8. marts tema & woke testen – Av, av for lystløgne Armin – Townhall & King Cash – Re-Match rebound – Tak Mona, og Musk! – Hvad byder Bødskov os? – Løvemad

Nej, hvor sker der meget! Hvor er der meget at diskutere. Det er virkelig svært at vælge historier fra. Nogle 8. marts udfordringer og sager skal vi rundt om, især Armin Kavousi og MeeW skandalen. Så hovedindslag er:

  • MeeW og Dr. Fup. Ugens store IPO-skandale!
  • Her går det godt – men Cash is King again?
  • 8. marts tema – er ChatGPT egentlig woke eller biased?
  • Vækst-debat: Re-Match skiftet til international kapital
  • Sådan Mona! – Væk med fiktiv beskatning
  • Reform-regering – langt fra Bødskov til Elon Musk visioner?
  • Løvens Hule ruller i medierne

 

TownHall: Det går godt – men ‘Cash is King’ again

Her over et år efter renterne steg, og Ukraine blev invaderet, er situationen sådan relativt stabiliseret for mange og blevet new normal.

  • Globaliseringen omlægges delvist, og vi får selv en grøn re-industrialisering. Men markederne er åbne og corona-frygten glemt.
  • Inflationen er høj. Om den så er skal tvinges ned, strides de lærde økonomer om. Hvis 2023/24 byder på højere renter længere (”H4L” = higher for longer”) får vi en ordentlig rensende nedtur.
  • Men så langt klarer virksomhederne sig fint. Og forbrugerne har penge, om end de stadig er påholdende. Aktierne er steget pænt efter nytår.

Rigtig, rigtig mange af vores dygtige tech og life science startups klarer sig flot. I BVP indekset for tech er multipler i transaktioner nu stabiliseret på det niveau, de havde for 3 år siden i marts 2020.

Hvad er så problemet? Det er, at kun få institutionelle investorer har appetit på vækstaktier. Med de høje renteniveauer – og glem at renten kommer ned igen, snarere op –  får de meget sikrere afkast anderswo. Så startups, der ikke er cash positive – eller ikke snart er det – har det eller får det sværtKlarna går her forrest i Norden med et ’22 regnskab, der viser tab på 7,5 mia. kr! Ifølge The Stack tager CEO Sebastian Siemiatkowski det oppe fra: “we’re on a solid path towards profitability”. Silicon Valley Bank sveder ledelsen i disse timer. Aktien er, mens jeg skriver dette ifølge Reuters, nu faldet 60% – og startups og venturefonde har svært ved at få deres midler ud!

Uagtet at ”de gamle” banker herhjemme træder til med statslige garantier i ryggen, uagtet alle nye debt- og låneformer, herunder EIFO/Vækstfondens lånetyper, akkorderinger m.m., uagtet at private  investorer/business angels og venturefonde hjælper deres porteføljer: En god del startups har et sisyfosarbejde med sikre kontanter, der rækker året ud. Jeg har bedt om tal fra EIFO for venture-scenen og ser frem til at de kommer.

Mit subjektive billede er, at vi har set nogen og vil se nogle flere rekonstruktioner/konkurser – men ikke en massegrav. Flere må suge på lappen, skære ned, gå i zombie-dvale, lade sig opkøbe/fusionere osv., hvis ikke de få forøget deres runway, så de kan komme gennem efteråret.

Men lad os tage temperaturen 22. marts. Danske Tech Startups sætter fokus på det tema i næste TownHall på CBS med allerede +500 deltagere . Og ekstra godt, at formand Esben Gadsbøll og øvrige venner gør noget. ”Det er heldigvis lykkedes os at få nogle fede VC’s til Danmark”, som Esben udtrykker det med accept fra Sequioa, Kinnevik m.fl. Er du founder og leder efter kapital, er der vist stadig få ledige pladser til for-eventet med de VC’s. Skriv til team@techstartup.dk.

