Dine TechBBQ-oplevelser: Fede AI-koncepter – Startup & VC crash – Klarna-kuren – Mühlmann og skatter fra helvede – +/-IPO – Diversitetsreform? – Netværkets netværk

TechBBQ er årets event på dansk jord ovenpå Lokomotivværkstedets skinner. I dag skal du læse alt om, hvad du særligt kan opleve næste uge. Og hvad der er godt vi får diskuteret i økosystemet i de dage. Det gælder:

  • Det skal du opleve i næste uge på TechBBQ!
  • Startup-crashes. Covid-19 lånene lige i nakken?
  • Fede AI-startup-koncepter
  • Vores spilleplade. Hvad kan vi glæde os til dette efterår?
  • USA noterer – DK afnoterer. Warnøe, Seier og ”skatterne fra helvede”
  • Det er nu, vi skal præge ’diversitetsreformen’
  • Klarna-kuren og ”hvordan går det ellers …”
  • Er de venturefonde, du snakker med, desperate for exits?
  • EIFO er ikke i krigshumør. Godt!
  • Pral, poseren & fake founder metrics

 

Det skal du opleve i næste uge på TechBBQ

Skal man have noget ud af at tage til en mega-event, skal man planlægge sine dage og tage de valg og fravalg på 1-1 møder, lukkede møder og taler, der er svære. Og jeg skriver det i den rækkefølge, for ét er det officielle front-stage program. Noget andet de mange lukkede back-stage møder og mere intime sammenkomster. Nu har vi så endelig det officielle program, og i tirsdags tvang vi en håndfuld nøglepersoner, der alle skal på scenen i år, til at tage de valg, når vi taler grøn omstilling, diversitet og AI. Tre af hovedtemaerne i år.

Vil du høre om grøn omstilling, er Sustaining Life in the Digital Era: Tech-Enabled Biodiversity Strategies et godt bud fra Sebastian Nielsen, CEO i Slow. Stine Mølgaard, Alliance VC og Eric Lagier, Byfounders fremhæver Towards a Greener Tomorrow: Navigating the Collaborative Landscape for a Green Transition med Tommy Ahlers og Andreas Rasche. Spørgsmålet, Eric Lagier stiller er, om de blot vil “state the obvious” eller forsøge at komme med forslag, der kan sætte fart på grøn omstilling.

Samme dilemma gælder diversitet. Såvel Eric som Stine anbefaler Check-Writers & Changemakers: Europe’s Gendered VC Landscape og Exploring Europe’s Next Generation of Diverse Fund Managers: Insights from Leading LP´s. For der er jo en dominoeffekt nedad, hvis LP´s stiller krav til deres fonde.

Fylder AI alt for dig, kan du på TechBBQ diskutere generativ AI’s potentialer og faldgruber eller disruption af arbejdsprocesser og selvsagt alle etiske og samfundsmæssige udfordringer. Flere nævner Takeover or Tech Savior? Debating the Future of Artificial Intelligence, selvom det kan være endnu en af de typer debatter, der skraber lidt i overfladen. Mange debatter i år har fået mere tid – og det kan som ved pitches være en gevinst! Men se nu selv vores Bootstrapping guide til dit TechBBQ samt top 10 internationale talere.

 

Klarna-kuren og ”hvordan går det ellers…”

Nu er du jo hovedpersonen på TechBBQ. Og den første, du genser af de mange udlændige, der fylder på eventen, spørger du selvsagt: Hvordan går det? Og svarene flest er sjovt nok oftest et sted mellem fint og super fedt. Så er det jo godt at have lidt tjek på baggrundsdata. Sverige og industrilande som England og ikke mindst Tyskland har det økonomisk svært og er tæt på eller forventes at gå i recession. I Danmark har vi som bekendt en stor anticyklisk pharma – eller måske rettere slankevirksomhed. Så her vokser BNP nok alligevel med 1,2 % i år. Den danske SVM-regering har opgivet krisesnakken.

