Venturekapital har længe fyldt en del i mit liv. Det startede, da jeg som iværksætter fik venture investeringer fra bl.a. Intels, Deutsche Telekoms og Reuters venturekapitalfonde.
Her oplevede jeg, hvordan ikke mindst Intel-holdet udover kapital og bestyrelsesarbejde ydede en enorm indsats for at hjælpe vores lille firma på vej.
”Sådan gør de altså i USA”, tænkte jeg.
”De forstår, at man ikke kun har brug for kapital og strategisk rådgivning, men også praktisk, håndfast hjælp.”
Og praktisk, håndfast hjælp gav de så sandelig.
Intel satte møder op for os. Intel lod os præsentere vores produkter på deres stande på internationale messer. Og Intel allokerede faktisk en mand til at hjælpe mig med alt muligt praktisk. Til sidst var jeg så begejstret for Intel, at jeg gik rundt med Intel-skjorter og Intel-T-shirts overalt, indtil min familie bad mig veksle med noget andet.
Siden blev jeg selv investor i diverse venturekapitalfonde, og i efteråret 2016 blev jeg medstifter af Nordic Eye Venture Capital sammen med Peter Warnøe.
En alternativ investeringsform
Mine første erfaringer med at investere mine egne penge i venturefonde startede, da jeg for snart 20 år siden mødtes med en schweizisk bank for at diskutere en portefølje af såkaldte alternative investeringer, primært hedgefonde, kapitalfonde og venturekapitalfonde.
Ingen af disse fondstyper er likvide. Mest likvide af dem er hedgefonde, som investorerne normalt kommer ud af på cirka tre måneder eller hurtigere. Men i kapitalfonde og venturekapitalfonde binder investorerne sig ofte i op til 10-12 år, hvor afkast fra salg udloddes undervejs.
Højt forrentede investeringer
Tilbage til mit møde i Schweiz. Forud havde jeg læst en del op på emnet alternative investeringer, bl.a. bogen Pioneering Portfolio Management: An Unconventional Approach to Institutional Investment af David F. Swensen.
Swensen havde i mange år været leder af Yale Endowment, dvs. den velgørende fond, der medfinansierer universitetet, og her havde han præsteret gennemsnitlige årlige afkast, der ikke alene slog næsten alt andet – og i hvert fald alle andre universitetsfonde – men også var forbavsende stabile. Hans metode var baseret på at løbe relativt høj risiko, men så samtidig at sprede disse investeringer på mange og ofte u-korrelerede eller endog negativt korrelerede investeringstyper – som med gyngerne og karrusellerne.
Det princip har jeg forsøgt at forfølge personligt i ret lang tid.
Et særpræg ved Swensens metode var også, at han lagde en betydelig del af deres investeringer ud i netop, ja, hedgefonde, kapitalfonde og venturekapitalfonde.
Andre var bange for disse fonde, fordi de var illikvide, eller man syntes, at man betalte for høje managementhonorarer. Men Swensen var ligeglad med likviditeten, for efter hans mening drejede det sig ikke om at kunne komme ud, men om at blive ved – om at investere rationelt år efter år og årti efter årti. Og vedrørende de store honorarer, blev disse jo kun udløst, hvis fondene klarede sig godt.
En vindermodel
Det havde han observeret, at de ofte gjorde, og derfor var hans allokering til disse eksotiske investeringsformer ofte omkring halvdelen af den samlede kapital – en hidtil uhørt strategi.
Og det gav pote – hans resultater blev legendariske. Grundet Yale-fondens fantastiske resultater begyndte andre universiteter samt i øvrigt mange stats- og familiefonde at kopiere modellen, som nu ofte kaldes ”the endowment model”.
En typisk investeringsallokering efter endowment-modellen kan se således ud:
[infogram id=”hvordan-professionelle-investerer-1hxj48rjd7r56vg”]
Med andre ord: Du lægger halvdelen i alternative investeringer plus fysiske aktiver såsom ejendomme og skovbrug, og det meste af det resterende lægges i en international aktieportefølje.
Eliteklassens positive spiral
Da jeg læste om Yale-fonden for ca. 20 år siden, noterede jeg mig, at ikke mindst venture fondene klarede sig strålende. Nu skal det siges, at Yale-fondens ventureinvesteringer kun gik til de bedste af dem.
De bedste fonde kommer via deres resultater til at udstråle prestige og får derfor mulighed for at ansætte de største talenter, og de får ikke mindst førsteret til at investere i de mest lovende startups.
Det gjorde afkastet forudsigeligt godt. Der er meget ”stickiness” i netop venturefondes afkast i den forstand, at dem, der har klaret sig bedst i fortiden, statistisk set også har størst sandsynlighed for at klare sig bedst i fremtiden.
