"Da vi stiftede AddiFab var en af de første store opgaver at få finansiering på plads til overhovedet at komme i gang. Og når jeg sætter mig til tasterne nu, er det som en stor fan af det finansielle økosystem, der har gjort det muligt for os at skabe en virksomhed som AddiFab," skriver Lasse Staal, stifter og adm. direktør. Foto: AddiFab

Et tilbageslag for erhvervsfremme

"Innovationsmiljøerne spiller en afgørende rolle som det første led i vækstfødekæden, og hvis denne lokale finansieringsformidling går tabt, kan jeg frygte at nye iværksættere får for langt til den første finansiering," skriver Lasse Staal, adm. direktør og stifter i AddiFab i en kommentar til det Forenklingsudvalg for Erhvervsfremme.

”Al statskapital til start-ups kan ryge ind under Vækstfonden”.

Når man er en kapitalhungrende iværksætter, er det den slags overskrifter, der for alvor får opmærksomhed. Og da lidt uddybende gravearbejde afdækkede en anbefaling fra Forenklingsudvalget om at møblere kraftigt om på den danske erhvervsfremmeindsats fik min aften et lidt andet forløb, end jeg havde planlagt.

Mit navn er Lasse Staal, og jeg ejer, sammen med mine to medstiftere Jon Jessen og Peter Lund Sørensen, virksomheden AddiFab. Vi laver industrielle 3D-printere, og det er en beskæftigelse, som kræver dybe lommer, stor tålmodighed og masser af ekspertise.

Ekspertisen og tålmodigheden var allerede på plads, da vi påbegyndte vores rejse som iværksættere. Men de dybe lommer manglede. Så da vi stiftede AddiFab var en af de første store opgaver, vi stod overfor, at få finansiering på plads til overhovedet at komme i gang. Og når jeg sætter mig til tasterne nu, er det som en stor fan af det finansielle økosystem, der har gjort det muligt for os at skabe en virksomhed som AddiFab.

Adgang til risikovillig kapital er afgørende

Da vi stod for at skulle starte AddiFab, kiggede vi os først omkring i vores nærområde for at se, hvad der fandtes af rådgivning og finansieringsmuligheder. Vi er ikke blevet iværksættere for at blive eksperter i udnyttelse af erhvervsfremmesystemet, og vi ringede derfor på hos den nærmeste og mest synlige erhvervsfremmeaktør, der bød sig til. Det var innovationsmiljøet Capnova, der kvitterede for tilliden ved at bringe den første seed-finansiering på plads på rekordtid. Derfra er det gået rimelig stærkt.

Når man som iværksætter tager springet, skal man helst ikke bruge for meget tid på ting, der ikke umiddelbart kan ses på top– og bundlinje. Så da vi havde fået finansieringen er på plads, skiftede fokus med det samme til produkt– og forretningsudvikling. Den rådgivning, vi havde brug for, var af udpræget praktisk karakter. Og i denne fase, hvor etablering af tillid og tætte samarbejdsrelationer var essentiel, havde både vi og Capnova stor gavn af at være tæt på hinanden, geografisk såvel som mentalitetsmæssigt. Jeg har svært ved at se, hvordan det samme tætte og værdiskabende samarbejde ville være opstået med et fjernereliggende erhvervshus.

Som Forenklingsudvalget påpeger, er den helt centrale udfordring for danske (vækst-)iværksættere adgangen til risikovillig kapital.

Det nuværende system udmærker sig ved at kombinere adgangen til lokalt forankret seed-finansiering med en centralt forankret formidling af den mere krævende vækstfinansiering. Innovationsmiljøerne spiller i min optik en afgørende rolle som det første led i vækst-fødekæden, og hvis denne lokale finansieringsformidling går tabt, kan jeg frygte at nye iværksættere får for langt til den første finansiering. Dermed svækkes, så vidt jeg kan se, et af de væsentligste elementer i erhvervsfremmeindsatsen.

Endnu en centraliseringsøvelse

Jeg er helt på det rene med at forenkling og fokusering af de midler, der står til rådighed, har været en primær målsætning for forenklingsudvalget. Og hvis målet er at rydde op i det, der er blevet betegnet som ”en jungle af tilskudsordninger” giver det god mening at gå en tur med buskrydderen.

Men hvis målet er at sikre, at det bredest mulige udsnit af iværksættere får adgang til den bedst mulige erhvervsfremme, er det efter min mening stærkt problematisk at afvikle fire velfungerende – lokalt forankrede og geografisk spredte – innovationsmiljøer i Danmark.

Der bruges i disse dage store ressourcer på at flytte arbejdspladser fra by til land for at reparere på en centralisering, der tilsyneladende gik lidt for vidt. Og så virker det ærlig talt paradoksalt, at dele af den ønskede forenkling af erhvervsfremmeindsatsen – og dermed skabelsen af nye arbejdspladser – tilsyneladende ender som endnu en centraliseringsøvelse.