Game Over – Peter Torstensens ambition – Lær af Actimo, Learningbank & CanopyLAB – Mette Fløes ’21 – Jeff&Jassy – US kalder startups

Er vi ved et vendepunkt? Vi ved det ikke, i al fald ikke med corona. Men i går var det Kyndelmisse, så vi har nået et vendepunkt for vinteren, der ”slår sin knude overmåde hvas og hård”. Altså lige over halvvejs. Spekulationen især i GameStop – med det nu dobbelttydige payoff  ”Power to the Players” – er over sit højdepunkt. New York Stock Exchange og onlinebrokere som ellers alternative Robin Hood prøver at få stoppet de private spekulanters raid mod shortfonde. Det er storkapitalen mod småkapitalen, og det er så sjovt som Store Claus mod Lille Claus – og det er ellers mageløs læsning den dag i dag.

Kjørmes Knud som et andet ord for Kyndelmisse var første emissionsdag på Nasdaq First North for Dennis Poulsens Valuer-platform, der halvvejs er fortegnet af tungere investorer. ”Tinder for corporates”, kaldte vi den i sidste uges case, fordi virksomheder kan finde innovation hos 1 mio. startups. Mon ikke den er overtegnet, inden vi når vinterferien. BactiQuant A/S med bakterimåling har lige afsluttet sin notering, der blev overtegnet 686 %, trods en ret kuldslået analyse i Økonomisk Ugebrev. More to follow om de mange IPO’s – hvor vi har mærket interessen for vores artikler.

I dag ser vi på en stor dansk specialitet: Mennesker! I sidste uge blev Peakon, et af vores økosystems helte, solgt – over 4 mia. kr. blev det for Kasper Hulthin og venners feed back system. Og tidligere er Actimo solgt for et par hundrede millioner til Kahoot, og det er også en slags lærings- og samtaleplatform mellem mennesker. Ed-tech og lærings platforme er en oplagt nordisk kvalitet med vores vægt på læring og kommunikation mellem selvstændigt tænkende mennesker i flade, åbne strukturer. Eske Gunges Actimo er ugens startup sammen med Stine Schulz fine rejse med Learningbank og ditto Sahra-Josephine Hjorts med CanopyLAB. Vi er imponerede af og stolte over, hvad startups præsterer på det her felt. Men læs nu selv – du kan stadig lære noget!

I EdTech går teknologi og impact hånd i hånd. Og det er lige de to ingredienser, som Mette Fløe Nielsen, impact business angel og meget andet med ledelse af IT, ser i krystalkuglen for 2021. Tilsat bekymring for, om krisen trækker ud, og om vi får genstartet væksten for vores mange SMV’er.  Mette er sørme, om ikke overalt, så også i centrum i no. 4 i vores Impact Investing Report-serie: Personal motivation is a key driver for impact investing. 

Peter Torstenson er ugens investor og er vel en af de allermest erfarne i økosystemet, ja medskaber af det. Utallige må de startups være, der er gået ind af dørene til Symbion eller anmodet Peter om et Accelerace-forløb. Fx founders som Eske Gunge fra Actimo ovenfor, og fx Trustpilot og Templafy. Peter skal lave 60-80 tidlige investeringer de næste tre år – så der skal tages risiko! Læs overvejelserne om at gå fra program til platform med Accelerace og hans måske indirekte kommentar til vores tema med byFounders terms med, at Peter vil lave den mest transparente fond i verden! Sig ikke han ikke har skærpet ambitionerne. Dog ikke med hjælpepakker. Læs også, hvorfor Torstensen som tidligere bestyrelsesmedlem i Vækstfonden ikke synes, vi skal skubbe alt for meget på med endnu flere billige lån!

Er USA stadig relevant for danske startups? Det spørgsmål stiller founder & partner Lars Jensen, Scale Capital, og spørgsmålet er nok retorisk. USA-klummen er så optakt til næste uges 4 råd for startups, der drømmer om at komme over the bridge til Jeff Bezos-landet. Jeff mener Amazon skal ledes som en startup forfra hver dag og har en tom stol ved alle møder – dér sidder kunden. Nu bliver løjtnanten Jassy fra Cloud-delen CEO og Jeff bestyrelsesformand. Men lur mig, det bliver ikke et vendepunkt til noget andet. Højst til endnu mere – hvis da ikke Amazon stoppes som monopol. 42% af al julesalg i USA, altså ikke kun on-line, rullede ud af Amazon. En startup med 1,2 mio ansatte.

Techtopia spørger i denne uge om det digitale vaccinepas, som mange lige fra DI og Dansk Erhverv til Roskildefestival har promoveret – er det vejen frem? Og der ramte vi et vendepunkt. For Regeringen har fornuftigvis svaret her til morgen, at det er det!

Så kom vi halvvejs gennem ugen. Godt og vel. På fredag ses vi og samler op på den fulde uge med alt fra Pleo-Jeppes bekymringer til, om vi må tjene penge på de fattige.

Har du selv meninger og input, så lad dem ikke stivne i vinterkulden, men skriv til jesper@bootstrapping.dk. ”Hvidt foroven, hvidt forneden.” Vi ser lyset i vores altid herlige økosystem.