Hvad er politisk fornuftigt? Hvad har legitimitet i befolkningen? Hvad kan sundhedsøkonomisk forsvares? Av, den bliver svær. Megasvær. Ikke mindst for en statsminister fra et parti, hvor der er to søjler, der formentlig er lige hellige, men her er modstillede: velfærd for de svage og folk i arbejde.

LEDER: Hvor længe endnu? Skal vi ødelægge vores samfund for at frelse de få?

Vores indgroede pligtetik og følelser tilsiger, at det enkelte liv er dyrebart og skal reddes. Vores nytteetik siger modsat snusfornuftigt, at vi ikke kan bruge milliarder på hver at redde eneste coronasmittet. Hold da op, et dilemma, politikere skal til at diskutere med hinanden – og med os. Vi skrev 17. marts, at diskussionen af den næste strategi for exit presser sig på. Nu pibler spørgsmålene og den nødvendige debat frem.

Vores bedsteforældre blev kaldt i krig. Vi blev kaldt hjem til børnene. Ja, hvor slemt kan det være at lide lidt afsavn, når måske 1.000 danskere og millioner på verdensplan skal dø af COVID-19? Alt må gøres for hvert eneste mulige liv. Og for at sikre, at vores velfærdsbastion nr. 1, sundhedsvæsenet, ikke rendes over ende, så folk ikke dør på gangene som i Italien og Spanien – og snart nok værre i USA. Det er det ene synspunkt. Det ene spor. Og det er stærkt i Danmark. Hos os alle.

Så er der et andet overlejrende spor af refleksion. Hos færre. Der er ca. 7.000 døde i værst ramte Italien. På en normal influenzasæson dør 70.000 italienere. I Danmark er tallet p.t. op nær 50 mod 1.000 døde på en rigtig influenzasæson. Det udtrykte vi i Bootstrappings leder 17. marts således: ”Krisen afspejler et velfærdssamfund, hvor det til nu har været utrolig vanskeligt at sige nej til noget, fx til en livsforlængende behandling, om så den koster en million og holder en 87-årig i live i 3 måneder.” Nu snakker vi ikke om en million, snarere en milliard. Vi sagde, at den debat måtte komme om forholdet mellem spor 1 og spor 2. Nu kommer den – og inden længe for fuld tryk i befolkningen.

Sundhedssporets ’liv’ versus økonomisporets ’liv’
Danske sundhedspersoner kører naturligvis overvejende ad det første spor. Deres lægeløfte tilsigter at redde det enkelte liv foran dem. Det Etiske Råds formand siger tilsvarende, at liv ikke kan prissættes. Og det er jo så sandt. Og så alligevel, i helikopterperspektiv kan alt værdisættes. Derfor vælter det frem med nationaløkonomer, der spørger til rationalet. Det startede for alvor i Sverige. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi Sverige jo modsat Danmark endnu ikke har lukket ned, men fulgt en meget ”blødere” tilgang med åbne skoler og færre restriktioner (og måske derfor mere voldsom stigning i dødsfald).

Vi har i ugen citeret Sveriges svar på ATP’s direktør, Kerstin Hessius, chef for den tredje AP-fond i Sverige med 393 mia. kr. under forvaltning, der til Dagens Industri i mandags (23.3) bl.a. sagde: ”Vi befinder os i en situation, hvor verden nærmest er stoppet op for at begrænse risikoen (..) Masser af liv bliver slået i stykker, og den velfærd, vi har bygget op igennem årtier, vil blive raseret. Det skal vi forsøge at undgå for enhver pris.” Bevarelsen af det svenske ’folkhem’ er vigtigere end det enkelte coronaliv. Efterfølgende refererede Thomas Bernt Henriksen hende også i Berlingske, herunder for pointen, at hun ikke opstiller modsætningen liv versus økonomi, men liv over for liv.

Erhvervslivet på banen
To af de mægtigste erhvervsledere i Norden gik så på banen her torsdag (26.3), i forlængelse af Kerstin Hessius’ pointer, for at diskutere konsekvenser af at lukke grænser, skubbe virksomheder over kanten og sætte os alle på statsløn og -støtte. Lars Rebien Sørensen spurgte på forsiden af Børsen, om et samfund kan lukke ned 6,12 eller 18 måneder. I hvert fald ikke uden at ende et helt andet sted.

Jacob Wallenberg, der fra Investor kontrollerer cirka halvdelen af de store svenske virksomheder, fra Ericsson til SEB, forudså i Financial Times, at arbejdsløsheden stiger til 20-30 procent, og økonomien indskrænkes tilsvarende:

“There will be no recovery. There will be social unrest. There will be violence. (..) Citizens will suffer dramatically: some will die, others will feel awful”

Så kan dystopien vist ikke males mere dramatisk på himlen. Den fælles pointe er: Det kan blive dyrt for de manges liv at redde få liv. Lige nu vil de samfundsmæssige omkostninger ved at lade smitten sprede sig i Danmark formentlig være større end regningen for at sætte samfundet på vågeblus. Men hvor længe? Det samme er McKinsey inde på i deres analyse.

McKinsey: “We must think about how to suppress the virus and shorten the duration of the economic shock. And we must do both now!” Fra rapporten: “Safeguarding our lives and our livelihoods: The imperative of our time.”

