Mens du tygger dine hveder, så nik til, at det var en af de bedre uger. Solen skinnede meget, recessionsfrygten blev foreløbig afblæst. Det sidste er godt for vores direkte og indirekte investorer i ventures og dermed alt andet lige for kapitaltilførsel. Lad os se på det og på, hvad der ellers var vigtigt fra warrants til seneste advarselsblink fra Nordic Eye.

 

Trump mig her og der. Det hele skal nok gå! 

Donald Trump har forsøgt at udnytte USA’s verdensdominans – til især at presse med toldtariffer mod især Kina, verdens økonomiske (men ikke nødvendigvis teknologiske) to’er. Foreløbig evner Trump primært at lave selvmål – og er som ofte set nu på tilbagetog. 

Det er selvsagt godt, hvis vi kan undgå den recession, der truede. Men i ventures er vi allermest afhængige af, hvad kapital koster. Og her er vi stadig præget af, at mange investorer stoppede op efter at have brændt sig i 2020-21, slutningen af sidste højkonjunktur. De selskaber, der er investeret i eller købt op, er svære at komme af med til acceptable priser. Wall Street Journal beskrev her i maj, hvordan den aktuelle lille cyklus med markedsturbulens påvirker og fastholder den store cyklus for investeringer i ventures: 

”Stock market turbulence and fears of a recession caused by the U.S.-initiated trade war have scuttled startup acquisitions, delayed public listings and put fundraising efforts on hold. The developments are worsening a big problem in venture capital—the lack of exits.Fonde kan ikke lave exits. Derfor har advokater kunnet tale med om stop for M&A-transaktioner. Og alle har vi kunnet se manglen på børsnoteringer. Cyklus er gået ned i gear. Og det ændrer toldtariffer ikke på. Men det hjælper selvsagt, jo mindre usikkerhed der er i verden.

Ikke kun investorer, også nogle founders, blev ved enden af den lange højkonjunktur med nul- eller lavrente omkring 2020-21 for grådige. Og nu betaler vi udrensningens pris. Mange har ved forlængelse med brædder og gæld holdt sig oppe, og der er nok også i Danmark ophobet et større tal end normalt, der har måttet kaste håndklædet før og efter nytår. De fleste investorer har oplevet exits – i form af konkurser! Og er porteføljen smal, gør det nas.

Men langt de fleste startups klarer sig. Og det gode budskab er, at markeder altid kommer op igen. Og så er der alle de tech investeringer, Europa vil lave af politiske grunde: omstilling til cyber- og dronekrig og digital autonomi samt energiomstilling og grøn reindustrialisering, der kan gøre os selvforsynende. Hvordan vi kan finansiere det, taler vi med Rolf Kjærgaard om i vores podcast #31 på mandag. Lyt med. Men frygt ikke: Det hele skal nok gå!

 

Det kører for vildt for danske venturefonde 

Venturefondes forretning handler langt hen om systematik og matematik. Om det og hemmeligheden bag Seed Capitals succes har jeg talt med managing partner Christian Brøndum. Så det kan også læses i næste uge. Men selvfølgelig er der meget kemi og drikken kaffe forbundet med investeringsarbejdet. Som Marc Andreessen, founder af berømte A16Z, svarede i ugens Pitchbookspørgsmålet om VC’s vil blive overflødiggjort af AI: “There’s an intangibility to it, there’s a taste aspect, the human relationship aspect, the psychology.” Hvorfor han vovede den påstand, at venturefondsinvesteringer er ”one of the last remaining fields that people are still doing.”

Det ved jeg nu ikke. Der vil være værktøjer og markedspladser, som vil overflødiggøre rigtig mange. Men som også Klarna’s CEO Sebastian Siemiatkowski, der jo gik forrest med OpenAI under armen og fyrede 700 medarbejdere, nu har oplevet: AI kan endnu ikke erstatte alt og alle i kundeservice – i hvert fald ikke, uden at mange af kunderne bliver utilfredse.

Foreløbig kører det bare fremad for venturefondene herhjemme. De etablerede fonde fra Heartcore Capital til Seed Capital, fra PSV til byFounders rejser deres næste fonde. Og der kommer hele tiden nye til. Eric Lagier fra sidstnævnte har på LinkedIn talt til 4 gamle og 17 nye efter 2017. Jeg kan sagtens få tallet pænt op over 30 – også uden CVC’s og acceleratorer. Senest har Steffen W. Frølund, kendt som MF, lige annonceret closing af Likeminded sammen med ligesindede erfarne BA’er, mens Niels Veirup Carlsen har taget sin erfaring fra Seed Capital med ind i rum- og cyberfonden Final Frontier.

