Kilde: Pixabay

Grøn skalering på den store klinge – Openli ka’ vi li’ – Blackwood’ dobbelte VC-tilbud – Theander & web3 – Warnø’s tatoveringsshow



I dag, hvor der stadig er krig i Europa, og der stadig, mens jeg skriver, ikke er udskrevet folketingsvalg (kommer senest på torsdag), har vi tid til et større program. Vi skal med:

  • Laurits Bach Sørensen opleve en øjenåbnende historie om, hvad der skal til for, at den grønne omstilling virkelig kan skalere
  • Stine Mangor Tornmark besøge Openli som SaaS-startup, hvor Stine vil og kan sikre privacy
  • Bastian Larsen læse om et ret så nytænkt koncept for en venturefond, og endelig med
  • Patrick Theander ovre i Florida begynde at forstå web3.

Hvordan kommer grønne teknologier og forretningsmodeller for alvor i spil og skalerer? Det er ikke så let, som det lyder. Hvis fx alle biler, lastbiler og fly skal på brint, så er det jo enorme anlæg ikke bare af vind og sol, men fabrikker som Green Hydrogen System, der skal omdanne el til brint. Det er mere langsigtet og kræver langt mere kapital. Vi har masser af investorer og venturefonde i den tidlige fase. Vi har kapital- og andre fonde samt pensionskasser, når de er blevet grønne succes-fabrikker. Men derimellem, der hvor de skal skalere internationalt? Uha, det er svært at pege på andre i Danmark end Nordic Alpha Partners. Så vi har interviewet Laurits Bach Sørensen om, hvordan det motorrum ser ud og om perspektiverne. Og det er virkelig mindblowing.

Hvis der ellers er noget, vi er gode til i Danmark, er det B2B SaaS-platforme. Det er en tradition helt fra bl.a. gode Trustpilot-folk som Stine Mangor Tornmark. Hun har foundet ugens startup Openli, der laver digital compliance med store demokrati- og privacy-perspektiver. Og en europæisk bruger-ejermodel mellem Kinas statsmodel og USA’s virksomhedsmodel. Demokrati er den mindst ringe styreform, som vi passende kan minde os selv om i en valguge.

Der er en del at lære fra kapital- og hedgefondes modus operandi. En, der bærer den erfaring fra BlackRock til nye BlackWood, er Bastian Larsen. Han har så lavet det greb i sit nye VC-tilbud, at han samtidig har over 1000 busines angels skrevet op som ’gratis medlemmer’. Det uddyber han i 5 skarpe til ugens investor og genfortalte i går aftes på DanBAN medlemsmøde. Nu skal han arbejde mod first closing og første investeringer, der lyder til at blive i Stockholm og Berlin. Dejlig åben horisont for en venturefond med mangemillionærer som Simon Stampe og Henrik Rossing i baglommen – og EuVECA-licens fra Finanstilsynet til at investere i hele Europa.

Patrick Theander, founder af venturefonden The Aventures, har før været ugens investor, direkte fra Miamis nye blochchain mekka. Og blockchain er basis for web3, som Patrick gerne vil dele sin store viden om med os de kommende uger. Han starter helt forfra i #1 i dag. Så har du været lidt skeptisk over for web3, må du hellere følge med i Patricks nye serie! For det er sådan set næste generation internet.

