem bedre design af processer, mere eksponering og bedre adgang til netværk, så peger det på, at en del af problemet i hvert fald ikke er mangel på kvalitet i de kvindelige teams.

Det samme mener Louise Lachmann, som ser to centrale led i kæden: hvem der overhovedet springer ud som founder, og hvem der senere får kapital.

– “Den ene del af ligningen er tilførsel af kapital til kvindelige founders. Den anden del er antallet af kvindelige founders i det hele taget. Og det er desværre stadig sådan, at når vi kigger på det, så er det én ud af fire founders, der er kvinder.”

Problemet starter længe før investormødet

Som forperson for Fonden for Entreprenørskab, arbejder Louise Lachmann på at forstå og finde forklaringen i de tidlige stadier af founder-rejsen.

– “Vi prøver at forstå, hvorfor flere kvinder ikke vælger at springe ud som iværksættere. Det sker jo desværre rigtig tidligt, helt tilbage i teenageårene. Der er noget systemisk, som vi som samfund skal kigge på.”

Ditte Marie Ibsen er founder af Oasi.Care som har udviklet en teknologi, der kan fjerne alvorligt underbelyste fødselslidelser. 

For hende starter skævheden ikke på universitetet eller i venturemiljøet, men helt nede i de tidlige kønsroller.

– “Der bliver stadig sagt, at drengene skal ud og lege. Og pigerne skal sidde indenfor og sidde pænt. Det sker altså stadig i dag”, fortæller hun.

– “Så jeg kan da godt forstå, at min niece måske ikke tænker, at hun skal redde verden eller gøre en stor forskel, hvis hun hele tiden bliver sat ind i et system på at sidde pænt, gøre tingene ordentligt.”

Diversitet handler i den forstand også om, hvem der overhovedet lærer at se risiko, ambition og iværksætteri som noget, der er et gangbart spor for dem.

Hvis piger stadig i overvejende grad socialiseres til at være ansvarlige, ordentlige og sikre, så får det konsekvenser for iværksætteriet.

“Er jeg god nok til det her?”

Ditte Marie Ibsen beskriver ikke diversitet som et abstrakt policy-emne, men som noget, der leves helt konkret i kroppen og i rummet.

Hun fortæller om at stå som ung CEO uden den klassiske, tunge CV-pakke – og mærke tvivlen, både fra omgivelserne og i sig selv.

“Jeg er jo CEO, og jeg er ung, og jeg har ikke et stort CV. Så hurtigt kan der godt kigges lidt ekstra på, om jeg nu har det, der skal til? … Og det er jo det spørgsmål, jeg altid stiller mig selv: Er jeg god nok til det her?”

Bias kommer ikke kun udefra, men som noget, der internaliseres. Hvis man igen og igen mødes af subtile spørgsmål om, hvorvidt man har potentialet, legitimiteten eller den rigtige profil, bliver det sværere at bevare den ukuelighed, der ofte klistres på det at være ’rigtig’ founder.

Når kvinders sundhed stadig behandles som niche

På messer rundt om i landet er Ditte Marie Ibsens Oasi.care gentagende blevet placeret i kategorien femtech – et label hun mildest talt har haft det lidt anstrengt med. 

For hende er det svært at begribe, hvorfor løsninger til kvinders sundhed ofte bliver opfattet som niche, selv når de i realiteten adresserer enorme markeder og meget almindelige og centrale medicinske problemer for halvdelen af verdens befolkning.

Det har altid været notorisk sværere at få midler til udvikling af nye teknologier og behandling inden for kvindesygdomme, der statistisk set fylder forsvindende lidt inden for global sygdomsforskning. Det efterlader et stort uudforsket territorium, og også en hel del kendt territorium, der ikke italesættes nok.

Fx skal du givetvis være enten hospitalspersonale eller have oplevet en fødsel på egen krop for at vide, hvad ordet “bristning” betyder. Alene dét siger en del om, hvor markant et hul i markedet, Ditte Marie Ibsen og Julie Sand Skovsted satte sig for at fylde ud, da de startede Oasi.care tilbage i 2019.

På trods af hvor lidt folk ved om bristninger, rammer det ni ud af 10 fødende i Danmark.

– “Jeg kalder det jo ikke femtech. Det er jo medical device til mennesker. Det er jo over halvdelen af jordens befolkning. Lige vores produkt berører så lige samtlige børn, der vil komme ud”.

Det er ikke et semantisk problem. Snarere er det strukturelt. 

Det samme gælder i øvrigt de events og spor, hvor kvindelige founders bliver placeret i deres egen kategori fremfor i hovedstrømmen, understreger Ditte Marie Ibsen

– “Jeg vil da på den store scene med alle de seje,” siger hun om oplevelsen af at blive placeret i en særskilt femtech-kasse. “Vi skal ikke bare have vores egen lille klub.” 

Det rammer ind i en større problematik i økosystemet: at “diversitet” i praksis nogle gange placeret som en sidevogn i stedet for som integreret del af hovedsporet.

Jo længere op i systemet, jo smallere bliver feltet

Jo tættere man kommer på serie A, desto færre kvinder ser man både i founderteams og i investeringsteams. Der kan være mange grunde til det. Louise Lachmann peger på, at problemet også hænger sammen med uddannelsesspor og teamsammensætning.

– “Hvordan kan vi være mere diverse, ikke nødvendigvis på køn, men på kompetencesammensætning på tværs af uddannelser?” spørger hun. “Det vil jo også være med til at skabe nogle diverse teams.”

Hvis danske startups i højere grad bygges i mødet mellem forskellige fagligheder, aldre, kulturer og erhvervserfaringer, kan det potentielt styrke både innovationen og sandsynligheden for at flere typer founders finder vej ind i økosystemet.

Diversitet er ikke kun fairness – det er samfundsøkonomi

Louise Lachmann og Ditte Marie Ibsen er enige om, at diversitet ikke bør behandles som et blødt hensyn. Det er i høj grad et spørgsmål om performance og om samfundets evne til at udnytte sin talentmasse.

– “Vi er et lillebitte land. Hvis vi kun udnytter halvdelen af det kvindelige talent, er det jo virkelig dumt. Altså sådan samfundsøkonomisk virkelig dumt”, siger Louise Lachmann.

Det er måske netop dér, diskussionen er vigtigst i 2026. Danmark har ikke råd til at gøre foundervejen smallere, end den behøver at være. Derfor er det også vigtigt, at de bedre tal fra DanBAN ikke bare læses som feelgood-statistik, men som et tegn på, at bedre processer og mere bevidst design faktisk kan flytte noget.

48 % i DanBANs officielle dealflow ændrer ikke alene på, at kun én ud af fire founders er kvinder. Og det ændrer slet ikke alene på, at mange af de barrierer, som former founderambition, risikovillighed og adgang til netværk, opstår længe før det første pitchdeck.

Danmark går på nogle parametre imod den nordiske modvind. Den tidlige funding ser mere åben ud. DanBAN viser, at selektion og investeringsprocesser kan designes bedre.

Men vi er også et sted, hvor det ville være mindst lige så forkert at konkludere, at problemet er løst.