Nu har vi jo også mange ’fede’ danske VC’s, herunder et dusin helt nye, som vi flittigt har portrætteret her på Bootstrapping. Også bogstaveligt fede med kapital fra LP’s, nok især fra familiekontorer, der jo skal ud og arbejde. Men VC’s, uagtet alle ESG-mål, skal jo gå efter 10x og dermed de bedste deals. De er ikke sat i verden for at hjælpe den brede midte af ventures. Det bliver et intenst og udfordrende år for mange!

 

Av, av Armin. MeeW som vores Holmes- & SBF-skandale?

I Armin Kavosi’s nytårsopslag på LinkedIn forklarede han lyrisk, at MeeW står for Me & We og at ”jeg ikke baserer mit liv på en frygt af, om grenen knækker under mig, for min lid ligger ikke i grenens evne til at bære mig, men i min egen evne til at flyve”. Det var nok mest ’Me’ – og nu er han fløjet. Men mere med et svirp bagi fra mediestormen end af egen kraft.

Armins snyd med MeeW’s planlagte notering er langt mindre begavet og for langt, langt færre millioner og milliarder af dollars end Elizabeth Holmes og Sam Bankman-Fried. Men slemt er det i vores andedam, hver gang det lykkes de her Stein Bagger-typer at forføre os. Denne gang især for Spotlight og vækstbørsmiljøet. Modsat fx webkarussel-svindel, går det her ikke ud over mange, små sagesløse. Men børsaspektet er alligevel ret så trist at se ind i, fordi der er brugt så meget krudt på at bygge tillid op til vækstbørser som Spotlight (’Nu kommer de ordentlige svenskere til byen med deres børssucces’).

Medierne blev tippet om sagen i mandags – formentlig af en af skarp analytiker, der boltrer sig på Euroinvestor og kan lide det libertære Frihedsbrevet – og de to medier breakede det så tirsdag. Så rullede skandalen om ”Dr. Fup”. Fokus har været på snyd med titler som ’doktor’, ’neuro-forsker’ eller bare ’bachelor fra Kolding’! Og det brugte bestyrelsen i MeeW til i sidste sekund at lade co-founder træde til og udskyde noteringen fem dage. De burde have trukket noteringen straks, for sagen var større end titler. ’Afsløringen’ kan enhver se offentligt i en enkelt anmeldelse på Trustpilot, der starter sådan: ”Denne såkaldte “doktor” Armin Kavousi. Er den største fusker man kan finde i skuffen af folk der lyver patologisk”.

Jeg skal ikke diagnosticere, men den videre adfærdsbeskrivelse passer på en typisk grænsepsykopat. Så vi må mere end anklage en syg, spørge os selv hvordan vi kunne forblændes? Trustpilot anmeldelsen fra 2022 går på hjernescanneren fra Curvex – MeeW’s frontinvestering – der ikke er mere udviklet af Armin Kavousi end at den mestendels består af løsdele enhver kan købe på Alibaba – og posere med om panden. I øvrigt fremgår det af prospektet, at Curvex kun har solgt for 30.000 kr. af den. Hvis det er bedste case i MeeW, så kan man jo begynde at optrævle boniteten i andre produkter, kunderelationer og ansatte. Og det har så været en fest i slutugen.

Vidste vi det ikke? Jeg har mødt Armin Kavousi én gang til et netværksmøde for startups, og han talte som enhver anden beleven konsulent om, hvad MeeW grundlæggende var, en konsulentbutik for startups betalt mod ejerandele. Da jeg fik deres i sig selv ok artikel om vækstbørsnoteringsprocessen for den første notering i år, skrev jeg en disclaimer om, at jeg ikke dermed tog stilling til børsnoteringen. Jeg var blevet tippet på min vinterferie – desværre af en anonym kilde, der endda sendte fra en anden persons mailadresse uden denne vidste det – om at den finansielle del af prospektet var en varmluftsballon:

  • For en ”tech-komet” er det bemærkelsesværdigt at ca. 99 % af selskabets omsætning er konsulentbaseret, hvor de tager ejerandele i selskaber for ydelsen.
  • En “flot omsætningsvækst” er baseret på de ejerandele i spekulative og risikofyldte selskaber
  • MeeW’s likviditet er rigtig dårlig. De har et lån på 4,5 mio. kroner, som de ikke er i stand til at tilbagebetale i øjeblikket – hvilket i øvrigt nok er grunden til, at de ikke i første omgang aflyste noteringen
  • De mange medarbejdere og ledelsen er langt hen uerfaren i forhold til hvad en børsvej kræver.