Men vigtigst på TechBBQ er selvsagt venture-markedet. Jeg starter ud onsdag morgen med snak med en svensker, og så er det godt at vide, at Europas engang mest værdifulde og beundrede svenske BNPL-stolthed Klarna, har været gennem den kendte Klarna-kur, der overmatcher den 8/16 Bente Klarlund-kur, jeg forsøger mig med. 3.630 mio. kr. tabte Klarna i andet kvartal af 2022 og fyrede 700 medarbejdere. I samme kvartal ’23 blev tabet ’kun’ 742 mio. kr. – og kun svenske, ifølge BreakIT i ugen. Founder og CEO Sebastian Siemiatkowski har lovet at nå break even i 2023. Lad os tage et andet fintech-eksempel, Ramp, der ifølge The Information er ude og rejse dollars til driften. Det sker til en værdisætning på 37 mia. kr. – en downrunde i forhold til værdisætningen i 2021, der var over 55 mia. kr. Mange scaleups er ude i downrunder til justerede værdisætninger, som du kan se det på BVP-indekset.

Så længe renterne er så høje – og det kan de godt være så længe, at det føles som altid – så er vi der, hvor nogle bare vil have det svært. Men på TechBBQ smiler vi og er glade. Og det kan vi roligt være. Halvdelen af tiden. For mindst den bedste halvdel er superdygtige og klarer sig flot.

 

Vores spilleplade. Hvad kan vi glæde os til dette efterår?

Ja, altså ud over TechBBQ og alle andre gode events i det altid relations- og festlystne økosystem. Vi kan – til behagelig afveksling – glæde os til regeringens iværksætterreform. Vi skal nok vente fire-fem uger på udspillet og derefter på en flertalsbeslutning. Men regeringen er tvunget til at give svar på, hvordan vi får flere vækstiværksættere hvert år, og især hvordan flere af disse skalerer længere i Danmark. Novo Nordisk og Mærsk osv. – hele anerækken er 100 år gamle. Og hvordan får vi mere diversitet? Det er, hvad regeringen har stillet i udsigt, de vil besvare. Og lytter du til vandrør, og hvad der siges fra regeringsflertallets ordførere, så tør jeg stille to relativt sikre gevinster i udsigt på spillepladen.

  • Det med at beskatte penge, man ikke har tjent, går væk. Lagerbeskatning af børsnoterede startups vil blive ændret.
  • Det med at blokere, at medarbejdere kan blive medejere, forsvinder. Medarbejderaktier/warrants (selv om offentligt ansatte ikke kan få dem) vil blive gjort markant lettere

Peter Mühlmann er fantastisk til at forklare disse allermest meningsløse og idiotiske danske benspænd for Trustpilot. Hvordan ansætte medarbejdere, der kan få warrants i Apple, når det reelt er umuligt værdisætningsmæssigt og praktisk at matche i Danmark med udsigt til beskatning af penge, du ikke har og ikke kan få ud. Vi vender tilbage en tirsdag med interview med Peter.

Hvad vil så ellers være godt at få med på før-jule-ønske listen? Der er trods alt 1,5 mia. kr. og et åbent vindue hos far og mor (hhv. Lars, Jakob og Mette), der nu danner en reformvenlig midterregering med flertal og penge i statskassen? Kan vi få:

  • sænket en vildt væksthæmmende kapitalbeskatning (top i OECD)?
  • iværksætterfradrag (altså på de højrisikable startup-investeringer) som i England og Sverige?
  • lettet vores pensionskassers PAL-skat på unoterede, så 4000 mia. kr. også flyder startups vej?
  • private vækstfonde stimuleret, der kan finansiere mellem 50-100 mio. op til 500-1000 mio. kr. skalering, ikke mindst til at sikre den store grønne hard tech klimatransformation?
  • en helt anden praksis og faglig vurdering af SaaS-skattekreditter?

Alt, der enten er dyrere eller tungere, eller ikke har tilsvarende offentlig fokus, bliver sværere. Men vi må jo banke på og prøve. De 1,5 mia. kr. skal ikke denne gang bare gå til flere råd, nævn og offentlige vejledere.

 

Startup-crashes. Covid-19 lånene lige i nakken?

