Uge 38 i økosystemet: Efter TechBBQ – Heartcore venne-LP – 3xFirst North – TikTok & Evergrande – Founders er female – Fejlmerger – YCombinator & VC-model

 

I ugen fik vi med Tommy Ahlers og andre gode deltagere samlet op på årets TechBBQ. Eventet samler og spejler tech startupscenen. Og i år med særlig begejstring, fordi vi ’alle’ igen kunne møde ’alle’. Er behovet for fysisk kontakt ikke helt forløst, så lad mig lægge ud med, hvor vi næste gang kan mødes, og ellers vil jeg se på en super spændende startup uge – hvor jeg som sædvanlig heller ikke er bange for kigge på bagsiden af medaljen.

 

Alt du nu skal opleve – ud over Kasper Hjulmand

 

Verdensmålsdage og DI Topmødet

Kasper Hjulmand har min fulde respekt, og jeg kan godt lide hans drøm om, at fodbold skal være med til at gøre verden til et bedre sted. Samt hans tanker om den dedikation på banen, der både rummer lidelse og fortryllelse. Jeg kan så også konstatere, at han er taler overalt, i dag fredag kl. 16 for Altingets Verdensmålsuge, hvor Mette Lykke (Too Good To Go) også har talt. Og på tirsdag den 28.9. på DI Topmødet i KB Hallen, hvor det ellers er de tunge drenge i dansk erhvervsliv, der dirigerer retningen for digitalisering, CO2-priser mm. Samt lidt startup-beundring. Mathilde Jakobsen fra Fresh.Land er blandt talerne. Altså ud over Kasper og sikkert kronprinsen.

 

Århus Investor Summit og Oslo Innovation Week

Århus havde Investor Summit i tirsdags, og det var så tæt på TechBBQ, at jeg gik glip af Lasse Chors (Happy42) og Michael Hansens (DanBAN) arrangement, hvor Poul ´Carstensen blev Årets investor og Ento Labs Årets Startup. Maria Flyvbjerg Bo (Silicon Valley Bank) og Mia Grosen (Canute) samt investorer som Anders Boelskifte (Founderment) og Gregers Kronborg (DanBAN mm.) talte. Men så kunne jeg jo tage til Oslo nu på mandag den 27.9. til Innovation Week. Af danske talere kan jeg kun se gode Simon Haldrup fra Agreena, men danskere kan man jo høre andre steder. Man, dvs. ikke jeg, burde tjekke den norske scene, fx Energi.ai, der frisk har skrevet til mig, at de er “the AI driven net zero platform created to buy us time to unf**k the planet, and remove carbon fast enough and accelerate net zero solutions with Artificial Intelligence.AI, Net Zero og lidt bandeord over verdens skæve gang – det er altså også dagens cocktail i Norge.

 

High Tech Summit og Slush

Hele oktober og november er der masser af events for life science, blockchain og cyber, impact osv., vi kan mødes om. Af de store og brede tech er der High Tech Summit 30.11-1.12, hvor vi igen-igen kan trampe på betongulvet i Øksnehallen. Det er godt at se alle 8 danske universiteter erobre tech-scenen og prøve at bringe forskning og tech startups sammen. (Noget af det bedste, der kunne ske for det, ville være, at KU nedlagde deres tech transfer funktion.) Det bliver selvfølgelig lidt officiøst med taler af Magrethe Vestager og rektorer, men forhåbentlig også dejligt nørde forskertungt. En session, jeg kunne være nysgerrig på, er med Danny Lange, Unity og Andreas Bech, Universal Robotics sammen med vores tech-ambassadør Anne Marie Engtoft Larsen. Men størst af alt i Norden er jo Slush-saunaen i det mørke Helsinki den 1.-2.12.

 

