Sjældent ser du succesfulde mennesker i liberale erhverv lægge fod-billeder foran poolen op på sociale medier eller glæde sig over, de nu kan trutte i deres varmblodige, italienske elskerindes skinker hele weekenden. I ferierne bestiger man bjerge, lærer at tale kinesisk eller nakker og æder noget #workhardplayhard. Foto: Pexels.com.

Brand dig med struggle-bragging

Livet er en evig kamp mod Excel-ark, PowerPoint-præsentationer, netværksmøder, familiepligter og slatne overarme, men fat mod, slider: Der er status i at prale af det.

Vi har trukket det længste strå i forhold til, hvor man kan blive født i verden, og det kan faktisk ikke gå helt galt for de allerfleste af os her i velfærdsboblen anno 2018. Vi kan ende i en situation, hvor der ikke er råd til de store armbevægelser med mærketøj og charterrejser, men vi kommer aldrig til løbe nøgne rundt i gaderne og kæmpe om kød.

Alt burde være godt. Let endda.

Men hvad vælger vi at gøre? I hvert fald ikke at læne os tilbage og nyde en fornuftig work-life-balance eller komprimere det ligegyldige maratonmøde til en kort mail og smide os på sofaen. I stedet vælger vi tappert at føre korte deadlines ind i Gantt-diagrammet, skyde eller sylte føden selv og svede hver dag over den ironman, som vi skal have trænet op til på bekostning af nattesøvn.

Glem alt om busy-bragging. Det er for sissies. Det er struggle-bragging, der for alvor er på alles læber. De fede typers læber endda. Det er nemlig en form for sympatisk praleri, der kan overføres på alle livets faser, også uden for kontortid.

Vi får glade, almindelige børn, men kunne ikke drømme om bare at bruge kærlighed og logik som eneste rettesnore og så ellers bare sende dem ud at lege uden vores indblanding: Børneopdragelse opfattes videnskabeligt, og vi slider for at kende alt litteratur på området, for at have total kontrol, og vi bekymrer os konstant for ikke at få 12 i børn.

Og vi fortæller om, hvor engageret vi kæmper, og hvor hårdt det er. Selvfølgelig gør vi det. Det er blevet en hel epidemi. Om det så er indirekte eller gennem en af disse konkurrencer, hvor man mere eller mindre tappert og henkastet lufter, hvem der sover mindst hver nat, står tidligst op, løber længst, har flest møder, har flest beskeder på intra eller fødte i mest smerte uden at kny.

Vi siger det på en civiliseret måde, nærmest kammeratligt – men hvor vil vi gerne vinde konkurrencen om at kæmpe hårdest. Førstepladsen er blevet en statusmarkør af de helt tunge.

Du går ned med stil og status, for du kæmpede bravt. For søren, hvor det hamsterhjul spandt som en mis under dine fødder.

Så glem alt om busy-bragging. Det er for sissies. Det er struggle-bragging, der for alvor er på alles læber. De fede typers læber endda. Det er nemlig en form for sympatisk praleri, der kan overføres på alle livets faser, også uden for kontortid.

Struggle-bragging. Arh, vel? Måske er du allerede nu træt af at begrebsliggøres med fancy, engelske ord. Ny vin på gamle flasker tænker du måske – og du kan have ret. Men der er jo ikke meget kamp, besvær og dermed status i kun at bruge lette, danske ord som ”kamp-pral” eller ”at blære sig med sit slid”. Det bliver for let – og lette løsninger er for tabere. Life is a struggle – men vi vinder dælendylme, for den, der bærer viljen i hjertet, og hvad, der ikke dræber dig, gør dig stærkere …

Sandt nok. Måske med undtagelse af ovenfor nævnte klichéer om livets ærbare kampe, vi bevidstløst kaster rundt om os og gør til sandheder. De klichéer kan måske medvirke til slå dig ihjel af en blodprop. Men hey: Du går ned med stil og status, for du kæmpede bravt. For søren, hvor det hamsterhjul spandt som en mis under dine fødder.