Så er der alle de efter mange års højkonjunktur velbeslåede familiekontorer, der sørger for masser af midler i pre seed og seed fasen i Danmark. Hvortil kommer mange nye business angels. Jeg havde i ugen fornøjelsen af at facilitere 10. hold af Danske Bank og Stine Jersie Olsens Angel Investor Academy. Der er så gået 270 nye BA’er ud, som potentielt kan lave porteføljer af startups og vækstvirksomheder.

Godt, for vi har mange talenter. Alt det skrev jeg mere om i ugen som start på vores mini-serie om danske venturefonde.

 

Kører det så også for Nordic Eye? I al fald det vildeste regnskab!

Nordic Eye, hvis rebranding til Fiftyfive, ligesom Bellabeat er rebranded som del af String Group. Pointen i den slags brandingmanøvrer diskuterede vi i sidste uge.  Men where is the beef, hvad skal Fiftyfive bygges på? For mig ser det ud som om, det er på ruinerne af Nordic Eyes formodede højdespringere: Bellabeat, Blue Ocean, Boatsetter og Airhelp. Værdien af de tre første er bare – når jeg læser Nordic Eyes egen 4. kvartalsrapport – for nedadgående, hvis ikke i en dødsspiral. Kan man bygge en ny fortsættelsesfond på det grundlag? Vurder selv ud fra vores artikel Bellabeat, Blue Ocean og Boatsetter: Kan Nordic Eye bygge en ny fond på gamle nedskrivninger?

 

Skatten fra Helvede II – medarbejderaktier

En medarbejder skylder 15 mio. til Gældsstyrelsen pga. medarbejderaktier. En anden har betalt over 20 mio. kr. i skat på medarbejderaktier – uden at have tjent en krone på aktierne. Medarbejdere fra Unity til Vivino, fra Penneo til Impero har oplevet at betale millioner i skat uden at stå med en klink. Det lyder som skatten fra Helvede? Det er skatten fra Helvede. Bare part II – kun for medarbejdere – nu, hvor det blev løst for langt de fleste founders. 

Vigtige ting under Skatteministeriets resort som skattekredit og warrants/medarbejderaktier blev udskudt under iværksættereformen, så de først lander – hvis de altså på nogen måde lander – efter sommer. Thomas Black-Petersen, FBV og Claus Petersen, ex medarbejder i Unity, har fået foretræde for Folketingets skatteudvalg. Claus bor i Vejle, og der er smukt, når der ikke er oversvømmet i hullet i fjordbyen. Claus er i al fald under vand i et gældshul til Skat på 3 mio. kr. – og betaler løbende 72 % i skat, mens han venter på gældssanering. Læs om, hvordan det gik i skatteudvalget, og især om hvad vi skal have ændret. Mange sind er allerede sat godt i kog på Linkedin.

 

To nye drone-unicorns: Quantum Systems vs TEKEVER

Man behøver ikke som barn have læst Battler Britton og andre kulørte helteserier om 2. verdenskrig for at vide, at tyske tanks (nu Leopard fra Reinmetall) og britiske Rolls Royce motorer i Spitfires er førende. Men i Deftech, som defence tech nu forkortes, er dual use fra cyber til droner så et felt, hvor vi andre, herunder ikke mindst ukrainerne, kan boltre os?

Jo, der er gang i high tech forsvars- og cyberinvesteringerne overalt. Men de to første europæiske drone startups, der er blevet unicorns, er nu fra de to hovedkombattanter i 2. verdenskrig.

I München nåede Quantum Systems, der udvikler autonome droner, unicorn-værdien på 1 mia. i dollars efter en serie C investering på 1,1 mia. kr. – i øvrigt ledet af engelske Balderton. Og samtidig annoncerede engelske TEKEVER, at de efter seneste fundingrunde fra bl.a. Ventura Capital og Nato’s Innovationsfond kan kaldes unicorn. De laver ubemandede droner, der især bruges til overvågning på havet. Nu er de også ledende på et 3 mia. kr. stort OverMatch projekt aimed at transforming the UK’s defence industry and ensuring the UK and its allies remain at the forefront of vital autonomous, AI-driven technology.”  Ricardo Mendes, CEO i TEKEVER lægger ikke skjul på, at det er deres erfaringer med rapid udvikling til Ukraine, der har bragt dem frem. Han skriver i pressemeddelelsen om 10.000 timer i kamp, hvor dronerne har destrueret russisk militær for over 3 mia. euro, herunder to af deres S-400 forsvarssystemer.

EIFO investerede i ugen hele 164 mio. kr. i Saildrone, der laver ubemandede sejlende droner. Drevet af sol og vind kan de selv sejle rundt og overvåge rigets udstrakte have bedre end kongeskibet. Så kom deres europæiske HQ også til Danmark. Selv er jeg via Nordic Secondary Fond investor i det finske droneselskab Wingcopter. Den tror jeg kan blive en fundreturner. Men Krig bringer intet godt, det er kun bedemandens ven, sang Bruce Springsteen. Jeg må så tage en Kristelig Dagblad artikel til ukristeligt vidne på, at krig også i en vis forstand kan være nyttig, altså som en vældig motor for tech innovation!

