De to partnere i Fundbricks.com Thomas Rolin til venstre og Thomas Sonne-Schmidt til højre

Trods krisen: Finansieringsplatform fordobler forventninger

Meget dansk fintech buldrer frem trods krisen, fx FundBricks.com, som matcher ejendomsudviklere med private investorer. Forventningerne til investeringerne i 2020 er fordoblet, og kunderne strømmer til.

Krisen kradser, siger medierne. Og ingen ved rigtigt, hvilke konsekvenser det får for samfundsøkonomien. Men det stopper nu ikke folk fra at investere deres formentlig hårdt tjente penge i mursten. I hvert fald ikke, hvis man spørger Thomas Rolin, partner i FundBricks.com (som vi tidligere har skrevet om), som er en ny  digital finansieringsvirksomhed og -platform, der matcher ejendomsudviklere med private investorer. 

Mens mange startups har måttet nedjustere deres forventninger, er det omvendt for FundBricks.com. De har nemlig fordoblet deres forventninger til investeringer. Målet for 2020 er nemlig allerede nået! Thomas Rolin gik ind til året med en forventning om at rejse investeringer for 50 mio. kr., nu forventer han at få rejst over 100 mio. kr. i år.

”Selvom vi har denne her helt vanvittige krise, som selvfølgelig rammer hr. og fru Danmark, som frygter for deres midler, så har vi allerede nået målet og lukket vores projekter. Vi er meget tilfredse,” fortæller Thomas Rolin.

Målet på 100 mio. kr. kommer de sandsynligvis også til at overgå. For hvis udviklingen fortsætter, så vil de have en pipeline for projekter, som de vil tage ind på siden i løbet af de næste 3-4 måneder, på 150 mio. kr.

Gang i investeringerne under corona 

En stor del af pengene er altså kommet ind under coronakrisen. Inden COVID-19 ramte i marts måned, havde virksomheden rejst omkring 30 mio. kr. Dermed er de sidste 20 mio. kr. blevet investeret under coronakrisen. 

”Ja, vi er også selv rimelig overrasket,” siger Thomas Rolin. 

Det er ikke kun antallet af investeringer, der har overrasket FundBricks.com, der har et år på bagen. Også størrelsen på investeringerne er kommet bag på dem. For tanken var oprindeligt, at man ville formidle mindre ejendomsprojekter, men en stigende interesse fra større investorer gør nu, at platformen favner bredere.

”De små investorer på 10-40.000 kr. holdt lidt igen i krisen for at se tiden an. Men de større investorer har en anden tilgang, og vi begyndte at få fx advokater og kapitalforvaltere med ombord. De er typisk kommet med over 500.000 kr. pr. investering. Så det er en ret vild drejning, som vi ikke selv havde set komme,” fortæller Thomas Rolin, der dermed igen beviser, at kriser også kan være muligheder.

De har nemlig ikke selv gjort noget for at udvide deres målgruppe, men bl.a. opmærksomhed i medierne samt kunder, der deler erfaringer med deres netværk, er skyld i den øgede investeringskreds, der nu tæller ca. 3.000 investorer på platformen.

Historisk mange penge i bankerne

Under nedlukningen af landet oplevede FundBricks.com som nævnt, at de mindre investorer holdt lidt igen med investeringerne, men de er nu kommet med på vognen igen. Det er desuden heller ikke et problem for virksomheden at få nye projekter på platformen. Thomas Rolin fortæller, at de ikke mærker den store påvirkning på ejendomsudviklerne. De ser fortsat, at deres penge er godt investeret i ejendomme frem for at have dem stående i banken til negative renter. Og det mener partneren, der har arbejdet i ejendomsbranchen i næsten to årtier, vil fortsætte: 

”Vi er ikke i en finanskrise. Der er 1.000 mia. kr. i danske banker. Det er historisk mange. Så folk har penge.”

Og hvis markedet alligevel skulle falde, så mener han, at deres kunder er dækket ind, da de laver en due diligence på alle projekter og kræver en mark-up på 20 pct. 

”Det betyder også, at hvis der kommer en krise som denne, og hvis markedet skulle falde 10 pct., så tjener vores investorer stadig penge. Så det kommer ikke til at ramme vores investorer, medmindre markedet falder over 20 pct. på en periode på 12-15 måneder. Og det gør det ikke. Det kan jeg fortælle her og nu. Det er ikke sket i de 20 år, jeg har været i branchen,” siger Thomas Rolin. 

Som man kan fornemme, er vækstambitionerne store for den nystartede virksomhed. For forventningerne er, ifølge partneren, at FundBricks.com i 2022 har 50.000 aktive investorer og har gjort sit indtog i et nyt land.