Blod, sved og tårer

Lad mig sætte nogle genkendelige situationer på struggle-bragging, nu hvor jeg har stavet mig igennem det i stedet for bare at kalde det slidsomhed eller protestantisk arbejdsetik, der har bredt sig til hele livet.

Situationen er som følger: Din kollega har været sygemeldt og er nu endelig tilbage. Du kender svaret, men spørger alligevel høfligt: ”Er du så blevet helt rask?”

Det er vi aldrig.

Det er ikke bare struggle. Det er the Struggle. Med stort begyndelsesbogstav. Foto: Strategylab.ca.

Man er stadig småsløj, svarer man med et par strategiske og tapre snøft. Kollegaen skal vide, man er vågnet med 39 i feber, men alligevel mandede sig op og kæmpede. Det er en karrieredræber at stå ved, hvis man i virkeligheden lige tog en ekstra dag foran Netflix for at komme helt over den der irriterende snue.

Et mere dagligdags eksempel er, at du lige venter med at besvare mails, fordi det sender et skidt signal at stå til rådighed med det samme og ikke er så eftertragtet rent professionelt: ”Sorry. Jeg fik ikke lige svaret. Min mailboks dræber mig for tiden”. Møder? Dem kan du lige få klemt ind, men kun fordi, du er en fighter, der er vigtig for virksomheden, og fordi du ofrer alt for succes.

Du fik jo trods alt stillingen, fordi du trives i et hektisk miljø, er omstillingsparat, kan have mange bolde i luften. Fordi du er en robust kriger, der altid er klar til at tage én for holdet, som der stod i jobannoncen. Mærker vi tegn på, vores kampgejst falder, så er der noget galt, og vi bliver fixet af nutidens præster: stresscoaches m.fl.

Vi har også langt mere respekt for erhvervslederen, der startede sin nu verdensomspændende forretning hjemme i garagen, arbejdede 24-syv og blev forlagt af kone og børn, før de sorte tal på bundlinjen kom.

Men struggle-bragging hører ikke blot til på støvede kontorer. I den mere kulørte afdeling hører du aldrig kendte mennesker berette om en harmonisk barndom. Alle har de haft skrækkelige forældre, spiseforstyrrelser eller oplevet massiv mobning. Men de kæmpede sig op trods hårde odds, står der mellem linjerne. Vi refererer også ivrigt til The Beatles, der trods afslaget hos Decca Records i 1962 kæmpede videre og brød igennem.

Ja. Der er status i at være the struggling artist. Måske ville vi endda se anderledes på Lars von Triers film, hvis han var en kernesund, nynnende mand, der ikke måtte slås med angst og indre dæmoner. Måske skal man være lidt forpint for være i stand til at lave stor kunst. Myten går i hvert fald på det sidste, sandt eller ej. Det giver øjeblikkelig respekt, ikke mindst på parnasset.

Vi har også langt mere respekt for erhvervslederen, der startede sin nu verdensomspændende forretning hjemme i garagen, arbejdede 24-syv og blev forladt af kone og børn, før de sorte tal på bundlinjen kom.

Kærlighedsbarnet, der fik hjemmebagte boller, en god skolegang og herpå uden de store ofre byggede sin forretning op, må gå i flyverskjul, når de andre ledere finder de arrede, svedige kampbøffer frem og praler af deres struggles against all odds. It was damn hard. But we made it, son. We made it…

Frelse og status

Hele vores kulturhistorie, der har dannet vores moral, er bygget op af narrativer om folk, der kæmpede. Jesus fik ikke uden blod, sved og tårer landet dén med evig frelse. Folkeeventyr og Hollywood-blockbusters er bygget op over skabelonen hjem-ude-hjem. Det kan vi nuancere med: harmoni – vundet kamp – harmoni/struggle-bragging og status. Vi definerer vores succes gennem kampe. Vundne kampe, altså. Der er ikke status i at lade sig indhente af social arv, stress eller at blive liggende efter en konkurs.