Noteringen har ingen gang på jorden, der er end ikke et revideret regnskab, og er da også aflyst. MeeW må dø. Rådgivere og bestyrelse kigger nok på hinanden og tænker “hvorfor tjekkede du ikke?”. Det er næsten ikke til at holde ud, at sløseri og grådighed i alle led er så associeret med vækstbørs-notering på glittet papir og smarte videoer. Når vækstbørsen er for tvivlsomme reklamebureauejere i stedet for ordentlige industrier som Re-Match, ja så må de sidste trække sig. Det kan vi da ikke leve med!

 

Re-Match. Tvinger vi vækstvirksomheder fra børsen og til USA?

Hvad er så op og ned i Re-Match-casen, spurgte vi i ugen? På baggrund af afnoteringen på First North Premier udfordrede vi Nikolaj Magne Larsen, den kompetente CEO for den industrielle green tech Re-Match. Og han havde mange interessante svar. De gav en anden indsigt, i al fald for mig, end pressedækningen med fokus på den gængse halvering af kurser på børsnoteret tech. For Re-Match har dybest set opbygget de fabrikker, den har lovet, fået dem til at køre, og er klar til ekspansion til USA. Men, men … uagtet alt hvad pensionskasser og fonde lukker ud om grøn omstilling i stor skala: Det er ikke i kongeriget realistisk p.t. at rejse kapital til den type industriel vækst over vækstbørser. Ja, heller ikke de internationale. Reddit, Instacart for nu at tage kendte startups, sidder og venter på, at IPO-markederne tør op. Ergo gik Re-Match i lag med dygtige internationale kapitalfonde og endte med Verdane til at supplere Nordic Alpha Partners.

Er det et problem? Nej ikke for selskabet og ikke for aktionærerne. Tværtimod er de nu sikret kapital på kort og lang sigt med afnoteringen på First North Premier. Verdane har nok set en lækkerbisken af en potentiel vækstaktie fra et land, hvor den har været vurderet som valueaktie! For Danmark og danske arbejdspladser kan det jo blive et dårligt regnestykke, at vi ikke evner at få stærke vækstbørser. For bliver hovedkvarter, udvikling osv. i Danmark den dag om 7-10 år, hvor Verdana skal sælge deres grønne danske fabrikskæde med fortjeneste? Det er vel bedst for Danmark som ’grøn’ nation, at vi har tung industriel green tech produktion udviklet, finansieret og dermed bevaret i Danmark. Som FBV skriver i serien om Vækst i Danmark, vi har haft i ugen: I Sverige er der 1.068 børsnoterede virksomheder. I Danmark bare 184. Vi har kun skabt 2 virksomheder med over 1000 arbejdspladser de sidste 30 år. Hvad skal det dog blive til? Vi kan næppe leve af at lade ChatGPT skrive gensidigt kritiske indlæg om børsernes fortrædeligheder.

 

Åh, Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag…

Hatten af for Mona Juul, erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti. Hun har fulgt op på det, hun lovede før valget, og er måske ved at skabe flertal for at afskaffe både lagerbeskatning og milepælsbeskatning, der har det til fælles, at du skal udrede en masse penge, du ikke har endnu – og måske aldrig får.

Før valget skrev Mona Juul her i Bootstrapping om en fodslæbende erhvervsminister og om skandalen med den særlige danske lagerbeskatning. Vi har, især sammen med Thomas Black-Petersen og FBV, penslet det ud over mange artikler, senest i sidste uge. Den kan også gengives sådan her med Peter Mühlmann, Trustpilots ord: ”Det er vanvittigt at iværksættere kort efter deres børsnotering, risikerer at skulle betale en årlig ekstraskat på 22% af ikke realiserede gevinster – altså af penge de endnu ikke har tjent – blot fordi deres ejerandel kommer under 10%. Jeg er chokeret over at være endt i en situation, hvor jeg fraråder alle danske iværksættere en børsnotering, hvis de har et dansk holdingselskab og kan ende med under 10% ejerskab.”