Var den statslige Covid-19 støtte en boomerang? Den var i al fald ikke så livsnødvendigt med den 3:1 matching, som vi troede, da vi kæmpede for den i marts 2020. Og man kan tage for meget lån ind i sin startup ­­- gæld skal jo modsat equity betales tilbage en dag! Nogle startups har måttet gå i rekonstruktion for at starte på en frisk uden at slæbe med en sæk gæld på ryggen. Der er investorer, der nærmest er specialiserede i at købe selskaber ud af konkursbo. Det gælder fx Allan Sønderskov Darré, der gerne kører afsted med resterne i sine Freetrailer vogne.

I London render tiden lige nu ud for en del af de tusinder af startups, der spiste rigeligt af deres 10 mia. kr. låneprogram. Det hed Future Fond og var baseret på convertible lån. Og er skruet så hårdt sammen, så hvis du ikke kunne rejse en ny runde efterfølgende, skal hele lånet plus 100 % betales tilbage.

I Danmark skal en del af Vækstfondens Covid 3:1 matchinglån serviceres i efteråret. Og Anders Christian Andersen, Senior Director i EIFO bekræfter, at der er konkurser i vækstvirksomheder: ”For flertallet er situationen fortsat okay, men Covid19-lånene er givet til rigtig mange startups og der er flere konkurser blandt dem. De har i deres iver brugt de lånte penge i et forsøg på at skabe vækst. Det har nogle brændt fingrene på, fordi de ikke er lykkedes med at skabe den nødvendige vækst til den næste kapitalrejsning.” Så hvis du skal til samtale med Anders og hans rådgiverteam og måske senere med Brian Østergaard og hans kreditteam, er du ikke den eneste. Ofte er der forskellige muligheder ud over rekonstruktion, hvis du kommer i god tid. Vi har mulighed for at give afdragsudskydelse, men vi kan ikke rekonstruere og ændre den samlede løbetid. Den er stadigvæk seks år på disse lån. Så vi kan tale om, hvordan lånet kan afvikles anderledes. Og der jo stadig en relativt lav rente på de her lån.”

Jeg har før kaldt det en Pyrrhus sejr med 3:1 matchingen, men det nuancerer Anders nu: ”I bakspejlet kan vi godt konkludere, at gearingen 1:3 for matching-lånene var for voldsom. Men vi skal ikke glemme, at der faktisk er en del, der positivt har udnyttet muligheden til at skabe vækst – og har skabt den.”

 

Fede AI-startup- koncepter

Siden november har vi snakket ChatGPT. Ja, ja nogle har arbejdet med kunstig intelligens i årtier. Selv husker jeg years ago fx Danny Lange, Google fascinerende fortælle om den nye verdens muligheder. (I onsdags talte han mere i pixi-sprog på Dansk Erhvervs årsdag, så Jeremy Strong fra den vilde ”Succesion” eller Murdoc-familiesaga var en større oplevelse.) Men nu har alle prøvet ChatGPT, og alle har smuglet noget AI ind i deres selvbeskrivelse. Så vi er der i udviklingskæden, hvor det ikke bare handler om de generelle platforme, selv om det fx er spændende, om ChatGPT fortsat kan udnyttes som first-mover advantage eller om Google’s Bard, som nogle mener, ender med at rydde bordet til sidst.

Fokus vil være på de mange forskellige generative AI-applikationer. Jeg havde i ugen møde med et par founders, som jeg synes laver en fed anvendelse. Den ene bruger AI til at træne talere fx som på TechBBQ scener in real time. De midaldrende mænd, der sidder henslængte i sofaer og og small-talker, får her deres livs chance for bedre performance! Og os, der har lavet medie performance træning 1-1, kan pakke sammen. Den anden handlede om at tage egen medicin og automatisere venturefondsarbejde for og med 100 AI-founders, så de kan trække på gensidig viden og udvikling. Pointen er: AI kommer ind über alles. Og på TechBBQ vil vi rundt og se på og snakke om anvendelserne.

