Hvor står en risiko løber du egentlig ved at starte en innovativ tech startup? Som investor i sådan en forretningsmodel med bevidst underskud, hvad er din risiko for konkurs? Hvor mange af de her startups alle gerne vil se skalere, lykkes det for? Det er vigtige spørgsmål – og nu ved vi nok mere end før.

 

Deal Monitor – og startup døden efter 5 år

På vores Bootstrapping Deal Monitor, baseret på EIFO data, har vi 972 danske virksomheder registreret med venturefinansiering. Du kan her gå ind og lege med brancher, stadier, runder osv. Men vidste du, at 98 virksomheder – 17 % af dem – er ophørt?

Dermed er 5% af det investerede beløb mistet. Det vidste vi ikke, før en investor i økosystemet her i april havde krydset de tal med CVR-registret og sendt dem til Bootstrapping.

I årevis har vi refereret internationale analyser som en fact om, at op til 50-60 % af alle startups er væk inden for 3-5 år. Det er et dejlig hårdt budskab til at tjekke founders’ robusthed. Som advarende indgangsbøn til de nye investorer. Samt ikke mindst til at argumentere for bedre rammevilkår – fx i form af skattefradrag – for sådanne højrisiko investeringer. Men er det korrekt?

 

Fra 38% iværksættere til 6% startups

Ph.d. Jacek Piosik fra CBS har lavet sit Iværksætterbarometer 2026hvor vi har gengivet de vigtigste pointer i artiklen Vores fordomme aflivet – fire (u)sandheder om venturemarkedet”. Piosik kobler til CVR-registret og kan derfor lave en mere præcis afdækning. Den viser, at 38 % af 147.000 danske iværksætterne er væk efter 5 år. Det svarer fint til tidligere tal på 41 % fra Danske Iværksættere.

Men hold nu fast: Ifølge Piosik gælder det kun 6 % af de ca 2.500 startups, der modtager ekstern kapital fra ventureinvestorer. Så hvor det almene tal for lukkede selskaber efter 5 år er oppe omkring halvdelen, er det altså for tech startups, der modtager over 1 mio. kr. i ekstern finansiering, kun 6%!

De 6 % ‘dødsfald’ er så omvendt et overraskende lavt. Der må næsten være ‘zombie-virksomheder’ og endnu ikke nedlukkede selskaber iblandt.

 

Regn med at 15-20% i din portefølje går ned

Hvis vi tager startups under 1 mio. kr. med, må man i al fald tro, at dødsraten er noget højere. Det er svært at få præcise tal, også selv om DanBAN principielt har fuldt dækkende data for 300 af de mest investerende business angels i pre seed og seed fasen. Ingen er særlig glade for deres tab. Kigger undertegnede på egne ca. 40 startups gennem et tiår, ligger tallet et sted mellem 15-20%. 

Går vi så tilbage ved de 17%, vi startede med ud fra EIFOs liste med 976 virksomheder, som så er blandt de sene og dermed større, der blev krydset med CVR registreret, kan vi vil formode følgende: Det er nok omkring de 15-20% – altså hverken 6 % eller 60 %, der lukkes ned – altså i venturefinansierede selskaber før series A.

Så der er risiko. Men det er der med alt. Og så er det heller ikke værre. Hvordan går det så aktuelt med at investere i vores ca 2.500 startups?

 

Tallenes tale: 4x danske startups! Det er da godt gået – ikke?

Lige før påske kom både EIFO’s Iværksætteranalyse og EIFO’s Ventureanalyse 2025. Den sidste viste, at der i 135 større runder blev rejst 8,3 mia kr. – et fald på 7 % i forhold til året før, trods en flot slutspurt i 4. kvartal, som Erik Balck Sørensen og Sara Sande var ude og formulere det.

Ser vi på ovennævnte Piosik-tal fra Iværksætterbarometer, går de længere ned, dvs. til transaktioner over 1 mio. kr., og markerer også et lille fald fra 2024. Piosik registrerer 629 runder i 2025 med 11,7 mia. kr. investeret. 340 er i pre-seed med 804 mio. kr. og 200 i seed med 2 mia. kr. Så her er de mange runder – men meget mindre.

Business Angels står for 55 % af pre-seed og for 31 % af seed finansieringen. Sammenligner man med DanBAN’s egne analyser af små 300 BA’ers investeringer, står de så for over ⅓ af det marked. Hvis man er i tvivl om, BA’er er vigtige for økosystemet, så tro om.

 

Får motoren nyt brændstof?

Men måske giver det mest mening bare at tage de lange briller på. Efter det særlige 2021-coronaår har markedet ligget ret stabilt, og det på et niveau, der er 4-doblet, fra markedet for ventures for alvor tog fart i Danmark omkring 2016. Det er da ret så fantastisk!

Vi må så også indrømme, at motoren er gået lidt i tomgang de seneste 3 år efter højrente-vendingen. Omend altså på dette 4x plateau. Og det er ikke sådan, at fx iværksætterreformen kan ses – den forslår som en skrædder et vist sted. Og i de sene runder er det i endnu højere grad udenlandsk kapital, der dominerer, hvorfor det er svært at se, hvornår trenden til udflagning stopper. 

Så samlet set går det da meget godt. Men så heller ikke bedre …