Evergrande – og kapitalismens tech højborg

At køre i bil i kinesiske byer, fx mellem Guangzhou og Shenzen, hvor Xu Jiayins Evergrande har hovedkvarter, er at køre i et kæmpe landskab af nybyggede højhuse. Det spekulationsbyggeri, vi havde i københavnske brokvarterer og andre større byer for 150 år siden beskrevet i Herman Bangs Stuk, er vand ved siden af det kinesiske. Da den velvoksne sommerfugl Evergrande baskede med vingerne i starten af ugen, skævede alle nervøst til Kina. Jeg kunne i min pensionsapp se 3,5 % af midlerne fordufte – hvilket så er særdeles nådigt i et år med tocifret stigning. På Bloomberg læste jeg mandag en fin artikel, ”The Evergrande Moment” om miseren, og i går kunne jeg så se, at de første aftaler med långivere af første dele af den svimlende 1925 mia. kr. store gæld, er på plads. Den kinesiske stats rolle kender vi heller ikke her, men det er klart, at med dens ny-røde politik for en vis social ”fælles velstand” kan man ikke acceptere at se hundredtusinders hjem synke i grus på et oppumpet ejendomsmarked. Betyder det noget for kinesisk tech og deres ambitioner om at dominere verden med data? Ikke selve volatiliteten, men Xi Jinpings nye kontrol med det fri marked har sat børsnoteringer i stå og hæmmer selvsagt væksten hos techgiganter som Tencent og Alibaba.

 

Amazon Prime fra vest – TikTok fra øst

Amazon var engang en fjern boghandel. I ugen annoncerede Amazon, at de lancerer Amazon Prime i Sverige. Det betyder alverdens varer på ingen tid til døren og med gratis Prime Video som stærk indtrækker. TikTok startede som kinesisk app med – for os voksne – tåbelige dansetrin. Men nu er det et univers af nye indkøbsoplevelser med varer, show og iscenesættelse af influencers, brands mm. Jeg har før beskrevet det kinesiske ”new retail” af brandfortryllelse med hyper let betaling og hurtig logistik nedenunder. Og modsat Alibaba og Tencents platforme har ByteDance’s Tik Tok formået at trænge massivt ind i vesten. BBC fortæller, at TikTok i USA & UK nu er større end YouTube. Med TikTok kan du handle direkte udenom både fysiske butikker og andre platforme. Og de første 50 danske startups som fx Astralis, Coolshop, MyMonii, Spiir og Too Good To Go er på. I ugen gik det op for Børsens Niels Lunde, der råbte vakt i gevær for detailhandlen. Og Astrid Haug spørger på LinkedIn, om TikTok hører hjemme i bestyrelseslokalet, og svarer meget rigtigt, at det gør medier ikke i sig selv, men de ”nye toner, nye forventninger, nye konkurrencevilkår”, TikTok er et udtryk for, gør i høj grad.

 

Heartcore Venne-LP. Jimmy, Kasper, Morten m.fl. rejser 1,5 mia.

Jeg kunne i ugen læse i Sifted om den store danske Heartcore VC med kontorer i Berlin og Paris og med fokus på ”any big categories of consumer spending which are not penetrated by tech”. Heartcore har før været med på rejsen med nu unicorns som Tink, Boozt, Neo4j og Softbank fundede GetYourGuide. Jimmy Fussing har lige rejst 1,5 mia. kr. til næste step på Heartcores rejse. Og de skal gå til to ting. Primært til 30 nye, lovende europæiske startups i feltet, hvor der i al fald er investeret i fire: lab-grown foie gras startup Gourmey, campervan rental platform Roadsurfer, migrant mobile banking app Majority and ‘older people’ healthtech Omohealth.” Sekundært til vækstkapital til fem af succeserne i porteføljen – og dermed til carry for Jimmy & venner. Hvem de fem er, fremgår ikke, men vi ser samme bestræbelse på at rejse accelerationskapital hos fx Balderton, GlobalGlobe og Seed Capital.

Særligt hos Heartcore er måske, at LP’erne, der står bag de 1,5 mia. kr., ikke kun er gamle ærværdige familiefonde og EIF, men også gamle ærværdige startup-founders som Kasper Hulthin, Peakon, Morten Strunge, Podimo, Hermann Haraldsson, Boozt og 25 af den slags, Sifted kalder ”Founder-LP’s”. Du kunne her også kalde det Venne-LP’s. Så det er lidt byFounders Collective modellen, nu hos kollegerne i Heartcore. Og det er ikke negativt ment, for intet er bedre i min optik, end at tidligere founders med erfaring ikke bare sidder og nipper til laboratorie foie gras, men hjælper nye founders frem. Og det ikke kun med cash fra exits.