 

USA noterer – DK afnoterer. Warnøe, Seier og ”skatterne fra helvede”

I USA er børsmarkedet stadig godt nede i forhold til jubelårene. Men nogen er dog igen ved at få lidt mod på IPO’s af tech. Meget er nok drevet af AI-hypen og Navidias aktiekurs. Det gælder dog næppe mine foretrukne sandaler, Birkenstock, der snart børsnoteres i New York! Men en mindre børsfest varmes der op til, når Softbank affyrer engelske semiconductor Arm. Dens GPU er i 99 % af alle mobiler. Budtjenesten Instacart har længe været hot IPO stuff . Med så forskellige parter son Sequioa , Norwegian’s bank og Pepsi blandt ankerinvestorer går de om en måned på Nasdaq. Og 20-30 andre techs ventes at følge i slipstrømmen på ovennævnte. Om alt altså går vel, og investorerne har mod på menuen!

På TechBBQ vil samtalen mere handle om den omvendte danske afnoterings-hype. Senest nok Digizuite fra Odense, der er købt ud for 303 mio. kr. Her dog af såre danske Henrik og Claus Wann Jensen, så vi undgår et industrielt salg med tidlig udflytning af viden og arbejdspladser til udlandet. Men ærgerligt samlet, at vi ikke kan få vækstbørserne klar til de selskaber, der er egnede til solid stabil vækst, men ikke VC-hockey stick-vækst. Og skidt for tanken om de mange demokratiske medejere.

De danske politikere kan gøre meget, alene ved at afskaffe lagerbeskatningen på vækstbørsnoterede selskaber, der afskrækker founders og venturefonde fra børsvejen. Og nu ved de det! Skatteminister Jeppe Bruus er nu så presset af indslag fra Go’ Morgen Danmark til Berlingske, om det vi engang på Bootstrapping benævnte ”skatten fra helvede”, at han må sige, at det er værd at kigge på.” Det burde ikke være en indrømmelse, men i forhold til al den benægten og kiggen væk, der har hersket, er det faktisk. Jeppe kvitterer nu positivt på LinkedIN. Og hvis det ikke lykkes af afskaffe denne tortur-skat, sidder ministeren også med aben, for vækstiværksætterne har som Thomas Black-Petersen skriver satset alt ved at fortælle deres historier og advare andre mod at børsnotere sig.” Alt er sat på ét bræt ved at tale IPO på danske vækstbørser for startups helt ned.

På Bootstrapping har vi bare seneste år især berettet om de vanvittige cases fra Jakob Neua Nørgaard, Penneo; Nico Blier-Silvestri, Unity og Peter Mühlmann, Trustpilot. Berlingske udfolder i disse uger dem alle og flere til, og det er prisværdigt, at de mange founders har stillet op på tryk. BT fik Lars Seier til at sige, at her er en ”skat, der i hvert fald er tyveri”, uanset om man er libertær eller ej (og altså mener at al skat er at stjæle fra borgerne). Og BT, der kun skriver om kendis’er, citerede Peter Warnøe’s Facebook- opslag: ”Gad vide hvornår politikerne gør noget for at DK bliver et iværksætterland – lige nu mister vi stort momentum, kan vi se, og det ligner, det bare bliver ved snak og lidt ærgrelse over, vi ikke har skabt virksomheder over 1000 ansatte længe”.

I det hele har jeg sjældent set en begrænset enkeltsag få så meget medietryk, startende med Berlingskes første case, hvor Niels Buus er på forsiden på grund af de 22 mio. kr., han lagerbeskattes af aktier, der er 1,6 mio. kr. værd. Samme tirsdag fik Niels her på Bootstrapping de vigtige pointer frem om hans lock-up på 2 år og reelle binding, fordi hans selskab Gomspace enten var i kurspåvirkende kapitalrejsning eller i vigtige kundekontraktforhandlinger. Så det med, at børser sikrer 24/7 likviditet, gælder ikke altid lige bestyrelse og ledelse. Så med lagerskat straffer vi vækstbørsnotering i Danmark. Ikke så sært, at mange sælger sig selv til en udenlandsk konkurrent eller fonde.

Når vi snart får afskaffet skatten fra helvede, kan vi gå videre med alle de andre skatter sammensteds fra. Det gælder idiotien i 10 %-reglen for medarbejderaktier, måden vi tackler skattekreditter for SaaS-virksomheder, den alt for høje beskatning af højrisikokapital og andet, der kan stimulere, at vi får folkebørser i stedet for afnoteringsbørser. Inden kan vi sende en tak til Thomas Black-Petersen. Som jeg skrev i sidste uge om lagerskatten, bør der blive rejst en statue af FBV-direktøren, måske cyklede op ad et bjerg som en lidt tungere Vingegaard.