 

Better Energy. Seksuelle krænkelser og mobning i startups

Fra mit hjemmekontor kan jeg se over på Codan-bygningen med den konkurstruede solenergi scaleup Better Energy. Finans skrev så, ikke om deres overlevelseskamp, men om at de i 2024 har oplevet diskrimination, mobning samt seksuelle og sexistiske krænkelser. Sagen er vist mere kompleks, end det fremgår af Finans, bl.a. har der i APV’en i fire lande ikke været spurgt til, om det er på arbejdspladsen, det blev oplevet. Anyway, det vigtige i startup perspektiv, er, at når man på ingen tid vokser til op mod 400 medarbejdere, så opstår der let lommer i ens virksomhed, man har mistet kontrol over. Det er i hvert fald min egen erfaring, og jeg skriver bevidst “lommer”, for i Finans taler en ekspert om, at når 10 af 400 har oplevet tilfælde, er det systemisk. Det kan også bare være i 1-2 lommer. Der er meget man ikke ser, når ens organisation vokser rapidt, og man ansætter ledere og medarbejdere i bundter – uden at tænke på at 2-3 % i snit klinisk set er psykopater. 

 

Kernekraft i DK – mulighed for startups eller lukket land?

Hvad skal væk – det skal forældede tanker om kernekraft, tænkte jeg, da jeg så det store energiselskab Andels kampagne mod kernekraft. For mig overraskende, for var jeg ansvarlig i Andel og havde de en corporate venture arm, ville jeg da sige: Spændende ny 4. generations sikre A-kraftværker også i Norden er på vej bl.a. med danske Copenhagen Atomics og Saltfoss Energi. Den energiform skal vi da investere i!

Nødvendigheden af selvforsyning uden Putin-gas parret med at nå grønne omstillingsmål har halveret modstanden på ingen tid. Slagsmålet står reelt kun om prisen. Den kan i hvert fald ikke udregnes ud fra de gamle værkers eksisterende forudsætninger. Men det at regne, inkl. renteregning år 2050, er nok forbeholdt professor Tribini og meget store datamodeller (og ikke vores finansministers regnemaskine). Havvind og brintrør, der ikke kan levere stabil energi, er også blevet dyrere, faktisk 40 % ifølge Energistyrelsen, jf. at Ørsted lige har aflyst deres store engelske projekt. Og businesscasen med at sende brint ned til de tyske industrier gennem elnettet har alenlange udsigter. Rapporten fra Erhvervslivets Tænketank finansieret af Lars Rebien Sørensen & Novo Nordisk Fonden har givet et bedre grundlag for den politiske diskussion end Andels skræmmekampagne. 

 

AI og Agentdagen. Stepper Europa op?

Andreas Cleve er lige blevet interviewet på Bloomberg, og jeg havde så fornøjelsen denne uge hos Danske Bank. Andreas og Lars Maaløe var med på AI-udviklingen længe før, det var en bølge, og Corti har lavet og laver stadig masser af forskning baseret på deres platform for sundhed. Her er konkurrenterne  OpenAI, Gemini osv. Det er et andet niveau end de AI-vertikaler, der er allemandseje i dag. 

Og AI er blevet kæmpestort overalt. Det slog mig, da jeg læste annonceringen af Agentdagen 16. september i Imperial med Astrid Haug og Jonathan Løw som moderatorer. Der er ikke det selskab fra Meta til Microsoft og ned, der ikke skal tale. Og titlen ‘Agentdagen’ indikerer, at hvor vi får to år siden diskuterede ChatGPT og sprogmodeller, er det nu autonome agenter, der har fokus. 

Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen åbner også denne konference. Kan politikerne også følge med markedet? Planer er der nok af, fx EU-kommissionens nylige AI Continent Action Plan for at Europa har egenudvikling og ejerskab til AI, herunder InvestAI – et initiativ, der skal rejse 1.400 mia. kr. til AI-investeringer i EuropaDet går stærkt, og det er nu engang amerikanske selskaber – som vores pensionsfonde er så ’søde’ at finansiere – der kører med klatten og også fylder på Agentdagen. Kun boomers kan tro, at Agent har noget med en ny James Bond-film i Imperial at gøre.

 

Et par transaktioner, der er værd at nævne

Jeg lagde mærke til, at Kim Rants, både sød og brainy fyr, fik 32 mio. kr. til hans edtech  Alice.Tech fra Y-Combinator, PSV m.fl. Jeg kan sige det, fordi han var kollega med min søn hos McKinsey. På de årgange var karrieremålet at blive entreprenante founders. Og fra McKinsey har de et kæmpe forspring i at forstå og operere forretning. Kim fortæller mere i denne DR podcast om, hvordan AI-løsninger allerede ændrer måden, studerende lærer og uddanner sig på. 