 

3 gode grunde til First North er på vej frem

Hver fredag kan jeg med glæde konstatere, at der er nye startups på vej til First North, fx forrige uges store Re-Match IPO og denne uges mindre IPO af Brain+, der er en dristig demens app, men også en potentielt stærk vækstcase. Og andre er annonceret. Samtidig tenderer den danske erhvervspresse med at tale Nasdaq vækstbørsen ned. To-mands panelet i Børsen er frontrunners, der absolut intet andet forstår, end historiske regnskaber og derfor så sent som her til morgen ikke fatter Re-Match-casen. Gad vide om Simon Kirketerp er på en mission om at få skabt usikkerhed nok til at lukke børsen – altså ikke hans egen arbejdsplads. Hvis jeg var Bjarne Corydon, ville jeg nok modsat tænke, at det faktisk potentielt kunne lukke Børsen, hvis man slet ikke forstår forretningen hos det nye tech og biotech erhvervsliv.

I samme spor lagde Morten W. Langer i Økonomisk Ugebrev ud med i mandags at skrive om First North, at ”markedspladsen nu stille og roligt er ved at krakelere.”  Heldigvis – da Morten var kommet igennem den fortærskede Wanturu 2019-skandale, der er skandaløs, men dog kun én ud af utallige noteringer med Evergrande status – fortsatte artiklen anderledes konstruktivt. For den kom ud af, at Keystones havde bedt Morten W. Langer tale over emnet ”Sådan sikrer vi en velfungerende dansk vækstbørs”.  Skal jeg indkoge til det væsentligste i Morten W. Langers problemer og ditto løsninger – som vi også her på Bootstrapping unægtelig har debatteret og skrevet meget om – er der tre:

  • Værdisætninger. Nogle har været for metodisk udokumenterede og unødigt og uholdbart optimistiske, så startkursen ikke har givet den rette langsigtede, værdiforøgende rejse. Der er også prospekter, fx aktuelt Re-Match, der er fremragende.
  • Der har ikke været nok institutionelle bag alle noteringer, så ordentlig og uafhængig due dilligence er sikret. Men det hjælper. Senest har vi fortalt, hvordan store SEB er gået ind, hvor BankInvest, Akademikerpension samt LD ud over Atp og Vækstfonden har været alene.
  • Markedsinformation. Nogle selskaber har givet for slasket og langsom information til markedet, og ikke alle certifiede advisors har sammen med Nasdaq sikret den nødvendige stramhed og regeloverholdelse. Og helt uafhængig analysedækning kunne virkelig være en god ting.

Jeg bryder mig ikke om folk, der sparker nedad. I hvert fald ikke på mennesker, sagde min salig far. Meget ville være vundet, hvis alle som udgangspunkt valgte at understøtte og tale Nasdaq First North op som den vækstbørs, vi nu har. Og så skarpt kritisere de dårlige noteringer, som de undtagelser de er. Bare at skulle sparke til en børs, der to gange har ligget ned, og med flere spark nok kan gøre det igen, er bare for nemt.

 

Facebook opfører sig som den stormagt, den er

New York Times og mange andre skrev i ugen om de forskellige sider af Facebooks ageren, især på baggrund af en analyse i Wall Street Journal. For dit hurtige overblik:

  • Wall Street Journal afslørede, at Facebook via et XCheck program har givet kendis-brugere en særlig god behandling, selv om stifter Mark Zuckerberg altid siger, at alle behandles ens.
  • FB-ejede Instagram har en af dem selv dokumenteret dårlig indvirkning på teenagepigers kropsopfattelse og mentale helbred.
  • Facebooks algoritme styrker stadig udbredelsen af skadeligt materiale og splittende politisk indhold. FB-ledere er fuldt bevidste om det og gør intet ved det.
  • Facebooks svar har været Project Amplify, der viser os positive historier om FB på FB! Og FB har sat Mark Zuckerberg i baggrunden, så det ikke hele tiden er ham, der skal undskylde. Klassiske taktiske PR-greb, der ingenting løser.

FB skovler stadig penge ind med deres annoncer, så de lever efter devisen whatever doesn’t kill you, makes you stronger.” Og i større perspektiv: Digitaliseringen åbner vores arbejde og liv. Men vi har kun set starten af dataindsamling, og hvad AI og andre former for databehandling kan gøre og misbruges til. Håber stadig, digitaliseringen mest vil ændre verden til det bedre.

 

VC-kritik: ”Løvens Hule på diabolske steroider?”

