Jeg bliver ofte spurgt, om jeg (og andre medlemmer af mit business angel-netværk) investerer i cases, der ikke er typiske VC-sager. Det korte svar er ”Ja”.
Det længere svar er, at VC’s kræver ekstrem skalerbarhed og meget store markeder for at være interesserede. Tænk på en virksomhed, der f.eks. kunne nå op på 100 mio. EUR i recurring revenue inden for få år.
Angels er anderledes. Vi investerer mindre beløb (til lavere værdiansættelser), og derfor er vores krav naturligvis lavere. Måske mere i retning af virksomheder, der kunne nå op på 10 mio. EUR i recurring revenue inden for samme tidsramme.
Ønske-casen for en angel
I min egen portefølje kan jeg illustrere det med startup’en Handyhand: En fantastisk virksomhed, som har været ugens case på Bootstrapping. Men ikke nødvendigvis en klassisk VC-case (i hvert fald ikke endnu).
Hvorfor ikke kan man med rette spørge, når HandyHand har gjort det så godt i Danmark, hvor man jo har vundet markedet for “platforme for serviceydelser”. Jeg tror, at HandyHand bliver en “Blå Avis”, dvs. en platform, der sidder tungt på Danmark og et mindre antal markeder, men ikke den globale virksomhed med 1000% vækstrater, som VC’s leder efter.
Dvs. jeg tror, at HandyHand snarere bliver en Private Equity case, som måske vokser 100% om året, men så gør det i mange år, så man f.eks. om 10 år kan sælge virksomheden for de 2 milliarder DKK som Den Blå Avis blev solgt for. Et kæmpe beløb for enhver (privat) investor og iværksætter, men faktisk for lidt og for sent for en venturefond.
Når det er sagt, er de fleste angels (herunder mig selv) stadig primært interesserede i virksomheder, hvor tech er en central del af forretningsmodellen.
Det betyder, at vi generelt ikke ser på rene import-/eksportvirksomheder, konsulentvirksomheder eller restauranter – medmindre tech spiller en central rolle.
Det er dog ikke helt sort-hvidt. Mange traditionelle brancher er i øjeblikket under forandring på grund af teknologi. I min portefølje kan dette illustreres ved Hubb Kitchens, som er en »fødevarevirksomhed«, men som bruger teknologi på flere måder, der klart adskiller den fra en traditionel restaurant eller takeaway-virksomhed.
Tålmodighedens privilegie
Personligt kigger jeg mere og mere efter cases som de ovennævnte, som typisk har brug for mindre kapital løbende, og derfor ikke har brug for et tocifret millionbeløb for at vokse. Og jeg har det helt fint med, at det tager 10-15 år at komme i mål. Jeg er kun 50 år, så jeg håber, at jeg har tid til at vente 🙂
På den måde er det jo meget anderledes at være business angel end VC. En VC har typisk en maksimal længde på 10 år, hvor man har lovet sine investorer at lukke og returnere deres penge. Så hvis de f.eks. investerer i år tre af fonden, har de jo en tidshorisont på maximalt syv år. Det tidspres har jeg ikke.
Tag f.eks. Handyhand. Jeg har jo allerede været investor i en del år, og hvis den først får en exit om 10 år, er det efter 14 års investering – alt for sent for en VC-fond.
Ligeledes fungerer en VC-fond jo ved at tage et stort millionbeløb ind fra sine investorer, som skal returneres med forrentning.
Lad os forsimplet tale om en mindre VC-fond på 500 mio. DKK. Den lover sine investorer en forrentning, der gør, at man forsimplet skal returnere 3X, altså 1,5 mia. DKK – om 10 år for at være en succes.
Vi ved også, at med den type markeder, som VC-fonde opererer i, der skal forrentningen komme fra typisk 10% af deres investeringer. Så i en fond med 20 investeringer, skal 2 exits give fonden 1,5 mia. DKK. Det er så 750 mio. DKK per exit. Fonden ejer typisk 20%, så for at give 750 mio. DKK skal hver virksomhed altså sælges for tæt på 4 mia. DKK.
Så hvis du tager HandyHand-casen, så vil en 2 mia. DKK stor exit være “on the low side”, hvis du var en VC-fond, mens det for en angel som mig ville være et KÆMPE exit. Til illustration har ingen af de fem exits jeg har haft, været solgt til beløb der er større end 2 mia. DKK.
Så at være engel er – både med hensyn til tidshorisont og investeringsbeløb – meget anderledes end at være VC.
Fremtiden for startups
Virkeligheden i min verden er, at INGEN ved, hvad der kommer til at ske, selv ikke dem der arbejder hos dygtige venturefonde. Tænk bare på hvad der er sket inden for de sidste tre år med lanceringen af ChatGPT, som gjorde, at alle fik øjnene op for, hvad LLM-modeller kan, til senest hvor tools som Claude Code på få måneder helt fundamentalt har ændret måden, hvorpå udviklere arbejder.
Ja, måske bliver alle software-startups udkonkurreret af foundation-modeller, men så skal vi spørge, hvad den enkelte foundation-models konkurrencefordel rent faktisk er? Vi har igen og igen de seneste år set, at selv mindre startups, eller open source, kan bygge foundation-modeller, som er 95% så gode som de førende modeller, der postes milliarder i.
Så spørgsmålet bliver, om den nye type startups faktisk bliver “gode nok” til at udvikle løsninger selv – givet ´de er baseret på LLM-modeller – som de så tilpasser til den specifikke branche, de arbejder i. Eller om det bliver de førende globale foundation-modeller, som “sluger” hele markedet for software. Jeg tror personligt ikke, at det er de fem virksomheder, som vinder alt.
Jeg tror stadig, at der er plads til software-startups, som bygger ovenpå andre modeller. Lidt på samme måde som det i PC-æraen jo ikke var Microsoft, som vandt al software, selv om de havde platformen. Men igen, vi ved det ikke, og det er sgu en spændende æra at leve i – og investere i!
