”Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her univers kan hjælpe de børn, jeg arbejder med. Mennesker med autisme har nedsat forestillingsevne. De har brug for at være trygge ved situationer, de skal ud i. Ved at bruge virtual reality ville jeg på forhånd kunne vise dem film med de situationer, de var utrygge ved. Og derved ville det ikke være så overvældende, når de stod i situationen, ” fortæller Anne Kristine Schwartzbach om baggrunden for sin startup. Foto: Confront og Heidi Frederikke Sigdal.

År 1 som iværksætter: Lærer lander millioninvestering til nyt tech-startup

Kun hver fjerde nye iværksætter er kvinde, og inden for tech er tallet endnu mere skævt. Som nybagt tech-iværksætter er Anne Kristine Schwartzbach statistikbryder. Vi følger hendes rejse gennem det første år med alle de op- og nedture samt til- og især fravalg, som iværksættertilværelsen fører med sig. Følg med fra første afsnit her.

”Jeg tror egentlig, at det kan være en fordel at være kvinde. Folk bliver nysgerrige på en anden måde, når en kvinde kommer og præsenterer en tech-idé. Og jeg tror faktisk, de synes, det er lidt sejt.”

Anne Kristine Schwartzbach taler uden at blinke. Selvtilliden hviler over hende. Ligesom troen på den idé, som hun forhåbentlig kommer til at leve af.

Forud er gået to år med noget, der startede som en spæd idé, op- og nedture, med- og modgang, store beslutninger, mange spildte penge, etiske overvejelser, kompromiser og afbud til venindearrangementer.

Fodboldtræning med sønnen og tidlig hentning af børnene har hendes mand Benjamin stået for. Til gengæld har hun brugt utallige aftener, nætter og møder på at sparke sin drøm ud i verden samtidig med, at hun har balanceret et fuldtidsjob ved siden af.

Nu sidder hun her ved sit eget skrivebord, med sit eget firma, en direktørtitel. OG en investor. En mand med penge til at investere i startups, som han ser potentiale i. Og det gør han i hende og det projekt, som hun har knoklet skosåler og tanker tynde for de seneste år. Beviset på det er de mange penge, timer og engagement, han den kommende tid triller efter det hele.

Tech som pædagogisk booster

Annes startup hedder Konfront. Projektet går ud på at hjælpe mennesker med forskellige former for angst ved hjælp af VR-teknologi.

For to år siden og altså indtil for nylig arbejdede Anne som lærer – først for børn med autisme og senest som konsulent og familiebehandler for børn med massiv skolevægring. Hun stod op hver morgen, kørte på arbejde, kom hjem om eftermiddagen og fik hver måned en tryg lønseddel i sin e-Boks.

Det var ikke, fordi hun ikke trivedes i det. Det gjorde hun. Som datter af to pædagoger ligger alt, hvad der hedder pædagogiske og kognitive teorier på rygraden og i blodet – godt blandet sammen med den evige intention om at hjælpe andre. Men en dag krydsede Annes hverdag virtual reality. Og det fik øverste etage under det lange lyse hår til at blusse.

Ved at bruge virtual reality ville jeg på forhånd kunne vise dem film med de situationer, de var utrygge ved.

”Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her univers kan hjælpe de børn, jeg arbejder med. Mennesker med autisme har nedsat forestillingsevne. De har brug for at være trygge ved situationer, de skal ud i. Ved at bruge virtual reality ville jeg på forhånd kunne vise dem film med de situationer, de var utrygge ved. Og derved ville det ikke være så overvældende, når de stod i situationen, ” fortæller Anne.

Googlede sig til tech-viden

Kort tid efter luftede hun sin idé for potentielle samarbejdspartnere. Men ingen bed rigtigt på. Men i stedet for at parkere planer og drømme tog hun VR-brillerne i den anden hånd og skiftede job. På specialskolen Behandlingsskolerne kunne de nemlig se potentiale i det, som Anne havde lavet de første rigtige planer for.

