Ugens hardtech-startup: Paralenz

Paralenz udvikler specifikt til dykkere kameraer, der samtidig indsamler data om havenes tilstand, hvilke går direkte videre til globale forskningssamarbejder. Læs bl.a. om spritnye finansiering, Citizen Science-udviklingssamarbejder, og om udlejning af udstyr i stedet for køb-og-smid-væk-kultur. Bootstrapping har talt med Michael Trøst, co-founder af danske Paralenz og CEO Lise Engelbrecht samt investor Ulrik Jørring, fra Nordic Alpha Partners.

Paralenz: Co-founder Michael Trøst & CEO Lise Engelbreht

Udviklingsproces med 250 dykkere

Paralenz blev grundlagt på grund af et forbrugerbehov; der fandtes simpelthen ikke et undervandskamera specifikt udviklet til dykkere:

”Min partner og co-founder Martin Holmberg er passioneret dykker og syntes, der manglede kameraer udviklet udelukkende til dykning. Derfor gik vi fire partnere sammen og rejste via crowdfunding en halv million dollars – og vi var i udviklingsproces med 250 dykkere, som testede vores udstyr,” fortæller co-founder Michael Trøst. Paralenz blev foundet i 2016, og i 2017 havde de deres første undervandskamera klar, og for nyligt lancerede de kamera nummer to med modelnavnet Vaquita.

Fælles for begge kameraer rent teknisk er, at de er utroligt nemme at bruge, og de kan bl.a. gå ekstremt dybt og har auto colour correction, som gør, at selvom farverne forsvinder i dybt vand, korrigerer kameraet,” fortæller Michael Trøst videre og CEO Lise Engelbrecht tilføjer: ”Vi har en hel række unikke features til kameraer under vand, som har gjort, at vi har en god position i markedet og generelt.”

Kameraerne, Paralenz udvikler, ligger i den dyrere prisklasse og har funktioner som bl.a. indbygget dykkerlog, de virker under højt tryk og ned til 350 meters dybde, og data kan deles via app med det samme.

CEO Lise Engelbrecht & co-founder af Paralenz Michael Trøst

30 mio. kroners kapitalindsprøjtning

Det er ikke uden erfaring, at Paralenz blev det, de er i dag eller var i 2019, hvor Nordic Alpha Partners (du kan læse om investeringen her og om fondens ene partner her, red.) og den i miljøet kendte iværksætter og investor Claus Moseholm kom ind i billedet med en samlet investering på 30 mio. kroner.

Med investeringen trådte dog også to af founderne ud, mens Martin Holmberg og Michael Trøst blev. CEO Lise Engelbrecht trådte til i 2020 og kommer fra længere karrierer i hhv. Walt Disney og Bang & Olufsen.

Samarbejdet med Nordic Alpha Partners kommenterer Lise Engelbrecht sådan:
”Vi har et supergodt samarbejde med dem, og der er stort alignment – især fordi Nordic Alpha Partners er nogle af de eneste i Danmark, som investerer i hardtech; de har stor forståelse for den proces, vi gennemgår, især Ulrik Jørring, som oprindeligt er ingeniør”

 

Hardware & software

Paralenz var egentlig en klassisk startup med fokus på B2B og B2C, men revurderede strategien for at nå en bredere målgruppe. CEO Lise Engelbrecht fortæller: ”Vi opdagede, at vores solide produkt egner sig enormt godt til udlejning. Derfor ændrede vi strategi for et år siden og udviklede et udlejningskoncept, der giver mulighed for at skalere vores forretning på en hel ny måde, og som giver os flere ben at stå på: Vi er ikke kun hardware, men også software – det er en stærk skalerbar case.”

Paralenz har 23 ansatte og findes i over 250 butikker verden over, primært i Europa og USA, og de kiosker, som de er i færd med at opsætte, vil findes 100 steder ved kysterne, hvor dykkerne holder til. Deres 3-årsplan har to ben at stå på: Det ene er klassisk hardwaresalg med fokus på primært USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien, og det andet er udlejningskonceptet, hvor de forventer at have 3.200 kiosker installeret i hele verden i 2025. Lise Engelbrecht fortæller om udrulningen: Vi har allerede udrullet 30 kiosker i Italien og Florida og udruller yderligere 70 de næste par måneder. Vi går ind i højsæsonen lige nu, og derfor udvider vi vores målgruppe som en del af vores 2021-plan; vi indsamler havdata og fintuner vores kioskkoncept.”

Paralenz + forskning

Paralenz er en holistisk startup; de tænker ikke blot på miljøet ved at leje ud, men bidrager også til forskning i havet ved at tillade, at data fra deres brugere sendes videre til diverse forskningssamarbejder:

”Den vision havde vi fra day one. Vores mission har været at blive en af de største og mest pålidelige kilder til havdata. Derfor har vi bl.a. kontakt til flere miljøorganisationer – men det er bare én af flere ting, vi er i gang med lige nu,” fortæller Lise Engelbrecht, og Michael Trøst supplerer:

”Vaquita, vores nyeste kamera, har en masse indbyggede sensorer, bl.a. en trykmåler, der måler, hvor dybt du er, saltindhold, GPS osv. – der indgår data i næsten alt. Når en dykker bruger vores kameraer, indsamler vedkommende altså data, som sendes direkte til forskerne.”

Det særlige og vigtige med Paralenz’ produkt er bl.a. datadelen. Michael fortsætter:

”Vi har en stærk tro på, at datadelen vil betyde noget i fremtiden. Verden kommer med klimaændringerne til at forandre sig radikalt, og vi har brug for data. Uden realtime-data kan vi ikke ændre noget. Men dem har vi.”

