"Det var mine forventninger, og jeg tror, mange mennesker har en idé om, at det er vejen til at blive iværksætter. Men jeg har fundet ud af, at det faktisk ikke behøver at være sådan." - Sophie Trelles-Tvede

100 millioner hårelastikker og en vodkatonic #1 – “Telefonledningshårelastikker til piger”

Som 18 årig studerende fandt Sophie Trelles-Tvede på en milllion idé. Hvordan hun fik den og hvordan hun gik i gang med at realisere den startup, der nu har solgt hårelastikker i over 70 lande, har hun skrevet bogen '100 millioner hårelastikker og en vodkatonic.' Den er nu også er udkommet på dansk. Her kan du læse første kapitel om hendes idé som ingen investorer ville røre ved. Vi bringer et nyt kapitel næste onsdag om udfordringer ved e-commerce.

Dét lærte jeg:

Hvis du finder et nyt ord som navn til dit produkt, vil du være den første, der popper op på Google (i hvert fald i begyndelsen)

Som studerende har man ingenting at tabe ved at starte en virksomhed

Folk bliver hyldet for at kunne tiltrække investeringer – men det behøver ikke at være sådan.

 

Tilbage i 2012 var hårelastikker bare elastikker pakket ind i stof. De blev solgt i pakker med tredive styk for ti kroner, en praktisk ting, som kvinder brugte til at sætte deres hår op i en hestehale eller til at holde på børnenes fletninger. De var billige, anonyme og absolut ikke hårvenlige.

Ud over at give mig hovedpine var enderne på de elastikker, jeg gik med, smeltet sammen med et lille stykke metal, som mit hår satte sig fast i. Nogle gange stak der en lille bule af hår op fra mit hoved, og så forsøgte jeg at glatte den ud ved at tage fat i hestehalen og trække i den, men som regel lavede det bare endnu flere buler.

Da jeg brugte telefonledningen, havde jeg ikke samme fornemmelse af, at håret nærmest klamrede sig til min hovedbund. På en eller anden måde blev det bare holdt pænt sammen.

Efterhånden som jeg eksperimenterede mere med telefonledningen, opdagede jeg også noget andet: Der var ikke nogen bule, når jeg trak den ud af mit hår. Jeg har langt, fint, blondt hår, og almindelige hårelastikker efterlod altid et sært udseende knæk – og jeg vidste, at andre mennesker med andre hårtyper havde samme problem.

I løbet af juleferien og ind i starten af 2012 blev Felix og jeg telefonledningseksperter. Vi opdagede, at de fandtes i lidt varierende tykkelser, og at selve ledningen kunne være helt rund, men at den for det meste var flad på den side, der vendte indad. Jeg havde en instinktiv fornemmelse af, at den runde ville være pænest, og at den også var bedre for håret.

Det, vi havde brug for, var nogen, der kunne lave ledningen uden metallet indeni: En producent, der også kunne lime enderne sammen, så den blev til en cirkulær hårelastik. Helt fra begyndelsen havde vi en ambition om, at vores produkt skulle være fundamentalt anderledes end almindelige hårelastikker. Materialet skulle være i plastic og med en glat, fjedrende overflade. Vores elastik også skulle holde formen, og den skulle føles behagelig i håret.

Men man kan ikke google ”telefonledning uden indmad” og få en masse relevante hits, og det er ikke ligesom at lave en ny version af papirclips. Der var andre spiralformede produkter – notesbøger med spiralryg, fjedre, der kan gå på trapper, eller bruserslanger – men de havde alle sammen dele af metal, og det var vi ikke interesseret i.

Vi researchede på Alibaba, som er en slags gigantisk kinesisk version af Amazon, hvor man kan købe alt fra levende hummere til fjernstyrede vibratorer. Vi fandt femten mulige leverandører derinde og sendte dem alle en e-mail med ”girl’s telephone line rubber band” – telefonledningshårelastikker til piger – i emnefeltet, hvilket på det tidspunkt føltes som den bedste forklaring på, hvad vi troede, vi ville have: en spiralformet hårelastik, lidt som en telefonledning. Til sidst fandt vi frem til en fyr, der hed Liang, som både lavede telefonledninger og den slags spiralformede ledninger, man kender fra livvagters headsets, og vi overtalte ham til at lave vores første vareprøve. Vi var nødt til at forhandle lidt, fordi producenter som regel har minimumskrav til størrelsen på ordren.

Så jeg sendte ham en e-mail, hvor jeg plukkede tal ud af den blå luft.

