Når danske iværksættere skal rejse penge til mere end Serie A, må der oftest udenlandske fonde til. For endnu har Danmark ikke venturefonde, der er store nok til at tage føring på de store og meget kapitaltunge runder. Og derfor siver en stor del af ejerskabet til de danske vækstkometer i dag ud af landet, når de store penge skal til for at give vækstkometerne skubbet frem til unicorn-status.
Men det billede vil ændre sig inden for de næste tre til fem år. Det mener Tommy Andersen, Managing Partner i byFounders, som gerne tager rollen som pioner i Danmark på at rejse de helt store vækstpenge til iværksætterkometer.
Når vi kan fremvise stærke resultater og solide teams, så er muligheden der for at rejse fonde på 200-300 millioner euro.
”Da vi rejste vores nylige fond på 100 millioner euro, var den faktisk stadig for lille til, at danske pensionsselskaber kunne være med, idet de typisk investerer større beløb ad gangen. Men når vi kan fremvise stærke resultater og solide teams, så er muligheden der for at rejse fonde på 200-300 millioner euro. Det mener jeg godt, at byFounders kan om 3-5 år,” siger Tommy Andersen.
”Der er lige nu stor appetit på growth fonde, der investerer i selskaber fra Serie A og opefter. Her bliver selskaberne mere stabile og sikre, og begynder at ligne rigtige virksomheder med mindre risiko. Så her giver det mening, at pensionskasserne bakker op om venturefonde, som investerer på dette niveau,” uddyber han.
En ny analyse fra DVCA viser, at de danske venturefonde typisk investerer i virksomhedens tidligere faser, mens større internationale venturefonde typisk kommer på banen i A-, B-, C- og D-runder. Se også den nordiske analyse.