Ved årsskiftet i år blev en stor og glittet pakke håndleveret til mit kontor hos CSR.dk. I den var en bøtte Lavazza-kaffe og den seneste udgave af den i Italien ikoniske Lavazza-kalender, som siden 1993 har leveret fortællinger og store, smukke fotos til dem, der skal holde styr på datoerne.

I år var temaet så blevet til verdensmålene. På bagsiden af store, smukke portrætfotos fortæller kendte og ukendte mennesker lidt om, hvad de synes om verden, mens Lavazza laver lidt oplysningsarbejde om, hvad hvert af målene handler om. Der er også verdensmålslogoer.

Det var helt sikkert godt ment. Og hvis Lavazza ellers havde et solidt stykke CSR-arbejde kørende bagved, kunne det endda gå. Men som tingene er, dømmer jeg SDG-washing. Forklaring følger senere.

Hvor meget medvind er der plads til?

SDG’erne – de 17 mål for bæredygtig udvikling vedtaget af FN’s generalforsamling i september 2015 – er siden deres lancering blevet solgt til virksomhederne som en mulighedsdagsorden.

Tolvtusinde milliarder dollars om året skulle ligge og vente på at blive samlet op, viste en rapport fra The Business & Sustainable Development Commission i 2017.

I Danmark kører både Dansk Industri og FN’s Udviklingsprogram (UNDP) SDG-accelerator-programmer finansieret af Industriens Fond. Revisorernes forening, FSR, uddeler anerkendelsesdiplomer til den virksomhed, som bedst har løst opgaven med at kommunikere om SDG’erne.

Internationalt arbejder Global Compact, FN’s virksomhedsprogram, benhårdt på at få skubbet målene ind i virksomhedernes arbejde gennem action platforms, hvor medlemmer af Global Compact udvikler metoder og værktøjer, og udnævnelse af SDG Pioneers, som kan inspirere med deres personlige historie. Novozymes’ Claus Stig Petersen er én af dem.

En undersøgelse fra PwC, der har set på 2017-årsrapport fra 470 virksomheder i 17 lande, viser, at 62 % nævner SDG’erne, men kun 37 % har prioriteret og udvalgt de mest relevante SDG’er for deres virksomhed.

Har virksomhederne så reageret som ønsket? Både-og. Globalt er status, at virksomhederne kender til målene og nævner dem, når de laver årsrapporter.

En undersøgelse fra PwC, der har set på 2017-årsrapporter fra 470 virksomheder i 17 lande, viser, at 62 % nævner SDG’erne, men kun 37 % har prioriteret og udvalgt de mest relevante SDG’er for deres virksomhed.

Det, de fleste virksomheder præsterer, er altså i værste fald noget SDG-logofarvelade drysset ud over deres eksisterende kommunikation og i næstbedste fald noget cherry-picking, hvor man vælger et par SDG’er ud, som passer til det, man allerede gør.

Indrømmet, tre år er ikke lang tid til at finde ud af, hvordan man tager noget så overordnet som SDG’erne og integrerer dem i sin forretning. Og har man ikke nogen konkret og reel aktivitet, så bliver kommunikation jo altid noget overordnet. Men det har alligevel ført til, at især CSR-verdenen for et års tid siden begyndte at diskutere et stort spørgsmål:

Hvor meget medvind kan man slippe afsted med at give sig selv ved at vifte med SDG’erne? Hvornår bliver det til SDG-washing?

Den rene er ikke altid rent

SDG-washing sker, når virksomheder bruger verdensmålene til at markedsføre deres positive bidrag til nogle verdensmål, mens de pænt ignorerer deres negative indflydelse på andre.

Det kan f.eks. være en bilproducent, der markedsfører deres el-biler som klimavenlige, hvilket giver pluspoint på mål nummer 13 (klima), men som ikke samtidig forholder sig til, at de, der henter kobolten i deres batterier op af jorden, kunne være børn.