Hed det det på forsiden af Weekendavisen, og også Berlingske nåede i ugen til historien – der startede i 2019 – om Elisabeth Holmes og Terrannos blodprøve-laboratorie ”Fake it till you make it” fup-historie. Nu kører retsagen – og ifølge Washington Post er den ”et opgør med 2010’ernes iværksætterkultur”. Ja, i hvert fald hvis man tilføjer i ”Silicon Valley”. Men det er nu sundt nok at se på, hvad grådighed og fravær af ethvert moralsk kompas kan gøre i et miljø af uhæmmet tilbedelse af succes. Så måske skal vi spørge os selv, om det kunne ske igen? Altså: Kunne vi finde på at skyde kapital i et selskab uden at have tjekket, om produktet bare er tæt på at virke? (Blodprøverne blev alle lavet på almindelige apparater). Kunne vi være til fals for pral, charme og vanvittige ambitioner – uden at værdsætte et stænk af ydmyghed og snusfornuft?

Men nu er det altså selve venturemodellen, der ses som skurken, ikke den anklagede, der selv anklager sin daværende kæreste for det hele. Den mere finansielle kritik af venture-virksomhed, så jeg senest i The New Yorker. Den starter sådan her: “Once, venture capital was sought by risky startups needing lots of up-front cash, whether for research and development or for essential leaps in scale. Such financing seemed especially suited to proprietary technology, which was expensive, hard to seed into the market, and yet, if things went right, extremely lucrative. That has changed.” Fortsættelsen er så bl.a., at når der skal tjenes på 2 ud af 10 i en portefølje med 20 % carry, så skal de to i porteføljen give pengene tilbage 30 gange. Hvor tit sker det lige længere? Den debat kan køre længe – og den gamle redaktør her vil en dag blive en fattig pensionist, hvis nye fonde fra fx 2150, PreSeed Ventures, N2F og byFounders ikke performer!

 

Når Founders er female

Nej, vi siger heller ikke ”Male Founders”, men vi må tale om det fænomen, at vi skal have flere kvinder frem, få udnyttet den store intelligensreserve med (det højste) uddannelsesniveau, vi går glip af, når langt færre kvinder end mænd starter tech-virksomheder. Jeg var i går til Women in Tech event, hvor Københavns rådhus’ festsal i skønt skønvirke var rammen om noget mere moderne: Hvorfor har vi så få founders, der er kvinder, og hvordan får vi flere? Analysen kender vi fra Return on Diversity. Det vigtige er, at der sker noget. Det særligt gode var derfor at høre Louise Gertz, WeBrick og Shakila Shaheen, MyMedGig fortælle om deres startup-erfaringer. Samt høre partnere i yngre, ovenfor nævnte, private VC-fonde som Nicole leBlanch fra 2150.vc og Christel Piron, PreSeed Ventures om Women in Tech acceleratorforløb 1 og 2 og få lanceret det næste. Jeanette Carlsson har fået mange gode sponsorer fra Industriens Fond og KMPG til London Stock Exchange, og eftermiddagen vidnede om, at meget kan ske med et skub.                                                                               

 

Rigtige danske drenge

I alle lande og brancher er der selvfølgelig anløbne folk. DR har kørtNick Fogh med webshoppen Danske-hotelophold.dk, der med gavekortsvindel fik lukket mit lokale Hotel Klitrosen i Slettestrand. Ekstra Bladet var i går efter Kevin Bøje Reesen, Philip Høygård Ørbæk og Christian Kjær Mathisen, der er anklaget for at lave falske boligannoncer, der nu er lukket. Og alle typer webshops indbyder til hurtige penge. Nogle af det groveste er, når Mark Haugaard og Halfdan Haaring, unge fløse fra Aarhus, lader deres webkarusseller rulle. Journalist Jonas Rimer Hansen i Berlingske har utrætteligt rodet op i deres færden. Opskriften er at sælge alt fra såkaldt holdningskorrigerende tøj til børnelegetøj og Apple-kopier – reelt værdiløse produkter fra Kina – fra 100 webshops med udenlandske undersider, der bare kræver penge ind fra svage medborgere, for så at lade selskabet gå konkurs. Så går den glade fest med champagne og hurtige biler på strande. Altså helt banal svindel for 25 mio. kr. Ikke 30 mia. kr. som Holmes, men mere end nok for kreditorer og andre forulempede.

