Modsat de store erhvervspakkers mange hundreder af milliarder er der ikke mange reelle penge til vækstiværksætterne. Det hele er ”hjælp til selvhjælp” – dvs. likviditetsudskydelse og lån. De sidste endda med – omend mindre end normalt – upside-mulighed for Vækstfonden.

KLUMME: Befrielse eller besættelse? Vækstfondens produktpakke til debat

Vækstfondens hjælpepakke er storrost fra start. Men ligesom med regeringens oplukning drypper vækstiværksættere og investorer nu malurt i bægeret: ”Det her kan gå hen og blive en koncentration af magt på for få investorer.” Hvad er op og ned i kapitalrejsning her i vores nye No Touch Society?

Det var som ved Mette Frederiksens nedlukning – alle udtrykte respekt for Simon Kollerups og Folketingets erhvervsudvalgs, især Tommy Ahlers’ (V), Mona Juuls (C) og Katrine Robsøes (RV), kamp for at få den bedst mulige særpakke til økosystemet. For den var helt nødvendig, da likviditet efter 9. marts blev en akut udfordring for mange og man kunne se at det at rejse kapital ville blive som at lede efter vand i et ørkenlandskab.

Jan ”Løvens Hule” Lehrmann udtrykte efter forliget stemningen her på Bootstrapping således: ”Den her win-win for iværksætterøkosystemet og samfundet skal vi takke politikerne for og være taknemmelige for.” Og de større organisationer på feltet, som Jacob Brandt, SMVdanmark, Natasha Friis Saxberg, ITB, Jasmina Pless, Dansk Erhverv, Anders Sparre, DI SMV og Iværksætteri, og Jonathan Nielsen, DVCA, samt Peter Kofler, Dansk Iværksætterforening – hvoraf nogle udtaler sig her i dag – er stadig alle i det meget positive toneleje, sådan som organisationer normalt er, når de mener, de har opnået indflydelse. Men taknemmelighed er dog en flygtig vare i politik.

Økosystemets reaktion
I det uformelle økosystem af sammenbragte CEOs af vækstiværksættere og investorer, der bl.a. talte Eske Gunge, Esben Gadsbøll, Mette Lykke, Jeppe Rindum, Tommy Andersen, Jimmy Fussing, Klaus Nyengaard, Camilla Ley Valentin, Simon Sylvest, Frederikke Smith, Gregers Kronborg, Christian Møller-Holst og Jess Fleischer, havde mange, i skiftende konstellationer, Zoom-samtaler med Simon Kollerup og øvrige politikere samt især Vækstfonden. Og her syntes vi afgjort også, vi blev både lyttet til og inddraget. Optimismen var stor, tilsat enkelte bekymringer om likviditetslettelsen var tilstrækkelig – det er som bekendt manglen på likviditet og ikke underskud, virksomheder går på røven af – og da kapitalprogrammet var på vej, om det var stærkt nok, og rammerne for rigoristiske.

“Modsat de store erhvervspakkers mange hundreder af milliarder er der ikke mange reelle penge til vækst-iværksætterne”

Som særpakken er kommet ud, og tiden og snakken er gået, og reaktionerne her på Bootstrapping og sociale medier er ved at blive indsamlet af Esben Gadsbøll, Eske Gunge og undertegnede kan den opsummeres i tre overordnede bekymringspunkter.

Vi fodres med hundens egen hale
Modsat de store erhvervspakkers mange hundreder af milliarder er der ikke mange reelle penge til vækstiværksætterne. Det hele er ”hjælp til selvhjælp” – dvs. likviditetsudskydelse og lån. De sidste endda – omend mindre end normalt – med upside-mulighed for Vækstfonden. Iværksætterne risikerer dermed at blive overbebyrdede med store lån.

Det er sådan, der murres i krogene, hvor den ’onde’ udgave af virkeligheden er, at Rolf Kjærgaard, Vækstfondens direktør, tidligt sendte de eksisterende produkter op til erhvervsministeren og politikerne og bad dem udvide rammen og i 2020 gøre vilkårene lempeligere.

“Vi, der også er investorer, var især bekymrede for, hvem og hvor mange der kunne godkendes til at blive matchet, og hvordan”

Så hos disse stemmer er hele den – af organisationerne højt besungne ordning – mest bare de gamle Vækstfond-produkter  klædt i bedre COVID-19-gevandter.

Der er huller i osten, og leverpostejen er smurt tyndt

For det andet, var der allerede i Zoom-møderne med ministeren og Vækstfonden bekymring for, om de 3,4 mia. kr., Folketingets finansudvalg bevilligede som låneramme, blev smurt for tyndt ud. Var der gearing nok med 3:1 til at kalde private midler frem; var der EU-krav, fx til positiv egenkapital, og var det overhovedet attraktivt for de helt store af Templafy-typen, for hvem størstedelen af lånet var på normale VF-vilkår?

Vi, der også er investorer, var især bekymrede for, hvem og hvor mange der kunne godkendes til at blive matchet, og hvordan. Der har været – og er som ved alle nye ordninger – megen naturlig usikkerhed blandt de ca. 2.000 vækstiværksættere, om hele setuppet nu kan bruges ”hjemme på gården”.