Dette giver ret mange minuspoint på mål 8 (anstændigt arbejde). Eller måske er hovedparten af deres produktion og salg stadig benzin- eller dieselbiler, hvilket gør, at nettoregnskabet på mål 13 om klima nok ikke giver sorte tal på bundlinjen.

Men hvordan sikrer man sig, at man ikke kommer til at varme sig ved verdensmålenes gyldne luer, mens ens forretning hælder kemi i havet eller har børnearbejde og syge dyr i sin forsyningskæde?

Det har UN Global Compact et bud på. De har sammen med den største og mest anerkendte vejledning i bæredygtighedsrapportering, Global Reporting Initiative, udgivet en ny fælles vejledning om kommunikation og rapportering på SDG’erne.

Det bærende princip i vejledningen er, at virksomheder skal se på både deres positive og negative bidrag til verdensmålene. Det skal ske gennem det, rapporten kalder ”principled prioritization”, hvor man undersøger:

Risiko for mennesker og miljø, hvor virksomheder kan bidrage til verdensmålene ved at håndtere deres aktiviteters potentielle og aktuelle negative påvirkninger af mennesker og miljø – både i egen drift og i værdikæden.

Muligheden for at skabe verdensmålsrelaterede produkter, services og investeringer, som bidrager positivt opfyldelsen af målene.

Hvem kan finde ud af det?

Hvem gør lige det? Er der overhovedet nogen, som kan leve op til den standard? Ja, hvis man sørger for at lave ordentlige målsætninger for arbejdet med SDG’erne.

Hos Unilever har man f.eks. erklæret, at man vil arbejde med SDG 6, som handler om rent vand og sanitet til alle. Unilever rapporterer derfor om, hvilke lande de sælger vandrensningsprodukter i, hvor mange liter vand de solgte produkter ville kunne have gjort rent nok til at blive drukket, og om de på pris og CO2-forbrug er tilgængelige f.eks. i forhold til det at koge vand.

Som allerede nævnt fik Carlsberg i år et diplom for deres rapportering af SDG’erne af FSR – danske revisorer. Det gjorde de, fordi deres rapport ”…konkret og udførligt fremhæver, hvordan Carlsberg arbejder med målene. De refererer ikke blot til dem, men fremhæver syv specifikke mål, som de har i fokus,” lyder det i begrundelsen.

Desværre er der ikke ret mange, der endnu har lavet målsætninger, som er konkrete og handlingsorienterede i forhold til SDG’erne.

En undersøgelse foretaget af organisationen The World Business Council for Sustainable Development viste,at selvom 79 % af deres medlemmer omtalte SDG’erne i deres rapportering, var det kun 6 %, som kunne fremvise egentlige strategier og målsætninger knyttet til målene.

Ikke nok med pæne billeder

Og så er vi tilbage ved Lavazza, den italienske kaffeproducent. Hvorfor hidser jeg mig sådan op over en kalender?

Altså, det er ikke kalenderen som sådan. Den har de åbenbart lavet i mange år og delt ud til rigtig mange mennesker. Men når de kaster SDG’erne ud over den, så kommunikerer de også, at de er på holdet af virksomheder, som med deres forretning gør en indsats for at nå de 17 mål i 2030.

Men så vidt jeg kan se, så har SDG’erne intet med deres forretning at gøre. Siden 2017 har Lavazzas arbejde med samfundsansvar været lagt ud i en særlig fond, der nok laver oplysningsarbejde på SDG’erne i Italien og også har nogle fine projekter med at forbedre produktionen ude hos kaffebønder i mange lande.

Men i forretningen fortæller man på andet-tredje år i træk om, at man fører interne samtaler for at finde ud af, hvordan man skal arbejde med leverandører i fremtiden. Det burde man have styr på, hvis man vil have SDG-kappen på.

Der rapporteres ikke på, om de betaler en løn, man kan leve af, til de samme kaffebønder. Der rapporteres ikke på vandforbrug eller CO2-udledninger eller i det hele taget noget af det, som virksomheder typiske skal kigge på for at kunne sige, at de har deres på det tørre i forhold til SDG’erne.

Og så SDG-washer man. Og så kan man faktisk ikke være med i klubben.