_________________________________________________________

From: Sophie Tvede

To: 趙 李

Sent: Mon, 6 Feb 2012, 7.46 AM UTC+0800

Subject: Re: Re: Girl’s telephone line rubber band

 

Hej Liang

Hvis du kan sige, hvor lang tid leveringen af prøverne vil tage, og hvornår du kan sende dem, sender jeg pengene til dig i løbet af 24 timer via PayPal.

 

Hvis jeg er tilfreds med produktet, vil vi afgive en prøve­ordre på 15.000 styk. Hvis jeg stadig er tilfreds,

vil vi bestille yderligere 200.000.

Tak, Sophie Trelles-Tvede

Et par uger senere ankom vores vareprøve af ”girl’s tele­phone line rubber band” på min adresse i Warwick. Og præcis som ønsket var det lukkede hårelastikker af et telefonledningslignende materiale, hvor enderne var svejset sammen. De havde forskellige tykkelser og størrelser, og nogle var lavet ud af ledninger, der var flade på den ene side, mens andre var runde. Men de så forfærdelige ud.

Jeg havde forestillet mig en lille, farverig, spiralformet plasticelastik, der føltes glat og så nuttet ud. Men farverne var i stedet en sygelig gul og hård grøn. De kunne strækkes for meget, de føltes ru, og de havde en kemisk lugt. Men de var det eneste, vi havde, så jeg var nødt til i det mindste at prøve dem.

Jeg satte en af dem i mit hår, stående foran spejlet, og lod mit hoved hoppe hurtigt fra side til side.

Hårelastikken holdt stadig.

Jeg lagde hovedet på skrå og rystede det voldsomt flere gange, som om jeg forsøgte at få vand ud af øret.

Ledningen sad der endnu.

Jeg bevægede mit hoved rundt som en kuglestøder til de olympiske lege.

Det virkede stadig.

Jeg forsøgte mig med at headbange og ramte mig selv i øjet med hestehalen, men hårelastikken føltes stadig behagelig og blev på sin plads. Den var måske lidt tung i mit hår, men jeg tænkte, at hvis vi kunne finjustere den en smule, ville det blive et rigtig godt produkt. Jeg lod den sidde i mit hår i en time, og der var ingen bule, da jeg tog den ud. Og helt afgørende: Jeg havde ikke fået hovedpine.

Jeg ringede til Felix. (Eftersom han var en fyr med kort hår, var han nødt til at stole på mig).

”De her telefonledningselastikker virker,” sagde jeg.

”Fantastisk. Vi kan gøre det her. Og vi gør det stort.”

Helt fra begyndelsen havde Felix været meget tydelig omkring IKKE at ville have en lille ”haha”-lokal virksomhed, altså en virksomhed, som var for sjov og ikke noget, man faktisk kunne leve af. Vi ville gøre det her ordentligt, og vi ville gøre det sammen.

 

Jeg tror, at 99 procent af alle idéer bliver ved med at være netop det: idéer. Tidligere gik jeg ud fra, at man for at starte sin egen virksomhed skulle gøre følgende:

Tage en bachelor. Finde sig selv. Finde ud af, hvad man er interesseret i (tre år).

Få en kandidatgrad. Undersøge karriereidéer lidt grundigere (et år).

Få et fedt job. Tjene penge. Opnå økonomisk sikkerhed (25 år).

Starte den virksomhed, man havde drømt om at starte for længe, længe siden. Mens man gik i skole. (Og som nogen på det tidspunkt allerede har startet, så der er ikke så meget tilbage at tage fat på).

 

Det var mine forventninger, og jeg tror, mange mennesker har en idé om, at det er vejen til at blive iværksætter. Men jeg har fundet ud af, at det faktisk ikke behøver at være sådan.

Vi var atten år gamle, da jeg kom på idéen til vores hårelastikker, og jeg fyldte nitten i januar 2012, hvor vi startede vores virksomhed. Hvis jeg havde ventet til efter en femogtyve år lang karriere, tror jeg aldrig, vores virksomhed med hårtilbehør var blevet til noget. Økonomisk og personlig risiko bliver kun større, når man bliver ældre, og hvis vi havde ventet, tror jeg, at der enten ville have været en anden, der havde opfundet den spiralformede hårelastik, eller jeg ville have syntes, idéen var for tåbelig til at risikere hele min professionelle karriere på den.

Vores ”piges telefonledningshårelastik” var en lille smule åndssvag, men jeg troede på den. Før vi for alvor kunne begynde at sælge noget, havde vi brug for et navn. Jeg ville virkelig gerne have et helt nyt ord, et, der føltes feminint, nuttet og sjovt, og som på en eller anden måde forklarede, hvad produktet kunne.

