Zvook og JumpStory udfordrer medieindustrien
Storytelling for millioner. Anna Rantalas tjeneste Zvook matcher brands med det hastigt voksende antal podcastlyttere. Jonathan Løws eventyr med JumpStory startede med storytelling i artikler, men gør nu autentisk visuel fortælling tilgængelig udenom billedbureaumonopoler. Begge leverer til en global medieindustri under omkalfatring.
Med populariteten af podcastmediet er der potentielt en kæmpe reklame- og marketingmulighed ifølge stifter og CEO af Zvook, Anna Rantala: ”The current social media platform, is getting crowded, and it is getting more difficult to stand apart from your competition. There is a need for a new mediaplatform for brands to reach their targeted audience.”
90 millioner amerikanere lytter til podcast hver måned, og podcastfænomenet er blevet ekstremt udbredt det sidste års tid. 69 % af lytterne siger selv, at de hører om nye services gennem podcasts. Og 54 % af lytterne fortæller, at de er tilbøjelige til at overveje at benytte et produkt, der er reklameret for i en podcast. En anden spændende ting omkring lytterne er, at 50 %+ er Millennials eller Generation Z, der ikke normalt blive eksponeret for traditionel reklame, da de typisk er på ”ad-free” platforme. De er altså meget bestemte omkring, hvilke brands der når ud til dem. Zvook bruger sin platform til at matche brands og podcasts på en let og transparent måde.
Er den næste bølge af influencers podcasters?
Podcasts og den storytelling, de indeholder, er stadig under udvikling, og mange ved endnu ikke, hvilken mulighed det er, de har med at gøre. I øjeblikket er det kun 15 % af alle podcasts, som har monitoreret deres indhold. Så nogle podcast, de mest populære, bliver derfor for dyre, fordi deres reklameflade let bliver fyldt op med lyttere, der ikke matcher potentielle kunder, imens der måske er 10-100 mindre podcasts, som har præcis den relevante målgruppe som lyttere, men hvis eksistens man ikke kender, fortæller Anna Rantala fra New York.
Så podcasterne mister altså muligheden for at nå ud til deres potentielle kunder, og mindre podcasts mister muligheden for at tjene penge på reklame. Zvook er altså med til at skabe merværdi, både for podcastene ved at finde potentielle firmaer, som ellers ikke havde fundet den podcast, hvilke køber noget sponsoreret indhold. Derudover skaber de merværdi for firmaerne ved at optimere targeted marketing og finde de rigtige målgrupper.
På et marked, der er nyt, men eksplosivt voksende, skal Rantala og lille team i Singapore og New York holde ud og tage kampen op med Spotify og andre, der også har set det voksende marked.
JumpStory er hoppet lige ind i succes
Også JumpStory nævner Spotify, her som inspiration bag vækstrejsen:
”Vi er meget inspireret af, hvordan en svensk startup, Spotify, er endt med at blive en global markedsleder inden for digital musik og streaming. Vi drømmer på den ikke særlig jyske måde at kunne gøre noget lignende inden for foto- og videoindustrien, sådan at adgangen til autentisk video- og fotomateriale i fremtiden bliver synonym med brandet JumpStory, fortæller medstifter Jonathan Løw.
Han er tidligere, fra ”Listen Louder” og ”Gurubogen”, i økosystemet kendt som rådgiver af iværksættere. Men nu gør JumStory fotos, såkaldte stockphotos, både nemmere finde, mere autentiske og meget lettere tilgængelige på nettet udenom de gængse halvmonopoler med uendelige kataloger af amerikanske glansbilleder. Virksomheden har fået hurtig succes under corona, fordi den er rent netbåren og kan udnytte AI i søgning af fotos og videoer.
Storytelling, der pivoterer
JumpStorys startvision, da Jonathan Løw og Anders Thiim grundlagde den i 2018, var ellers at ”hjælpe individer og virksomheder med storeytelling” og med at producere digitalt indhold til nettet med brug af AI. Og der er da mange, der kunne hjælpes med deres virksomheds- og pressemeddelelsestekster billigere end ved brug af en klassisk tekstforfatter eller journalist. Helt nemt at få sprog og indhold automatiseret er det bare ikke. Så succesen var der ikke, før teamet skiftede fra ord til billede.
Hvor virksomheden i sommeren 2019 kun havde kunder i Danmark, har man nu betalende abonnenter i 140 lande, inklusive øer med en befolkning på over 8.000 mennesker. Og der arbejder i øjeblikket 20 på hovedkontoret i Aarhus, hvoraf de ti er fra forskellige internationale sprogområder. JumpStory har rejst 12,5 mio. kr. fra blandt andre business angels som Jørgen Bardenfleth og Jens Harsaae og fået 6 mio. kr. i lån fra Vækstfonden i seneste runde. Ledelsen ønsker at hente 10-20 millioner ind næste år for at opnå endnu større vækst.
Passion og panik
Jonathan Løw, der fik ekstra mange henvendelser fra sine 11.000 LinkedIn-følgere, da han i coronaforåret tilbød at gå en tur med sine følgere, siger om sin egen oplevelse af rejsen:
”Jeg trives i balancen mellem passion og panik. Sådan synes jeg, det har været at være iværksætter i mange år. Vi er drevet af pasionen og det at skabe noget, vi finder vigtigt, samtidig med at der hele tiden lurer en snert af panik i baghovedet, fordi man konstant bliver udfordret som startup af de begrænsninger, der er i tid og penge.”
Målet er at slå de store firmaer i USA, fx Adobe, Getty og Shutterstock, og foreløbigt går det stærkt. ”USA er åbenlyst hårdt ramt af krisen, og det gør, at virksomheder og marketingfolk kigger mere end hidtil på, hvad de får for deres penge. Den enkle prisstruktur parret med high-performance visuelt indhold gør, at vi kan bide dem i haserne”, slutter Jonathan Løw.
Den bagvedliggende trend er bevægelsen mod video og billeder. Plus DIY-kampagner, hvor alle mennesker og virksomheder, som det klassiske reklamebureau i gamle dage, har brug for et kæmpe lovligt standardiseret billedunivers.
Generelt er den klassiske medieindustri nok ikke lige dér, hvor man kan anbefale investorer at lægge pengene. I Danmark er der ganske vist overskud i de store mediehuse, men kun indtil man fratrækker nulmoms og massiv, nogle vil tilføje grådig, mediestøtte til de gammeldags medier. Men i de digitale nicher er der stadig masser af muligheder for kreative mediefolk og risikovillige investorer.
Comments