Se også de ”4 skarpe til Vækstfonden” og aktionen for, at økosystemet fortsat kan konfrontere det politiske system med ønsker til justeringer og næste pakke, hvis/når 2020 ikke er tilstrækkelig tidshorisont.

“Og det skal jo ses i den kontekst, at founders kunne boltre sig i et kapitalrigeligt marked frem til 9. marts og dermed i en vis forstand havde magten”

Det er dårlig koncentration af magt
Og så har der for det tredje været en mere principiel bekymring for investorbias og statslig styring. Erland Møller, CEO i Sesam Word, der arbejder med taleteknologi, siger fx til os:  ”Hjælpen er knyttet til 32, eller deromkring, engle. Og de er i flyverskjul, for deres midler går kun til eksisterende portefølje. Der er fint med matching, men der skal være nogle at matche… Og det her kan gå hen og blive en koncentration af magt på for få investorer.”

Og det skal jo ses i den kontekst, at founders kunne boltre sig i et kapitalrigeligt marked frem til 9. marts og dermed i en vis forstand havde magten. Men nu er det Vækstfonden og de investorer, Vækstfonden putter penge i, der sidder på knappen til katapulten.

Som det fremgår andetsteds, er det over 40 engle, Vækstfonden kan matche nu. Men det er stadig uendeligt langt fra de 2.200 investorer ud over landet, som Ditte Moncur i Vækstfondens analyseafdeling sammen med DanBAN og Keystones har registreret.

Dermed ikke sagt, at alle har en professionalisme, der bør matches, men omkring 2 % kan man godt kalde en koncentration. Som Christian Weis Højfeldt, Practie udtrykker det: ”I og med, at det kun er få godkendte business angels med relativt hårde kriterier som mindst én exit, så er der ikke tale om de frie markedskræfter.”

Spørgsmål om udvælgelse stilles også i kredsen af familiefonde og hele growth- og venturefond-landskabet, som Heartcore, Sunstone og Balderton, Seed og Preseed, byFounders og Nordic Makers ned til mange mindre, som fx seneste lancerede Hands-on Mikrofonden, der er baseret på fem familier i trekantområdet. Vækstfonden siger: ”Alle står lige,” men ikke desto mindre er der – anonymt – bekymring i miljøerne.

Er vi tilbage i DDR-tiden?
Samme bekymring, bare på mere principielt politisk niveau, har bl.a. Jesper Jarlbæk, formand for DanBAN, udtrykt i Børsen d. 1. maj i år: ”Men med coronakrisen er der reelt alligevel opstået en ny situation i det danske samfund. Staten er i højere grad end tidligere blevet en afgørende faktor for, om dansk erhvervsliv går en sund fremtid i møde. Lige så meget, som jeg bifalder, at Vækstfonden støtter op om miljøet for investering i vækstiværksættere, så kan det ikke skjule, at statens fond er ved at blive en afgørende gatekeeper, der kan afgøre skæbnen for det vækstlag, vi alle gerne skal leve af om nogle år. Det er nødvendigt på den korte bane, men kan misbruges, når væksten og energien er tilbage i den private sektor efter krisen.”

“Vi kæmper for de livsværk, der kan skabe fremtidens teknologier og arbejdspladser. Og for en hjælpende hånd til det projekt!”

Det er koncentrations- og magtproblematikker her i nødhjælps- og no touch-tiden, der får yngre partiideologer som Søren Pind (V) og Pelle Dragsted (Enhedslisten) til at udkæmpe drabelige slag på Twitter, om socialisme a la DDR eller liberalisme a la Ayn Rand er mest aktuelt – eller snarere forældet, og om den nuværende situation er nødværge eller porten til et lønmodtagerstyret paradis.

I 1947 skrev Jens Otto Krag det socialdemokratiske partiprogram ”Fremtidens Danmark” med nationalisering og statsstyring ud fra krigens succeserfaringer hermed. Men da han som statsminister fik magt, var der, omend meget offentlig velfærdsudvikling, ikke megen appetit på statsstyring af erhvervslivet tilbage i Socialdemokratiet. Simon Kollerup blander sig nok i noget, han bedre havde holdt sig fra (læs: IKEA), men fra moralens pegefingre og så til, at Mor Mette har planer om varig statsdirigering, er der dog noget af en vej. Det samme gælder Vækstfondens ledelse – de vil helst lade markedet råde og helst tilbage, hvor de selv tjener penge. Matchinglånene er jo netop gearing af private, og det hele er, som vi selv siger, hjælp til selvhjælp.

Så helt nede på jorden, mener vi her på Bootstrapping, ligesom i citatet fra Børsen ovenfor, at lige nu går det bare ikke uden statens hjælp til likviditet og hjælp til kapitalrejsning. Uanset, hvor meget vi snakker om hjælpepakker, er den barske realitet derude i markedet – alt imens mange offentligt ansatte stadig er parkeret hjemme på fuld løn – op til ”30 % ned” i antal medarbejdere, op til ”30 % ned” i løn. Vi kæmper for de livsværk, der kan skabe fremtidens teknologier og arbejdspladser. Og for en hjælpende hånd til det projekt!