Samme mekanisme gælder for milepælsbeskatning, også kaldet fantombeskatning. Den handler populært sagt om, at sælger du en Life Science startup fx for 100 mio. kr., men som forudbetaling på det ikke færdige produkt kun får 10 mio. kr., så bliver du ikke beskattet gradvis, men up front af det hele. Selv om gevinsten jo endnu er fiktion og potentiale.

Det, der er sket, er, at Mona Juul dygtigt har samlet oppositionens ordførere og også bearbejder regeringspartiernes. Det skete sådan set også ret åbent med socialdemokraten Per Husted på et offentligt møde hos DI i februar. Men du står ikke med skindet, før bjørnen er skudt. Mona Juul siger, at afskaffelsen er provenu-neutral, idet den vel bare udskyder noget skat. Embedsapparatet i SKAT gentager, hvad de har sagt mange gange: Det koster det blege, intet mindre end 400 mio. kr. om året at afskaffe lagerbeskatningen for alle. Men Mona Juul foreslår kun at lagerskatten skal afskaffes for iværksættere, der børsnoterer deres virksomhed. Så det må det være let og billigt at afskaffe den – i 1. kvartal har vi kun haft MeeW på kandidatlisten! Men hvem tror du vinder: Skatteudvalgets flertal eller embedsværket? Det kan godt vare en lang sommer, før Mona, som i Søren Kragh-Jacobsens sang, kan andet end drømme om stikke af sammen med vennerne i folketinget!

 

Reform-regering – langt fra Bødskov til Elon Musk-visioner?

Tal fra DI viser, at Danmark er nr. 17 ud af 20 nationer, når det gælder om at skabe højvækstvirksomheder. Som nævnt ovenfor har vi to virksomheder startet de sidste 30 år, der har mere end 1000 arbejdspladser i Danmark. Og det er ikke fordi, vi ikke har skabt unicorns, der bare tidligt måtte ud. Så Morten Bødskov, der er lagt op til at diskutere iværksætterpolitik. Og der varmes op i krogene på Christiansborg, og snakkes om de afsatte 300 mio. kr. På Bootstrapping vil vi gerne op på en klinge, hvor vi går fra en 17. plads og op i top 3. Det kræver ikke tilskud til flere rapporter, råd og rådgivere. Men en national fælles vilje og en politik på tværs af alt og alle. Så det ligger lidt tungt, ja.

Elon Musk er som bekendt verdens rigeste, men nok så interessant også verdens mest innovative storkapitalist. Jeg tager i den forstand – og ikke som person og personaleleder – hatten af for ham. Ligesom Bill Gates lancerede Musk i sidste uge ikke bare nogle nye produkter eller satte prisen ned på de gamle. Han kom til sit årsmøde med en hel vision for ”en bæredygtig energicivilisation”. ”As we improve the energy density of batteries, you’ll see all transportation go fully electric, with the exception of rockets.”

Elektrificering diskuterer vi også meget i Danmark. Nemlig om det kan tage under syv år for godkendelse af nye havvindmølleparker i Nordsøen. Vi skal selvfølgelig udnytte vores komparative fordel på vindenergi. Men jeg er nu også enig med Lars Tvede, der i ugen skrev, at vi i Danmark på grund af succes med Vestas/Ørsted/CIP kan tro at vind løser alle udfordringer. Det vil aldrig dække behovet. Og sandsynligvis er A-kraft a la Seaborg meget mere effektiv på den lange bane. Og er Seaborg en industritype vi satser på at udvikle? Sådan er der så mange gode spørgsmål i en national iværksætterstrategi.

 

EIFO’s grønne håb og ditto millioner

”Den grønne omstilling kræver langsigtet, risikovillig kapital. Fordi de løsninger, der skal til for at få os i mål, kræver store investeringer.” Det er så rigtigt og er her citeret fra hestens egen mund, nemlig Peder Lundquist, øverste i Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Og superfonden får nu yderligere mulighed for at hjælpe med kapital på fordelagtige vilkår med garantier gennem Den Europæiske Investeringsfond.EIF garanterer nemlig 229 millioner kroner (30,9 millioner euro), som giver Superfonden mulighed for at udstede lån for op til 575 millioner kroner til danske virksomheder. Lånene bliver målrettet projekter indenfor energibesparelse, vedvarende energi og ressourceeffektivitet. Lånene skal bygge bro mellem egenkapital og bankfinansiering.