Op på hesten igen, kriger. Rom blev jo ikke bygget på én dag, og man skal yde, før man kan nyde.

Du tror da ikke, Mærsk blev bygget op af en mand, der arbejdede 30 timer om ugen og nåede hjem for at dikkedikke de små? Nej, hvor har vi det godt, og hvor vi fortjener det, som de siger på Esplanaden.

Mange af os går gennem livet med følelsen af at have en arbejdstilladelse, ikke en opholdstilladelse – lige fra den rengøringshysteriske husmor med mimrende martyrhage til sportsmanden, der løb gennem sneen om natten til tonerne af Eye of the Tiger. Ham holder vi med. Han kæmper, så han har fortjent sin succes.

Af samme grund provokerer det os, når succesrige iværksættere eller erhvervsledere en sjælden gang imellem fortæller, de arbejder under 37 timer om ugen. Du tror da ikke, Mærsk blev bygget op af en mand, der arbejdede 30 timer om ugen og nåede hjem for at dikkedikke de små? Nej, hvor har vi det godt, og hvor vi fortjener det, som de siger på Esplanaden.

Uden kamp – ingen berettigelse

Hvorfor er det sådan? Her er et bud.

Kampen er en nødvendig statusmarkør i et samfund, hvor hovedparten af os ikke fødes ind i en bestemt rolle eller erhverv qua familierelationer som smedens søn, der skal giftes med gårdmandens Grethe. Kampene er blevet vores identitet, vores uniform.

Vi skal selv definere vores identitet og bevise vores værd – og det gør vi gennem alle de kampe, der jo som bekendt kun gør os stærkere, hvis det da ikke slår os ihjel. #Whatdoesntkillyou, som vi bevidstløst gentager på Instagram, når vi har slæbt os hjem fra endnu en omgang crossfit. Og det er også en sandhed, der er svær at argumentere imod: At livets kampe modner os og gør os mere livsduelige, men behøver det forplante sig til hele tilværelsen – og skal vi gøre en dyd ud af det?

Sjældent ser du succesfulde mennesker i liberale erhverv lægge fod-billeder foran poolen op på sociale medier eller glæde sig over, de nu kan trutte i deres varmblodige, italienske elskerindes skinker hele weekenden. I ferierne bestiger man bjerge, lærer at tale kinesisk eller nakker og æder noget #workhardplayhard.

Det skal løbes væk. Det skal gøre ondt, før det kan gøre godt. Og så videre.

Det kan også være et produkt af, at vi faktisk lever et sted og i en tid, hvor vi ikke helt naturligt skal vogte hulen mod sultne bjørne eller knokle os selv til blods for at opretholde tilværelsen. Når der ikke står noget virkelig alvorligt på spil, så må vi i stedet opsøge suset og kampen selv og for eksempel kaste os ud fra flyvemaskiner med en sammenfoldet presenning på ryggen.

Det taler også ind i en helt eksistentiel angst ikke at være én af de udvalgte krigere, der er brug for. Vi frygter at blive overflødige og misse den udvikling, vi får gennem kamp. For den succesfulde må livet betragtes som én stor slagmark, hvor der hele tiden er nye kampe, som skal kæmpes. Hvis man accepterer – måske endda higer efter, at det godt må være let, så har man simpelthen ikke ambitioner nok i livet.

Man er erstattelig. Hvis livet er nemt, så gør man sig ganske enkelt ikke umage nok.

Man er erstattelig. Hvis livet er nemt, så gør man sig ganske enkelt ikke umage nok. Gør man sig ikke umage, så taber man kontrollen, og har man ikke kontrol over alt fra vægt til karriere og til ens børns vej i livet, har man ikke status.

Ergo: Kæmp videre – og glem ikke at fortælle os andre om det.