Vi kan åbne kontrolleret op efter påske. Mandag aften prioriterede statsministeren reelt blå Bjarnes, den socialdemokratiske metalarbejders, liv og job over svage Arnes, den udsatte førtidspensionists. Godt. Vi tager med basis i nye McKinsey-scenarier temperaturen på, hvordan Danmark mon kommer ud af vores dobbelte sundheds- og økonomikrise.

LEDER: Er det Arnes eller Bjarnes tur? Åbning efter påske eller pinse?

Skal vi fyre få eller mange? Dilemmaet for danske vækstiværksættere lige nu. Og Mette Frederiksen prøver nu at få os til at fyre så få som muligt ved at love en oplukning efter påske, hvis vi ellers opfører os ordentligt. Hurra for det. På Bootstrapping har vi diskuteret nødvendigheden af en strategi i forhold til de liv, den økonomiske krise også koster med henblik på arbejdsløshed og deraf følgende deroute, livsstilssygdomme og depression. Nu kommer den snart. Der skal føres politiske forhandlinger om en åbnings- og exitplan, så alle tager ansvar, også hvis den må rulles tilbage.

Mette Frederiksen markerede allerede på Facebook lørdag (28.3), at hun hverken håber eller tror, der går mange måneder, før Danmark kan begynde at åbne igen. Og hun gentog også i en chat med de tunge industriledere, at der er grund til en vis optimisme (DR, 29.3), samtidig med vi ikke har set det værste endnu (Berlingske, 29.3). Inden hun så i sin store tale mandag aften (30.3) markerede dobbeltheden. Hun havde en særlig besked, der var en forklædt advarsel til Arne fra valgkampen dem, vi har holdt samfundet nede for: kronikere og svage ældre. I skal passe på, for snart åbner vi op. Og hun havde et løfte til os andre, også med en indbygget trussel: Opfører I jer ordentligt, kan vi åbne langsomt og kontrolleret op efter påske.

I al fald godt! Intet samfund kan i længden sættes i stå for en smitsom sygdom, uanset dens karakter. Dybe skader på raske liv med arbejdsløshed og depression vil på et tidspunkt blive for store i forhold til kun at lade smitten løbe og afhjælpe de svage og ramte.

Men en oplukning skal nu udformes, og den vil skulle basere sig på to antagelser. Dels hvordan sundhedskrisen forløber, dels på en antagelse af, hvordan den økonomiske krise vil forløbe. Begge er svære, fordi begge kriser har en ny karakter. Og så selvfølgelig, fordi de fletter sig ind i hinanden.

Svage Arne eller blå Bjarne – de to krisespor

Forløbet vil forventeligt være:

  1. Sundhedssporet: forsinke virus mest muligt, opbygge massiv testkapacitet, både i sygehus- og privat regi, plus immunitetstest, finde nye test og vacciner til næste fase.
  2. Økonomisporet: afhjælpe det værste likviditetspres og fyringsomfang, få exitplan til at rulle ud og genstarte efterspørgsel, komme over recessionen globalt.

Politisk er de to spors prioritering, som vi har beskrevet det her og her et dilemma fra helvede. Ikke mindst for en socialdemokratisk regering. Størst prioritet har det at beskytte velfærdsstatens krumtap: sundhedsvæsenet. Men dernæst skal der prioriteres mellem, at blå Bjarne ikke må miste sit job, over for, at svage Arne ikke må isoleres eller udstødes. Og nu er de hensyn delvist i konflikt.

Til nu har vi alle mest frygtet kvælningsdøden som på en hospitalsgang i Bergamo eller på en gade i mainstream USA. Men tallene vokser jo ikke rigtigt i Danmark. Det her er langt under en normal influenza i dødstal. Og forarmelse under tvungen lediggang, ægteskabelige kriser og arbejdsløshed koster erfaringsmæssigt mange liv. Den omkostning har vi ikke rigtig set endnu, men den vil komme, ikke mindst hos en stor del af Mette Frederiksens vælgere. Og selvom hun afviser at tale menneskeliv over for økonomi, så har hun i al fald måttet afveje en type menneskeliv over for en anden type menneskeliv. Og det har hun gjort uden at ryste på hænderne, hverken da der skulle lukkes ned, eller nu, hvor der så småt kan skimtes en oplukning.

Sundhedskrisen er først lige i gang!