Mange flere EIFO-millioner er ude i venture- og kapitalfonde via Dansk Vækstkapital. Man skulle tro – efter succesen med 18-20 % afkast fra I og II fond – at det var let at rejse kapital til Dansk Vækstkapital III. Fund of funds er lavet for at få især pensionskasser til at spytte bare en promille af deres 4000 mia. hevet ud af fra danskeres lønsedler i bøssen til investeringer i danske vækstvirksomheder. Men det har ikke været let. Og det er ikke blevet meget bedre. Nu er fond III lukket med 600 mio. kr. under målet på 3 mia. kr. Nogen havde nok troet, at med tre nuværende og forhenværende top-pensionsdirektører – med Torben Möger Pedersen i spidsen – som formandskab for superfonden, ville pengeindsamling går lettere. Men nej. Det indikerer jo så på den positive side, at der ingen sammenblanding er af kasketter her!

 

Kick Ass, det kører. Løvens Hule

Klik på fx BT, og du kan finde en aktuel artikel om Løvens Hule. Engang var pressen meningsdanner med rigtige nyheder, vi andre så snakkede om. Nu kan du især finde det stof fra reality shows med mest ’engagement’ på nettet og TV – som så efterplapres og uddybes i avisen. Løvens Hule er på 8. sæson en seermagnet. Så den ene dag handler det i BT om en mulepose til hundeejere der laves hjemme i lejligheden, den næste kan du læse om en kaffegrumsopsamler, der fik Løverne til at græde. Så har MrBeef fået en sur smiley og et par løver er ude af hans bestyrelse. I denne uge er Stori sørme solgt, og i forgårs var viste Dawn med investering fra Jesper Buch og Tommy Ahlers sig at have skadelig kemi i sit ellers genbrugelige sengetøj. Dynerne løftes kun endnu mere af Ekstra Bladet. Anne Stampe går i terapi med sin hest, Jesper Buch taber kæben af benovelse over en prissætning osv. Som Anders König skrev i Politiken i ugen er det oftest fuldstændig tåbelige forretningsideer, der præsenteres over cirka samme læst: ”To unge mænd dukker op. De har lavet nogle joggingbukser, der ligner noget fra H&M. Med ganske få ord får Jacob Risgaard både nævnt Coolshop, at han er fra Jylland, og at han går i pænere tøj end Jesper Buch. Buch synes, ideen er »kick-ass«. Han investerer, de krammer, rulleteksterne kører….

 

8. marts: Opslag, nedslag og meget godt

 

Jennifer vs. Musk. ChatGPT – woke eller biased?

Vi publicerede 8. marts en ny undersøgelse fra Develop Diverse, hvor Jenifer Clausell-Tormos fortalte, at jobannoncer skrevet af ChatGPT er 40 % mere biased end dem skrevet af mennesker, når det gælder køn, etnicit, handicap m.m. Det blev læst og delt! Cirka samtidig trak det internationale overskrifter, at Elon Musk har sat et top udviklingshold til at lave et alternativ til OpenAI’s ChatGPT (som Musk var tidlig investor og co-founder i). Hvorfor? Fordi kære Elon allerede før jul tweetede, at ChatGPT “is training AI to be woke”!

Det kan virke paradoksalt at lave en anti-woke-version til en allerede ret så biased chatbot. Jennifer og teamet hos Develop Diverse har i hvert fald ud 7.000 jobannoncer bl.a. kunnet måle, at jobannoncer skrevet af ChatGPT har 41 % større sandsynlighed for at være biased overfor kvinder, mens tallet ift. mænd blot er 9 %. Så selvom Musk & co (og til tider nogle af os andre) har angst for, at manderoller og kønsidentitet pludselig udviskes, så er det umiddelbart ikke ChatGPT, der leder den bølge. Måske gør vi klogt i, at vi, fx ligesom min engang meget unge nabo Herlige Svend, nøjes med at gøre lidt grin med den slags “dommedagsprofetier”. Musk har nu nok også andre gode grunde til at sætte et tophold på generativ AI.