Den lander på Mette Frederiksens bord
Men for alle os bekymrede iagttagere er det bare en diskussion, ikke et valg, vi får lov at tage. For politikerne modsat. De vil ligge vågne i lange mørke, stormomsuste nætter. Og borgfreden vil høre op. Partiledere fra alle ender af spektret vil ikke se deres vælgere blive arbejdsløse, konkurstruede, knækkede. Men det er som altid midten, der skal træffe de onde, hårde valg, når den lettere patos om samfundssind er slut. De skal fortælle os, at nu går den ikke længere. Nu må vi ofre det menneskelige for det samfundsmæssige hele. Nu må vi tillade, at så og så mange kronikere og ældre risikerer at dø, hvis de ikke får isoleret sig, så alle kan leve igen i det åbne.

Hvad er politisk fornuftigt? Hvad har legitimitet i befolkningen? Hvad kan sundhedsøkonomisk forsvares? Av, den bliver svær. Megasvær. Ikke mindst for en statsminister fra et parti, hvor der er to søjler, der formentlig er lige hellige, men her er modstillede: velfærd for de svage og folk i arbejde.

I praksis bliver det et valg af timing og tempo. Timing, fordi en eller anden dag SKAL samfundet åbne op. Intet samfund kan lukke ned i det uendelige. Men der er misvækst i mange år frem til forskel på, om det åbnes fra fx 13. april eller først fra efter sommerferien. Og tempo forstået, som at regeringen fx kan starte med børneinstitutioner og landegrænser, og så skolebørn i næste etape op mod ungdomsuddannelserne. Så kan vi få arbejdspladser i sving, og børn, især små børn, smitter kun i mindre grad.

Nu kommer der pres fra vismænd til WHO
Fhv. overvismand Michael Svarer formulerer dilemmaet i Berlingske (26.3) på denne måde: ”Lige nu er det med god grund de sundhedsfaglige aspekter, der har overhånden. Men sandheden er også, at for hver dag, der går, vil flere og flere miste deres job, og flere og flere virksomheder vil knække nakken. Det er det kyniske dilemma, vi står i som samfund.” Og kollegaprofessor Torben M. Andersen tilføjer: ”Omkostningerne vokser for hver dag, der går, og økonomiens mulighed for at komme hurtigt op i fart på den anden side bliver mindre og mindre.”  Krisers normale rensende virkning er delvist sat ud af kraft. For krisen er påført udefra, og derfor dør ikke kun de svage, men fx også sunde tech- og vækstvirksomheder.

WHO-eksperterne lægger så et ekstra sundhedspolitisk pres, fordi de – muligvis uberettiget, fordi de vurderer ud fra anderledes asiatiske omstændigheder – finder den danske strategi forkert. Som assisterende generalsekretær Bruce Aylward siger til Time Magazin: ”Lande, der har lukket samfundet ned i kampen mod coronavirussen, skal omgående ændre strategi, hvis en lang og økonomisk ødelæggende nedlukning skal forhindres.”  WHO’s budskab om, at nedlukkede lande – som Danmark – bør genåbnes inden for en overskuelig fremtid for at undgå økonomisk ruin, er selvsagt et pres der – korrekt eller ej – speeder den nødvendige diskussion. Og som skrevet andetsteds kan vi i hvert fald ikke holde til at lukke ned igen ved smittespredning til efteråret og i 2021.

Derfor skal vi se mere radikale teknologiske løsninger: Nye typer, måske mobile, selvtests, overvågning med scannere, så smittede kan ses med de rædselsperspektiver, det kan give for et overvågningssamfund. Karantæne for de smittede, ikke for et helt samfund.

Så selv hvis Danmarks strategi denne gang er den helt rigtige – og det kan vel være – er det med garanti ikke den rigtige næste gang, muteret COVID-19 kommer på uanmeldt besøg!

Skriv gerne din mening til niels@bootstrapping.dk

Læs mere om debatten om Corona-liv overfor alle liv:

Den 17. marts skriver vi på Bootstrapping om vi nu snart må diskutere den 3. strategi, den der skal åbne op igen.

https://bootstrapping.dk/leder-hvornaar-kommer-3-coronastrategi/


Kerstin Hessius skriver 22.3 i Dagens Industri det første vægtige indlæg i Norden

https://www.di.se/debatt/den-ekonomiska-krisen-slar-sonder-miljontals-liv/

Senere er der flere indlæg i DI for og imod bl.a. det om SMV’er: https://www.di.se/debatt/oppna-sverige-innan-foretagen-gar-under/


Jacob Wallenbergs indlæg i Financial Times 26.03, der hævder på vegne at førende CEO’s i Europa, at der er en grænse for, hvor langt vi kan lukke ned uden store skader.

https://www.ft.com/content/3b8ec9fe-6eb8-11ea-89df-41bea055720b


Berlingske Tidende har fra 26.3 flere indlæg, fra nationaløkonomer, bl.a. ex-vismand Michael Svarer:

https://www.berlingske.dk/politik/professorer-efterlyser-exitstrategi-for-coronakrisen


Sundhedsøkonom Keld Møller Pedersen har kronik i Berlingske 27.03 der skyder den holdning ned at der ikke kan sættes penge på liv. Det gør vi allerede, ca 0,5-1,0 mio dk per forlænget liv. Han skriver også hvorfor vi til nu har set anderledes på det i C-krisen

https://www.berlingske.dk/kronikker/sundhedsoekonom-bruger-vi-hovedloest-for-mange-penge-paa-coronaindsatsen


Partilederne som Jakob Ellemann Jensen udtaler sig  27.03 i Berlingske om nødvendighed af at åbne debatten om en exit-strategi: https://www.berlingske.dk/politik/mette-frederiksen-under-haardt-pres-flertal-kraever-plan-for-genaabningen