 

Her går det godt! Vækstbørs-vinderne

I kan glemme alt om at få en bedre presse, sagde Berlingske erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen på samme FBVs årsmøde onsdag. Elefanten i rummet var dog denne gang ikke Berlingske, men investorredaktør Simon Kirketerp fra dagbladet Børsen. For i miljøet af vækstbørsselskaber siges der ikke meget pænt om hans negative tilgang til de danske vækstbørser. Børser der i snit vel ikke er meget værre end alle verdens vækstbørser. Som jeg i en pause sagde til Simon, så har du rollen som den onde Djævel, jeg den milde Gud – vel vidende at Djævelen altid har produceret meget mere spektakulært læsestof!

Egentlig handler det vel om at balancere på en akse. En akse, der går fra vitterlige skandaler, senest MeeW over for tidligt børsnoterede vækstvirksomheder (en del), til startups som OrderYoYo, som nok var i kraftig bølgegang, men reddede sig og nu performer. Og endelig ud til de stabilt leverende som fx Michael Stadis FOM Technology. På tirsdag fortæller vi i Bootstrapping Pro om årets prisvindere – for man kan faktisk også lære af succeshistorier. Nu mener journalister flest, at de kun skal skrive kritisk ikke konstruktivt, endsige slet ikke ser læring og løsningen af verdens udfordringer som deres pædagogiske opgave. Det gør vi så gerne her – og med et smil. For i debatten glemmes let, hvor mange der rent faktisk klarer sig rigtig godt på First North og Spotlight. Det skal dog siges, at fx Morten W. Langer lige har skrevet om succeser på vækstbørsen i hans Økonomisk Ugebrev (men han var også i FBV’s panel).

 

Er de venturefonde, du snakker med, desperate for exits?

En pæn stor del af TechBBQ handler traditionelt om mødet mellem founder på den ene side og nationale og internationale venturefonde på den anden. Fokus på, om startups er rykket fra default alive til default dead, kan sådan set spejles på venturefondssiden. Hvad er symptomet? Det er, at de meget gerne vil lave nogle hurtige exits, og derfor indirekte spørger dig til tempoet i din vækstrejse. Kan de få en investering, der på 1-3 år kan redde deres nuværende fond – ofte deres første – har de en chance for at rejse næste fond. Og det at rejse næste fond afgør ´dead or alive´ for en venturefond. For uden return til deres egne LP-investorer vil de ikke kunne rejse midler til deres næste fond. Og uden carry til investeringsmedarbejdere søger de væk. En venturefond kan hurtigt stå så tom som de rungende kæmpehaller i Lokomotivværkstedet, når vi er gået næste torsdag.

For alle fonde er det blevet sværere at rejse ikke bare en ny, men også den næste. Jeg er måske farvet af, at jeg i går var med til at afgøre, at en førstegangsfond, trods mange måneders Sisyfos-arbejde, ikke kommer op at stå. Heldigvis kan jeg så fra denne uge også bemærke, at Antler har lukket 400 mio. kr. af deres internationale milliardfond, og Thea Messel og Unconventional Ventures har rejst over halvdelen af deres 225 mio. kr. mangfoldighedsfond bl.a. med Atomico og EIFO som LP’s. Så det er ikke fordi, markedet er dødt. Det er bare svært.

 

Savner mange VC-managers operationel erfaring?

Ja, generelt er det finansfolk og jurister, der overbefolker venturefonde. Med mange gode undtagelser fra Andreas & Rune i lille Ugly Duckling Ventures til store Seed Capitals nye managing partner Christian Brøndum, der skalerede Planday. For andre fx Claus Zibrandtsen i People Ventures er hele ideen den ugentlige operationelle støtte til founders praktiske udfordringer. Laurits Bach Sørensen og team i Nordic Alpha Partners har længe vendt modellen om. Her er det value creation, der er hovedsigtet. Det finansielle kommer – efter at have arbejdet op til et halvt år for at se samspillet. Senest har Nordic Alpha sat det i et nesting-system, et SWAT-network, så tidligere højt-oppe-erhvervsfolk, kan medinvestere og sættes sig selv ind som daglige CxO-rådgivere i porteføljevirksomhederne.