I sit arbejde som familiebehandler og konsulent for børn og unge med massiv skolevægring fik Anne lov til at lave sit eget lille pilotprojekt. Fra intet at vide om tech eller tekniske programmer investerede hun i kamera, programmer og VR-briller. Hun googlede sig frem til, hvordan man redigerer. Og så gik hun i gang på egen hånd. Hun producerede små film og billeder og brugte dem med stor succes i sit faste arbejde.

Men jeg anede absolut intet om, hvordan man filmer og klipper VR-film sammen.

”Jeg vidste rigtigt meget om de problemer, som børnene havde. Men jeg anede absolut intet om, hvordan man filmer og klipper VR-film sammen. Men det lærte jeg. Og at jeg bare kastede mig ud i det med hovedet først viste sig at være en kæmpe gevinst,” fortæller Anne, der kort efter kom til møde hos et af de førende firmaer herhjemme inden for virtual reality.

Det tekniske forspring

Gevinsten bestod i, at hun med ærgerrighed, sit pilotprojekt og sin praktiske erfaring var indholdsmæssigt langt foran alle dem, der sad med den tekniske knowhow.

”Jeg kunne mærke på mødet, at jeg havde tanker og virkemidler med i mit projekt, som imponerede dem. Og som viste, at jeg var et godt stykke længere fremme, end de var. Og det var her, jeg blev klar over, at mit projekt var mere end blot en idé, jeg legede med i min fritid. Det var her, jeg blev overbevist om, at jeg skulle køre det videre. Og at jeg blev nødt til at knokle endnu mere, for jeg ville blive ved med at være foran,” husker hun.

Annes ambitioner om at være selvstændig og skabe sin egen forretning er ikke en pludselig drøm.

”Jeg har bare en entreprenør i maven – lige fra barnsben. Alt det boglige i skolen sagde mig ingenting. Og jeg blev sendt til ekstraundervisning i læsning. Men når vi havde featureuger, og der skulle skabes og produceres, så var jeg helt fremme i skoene.”

Dyre råd er ikke altid gode

Iværksætter-cv’et vidner da også om, at det ikke er helt ukendt land for Anne og hendes mand at tænke ud over faste lønsedler og trygheden i et job på 37 timer med afspadsering. Parret har før forsøgt sig med strømpebukseproduktion til kravlende babyer, sunde brusetabletter som alternativ til sodavand, 60.000 bier i haven og udlejning af en shawarmamaskine. Det er helt andre historier, men det afslører de driftige 178 centimeter i cowboystøvler.

Eventyrene om strømpebukser og brusetabletter mistede vingerne undervejs. Men det gør Konfront ikke. Heller ikke selvom der undervejs har været bump af både små og stejle størrelser, tæsk til troen på, at det kunne lykkes, og oplevelser, der havde fået de fleste til at kaste både håndklæde og virksomhedsplaner i ringen.

Anne og hendes mand har undervejs investeret 500.000 kroner af deres egne penge. Penge, der er taget fra deres opsparing, et banklån og et lån fra hendes svigerforældre. Et samarbejde er endt skidt. Og selvom der er mange hjælpsomme sjæle i iværksættermiljøet, så er der ligesom så mange andre steder også det modsatte.

Når kontrakten er skrevet under, bliver det ren business.

”Folk er skidesøde i starten. Og de synes også, at jeg er verdens sødeste. Men når kontrakten er skrevet under, bliver det ren business for nogen,” siger hun og taler af erfaring.

Den første samarbejdspartner, som hun lavede en kontrakt og udviklede en app med, gik det nemlig fuldstændigt skævt med.

“De glatte og venlige ansigter forandrede sig hurtigt, da der blev penge involveret, og lad mig sige det sådan, at jeg bittert har erfaret, at man skal have kontrakter og aftaler fuldstændigt på plads,” siger hun.

Investor i løbesko

I efteråret satte Anne en bom for samarbejdet, og hun var ved at skrotte hele molevitten. Indtil en løbetur i slutningen af oktober. Turen i Brooks-skoene blev nemlig til mere end bakkerne i Hareskoven nord for København. Kilometerne på de bløde stier blev til et møde med en mulig investor.

