Christian Engelsen. Foto: Scanpix

KOMMENTAR: Forklædt som Løvens Hule

Copenhagen Venture Exchange var en forretningsmands forsøg på at efterligne Løvens Hule. Nu er virksomheden, der tog et uhørt 5 % cut for at henvise iværksættere til investorer, gået konkurs.

De svage dør først. Og de, der aldrig burde have været i markedet, dør allerførst. Det er dem, hvor forretningsmodellen ikke dur eller er uetisk. For Copenhagen Venture Exchange (CVX) løb likviditeten ud. Troværdigheden var røget for længst.

En samling phonere på succesløn
Var han for smart for os andre i et økosystem med skovmandsskjorter og skæg? Eller havde han en for naiv plat forretningsmodel? Det får vi næppe afklaret. Men Christian Engelsen havde i al fald siden 2005 – efter en uendelig serie af amerikanske MBA-uddannelser – opbygget Presidents Institute, et netværk a la VL-grupperne og Netværk Danmark bare mere pompøst, som det fremgår af navnet, og afhændet det i december 2017, inden det lukkede. Derfor kunne han også i starten samle op mod flere hundrede erhvervsledere til sine events i København City mod en årlig præmie på 15.000 kr.

Men selvom slipseknuden var bundet rigtigt, var der mestendels ikke reelle investorer i lokalerne. Det var mestendels lookalikes, erhvervsledere i andet geled. De, der som altid i en højkonjunktur får lyst til det hippe. Og da alle ved, at Løvens Hule er superhipt, så kom de. For Engelsen markedsførte det konstant og dygtigt i medierne som Løvens Hule in real life.

De rigtige investorer ved, at det ikke handler om tingen og sjakren efter tre minutters præsentation. De ved, at det slet ikke handler om at få største ejeandel til laveste værdisætning, for så er founders (og dermed i sidste ende investorens) rejse allerede anskudt. De ved kort sagt, at det handler om at støtte og pleje økosystemet, ikke bare om at gøre forretning. Så de holdt sig væk uanset alle phoneropkald. For selskabets ansatte var mest phonere på det, der med en eufemisme kaldes succesløn.

40.000 erhvervsledere som investorer
Ambitionen fejlede nu ikke noget. Til medierne, som Christian Engelsen også havde flair for at imponere, fortalte han, at målet var at få ”40.000 erhvervsfolk til at investere i de nye vækstspirer, som bidrag til dansk økonomisk vækst”. Det skal ses i forhold til, at der på en god dag ifølge Vækstfondens tal er 2.200 business angels i hele Danmark, hvoraf halvdelen på en god dag er rigtig aktive og professionelle med en egentlig portefølje, der rækker ud over nabo- og familieiværksættere.

Og ser vi på fuldtidsengle, ikke hobbyengle, der indgår på næsten lige fod med ventures i seedfasen, så er vi nede på endnu færre. Så afstanden op til 40.000 kunne måles i lysår.

Men ok, bestræbelsen med at udvide antallet af investorer kan man jo kun billige. Et problem for Engelsen her var nok bare, at især bankerne kom i gang. De har – med markedsleder Danske Bank i spidsen som sædvanlig – både pitchevents og ret store kursusprogrammer for deres private banking-kunder. Gratis. Så Christian Engelsens forretningsmodel var ikke så oplagt for potentielle investorer og impactinvestorer, som (tidligere) toperhvervsledere, og tidligere rådgivere, som advokater mm., samt velhavende familier.

Cut som en accelerator
Værre endnu for de iværksættere, der faktisk blev lokket til. For da rigtige og grundige acceleratorer af Y-Combinator-typen, som fx Rainmaking, Accelerace og Hey Funding, tager 5 % eller mere i cut ved indgåede investeringsaftaler, mente Engelsen sig berettiget til det samme. Egentlig fantastisk, når man tænker på, at han kun tilbød pitchevents, hvor alternativerne var gratis.

I Danmark, men mest koncentreret i kongens København, er der et overudbud af pitchevents. DTU og CBS har mærkevarer på feltet; de nævnte acceleratorer laver selv eller hjælper andre, og de store events som TechBBQ  samler og brander alle.

Nu var CVX jo et netværk, men her finder man også investornetværk, fx DanBAN, med månedlige pitchevents i den lidt øvre ende af preseed og seed, og Keystones – også med mange pitches, oftere i den lidt lavere investeringsende. Men altså begge uden beregning og med mere hjælp til iværksætterne – også til dem, der ikke lige får investering.

Staten hjælper alle – minus CVX
Christian Engelsen gjorde sådan set det det handler om: skab en forretning. Og få medierne til at tro, den er enestående og fantastisk. Lige hvordan ellers kritiske erhvervsjournalister kunne hoppe på den er en gåde, vi længe har undret os over i det rigtige økosystem. Men det viser måske bare, hvor svært det er at forstå de særlige forhold i det her hø entreprenante, høj risiko marked.

Men til hans ros skal siges, at han ikke som så meget andet bare var fundet med en stor snabel nede i de offentlige kasser. Og det er prisværdigt, for om lidt lever vi måske alle på statspenge i et temporært socialiseret corona-samfund.  Men meget iværksætteri har længe været offentligt støttet. Fx forstår ingen kommune sig heller på økosystemets forretningsmodeller, så borgmestre og erhvervschefer har – især før de blev beskåret – ad libitum programmer for iværksætteri. Over 5000 medarbejdere findes ifølge Erhvervsstyrelsen egen rapport over erhvervsfremmesystemet i den sektor – uden vi hører meget om effekten. Men nu sidder de så nok også hjemme uden at gøre skade.

Staten selv er med fx Innovationsfonden og Vækstfonden meget bedre kørende, bl.a. i kraft af rekruttering af ledere fra det reelt eksisterende erhvervsliv. Men også her kan man da undre sig over tilskudsjunglen. Når vi spørger vores læsere, kan de godt nævne nogen. Fx Connect Denmark, der får et milliontilskud til deres sparring på iværksættere. Det kan jo godt være, det netop er herfra næste enhjørning skabes, men flere mener nu at Erhvervsstyrelsen lige så godt kunne hælde de penge lige ud over Langelinie-kajen.

Dårligt brølet
Grundproblemet for hedengangne CVX var måske bare, at relationer mellem mennesker, her mellem investorer indbyrdes og investorer og startups, ofte udvikler sig bedre i foreningens kollegiale netværk, end de trives i en ren liberal markedsmodel. I al fald i Danmark, for der findes internationale englefora, der er rent profitbaserede, som Keiretsu fra San Francisco.

På trods af, eller måske på grund af, den aggressive forretningsmodel havde CVX åbenbart allerede en anstrengt likviditet ved krisens start. Der var ikke mere mad på savannen, uanset hvor meget der blev ringet ud. Den imiterede løves mave var slunken. Og med krisen måtte den lægge sig til at dø. Moralen er vel, at krisens allerførste ofre er til at leve med. De har brølet som løver, men er snarere uvidende som lam.