 

Er det kvinderne, der nu bliver fyret i tech?

Nej da, dem er der jo alt for få af, tænker du nok. Men nej. Kvinder udgør ifølge Sifted hele 41,6 % af de fyrede i tech i Europa siden oktober. Hvorfor, spørger du. Ja, men de er jo ikke forretningskritiske, de arbejder ikke med tech, men med støttefunktioner, er det svar analysen giver.

 

Flere kvinder til Web3

På Bootstrapping har vi for øjeblikket bedt en række kvinder med fingeren på pulsen berette fra bestyrelseslokalerne om, hvordan de oplever bias. Det kræver alvorlig intervention, hvis vi for alvor skal bryde de mønstre. Ellers kan vi hver dag og 8. marts måbe over statistikkerne for diversitet i økosystemet. Sådan lød opfordringen fra Jeanette Carlson, CEO i Tech Nordic Advocates, i ugen til Bootstrapping. Jeannette ser fra sin post, at “mænd, der leverer succesrige exits, typisk investerer i nye mandligt ledede startups“, og at man “investerer i det man kender, og kan spejle sig i.”. Selvom vi har mange kvindelige founders på vej frem inden for fx Life Science, tyder det på, at samme tendens også gælder, når vi vender blikket mod fremtidens løsninger, hvor Sifted forleden kunne rapportere, at blot 13 % af web3-founder-teams inkluderer én eller flere kvinder. De mixed teams som DI har dokumenteret generelt klarer sig bedre, er mere innovative, har en højere overlevelsesrate på tværs af brancher etc., skal vi – måske ikke så overraskende – kigge langt efter, når det kommer til udviklingen af nogle fremtidens disruptive teknologier. Og for web3-startups, hvor det kun er kvinder, er tallene, som man måske også kan gætte, endnu værre (7 %).

Jessica Apotheker, BCG’s chief marketing officer, udtalte i Sifted, at forklaringen skal findes mellem et funding gap og et founding gap. Hvis du skal have funding (af mænd) i en branche domineret (af mænd), så har du et bedre kort på hånden ved at skubbe en mand frem, lyder det: “If you’re a female entrepreneur, and you saw the stats and you saw that you’d get 4x less money if you were an entrepreneur in this space, would you go? No, or you would go with a guy and probably put the guy forward in the pitch because if you’re putting yourself forward, you’re actually endangering your capacity to raise money.”

Nu er det ikke fordi, man er helt uden selvjustits i nye mandsdominerede brancher. I sidste uge havde vi til vores North Star netværk en snak med Jack Nikogosian (Bitcoin-Jack), CEO i Aryze, om, hvordan hans vertikal for Web3, krypto og blockchain ofte får skudt i skoene at være en lukket branche overfor kvinder. Som del af et felt, der lider rigeligt under diverse fordomme som skaber modvillighedgør man hvad man kan for at møde dygtige folk interesseret i branchen igennem fx events, webinars og workshops, men ifølge Jack bemærker han at deltagende kvinder er en sjældenhed, medmindre at eventet er direkte henvendt til kvinder, á la female founders in web3. Sådan har det været, siger Jack siden 2013 hvor han først blev involveret i krypto.

 

Tech-patriarkatet. Silicon Valley som kvindernes dødsdal

FN’s generalsekretær António Guterres kom med en gevaldig opsang 8. marts: Hvert tiende minut bliver en kvinde eller pige myrdet af et familiemedlem eller af en partner. Og hvert andet minut dør en kvinde under graviditet eller fødsel.(…) I det her tempo vil tage yderligere 300 år, før vi opnår fuld ligestilling mellem kønnene”. Og så advarede Guterres mod tech-patriarkatet, der “skaber ulighed mellem kønnene og digitaliserer patriarkat og kvindehad”. Sagt med det svung, der gør sig i internationale fora: “Denne verdens Silicon Valleys” må ikke blive “kvinderettighedernes ‘dødsdale’”.