Ikke alene, fordi de logisk nok har de bedste teams, men også fordi succes i den branche virkelig avler succes. De bedste fonde kommer via deres resultater til at udstråle prestige og får derfor mulighed for at ansætte de største talenter, og de får ikke mindst førsteret til at investere i de mest lovende startups.
Som iværksætter vil man nemlig helst have så dygtige og velrenommerede investorer som muligt, og desuden gælder det ofte, at stifterne af de startups ved en senere exit typisk bliver tilbudt ret til at investere i netop de succesfonde, som hjalp dem på vej. Der er altså tale om win-win i eliteklassen.
EN VIP-natklub
Fantastisk. På mit møde med bankfolkene fik jeg snart udtalt, at jeg gerne ville have nogle top quartile-venturefonde i min portefølje.
Men så let var det ikke. Tålmodigt forklarede bankfolkene mig, at de med ganske få undtagelser ikke kunne skaffe aktier i disse fonde.
”I hvert fald ikke til lille mig”, tænkte jeg dengang i mit stille sind.
Det var der faktisk noget om: de bedste venturefonde kan rejse langt flere penge, end de har kapacitet til at investere professionelt, så deres investorer er dem, de selv regner for crème-de-la-crème. Typisk gigantiske pensionskasser, stats-, universitets- og meget store familiefonde.
Jeg havde den samme følelse, som når man står foran en high-class-natklub og ikke bliver lukket ind.
Crème de la crème-investorer i crème de la crème-fonde, som investerede videre i crème de la crème-startups. Uden mig. Jeg havde den samme følelse, som når man står foran en high-class-natklub og ikke bliver lukket ind.
Siden fik jeg dog snoet mig ind i nogle gode venturefonde samt venture fond-of-fonds, der gav mig deltagelse i nogle af de mest eftertragtede fonde, hvilket som forventet gav fremragende afkast.
Den bedste kvartil
Nu ca. 20 år efter, at jeg selv blev investor i venturefonde, kan jeg konstatere, at strategien stadig har virket for Yale Endowment.
Hvis man således kontrollerer Yales (stadig crème de la crème-) resultater for 2017, kan man læse følgende om deres afkastfordeling for de foregående 20 år:
“Yale’s 20-year asset class performance remains strong. Domestic equities returned 12.2%, besting the benchmark by 4.7% annually. Foreign equities produced returns of 14.1%, surpassing the composite benchmark by 7.8% annually. Absolute return produced an annualized return of 8.9%. Leveraged buyouts returned 12.6%, while venture capital returned 106.3%. Real estate and natural resources contributed annual returns of 10.3% and 15.2%, respectively.”
Dette var altså gennemsnitlige årlige afkast, men læg lige mærke til tallet for venturekapital:
” … venture capital returned 106.3%.”
Wauw. 106,3 procent årligt. Lige for at sætte det i perspektiv: Hvis man fordobler kapital årligt, bliver den over 20 år over 500.000 gange så stor.
Nu var det jo ikke helt sådan, Yale gjorde, for de rebalancerede hele tiden deres eksponering til forskellige aktivklasser, og venture var kun en begrænset del af deres i øvrigt forkromede maskineri. Men de er i dag oppe på omkring 30 milliarder dollars i investeringsformue, hvilket er et ret godt udgangspunkt for driften af et universitet.
Bedre end obligationer og aktier
Den historie drejede sig om Yale Endowment, som jo er smartere end de fleste. Men hvordan har venturebranchen i USA overordnet klaret sig i forhold til andre investeringstyper?
Vi kan starte med, at investeringstypen i USA massivt har overgået de to oplagte alternativer, nemlig statsobligationer og aktier. Eksempelvis viste en undersøgelse, der strakte sig fra 2000 til 2016, denne forskel:
[infogram id=”performance-1hmr6gy3romz6nl”]
Interessante tal, ikke? Eksempelvis havde venturekapital her slået aktier med 26 procent årligt imod 8 procent.
Det er en enorm forskel. Tast en dollar ind i dit Excel-regneark, og giv den 8 procent forrentning årligt, og den er vokset til to dollars efter 10 år. Men er forrentningen i stedet 26 procent, vokser den til otte dollars på samme periode.
De bedste amerikanske venturekapitalfonde leverer altså virkelig varen.
I mine næste klummer vil jeg se nærmere på venturemarkedet uden for USA, hvor afkastene i øvrigt har været en del ringere. Og jeg vil derfra bevæge mig videre til det danske venture marked med dets udfordringer og muligheder.
Læs afsnit 2 i Lars Tvedes serie om venturekapital her.
