Fotograf: Nicolas Cosedis

Ugens startups: CrediWire & Kontolink – og den nye vækst i fintech

Et EU-farvel til datamonopolet for den danske finanssektor er et goddag for fintech til danskernes økonomidata. Hurra, det giver uendelige forretningsmuligheder. Læs, hvordan bl.a. Steffen Ekelund fra Kontolink og Nicholas Meilstrup fra CrediWire udnytter dem intelligent, og se deres stærke investornetværk.

Ifølge Copenhagen Fintech blev der i 2019 investeret over 1 milliard kr. i danske fintech-virksomheder, og 17.000. er beskæftiget alene med fintech. Så har dygtige Thomas Krogh Jensen og team nok også talt alle med. Men fintech er vitterligt både ifølge Crunchbase et globalt væksteventyr og et dansk, og reguleringen med PSD2 – den kommer vi til – skubber ekstra på. Alle kender Lunar og Pleo, så i denne uge har vi sat Steffen Ekelund fra Kontolink og Nicholas Meilstrup fra CrediWire stævne. Begge samarbejder og sælger deres fintech-regnskabsløsninger direkte til mindre virksomheder. Og også B2B til sektoren fra banker til revisorer.

Crediwire: Væk med årlig rapport, op i tempo

Nicholas Meilstrup startede CrediWire tilbage i 2015 som en platform for finansiel optimering. CrediWire indsamler, strukturerer og aktiverer finansielle data i realtid. Det betyder, at virksomheder og deres rådgivere kan arbejde løbende med økonomidata og skabe bedre beslutningsgrundlag. CrediWire, som arbejder fra banker som Nordea til revisorkæder, hjælper i dag cirka 6.500 virksomheder eller 2 % af alle virksomheder i Danmark. 4-5.000 af deres kunder er kommet over de sidste 12 måneder. Men hvad går CrediWire egentlig ud på? Nicholas Meilstrup forklarer:

”CrediWire står for at strukturere og organisere en virksomheds finansielle data, så bank og revisor lettere kan hjælpe. En analyse viser fx, at 64 % af alle virksomheder, der bruger CrediWire, fx kan få gavn af at lease deres inventar, computerudstyr mv.; men de gør det ikke. Der ligger et potentiale, som kan give dem mere likviditet – og det hjælper vi dem med at se via løbende rapporter.”

Nicholas Meilstrup har en baggrund som iværksætter og har startet flere virksomheder op fra bunden. CrediWire opstod ud af et behov for og ønske om løbende finansielt overblik – og ikke bare via ét årsregnskab.

”Jeg har talt med flere hundrede virksomheder, der også savnede løbende finansiel rapportering. Vi var tre, som gik sammen; vi havde en research-fase på 6-7 måneder før CrediWire blev etableret. Vi koblede efterfølgende revisorer, bankrådgivere og bogholdere på for at stå stærkere.”

Kontolink: Væk med blå ringbind

Steffen Ekelund, Head of Commercial Operations i Kontolink, har en baggrund som revisor og support i e-conomic og fortæller, at for ti år siden skulle han overbevise folk om at lagre deres informationer som bilag i skyen, ikke kun møjsommeligt sætte dem i ringbind. I dag er teknologien helt anderledes, og det er en del af baggrunden for både CrediWire og Kontolink. Steffen Ekelund var med til at starte Kontolink i 2018:

”Vi havde en idé om, hvordan regnskabet kunne gøres lettere for små virksomheder. Vi validerede behovet hos dem og fik samtidig udviklere ombord. Efter tre måneder havde vi en prototype. Derefter gik vi i gang. Det havde ikke kunnet lade sig gøre for blot ti år siden.”

Startåret 2018 er ikke tilfældigt. De danske banker måtte i 2018 ifm. PSD2 opgive deres datamonopol, og tredjeparter kan nu få adgang, hvis kunder vil. De danske banker arbejder nu hårdt på at få PSD2 implementeret, men det har givet mulighed for mere intelligente og hurtigere koblinger af kundernes data og dermed givet et boost til fintech.

Men den finansielle regulering efter finanskrisen fra Finanstilsynet betyder omvendt også, at der er ekstra mange compliancekrav, som også skal overholdes af fintechs. Nicholas Meilstrup nævner låneplatformen Lendino som eksempel på en virksomhed, der har måttet kæmpe en del med reguleringen.