Alligevel, jeg er nødt til at skrive, at det er frustrerende, hvor mange founders – også danske i udlandet – der fortæller mig om fonde, der bare møder op til bestyrelsesmøder og kun interesserer sig for, hvor selskabet er i forhold til de lovede finansielle metrics. Al den søde snak om strategihjælp til GTM og markedsudvikling, teambuilding, salgstræning osv. osv. bliver ved den søde snak. Jeg forstår det egentlig ikke, for det handler jo om at sikre skaleringen. Og den sker dog ikke i et excel-ark. Men tallene har det med at tale meget højt. At det her sagte i endnu højere grad gælder kapitalfonde, gør ikke det hele bedre.

 

Det er nu, vi skal præge ’diversitetsreformen’ 

Nu har vi i over tre år haft socialdemokratiske erhvervsministre, der stort set kun snakker om kønsdiversitet, dvs. manglen på samme, når de har en mikrofon i hånden og skal tale om iværksætterpolitik. Snart forpligter det, for inden meget længe spiller regeringen ud med, hvad indholdet er i de 1,5 mia. kr. Puljen er sammensat af henholdsvis 300, 350, 400 og 450 mio.kr. om året fra 2024 til 2027. Det er de beløb, regeringen har øremærket til vækstiværksættere i de år. (Ja, hvad der sker bagefter må du ikke spørge om). På forsiden af Politiken fik Bødskov det for nylig nærmest til at fremstå som om, alle 1,5 mia. kr. var til at få flere kvinder til at blive founders (og ditto senere investorer).

Foreløbig er det ikke mindst Thomas Hoffman-Bang og Industriens Fond, der er gået forrest med at bevillige millionbeløb. Det gælder accelerator-indsatser som Tech Nordic Advocates ”Danmark i Førertrøjen på Kvindeligt Iværksætteri”, og Stine Colding Alstrup m.fl.’s Leap Forward, som også skal give flere kvinder succes som iværksættere. Og det gælder investorindsatser som Kristine Leerbeck m.fl.´s uddannelses- og community platform Angella Invest, der vil bidrage til kvinders repræsentation blandt iværksættere og virksomhedsledere.

Hvad kommer regeringen så med? Det ved vi ikke. Men vi ved jo, hvad ministeriet ser som diversitetsudfordringerne i det analysegrundlag, ministeriet har udsendt. Og det peger i retning af måltal for investeringer til kvindeteams og blandede teams, og for bedre forhold omkring barsel og dagpenge. Givet er, at ministeriet botaniserer i de forslag, de får ind fra de mange netværk og fra erhvervsorganisationer og deres startup-paneler samt fra partierne – og selvsagt fra debat og samtaler. Derfor har vi i Bootstrapping Pro på tirsdag en oversigt over, hvad de mange stemmer i økosystemet byder op med til diversitets-dans.

 

EIFO er ikke i krigshumør. Godt!

Siden sidste år har EIFO har haft travlt med ny strategi – og vel med at få organisationen til at falde på plads. Vi er nogen, der nu er spændte på, hvad EIFO vil sætte i stedet for matching-lån, når de udløber i år. Jeg kunne måske tænke mig en matching af private investorer 1:1 med lån, der også kan konverteres til equity. Men med de kloge hoveder, der historisk har været gode til at tænke og tage det initiativ forud for markedet, skal det nok gå.

Jeg venter også på at se de endelige planer for EIFO’s nye mandat som investor på 267 mio. kr. i den 7,5 mia. kr. store Nato Innovation Fund (NIF). 70 pct. af fondens kapital investeres direkte i europæiske selskaber og op til 30 pct. i kapitalfonde. Hvis det lyder som krudt og kugler, som du, Lars von Trier og Carsten Jensen vil holde sig fra, så tænk om. Det er kvant, AI, deep tech m.m., der også kan bruges bredere. ESGD med D for Defense, som EIFO’s bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen plejer at formulere det.

