Danmarks store tech-udfordring – Du glade Goodwings – Søren super-invest – Barsel nu, Madsen! – Silicon acceleratorer
Nej, hvor sangfuglene kvidrer. Nu kan vi bedre mærke foråret. Meget går godt (i Danmark), og der er endnu mere at glæde sig til. Ikke mindst at komme ud og rejse!
Kan vi nå det i sommer, er det store samtaleemne på turen langs havnefronten, åen eller om søerne. Og skal vi så flyve? Det kan vi godt, hvis jeg spørger Christian Møller Holst fra Goodwings. For de samme penge endda. For i stedet for online annoncering kompenserer han med træer i Uruguay. Hvor de vel nu står uden blade.
Spørger jeg min egen hustru, ligger det nok lidt tungere. Intet kan helt kompensere for, at vi udleder CO2 fra flyet nu – træerne nedbringer det over år. Og det tager mange år, før flyindustriens brint-med-mere-løsninger virker. Klima, flyrejser og greenwashing er en debat, der ikke går væk. I al fald hjemme hos mig. Men læs mere om ugens impact startup, Goodwings som platform og forretningsmodel og om deres succes i 2020. Så er du samtidig bedre rustet til en snak med din bedre halvdel om sommerens rejsemål. Og kommer ikke ud i det, jeg gjorde forrige jul, hvor jeg bare nægtede at tage toget til Rom!
Der er også svung i ugens investor Søren Jørgensen, med en portefølje af Eupry, Råhandel, StoryHunt, MeetinVR, Linkfire, Yoli, Hydropen, og Cerebriu. Søren har på 4 år haft 4 exits, heraf en med 25X. Det er i al fald, så fuglene synger. Hans forudsætninger som M&A topadvokat er også særlige, men hvorfor er Søren ikke som de fleste af den kaliber orienteret mod C25? Og hvorfor har Søren Jørgensen sat sig i spidsen for Danmarks første business angel fond, DanBANs spritnye Co-investment Fond 1? Det sidste er jo nok noget med spredning. I snit, ifølge DanBANs egen nye analyse har en BA’er 5 investeringer. Tænk hvis alle fem knopskud fejler …
Ikke kun Søren har haft gang i investeringerne. DanBANs medlemmer kom også ifølge analysen med hele 75 % flere BA-investeringer i 2020. Det rejser så spørgsmålet: Hvad med venture-investeringer? Dem har Vækstfonden opgjort for længst. Vi bringer analysen for at give dig et samlet billede. Her er niveauet for rekordåret 2019 holdt. Så alt i alt – økosystemet har ikke, som vi frygtede 11. marts sidste år, manglet risikovillig kapital i 2020. Slet ikke.
Som foråret bryder frem vil vores mange organisationer, råd og boards komme med færdige politiske udspil til Danmarks iværksætterpolitik. Vi skal fra ”holde hånden under” til bæredygtig vækst. Jeg har selv varmet op med de 5 fede forslag, jeg ser for vores særlige økosystem. Nu har vi fået en tidligere ugens investor med en fin AI-portefølje, Katrine Stampe Andersen, til at skrive om den rammeforståelse, den kontekst, der er så vigtig: ”Vi må op på en helt anden tech-klinge og med et helt andet politisk mindset på, hvad teknologi er i det 21. århundrede.” For USA og Kina kører med klatten, og vi snakker mest om, hvad vi ikke kan lide ved sociale medier. Jeg var selv efter udenrigsministerens præsentation af vores nye tech-ambassadør Anne-Marie Engtoft Larsen, hvis fornemste opgave er at beskytte børn mod tech-giganterne. Ok, men hvordan skal vi ”udnytte de nye disruptive teknologier og få politisk greb om 3D-print, AI, robotter, overvågningsteknologier, blockchain, avancerede halvledere, kvantecomputere mv.” Det er den ramme, Kathrine, der bl.a. er tidligere politisk rådgiver i TDC, Dansk Erhverv mm., sætter. Og det er den vi skal have fat om.
Et af de spørgsmål, der skal meget længere op på en agenda præget af skatteforslag, vi næppe får igennem folketinget, er barsel. Markant bedre barselsvilkår for iværksættere i dette lønmodtagerindrettede samfund, herunder øremærket barsel for mænd, er hovedkrav i Kvindekompagniets 10 politiske forslag. Så med ”Barsel nu Madsen” hentyder jeg til ugens podcast fra Kvindekompagniet med Lisbeth Odgaard Madsen, Potential Company.
Den grønne omstilling kommer i alle programmer, undtagen Nye Borgerliges, til at fylde som løvet snart på træerne. Og hvor skabes fremtiden på det felt. Ja, de radikale digitale strategier kom ikke mindst ud af Silicon Valley’s acceleratorer som YCombinator og Techstarts. De tog de risici, andre investorer ikke tog, fra elbiler til platforms-modeller. Man kan sikkert diskutere værdien af flere acceleratorer som Søren Nielsen, ERNIT gjorde i sidste uge om ” innovationsteater”. Men næppe at acceleratorer har løftet mange startups som Airbnb, Dropbox og Stripe. Og nu vælter det frem med grønne, digitale acceleratorer. Få selv inspiration fra ”Accelerating Climate Tech”, som #4 i vores serie Silicon Valley Going Green.
Ovenfor skrev jeg, at den danske diskurs om tech er skævvredet. Den handler om farer, ikke muligheder. Det betyder jo ikke, at en danske policy for tech, modsat den kinesiske og langt hen den amerikanske, skal overse problemerne med privacy, uigennemsigtighed, monopolstatus mm. ”Mobilspil malker børns data” er titlen på denne uges udgave af Techtopia på basis af en rapport fra IDAs Ekspertgruppe for Etik & Teknologi.
På ligestilling er Sverige lige så langt foran Danmark, som Klarna er foran andre nordiske fintechs. På fredag vender jeg tilbage til det, og at kvinder, ifølge Marci McGregor, Merill Lynch, gennemsnitligt er bedre til at investere end mænd.
Anyway, nyd sammen den skarpe luft ude i det forårsherlige økosystem så længe!
Comments