Endnu større billetter finder vi i healthtech med 80 mio. kr. til Dawn Health fra usual gode suspects, Augustinus og EIFO. Og endnu større i biotech hvor Ouisa Pharma ude hos Jens Nielsen ude på BII nu har rejst et trecifret millionbeløb fra en amerikansk fond bare for at komme til afslutningen af fase 1-studier i fedmebehandling. Den der fedmeforskning er vi slanke danskere gode til – og her åbenbart også frem mod kommercialisering.

 

Hvad skal du i juni – EBAN, Folkemøde eller …?

EBAN-i København 3.-5. juni

Ikke alle 40.000 business angels medlemmer af EBAN – men dog nok mange af DanBANs og øvrige BA-netværks medlemmer – kommer til EBAN konference i Kbh. 3.-4. juni. Samtidig er der SuperReturn i Berlin og South Summit i Madrid. Men der er dog et større arrangement ude i Poolen på Holmen med mange for Bootstrappings læsere kendte investorer som Tommy Ahlers og Bjarke Klinge Staun, vi lige har haft portræt af. Der er fx lancering af et Space & Defence Investor Forum og et sejt program fx for Life Science. Se programmet her og tilmeld dig

 

Folkemøde i Allinge 12.-14. juni

Denne anarkiske markedsplads for gode – og især ud på natten – kloge snakke. Her er hele Danmark – dvs. især København K omkring de politiske beslutningscentre – lige til at mødes 1-1 med. Der er masser af især founders, lidt færre tidlige investorer. Programmet fra store som små organisationer herunder ikke mindst fra Esben Gadsbølls Danske Tech Startups og Søren Stenderups Iværksætterskib er ved at være færdigpudsede, så dem kommer vi tilbage til de kommende uger.

 

Founders Growth Club 19. juni. Kun for scaleups

Jeg elsker at netværke på 5. år med med founders i Bootstrappings North Star netværk (støttet af Nordea, Bruun & Hjejle og Grant Thornton). For når founders er nået til scaleup stadiet, kommer alle de tunge strategiske valg med ledelse, skalering, GTM, organisation osv. Men nu er der storskala støtte til danske scaleups. 10 mio. kr. har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse lagt på bordet til det nye store Founders Growth Club. 19. juni er der lancering hos DI – du kan tilmelde dig her. Så det er virkelig fedt. Hovedfokus er på internationalisering, og en underdel er fx FBV’s IPO program. Og sådan vil der være mange udløbere og gode effekter.

 

AI and cybersecurity

AI og cyber er hotte emner, og derfor var der kødrande tirsdag-onsdag i Kødbyen til V2 Security konferencen. Så næste år bliver den som TechBBQ holdt ude i Bella Center. Selv nåede jeg mest pitchevent’en Next Door Security, arrangeret af Industriens Fond og Alex Steninge Jacobsens Seculyze. Her pitchede Natasha Hougaard, SKJOLDET, Mads Grenaa Havgaard, Sikr; Edward Levin, Callerwall; Casper Skyum Høgh, Cyber Hub; Mads Pærregaard, Human Risks; Anders Dyhrberg, NeGSIS; Jon Egilsson, Redoubt; Daniel Dasic Tradigrade; Andreas Larsen, Webscout og Christian Henriksen, SagaLabs, som jeg dog allerede havde hørt samme dag hos Danske Bank. Sejt så mange gode startups, der er på vej i cyber, fx Natasha med ret så enkelt tænkte SKJOLDET, der blev årets studenter-startup på DTU.

Og apropos kvinder i AI- og cyberfeltet, fortalte Joo Runge mig, at Industriens fond også har finansieret, at Women in Tech DK og Intech Founders kan lave et initiativ her, der nok især skal støtte founders, der er kvinder. Mere må vi ikke vide før lanceringen 20. maj hos Dansk Erhverv.

 

GTM: Køb et nyhedsbrev

I Venture Insider læste jeg, at man kan få 20,000+ subscribers in under 30 days” bare ved at lave eller købe sit helt eget nyhedsbrev: ”When you acquire a newsletter, you’re not just buying visibility — you’re buying a qualified audience. People who are already engaged in a specific niche. You’re also gaining instant credibility in your market. På Bootstrapping Media synes vi ikke, det er gået slet så let, og vi har set vores nyhedsbreve som sådan en Go To Market-strategi. Men kan da nikke til, at vi er glade for at være efterspurgte fra analyser til facilitering. Og især er vi kisteglade for jer kvalificerede læsere og jeres input. Tak for det hele – og rigtig god Store Bededags weekend!