 

Pral, poseren & fake founder metrics

Det, jeg i noget mindre grad elsker ved events og konferencer, er al den distancerende poseren og smurt-tykt-på pral, der er indbygget i nogle indlæg og pitches. Jeg læste for nylig en længere artikel ”7 Truth Bombs That Will Shake First-Time Founders to Their Core” om lidt samme emne af founder m.m. Rachel Greenberg. Artiklen starter sådan: “Many of the sexy numbers and impressive statistics you hear founders bragging about are far from the full story, which is oftentimes far less rosy or impressive.Vi ved alle, at hockeystick-budgetter er founder-fiktioner, og at popularitet på SoMe ikke er en reel metric. Men er det ikke lidt sværere at skønmale såvel omsætning, som vækstrate og brugerantal i et pitch? Jeg ville tvivle, selv om sidste uges salgstal fx kan ganges op til årlige. Rachel serverer følgende tretrinsraket:

  • $800 million of revenue sounds like a dream…until you hear that they spent approximately $799 million in marketing and tech just to get there, not including founding team salaries. In other words, revenue can sound sexy, but it could be masking a losing battle of unprofitable marketing with no end in sight.
  • 50% month-over-month growth sounds amazing…unless you find out that 50% growth was on two low-value customers. Sure, growing from 2 customers to 3 is 50% growth, but depending on the value of a customer, it may not actually be cause for massive celebration just yet.
  • The number of users is another show-boaty statistic sometimes used to distract from a pre-revenue or far-from-profitable venture. Perhaps if we show just how many people downloaded our app (to enter that iPad giveaway we promised for a one-time download), we’ll fool our friends, investors, and other future users.

Jeg tænkte to ting ved læsningen. Dels hvor træt jeg er af startup-teater, hvor meget federe og mere troværdigt det er med founders, der af sig selv også fortæller om risici, fejl, tvivl, dilemmaer. Dels hvor dejligt det er, at vi har meget mere tillid og meget mindre bevidst fake i Norden. Så kom alligevel fornøjet til TechBBQ.

 

 

Tips, tricks og mange gode personer

 

Hvilken slow kaffekø står du i?

En ting er stensikkert. Er du ikke akkrediteret som udstiller, presse, taler eller andet, skal du stå i en lang kaffekø på TechBBQ. Hvis de så serverer kaffe fra Sebastians CO2-negative Slow, er det nu nok ventetiden værd. Det er bæredygtig kaffe, der kommer fra regenerativ skovlandbrug. For nyligt blev Sebastian optaget i klimastandarten SBTi. SLOW trækker mere CO2 ud af luften, end der udledes, så hvis du som mig tilsætter lidt mælk til en flat white, er du stadig klimaneutral. ”Pænt vildt” som Sebastian sagde til Børsen.

 

Løs let det med lagerbeskatning

Står du i en evig kø og mangler samtaleemne, kan du jo finde den lovtekniske løsning på problemet med lagerbeskatning. Et tip er at læse den på FBV’s hjemmeside. Kort fortalt skal beskatning af aktier noteret på uregulerede markeder selvfølgelig harmoniseres med aktier i unoterede selskaber. Og så skal selskaber kunne vælge, om aktieavancer realisationsbeskattes i mindst 7 og gerne 10 år efter børsnotering. Så er der allerede nævnte Jakob Neua Nørgaard, Penneo Nico Blier-Silvestri, Unity og Peter Mühlmann Trustpilot med flere, der skal betale skat af penge, de ikke har. Den lette løsning har SKAT selv opfundet! Jeg har lige fået negativ moms tilbage på min byggemodning. Det samme kan vel gælde for ”for meget” indbetalt lagerskat. Jeg er lidt spændt på, om departementschef Jens Brøchner tør nikke til det eller vil fortælle skatteminister Jeppe, at det er da lige så tilbagevirkende forkert som sort arbejde.