 

Tips, Tricks & Transaktioner

 

The Org og andre transaktioner i ugen

The Org. er en lidt – herhjemme hemmelig – dansk startup, som alle de berømte big shot VC’er i Silicon Valley følger – fx Tiger Global, Sequioa og US Venture (Lars Fjeldsoe-Nielsen). De fik investering på over 100 mio. kr. i denne uge. Kan The Org slå LinkedIn, er vel det store spørgsmål? BifrostConnect (fjernsupport uden fastnet) rejste med tidligere Sitecore-direktør Michael Seifert 30 mio. kr. og Brain+, ugens case, søger det halve på First North. Portchain, startet af tre friske McKinsey rådgivere, rejste 20 mio. kr. fra eksisterende ex-Maersk investorer til deres AI-drevne havnelogistik. Men der sker masser af ting, og når Børsen den anden dag skrev at ”investorer sværmer om dansk fintech”, så må man bare sige at det gælder hele paletten. 

 

Y Combinator. Dyr blåstempling?

Startups founders jubler, når de bliver optaget på et Y-Combinator acceleratorprogram. Men er det værd at tage et europæisk online kursus for at afgive 7 % af sin equity for den proces og blåstempling? Godt spørgsmål som Sifted stillede i ugen: Should you do it?

 

Fauxquistions. Er det altid fedt med en exit?

Ja, det er skønt at blive ringet op og høre, man som investor nu har fået 20X. Det har jeg faktisk prøvet i denne uge endda. Og alle exits bliver hyldet med klap og champagne og budskaber om, at det lille selskab vil indgå jævnbyrdigt i det store. Men det er langt mere kompliceret, skriver Aron Salomon i en serie artikler i Fortune. Han kalder nogle exits for ”Fauxquistions”, der vel kan oversættes til falske akkvisitioner. De kendte er, når big tech som Intel sluger Rekon og lukker produktet ned, eller når Google dræber det bedre produkt Sparrow. I den mindre kendte ende går det fx sådan her: The investors in the company that was acquired might think they can sleep better at night, but now, instead of owning a larger percentage of a company they invested early in, they own a very small percentage of a much larger company whose internal cracks are evident to anyone in the building.” Måske skal jeg tænke over, om jeg vil have aktier i det ny-fusionerede selskab eller ej!

 

Bains teknologirapport og Atomicos kommende Tech Survey

Vi vil stadig se masser af ny teknologi blomstre. AI og web3 (decentraliserede apps, der løber på blockchain, men den tager jeg en anden dag) er eksempler på vej op. Technology Rapport 2021 fra Bain er god at få overblik af. Og du kan selv deltage i Atomicos store årlige survey ved at bruge 5 minutter her.

                                                                                

Ny Sifted rapport om embedded fintech

Lyder det kedeligt? Ikke for mig – det er vildt spændende. For hvis al forretning er software, er al betaling nu ved at blive indlejret. Hvad betyder det for butikker og webshops, for banker og neo-banker, for Pleo, Klarna og kreditkort? Kan du ikke vente, så læs rapporten her.   

                                                                                           

Niras åbner grønt iværksætter hub

Sidste fredag skrev jeg i forlængelse af en konference i Dansk Erhverv om, hvorfor corportate venture arme kun sjældent får nok ledelsesfokus og dermed succes. Hvorfor corporates heller ikke internationalt er så gode til at starte startups, kan du nu læse mere om her. Men Hub’s og workplaces er så måske en bedre ide for tæthed på startups. Jeg ville gerne i ugen have nået at se Niras Green Tech Hub, da Carsten Toft Boesen åbnede Niras fondens nye space. Jeg har snakket lidt med dem om behovet, og det er jo helt symbolsk, at Niras nu kan fylde den 5000 m2 gamle IBM-hal i Allerød med ny tech.

 

Med fuld fart i fuld kontrol

Nu startede jeg med Tommy Ahlers, så jeg kan passende slutte med Le Gammeltoft, der var en af mine gode oplevelser i ugens Hjerteflimmer. Her fortæller hun om sit ”kontrolgen”, og Jytte Vikkelsøe perspektiverer, hvad det betyder for Tommy og Le i det parforhold. Lyt selv, uddybningen er nok lidt uden for rammende af dette nyhedsbrev!

Har du ikke selv et kontrolgen, har du måske glemt at omregistrere dit IVS, og så kan du repetere opskriften i weekenden. Vejret er ingen herre over, og i næste uge regner det, så jeg fordufter med klimakompensation til det herligt varme Middelhav på det sydlige Kreta – sammen med min helt egen, næsten ukontrollerbare, korrekturlæser. Så i næste uge høres vi kun ved på onsdag. Men det skal så også blive godt.