Vi tror altid, vi skal kæmpe seneste krig igen. Det troede det franske militær i al fald efter 1. verdenskrig og byggede Maginot-linjen med et antal fæstninger, der fik Københavns befæstning til at ligne en legetøjsborg. Men Hitlers tanks kørte bare udenom gennem Belgien. Tilsvarende troede både WHO og Sundhedsstyrelsen i starten, at SARS-CoV-2 bare var en ny SARS, hvor smittebærerens voldsomme symptomer gør vedkommende let at isolere. De overså den viden, der faktisk tidligt var, om, at den kunne smitte i et par dage, uden at personen selv havde symptomer. Så voila, nu ser vi miseren i hele verden. Og eksperterne er stadig vildt uenige, om strategien er test og inddæmning a la Korea eller smittespredning med forsinkelse a la Danmark.

Lige meget hvad. Det er umuligt at tro for nogen sundhedsekspert, at sundhedskrisens kurve er knækket efter påske, endsige på to måneder, dvs. fra 9. marts til 9. maj. Tværtimod vil antal berørte toppe, lige når vi skal til at åbne op. Derfor er det en meget politisk beslutning Mette Frederiksen (igen) har taget. Da tv-darlinglægen Peter Qvortrup Geisling skulle kommentere statsministerens tale, var han også nærmest i chok. Han havde ventet stramninger og formaninger op til efter påske, ikke løfter om lempelser.

Den normale sundhedsfaglige vurdering er, at vestlige nationer er helt eller delvist lukket ned i snarere 3+ måneder, altså til efter pinse. Og så kommer sommerferien i et eller andet omfang. Seneste forskning tyder ifølge Berlingske (29.3) på, at ”nedlukning vil skulle vare mindst fem måneder, måske markant længere. I Danmark har Statens Serum Institut også i seneste rapport vurderet smitten til at kunne udvikle sig til »en stor bølge« hen over sommeren.”

Så på sundhedssporet er vi, i al fald globalt, mest sandsynligt i midterscenariet i McKinseys vurdering mellem en hurtig, effektiv nedlukning af epidemien og på den anden side, at det helt mislykkes staterne at kontrollere epidemien. 

Den økonomiske krise er megadyb. Men bliver den kort eller lang?
I økonomisporet er der én ting, alle økonomer er enige om: Krisen er dyb. Jeppe Christiansen, Maj Invest, advarede allerede 20.3 i Børsen om, at der ville komme “stribevis af konkurser” og en lang krise, hvis der ikke kom store hjælpepakker. McKinsey taler nu om: ”required lockdowns of the population and other efforts to control the virus are likely to lead to the largest quarterly decline in economic activity since 1933.”

De finder, at 40-50 % af alt salg i forhold til forbrugeres køb af biler, tøj osv. nu stopper op, hvilket vil give et BNP-tab på 8-13 % i vestlige lande. Krisen er dermed nu af hidtil utænkeligt omfang. Og vi, der har oplevet alt fra energikrisen i 1973 til finanskrisen i 2008, kan godt pakke vores erfaringer ned. Den her har sin egen særlige karakter, bl.a. fordi det er påført økonomien udefra.

Det fik i starten erhvervslivet og økonomerne til at mene, det økonomisk måtte blive en V-formet krise, altså, at vi hurtigt kom op af hullet igen, fordi økonomien før var stærk. Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS, formodede 20.3., at den blev V-formet, fordi staten intervenerer massivt, og fordi banksektoren er i en helt anden regulering og polstring end ved finanskrisen. Siden har andre stemmer sunget en anden melodi. Fx Gregers Kronborg (DanBAN), der mener, at den økonomisk recession for startupmiljøet vil vare 1-2 år , med reference til, at sådan plejer det at gå i recessioner. Men plejer er død. Sandheden er, at vi heller ikke økonomisk kan vide, om det bliver en dyb, men hurtig forårsforkølelse eller en lang 30’er-krise.

Med Mette Frederiksens seneste signal er det vel ret sandsynligt, at dansk efterspørgsel langsomt åbner op allerede før sommer. Men det gælder ikke nødvendigvis resten af verden, og epidemien kan returnere. Så set i forhold til den matrix, McKinseys regnedrenge har modelleret med ni muligheder, når de krydser y-aksens sundhedsspor med x-aksens økonomispor, ender vi nok et sted i højre hjørne, altså et sted mellem A1 og A4.