 

Tommy Ahlers for president

Det skrev jeg engang, og det var jo nok, da han fik 26.420 stemmer til Folketingsvalget i 2019 og blev forskningsminister. Det har taget en rum tid at få den grønne venturefond Look Up Ventures op at stå. Og gad vide, om det daglige slid i mange år med stort og småt i en fond lige er bedste udnyttelse af præsident-potentialet. Men lige til højrebenet er i al fald hans nye INVI-Institut, der skal tæmme vilde problemer. Sammen med politologen Sigge Winther Nielsen vil Tommy nu lave en tænketank. De vilde problemer er de sammensatte, der ikke har sådan en enkel løsning, som bare at udvide en vej, hvor der er kø: ”Vi tager den samme hammer frem for at løse problemerne igen og igen. Men det er ikke nødvendigvis det samme, der skal til for at løse unges mistrivsel eller klimakrisen, som der skal til at lave et vejnet i Danmark”, sagde Sigge sidste uge til Berlingske. Vilde startups løser måske de vilde problemer…

 

”Forward contracts” og secondaries

Cash is King, som vi sagde længe før TechBBQ var opfundet; og likviditet er alt i en down-periode og i et nedfrosset IPO-marked. Så supplerende crowdfunding, venture dept-former og secondaries har attention i disse år. Særligt sidstnævnte, som Peter Hede, Nordic Eye, i Bootstrapping har slået et slag for, indkapsler familie-desperationen, der opstår, når der er mangel på egen likviditet. Hvad jeg ikke lige kendte er en Forward Contract som andet end beskyttelse mod valuta og rentefluktuationer. Rigtig mange startup-medarbejdere i USA får warrants bundet op på en kommende IPO. Men hvad så, når den trækkes ud? Ja, så kan ens rettighed sælges på en forward contract, så man kan få penge ud nu. Her i landet straffer vi som skildret ovenfor både børsnoteringer og medarbejderaktier. Ikke mærkeligt, vi ikke kender fænomenet.

 

Laaang vej, godt gået´

Christian Laang, co-founder og CEO af Tradeshift roste jeg lige efter ferien for hans friske AI-betragtninger. Men nu er han brændt ud, skriver han selv på LinkedIn og stopper som CEO. “Det er ekstremt hårdt, når noget, du plejede at elske, ændrer sig til smerte”, skriver Christian fint. Og tilføjer modent det skifte, alle indhentes af før eller siden: ”Tradeshift fortjener det bedste lederskab for dets næste vækstfase. Det er ikke længere de vilde early days, hvor man arbejder hele natten i en garage for at kunne ændre en hel industri på mindre end 10 år. Jeg ved og stoler på, at Tradeshift er i gode hænder”.

 

Novo Nordisk Holding og Apple på TechBBQ

Novo Holding får så mange midler ud af Novo Nordisks udbytte i de her år, at Søren Møller & co i Seeds vel nærmest har svært ved at få dem placeret, selvom de opererer worldwide. Ja, det er bare mit gæt. Hvis du bliver spurgt af en udenlandsk gæst om, hvad Novo Nordisk betyder i de her år for Danmarks økonomi, kan du perspektivere det med, at Apple trods alt er mega meget større. Hvis Apple var et land, ville det med $400 mia. i årlig omsætning have cirka samme økonomi som hele Danmark.

 

NEXTGEN på TechBBQ

Der er masser af initiativer, der lanceres på TechBBQ. I dag nævner jeg bare ét. Stine Jersie Olsen fra Danske Bank Growth og Kristine Leerbeck fra Angella Invest lancerer på TechBBQ 14.9 kl 9.30 𝗡𝗲𝘅𝘁𝗚𝗲𝗻 𝗔𝗻𝗴𝗲𝗹 𝗜𝗻𝘃𝗲𝘀𝘁𝗼𝗿 𝗔𝗰𝗮𝗱𝗲𝗺𝘆 sammen med CBS. Alt støttet – igen-igen – af Industriens Fond. Det er et Academy på 6 dage i foråret 2024, der skal lære NextGen, altså de der er født med penge på sparebogen, at investere. Programmet kan du se her.

 

Tak for kaffe – nu noget stærkere

Nu har vi været langt rundt om TechBBQ som næste uges store fællesskabsskabende platform. Jeg glæder mig fx til at grille tre centrale erhvervsordførere for DI på TechBBQ torsdag kl. 15.18-15.53 (det er jo helt militærisk afvikling) og ellers kaste mig ud i vilde og mangfoldige samtaler ikke kun accelereret af kaffe. Alle kan glæde sig til endnu en hot uge i økosystemet!