Der har været en stigende interesse hos privatpersoner for at investere kapital og kompetencer i early stage-startups. Vi har talt med Frederik Lysgaard Vind, der sprang ud som business angel for knap tre år siden. Han har en del gode råd til nye spillere på early stage-investeringsbanen.
Frederik Lysgaard Vind er en af dem, der altid har været fascineret af iværksættermiljøet og de passionerede og hårdtarbejdende mennesker bag de mange startups. Men han havde aldrig selv haft den gode idé til at starte sin egen startup.
Alle synes, de har den rigtige opskrift, men den findes ikke rigtig. Det handler meget om sådan en mønstergenkendelse i virkeligheden.
For tre år siden blev det dog muligt for Frederik at blive en vigtig del af startupscenen. I forbindelse med noget arv overtog han driften af en holding og begyndte selv at foretage early stage-investeringer.
Det har indtil videre resulteret i fem vidt forskellige early stage-investeringer og en masse viden om, hvad det kræver at være business angel. Og så har det også givet ham idéen til sin egen startup Talentree, som han netop har lanceret med sin co-founder Maja Bro Gregersen.
Det kræver ikke så meget kapital, som du tror
Early stage-investeringer kræver ikke nødvendigvis så meget kapital, som mange måske forestiller sig.
“Mange tror, at man skal lægge flere penge, end man egentlig skal i starten. Min mindste investering er på 50.000 kr. I starten synes jeg hellere, at man skal prøve at få flere små investeringer for at få sig noget erfaring i stedet for at investere kæmpebeløb i en enkelt startup,” siger Frederik Lysgaard Vind. Han gør også opmærksom på, at man altid kan investere mere i de forskellige startups senere i forløbet:
“Mange, inklusive mig selv, kigger mest kun på en engangsinvestering. Men man glemmer lidt, at der også kommer nogle investeringsrunder bagefter.”
Start i et godt netværk, og sug alt til dig
Hvis du overvejer at kaste dig ud i early stage-investeringer for første gang, giver det rigtig god mening at melde sig ind i et netværk for investorer og andre business angels.
”Det er en god ide at bruge en del tid på at se en masse cases og skabe en masse netværk med folk, der gør lignende. Deltag i pitchevents, som f.eks. TechBBQ, og få en fornemmelse af det miljø, der er. Og så er det helt oplagt at søge ind i nogle netværk, som matcher en. Det kan være DanBAN, Keystones eller en helt tredje,” fortæller Frederik Lysgaard Vind og fortsætter:
“Alle synes, de har den rigtige opskrift, men den findes ikke rigtig. Det handler meget om sådan en mønstergenkendelse i virkeligheden, som man primært får ved at have set en masse cases og mødt en masse folk. Lige i starten kan det være enormt svært at gennemskue.”

Forventningsafstem med dine founders
Frederik Lysgaard Vind har også et råd til andre nye investorer, hvilke han selv ville ønske, han havde kendt til, da han begyndte at investere i startups:
Man skal behandle founder-investor-forholdet som et ægteskab. Det er som regel de små ting rundt om, der går galt.
“En af de helt store læringer for mig har været at få en klar forventningsafstemning med founders. Man skal være enormt skarp, i forhold til hvad man har tænkt sig at lægge i det rent tids- og kompetencemæssigt. Det har jeg slået mig lidt på. Nogle har troet, jeg ville være der mere, end jeg ville være. Det er jeg blevet bedre til.”
Forholdet og kemien til founderen bag den startup, der investeres i, er helt central for Frederik:
“Man skal behandle founder-investor-forholdet som et ægteskab. Det er som regel de små ting rundt om, der går galt –som ikke afstemte forventninger, kommunikation eller kemi. Brug noget krudt på at forstå dem, du skal arbejde sammen med. Jeg ville ikke investere i en idé, hvis kemien ikke er der,” siger han.
Der skal være mere end finansielle grunde bag
Man skal helst være drevet af mere end blot drømmen om store exits, når man træder ind i startupuniverset:
“Find noget, som du har en dybere motivation for. Man kan hurtigt blive forelsket i store tal og store exitsummer. Men det er typisk lange, meget seje træk, og der er nogle, der ikke bliver til noget. Så det er vigtigt, at der også er noget, der går ud over det finansielle,” siger Frederik Lysgaard Vind. For ham handler det også om at hjælpe en startup videre og se drivkraften i founderen og medarbejdernes øjne. Men det må også gerne være med til at gøre en god forskel:
“For mig personligt skal det være sjovt, og så skal det gøre en positiv forskel. Det begynder at fylde mere og mere i min optik, at det gør en god forskel for samfundet, men det kan også være på individniveau. Det behøver ikke at være helt impactorienteret, men må gerne være i den retning.”