Han hedder Anders Bang Olsen og er selv succesfuld iværksætter, der har tjent godt på at tage de rigtige beslutninger. Også dem man kan være bange for. Han troede på Anne. Han troede på hendes idé. Han troede på hendes engagement, og en uge senere smed han tilbuddet om at investere rigtigt mange penge i projektet.

Til gengæld skulle han stå som ejer af en procentdel af det fremtidige firma, og Anne skulle ikke gå videre med den applikation, hun allerede havde fået udviklet med den tidligere samarbejdspartner, og som havde kostet hende og manden Benjamin de 500.000 kroner. Rigtigt mange penge, de altså kunne se forsvinde med en kæmpe bølge ud i havet af ingenting.

Tusind kopper kaffe senere

Da den puklede pengekamel var slugt, var det nærliggende at slå hurtigt til med den nye investor. Men Anne ventede. Hun bevarede den is, hun havde i maven – præcist som hun gjorde, da en anden investor året forinden havde tilbudt hende komfortable vilkår. Dog med den lille krog, at de ville tage mere ejerskab på projektet, end Annes mavefornemmelse synes var en god idé.

Er der noget, jeg har lært i de her par år, så er det, at netværk er alt.

Isen fik lov til at overtage i et par dage, efter Anders havde smidt både posen med penge og en umiddelbar lys fremtid på bordet.

”Jeg var nødt til at tale med nogen om det. Og er der noget, jeg har lært i de her par år, så er det, at netværk er alt. Jeg har selv taget kontakt til andre iværksættere, også de meget succesfulde af slagsen, for at få det her til at lykkes. Det kræver, at man tør ringe og sige hej. Det kræver, at man holder 300 møder, før der er ét, der kaster noget af sig. Og det kræver, at man drikker flere tusind kopper kaffe og venter på den, der er mere end bare en halv time over for hinanden.”

Følg maven og pengene

Anne vendte tilbuddet fra Anders med 4-5 gode mennesker i sit netværk, inden hun ringede tilbage. Dagene brugte hun på møder med nogle af dem, som gennem årene har haft stor succes med iværksætteri.

”Jeg har fået masser af gode råde undervejs. Men de to bedste lyder sådan her: ‘Du skal være realistisk, ikke grådig. Og så skal du mærke efter i maven’, og ‘Du har en god idé, men det er ikke en god idé, hvis du ikke kan tjene penge på det’ ”, fortæller Anne og smager stadig selv på de vise ord.

Egentlig smager hun ikke på dem, fordi hun tvivler på sin idé eller på de gode råd. Men hun gør det, fordi hun faktisk ikke drømmer om at score kassen.

”Det ville da være sygt fedt, hvis jeg om otte år havde tjent så mange penge, at jeg ikke behøver at arbejde mere. Men det er ikke det, der driver mig. Det, der får mig til at knokle med det her dag og nat, er drømmen om at skabe en løsning, som fungerer.”

Og det var lige nøjagtigt den drøm, der fik hende til at sige ja tak til pegene fra Anders og dermed også den fremtidige pakke, hvor en partner er med til at drive både forretning og ambitioner.

Andres penge på bogen

Konfront er nu ikke kun Anne og hendes visioner om at gøre verden lettere for mennesker med angst. Lige ved siden af sidder en investor, der også tænker forretning, vækst og en gylden fremtid.

Det kan umiddelbart lyde som to ting: Enten en optimal kombination af pædagogisk faglighed op ad en pengestærk mur eller som et makkerpar, der skal balancere og afstemme drømmen om flere penge og det idealistiske håb om at hjælpe andre på den mest korrekte måde.

I dag tikkede det første sekscifrede beløb fra investoren så ind på Konfronts konto. Anders ejer nu en relativ stor del af firmaet, Anne stadig den største. Og det er nu de to for alvor skal spille sammen for at løfte Konfront til næste niveau.

Denne artikel er den første i en serie, som Bootstrapping udgiver det kommende år om den læreruddannede Anne Kristine Schwartzbach, der netop er sprunget ud i en tilværelse som tech-iværksætter, og som har landet sin første millioninvestering fra en garvet iværksætter til at løfte sin startup videre. Følg med i serien, der er skrevet af journalist og tv-vært Heidi Frederikke Sigdal.