Endelig kan du høre podcasts. Techtopia 254 om årets danske robotvirksomhed Capra Robotics. Og investeringspodcasten 137 med Per & Helge bl.a. om gode danske aktier. Alle indslag i dag er dejlige konstruktive historier og eksempler. Hvilket minder mig om, at den generelle dagsordenen ellers står på rekonstruktion. Nogle træer falder nu i efterårsstorme. Også af de store. I går var det Johan Plenges Tattoodo. Jeg oplevede Tatoodo flot fremført år tilbage som investeringsmulighed på en DanBAN juleevent af Peter Warnøe i Nordic Eye’s tidlige dage. For mit jyske sindelag var der bare for mange kendisser ombord – fra Coster-Waldau til Bjarke Ingels, fra Hummel-drengen til fodbold Agger (som en levende model for tatoveringer). Og mere relevant fra Lars Tvede til Peter Warnøe. Min fordom var nok dum, for Warnøe’s Nordic Eye fond 1 er jo en megasucces med fx Bellabeat (til nu, fordi 23 mio. kvinders menustrationsdata med US forfølgelse af aborter måske ikke er så enkel). Nå, i Tattoodo skal der nu nedskrives gæld, så det gør ondt, før nogle ejere sikkert prøver at køre videre med en i mine øjne spinkel forretningsmodel. Allerede for to år siden kunne jeg her konstatere, at intet skete på sitet, og at de nævnte velhavere, samt Seed Capital og Vækstfonden, havde brændt over 100 mio. kr. af siden starten i 2012. Heldigvis er vi konstruktive i Danmark. Ingen brændemærkes eller tvangstatoveres. Men mon ikke Tattoodo er en af de startup-platforme, Danmark lever med at gå glip af. Jeg gør, men lader gladelig svaret blæse i efterårsvinden, til vi ligeså gladelig ses igen på fredag.

 

Laurits Bach Sørensen: Når industriel GreenTech skal skaleres

Verdens og Danmarks grønne omstilling er i spil. Men vi har især al for lidt kapital i den fase, hvor scaleups skal accelerere til grøn industri. Hvordan får vi udfyldt det ’hul’? Og hvorfor er ’Economic Sustainability’ vigtigere her end ’Impact’? Vi har talt med Laurits Bach Sørensen, Nordic Alpha Partners, en af de meget få fonde, der investerer i den tunge del af vores grønne omstilling. Og som en nyhed nu åbner døren, så business angels kan deltage i den grønne værdiskabelse. Læs og mærk dybden i den grønne omstilling.

 

Ugens startup: Openli – Alles privacy på platform

GDPR er svært for mange virksomheder. Stine Mangor Tornmark har tidligere været med til at skabe det juridiske grundlag for Trustpilot. Og nu skaber hun med Openli en ny legaltech platform, der skal gøre GDPR og datasikkerhed overskuelig. Privacy er vigtig for gennemsigtighed, mener CEO’en, der vil lukke op for åbenhed. Åbn op for Stine.

 

5 skarpe til ugens investor: Bastian Larsen, BlackWood Ventures

Bastian Larsen har arbejdet internationalt for hedgefonden BlackRock, inden han med Thomas Derambure startede BlackWood i 2021. Den nye fonds team tæller bl.a. Bo Koch-Christensen, tidligere TechBBQ, og arbejder sammen med 70 europæiske partnere i acceleratorer mm. Og med private investorer/business angels, herunder i en ny aftale med DanBAN. Vi har udfordret Bastian Larsen på, hvad vi lige nu skal med endnu en venturefond. Byd ham velkommen, og se på et medlemsskab.

 

Web3 #1: Her skal næste Google eller Facebook findes

Er web3 et ligegyldigt buzzword for tech bros og venturekapitalister, eller er det der, den næste Google skal findes? Det sidste, hvis du spørger krypto- og blockchain-ekspert Patrick Theander, bag venturefonden The Aventures. Web3 kommer til at revolutionere den verden, vi kender. Vi starter med et lynkursus, så vi kan fornemme, hvorfor web3 lige nu kun er der, hvor internettet var i 90’erne. Bliv web3 klogere.

 

Investeringspodcasten 137: Polariseret dansk aktieudvikling og (be)skattede laks

Per Hansen & Helge Larsen fra Nordnet diskuterer i afsnit 137 den forøgede beskatning af norsk lakseopdræt, og konsekvensen for de norske aktier af sådan en skattestigning. Du kan høre om de danske aktier, som er kravlet op af 2020-krateret, og om hvad ligheden er mellem Monty Python og den britiske økonomi. Lyt til Per & Helge.

 

Techtopia 254: Dansk robot frelser mennesker fra skodjobs

Aarhusianske Capra Robotics blev i foråret kåret til årets robotvirksomhed. Founder Mads Bendts robotstøvsuger kan tage cigaretskodder op fra gaden og skrubbe tyggegummiklatter af fortovet. Og den kan så meget andet, så en robotmillionær er hoppet med ombord. Hør hvad robotten kan.