Ét af flere forskningssamarbejder, Paralenz har, er italienske Ghost Diving, en organisation, hvor dykkere frivilligt sejler ud for at dykke efter efterladte fiskenet – og via data fra Paralenz kan de indrapportere med det samme og hjælpe med at ændre havmiljøet. Michael Trøst tilføjer:

”Der er meget lidt havdata langs kysterne, så derfor har vi en tro på, at vores data bliver noget interessant verden over.”

25 mio. kroners spritnye investeringer

Som nævnt er Paralenz de eneste, der udvikler kameraer udelukkende skabt til dykning – inklusive de indbyggede features og dataindsamling. De andre på markedet, som ikke er direkte konkurrenter, men som stadig anvendes af dykkere, er bl.a. GoPro, men da deres kamera kun er vandtætte indtil 10 m., hvorefter de skal indsættes i beholdere – og det har man skullet gøre lige indtil, Paralenz udviklede deres første kamera. Hvad angår udlejning på dykkerdestinationer, er der heller ikke de store konkurrenter: ”I et normalt dykkercenter er det ejeren, som selv skal stå for det hele – inklusive alle de andre produkter, dykkere bruger. Men vi har specialiseret os og har et samlet koncept med data inkluderet,” fortæller CEO Lise Engelbrecht.

Hvad angår finansiering, var Paralenz i begyndelsen crowdfundet, så trådte Nordic Alpha Partners og Claus Moseholm som sagt til, og i denne uge har de netop fået endnu en stor investering: 25 mio. kroner – fra eksisterende og nye investorer. De nye investeringer betyder, at Paralenz kan blive ved med at fokusere på både hard- og software: ”For os har det altid handlet om at skabe noget nyt, at få tingene til at virke; at udvikle en forretning og samtidig gøre noget godt for havmiljøet, betyder meget for os,” afslutter co-founder Michael Trøst.

 

Ulrik Jørring om Paralenz

Bootstrapping har også spurgt Ulrik Jørring, uddannet ingeniør samt partner i Nordic Alpha Partners om deres investering i Paralenz, hvor Ulrik især har været og er aktivt med inde:

”Paralenz er utroligt dygtige produktudviklere. De er et eksempel på, hvordan man med god teknologi kan redefinere en produktkategori. Ved at bruge data på samme måde som Paralenz kan man forbedre oplevelsen og få en højere kvalitet; man kan bl.a. få at vide, hvad man helt præcist har set, når man dykker, være med i online community med andre dykkere og samtidig forbedre havmiljø. Vi gik altså ind med investering i Paralenz, fordi de er et pragteksempel på, hvordan man kan omdefinere en traditionel kategori ved at arbejde både med hard- og software.”

Derudover fortæller Ulrik Jørring, at teamet i Paralenz også spiller en væsentlig rolle, og peger bl.a. på de to co-foundere og produktudviklere Martin Holmberg og Michael Trøst samt Lise Engelbrecht i spidsen som CEO og deres softwareorganiserede CTO, Peter Theill: ”Det er et kompetent team med stærkt teknologifokus.”

Nordic Alpha Partners er én af de få danske VC-fonde, som investerer i cleantech og hardtech. Om hardtech generelt fortæller Ulrik Jørring: ”Paralenz er et eksempel på, hvad der sker, når software møder hardware.

Det startede som et traditionelt hardwareprodukt, men de gør brug af software, som skaber de ekstra muligheder, som gør, at de kan være med til at redde havmiljøet.

Det ser man i mange hardtech-virksomheder: At når hardtech møder software, opstår der nye vækstcases.”

Med hvad med Paralenz’ nylige investering på 25 mio. kroner, som Nordic Alpha Partners har været en del af – hvad skal de gå til?

”På trods af, at ikke mange har været ude at dykke pga. corona det sidste år, har der været trofaste brugere af produktet, så det ser spændende ud! De 25 mio. kroner skal bl.a. gå til produktudvikling, men især markedsføring af udlejningskonceptet – det er et absolut topklasseprodukt. Ved at udleje kameraer kan Paralenz nå ud til mange flere brugere, og oplevelsen ved at dykke bliver væsentlig anderledes pga. dataindsamlingen. Paralenz er en interessant case, som vi kommer til at se og høre meget mere om pga. deres interessante og anderledes forretningsmodel.”

Citizen Science – en del af fremtidige startups?

Det, som Paralenz gør, når de udtrækker data fra deres brugere og dermed hjælper forskningen og havmiljøet, minder om citizen science – borgerinvolveret forskning; data indsamlet fra frivillige borgere. Det kan være alt fra (big) data om Co2-udledning, informationer om fake news til havmiljødata.

En virksomhed, der arbejder med citizen science er – sjovt nok – bl.a. amerikanske Citizen Science, en privat virksomhed bestående af statistikere, forskere og analytikere. Ellers foregår citizen science som oftest i akademiske sammenhænge – bl.a. danske Copenhagen Science City, som er et samarbejde mellem universiteter, erhvervslivet og den offentlige sektor.

Citizen science er voksende i Danmark, så måske flere virksomheder og startups vil begynde at inkludere citizen science i deres produkter, hvis muligt – og vi kommer sikkert til at se flere startups som Paralenz, der ikke kun tænker på miljø ift. produkt, men også miljø på et lidt større plan og med direkte forskningssamarbejder.