Fintech-pakken og cloudløsninger

De to virksomheder arbejder tæt sammen. Kontolink ligger i den tidlige ende af den finansielle værdikæde ved automatisk at matche bilag og regnskabsdata, hvorefter CrediWire henter data, skaber overblik og udarbejder rapporter. Så alt kan ende up to date, når kunden går til banken. De er begge en del af Fintech-pakken, som mest tæt omfatter CLA Reply og FarPay, der alle til dagligt arbejder ud fra Copenhagen Fintech Lab. Med i initiativet, der skal styrke SMV’ers digitale løsninger, er også Likvido, Zenegy, Lendino, Revikurser og Grandhood.

Både Steffen Ekelund og Nicholas Meilstrup er optimister, når det gælder ombordningen af danske SMV’er, fordi Danmark er det land i verden, som er længst fremme sammen med resten af Norden:

”Omkring 70 % af alle virksomheder i Danmark ligger i cloudsystemer. I Tyskland er det kun 20 %. Når vores kunders regnskaber først ligger i systemer i skyen, er det let at strukturere og organisere dem.”

De kloge finansielle penge

De fleste startups bootstrapper i begyndelsen, og Steffen Ekelund fortæller, at Kontolink hurtigt fik rejst de første 12 måneders drift via medstifterne Kim Agger og Jens Sørensen. Derefter fik de et legat fra Innovationsfonden. Senere kom tidligere direktør i e-conomic Torben Frigaard Rasmussen til med kapital. Sidstnævnte var manden, der gjorde e-conomics til en succes. Han er  investor i en lang række selskaber, heraf mange samlet i Tanken16.dk, Odenses nye hub, DanBAN-medlem og hædret med titlen ”Business Angel of the Year 2019”: ”I sidste runde hentede vi ca. 5,5 mio. kr. i en kombination af investering og business angel matching-lån fra Vækstfonden, og for nylig fik vi yderligere et Innobooster-legat fra Innovationsfonden. Så vi kan nu ekspandere, det vi gerne vil.”

CrediWire er med sine flere år på markedet også selv kommet ret så godt omkring, hvad angår funding: ”Vi måtte sig nej tak til penge hver gang, vi ville rejse penge, da vi blev tilbudt 200-400 % mere, end vi bad om. Det er enormt fint,” fortæller Nicholas Meilstrup og tilføjer, at interessen kommer, fordi CrediWire altid har været en unik virksomhed, men at det også handler om noget andet: ”Hvis ideen er god, markedet er stort, og hvis man kan eksekvere, så er der støtte omkring det, man laver.”

Virksomheden har i alt modtaget 25. mio. kr. i investering. Blandt investorerne er kunder som Nordea, Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Sjælland-Fyn samt en række business angels, såsom Jørgen Horwitz, tidligere direktør for FinansDanmark, og CEO i Templafy, Jesper Theill. Templafy er nået serie C, hvor Jesper Theill rejste knap 150 mio kr. Lidt inspiration skulle altså være mulig.

Markedet og treårsplaner

Nicholas Meilstrup mener ikke selv, CrediWire har egentlige digitale konkurrenter, men som de allerførste i en ny branche skal der bruges lang tid på at uddanne markedet, altså forklare folk, hvad løsningen går ud på: ”Omvendt skal du ikke slås mod de andre, så der er altid fordele og ulemper.”

Kontolink har i dag mere end 1.000 brugere. Men hvad med Kontolinks treårsplan? ”Om tre år har vi 10.000 brugere – primært i Danmark og i to andre lande,” fortæller Steffen Ekelund.

I Danmark findes cirka 300.000 virksomheder, hvis enkeltmandsvirksomheder tælles med. Ifølge Nicholas Meilstrup vil CrediWire om tre år have 500.000 brugere, så de skal ud over landegrænserne. P.t. er de i gang med at nå Sverige og Norge og håber på Holland i 2021.

Selvom fintech ikke er noget, den almene borger går rundt og taler om, så er markedet altså voksende og med god grund; teknologien gør det let, så hvorfor ikke? Steffen Ekelund tilføjer: ”Det er vigtigt, at små virksomheder ikke skal bekymre sig om regnskab, bilag osv., for vi kan utroligt let automatisere det for dem – det er vores grand vision.”

Og ”grand visions” har mange inden for fintech – og især efter, at PSD2-direktivet trådte i kraft i 2019, har det skabt et voksende marked i et land, hvor digitalisering og teknologi ikke uvant hænger sammen med betegnelsen højtudviklet velfærdssamfund.