 

Vi deler os efter køn…

“Women are statistically more interested in starting lifestyle businesses or dealing with people, community, etc., whereas men statistically are more interested in the STEM fields. Women-founded businesses are statistically faster to profit , whereas male-founded businesses statistically more often have the potential for hyper-growth. Og det er tydeligere, i demokratiske samfund hvor man frit kan vælge! Citatet falder i en LinkedIn diskussion af Isabella Merrild Agdestein, co-founder og CEO af focalx. Og skal man ikke have lov at vælge, selv om det giver mindre potentiale for ekstrem vækst, spørger hun? Svaret er selvsagt “jo!”.Men man skal vel også som Maria Flyvbjerg påpeger, forsøge at skubbe til de mønstre fra den tidlige barndom.

 

Velkommen Angella Invest netværk

Jeg forudser reaktionen: Det er godt nok trist, hvis vi mænd sidder alene tilbage i vores investor-netværk. Ja, men så kunne vi have indrettet tale- omgangs-, møde- og andre former mere efter det! Nu er der i hvert fald et alternativ, Angella Invest, for kvinder der vil være Women only om BA-investeringer. Den ene founder er Kirstine Leerbeck, der bl.a. har arbejdet i SEB og Danmarks Grønne Investeringsfond, men skriver (med en beskedenhed mange mænd næppe havde haft), at hun aldrig har prøvet at lave bussines angel investeringer. Den anden er Trine Hoffensetz Winther, der er investment manager i ugens meget omtalte MeeW. Med MeeW skal det ’er’ nu nok rettes til ’var’. Der er et åbenbart unmed need, som de siger i pharma-branchen, for til første møde som Vækstfonden lagde hus til, var over 100 kvinder tilmeldt. Der er lagt møderækker og pitchevent-datoer på hjemmesiden.

 

Iværksætterforløb for kvinder fra Ukraine

Googles danske landechef Bianca Bruhn har tilbudt en række ukrainske flygtninge-kvinder et iværksætterforløb og en Ukraine Pitch Day med investorer. Ideen er at de skal kunne bidrage til genopbygningen af landet.

 

Hvor står CanopyLAB ét år efter sidste 8. marts?

Jeg mødte Sahra-Josephine Hjorth til et 8. marts arrangement og ud over at hun i næste uge godt vil bidrage til vores diskussion af status efter 8. marts, spurgte jeg selvfølgelig, hvor sagen med årsrapporten for et af CanopyLAB selskaberne egentlig er endt. Vi har jo i Bootstrapping ellers især diskuteret kønsstereotypier i Ekstra Bladet dækning for nu et år siden. Det korte svar var, at sagen kører og skal afgøres i Erhvervsankenævnet. Paradokset ifølge Sahra-Josephine er, at Erhvervsstyrelsen har afvist at genoprette selskabet på ny til trods for, at selskabets statsautoriserede revisor har indsendt et revideret regnskab med positiv egenkapital samt en anmodning om genoprettelse. I øvrigt har Canopy-Lab vundet flere nye internationale projekter. Så forretningen kører – og det er vel nu engang altid det vigtigste.

 

Google-reklamer og mangel på diversitet

Googles forretningsmodel er jo reklamer, men de gør da også noget for at hjælpe kunderne med at afbøde de værste problemer med visuel bias. Fx bedriver de forskning indenfor diversitet og repræsentation i reklamer og indkaldte til 8. marts møde om bl.a. kønsbias. Hele 64 % af befolkningen i Danmark føler sig ikke repræsenteret i reklamer, hvilket er højere end det globale gennemsnit på 44 %. Her et link til Googles forskning indenfor området: google.com/all-in. Det starter med et godt citat af den amerikanske forfatter Verna Meyers: “Diversity is being invited to the party, inclusion is being asked to dance”.

 

Det var hvad vi nåede i denne 14-dages opsamling. Men lige en reklame: Du kan skrive ”Ring med et tilbud” til nikolaj@bootstrapping,dk, hvis du vil læse med hele vejen og støtte, at økosystemet har en fri stemme. Og så må du ellers ha’ en herlig weekend – helt fri for lystløgne!