Det er et stjernespækket team af danske forretningsfolk, der bringer såvel millioner som forretningsviden og netværk ind i den danske hotelplatform AeroGuest.
Den tidligere topchef for Carlsberg Breweries og A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, og den tidligere topchef for William Demant, Niels Jacobsen, er de seneste investorer i startup-virksomheden AeroGuest.
Den anden halvdel af de 3,5 millioner kr. kommer fra eksisterende investorer i selskabet, heriblandt Michael Rittos ventureselskab Burrito Venture Partner, mens stifter af Entrepreneur Hub og tidligere direktør i Danske Commodities, Torben Nordal Clausen, har været rådgiver i processen.
Pengene er den største kapitalrejsning i den danske startup til dato. Sidste år rejste AeroGuest 2,75 millioner kr., og selskabets stifter og adm. direktør Martin Sponholtz udelukker ikke, at der kan blive behov for endnu en kapitalrejsning senere på året.
Bliver bookingplatform
Men meget er sket siden sidste år, og AeroGuest er gået fra at være en god idé under udvikling til at være en platform, der i løbet af få uger gør det muligt for brugerne at booke hotel blandt mere end 650.000 hoteller globalt.
”Vi er meget tæt på at introducere booking på platformen, så AeroGuest både er en digital rejse for hotelgæster, en markedsføringsplatform for hoteller til også at være en bookingplatform. Pengene, vi nu har rejst, skal primært bruges til salg over for hotellerne,” fortæller Martin Sponholtz.
Den danske platform startede som et opgør mod et besværligt og kundeuvenligt check-in-system på hoteller og har derfra bevæget sig til at være en platform, hvor hoteller kan markedsføre målrettede services til deres gæster, til nu også at være et alternativ til de store bookingplatforme, som Booking.com og Hotels.com.
Pengene, vi nu har rejst, skal primært bruges til salg over for hotellerne – Martin Sponholtz, AeroGuest.
Next stop Asien
Bootstrapping fanger Martin Sponholtz lige efter en tur til Singapore, hvor staten står klar til at betale op imod 70 pct. af de omkostninger, det koster landets hoteller at implementere AeroGuest, fordi den danske platform er med til at sikre mere effektiv hoteldrift og dermed udnyttelse af landets sparsomme kvadratmeter.
Og den slags statsstøtte gør Singapore til et attraktivt marked for AeroGuest, der ellers har haft Europa som sit største marked.
”AeroGuest handler ikke længere kun om at åbne og lukke hoteldøre digitalt. Platformen kan løfte hotellernes omsætning. Vi er så småt i gang med salg i Europa og Sydøstasien, og med den nye kapitalrejsning skal der endnu mere gang i salget,” fortæller Martin Sponholtz.
Og de tidligere topchefer, hvad kan de gøre for AeroGuest udover at tilføre kapital til vækstrejsen?
”Jeg er datalog og har arbejdet med software i 15 år. Jeg er mindre forretningsmand, og jeg har ikke selv et netværk af forretningsfolk. Derfor er det relevant for mig med et advisory board med stærke forretningsfolk,” siger Martin Sponholtz.