Det skulle også være et navn, der ikke resulterede i en masse søgeresultater, når man tastede det ind i Google. Når vi havde fundet på et, og folk begyndte at høre om det, skulle navnet dukke op på første søgeside.

Felix tog mine ønsker til et navn meget bogstaveligt.

En aften sad jeg i skrædderstilling på min seng og skrev til ham på min BlackBerry (en nu uddød smart­phone). Det foregik nogenlunde sådan her.

 

FELIX

Jeg har det perfekte navn!

MIG

!

No Trace.

 

Er det dét, du synes, vi skal kalde det? Det er TO ord, ikke et.

 

Ja! Det efterlader ingen spor, så NoTrace, er du med?

 

Nej, jeg vil opfinde et nyt ord. Ikke sætte to eksisterende ord sammen!

 

TraceFree?

Det er præcis det samme koncept!

Trace og Free er allerede ord.

ElastiTrace!

 

Jeg skrev vores idéer ned. Det var en ret uinspireret liste.

NoTrace    TraceFREE    ElastitrAce

HairKindly    SpiralhAIR

 

Så kom jeg i tanke om, at min engelske veninde Hope altid omtalte sine hårelastikker som ”hair bobbles”, et ord, jeg syntes lød sjovt. Og så tænkte jeg: Det her produkt efterlader ingen spor.

En aften i februar dukkede ordet ”invisible” på et eller andet tidspunkt op i mit hoved, og hvis man skar ”le” af i slutningen, kunne man koble det sammen med ordet ”bobble” og få ”invisibobble”. Så det ville være som en hårelastik, der ikke efterlader buler.

Stadig siddende ved mit skrivebord tastede jeg ”invisibobble” ind i Googles søgefelt.

Mente du invisible bobble?” skrev Google tilbage. Jeg klikkede på det første resultat for ”invisible bobble” og kom ind på en webside, hvor der stod: ”Alle har en usynlig boble omkring deres krop. Boblen er grænsen for, hvor tæt andre kan komme på en, før man begynder at føle sig utilpas, og den sætter også grænser for, hvor tæt man kan komme på andre.”

Selv om denne her usynlige boble lød ret meget som en superkraft, jeg ville ønske, jeg havde, var det sådan cirka så langt fra en snoet hårelastik, som man kunne komme.

Der var ingen resultater for ”invisibobble”. Ingen resultater!

Måske kommer ordet invisibobble til at følge mig et stykke tid, tænkte jeg. Sikkert ikke, men det er muligt, så husk det her øjeblik, sagde jeg til mig selv.

 

Felix syntes, ”invisibobble” var acceptabelt, men ikke på højde med alle hans fantastiske forslag. Ikke desto mindre fortsatte vi med at designe et logo. For at gøre det lettere at læse ”invisibobble” skrev vi ”invisi” og ”bobble” i forskellige toner af grøn og lavede et design ved hjælp af den billige version af Photoshop. Vi tilføjede ”The traceless hair ring” nedenunder, hvilket stadig står på vores emballage i dag.

 

Produkter kan spænde fra at være komplicerede såsom atomreaktorer eller simple som stenøkser. Invisibobbles spiralformede hårelastikker er helt sikkert tættest på stenøksen. Det gør dem ikke til en mindre god opfindelse, men det syntes mine venner åbenbart, for de tog temmelig meget pis på mig i starten.

”Det ligner en mærkelig fjeder.”

”Bliver den ikke filtret ind i ens hår?”

”Var der nogen, der brækkede den op på dig?”

Folk kaldte den grim, fordi de ikke kunne lide farverne, eller de kunne finde på at sige, at den ikke føltes særlig elegant. Det at komme noget, der lignede en telefonledning, i håret var et mærkeligt koncept, når ingen havde gjort det før. Der var nogle fyre på universitetet, som fik et legat på over 25.000 pund for at udvikle en internetforbundet lyspære, der kunne dæmpes via en smartphone. Det var en god idé, og de fik masser af ros for at have vundet det legat. Mit produkt var der derimod ingen investorer til, og folks reaktion var i bedste fald skeptisk.

Hårelastikker var et produkt, som havde en simpel funktion, og som ingen interesserede sig for, lidt ligesom med toiletpapir. Når det gælder toiletpapir, er folk tilfredse, så længe deres bagdel er nogenlunde ren. Det er noget, man har brug for, men som man ikke ligefrem glæder sig til at købe.

Vi havde muligheden for at forvandle hårelastikker fra noget, der svarede til toiletpapir, til noget magisk, som folk ville elske og ønske sig – og betale mere for.

Læs næste uddrag d. 26. juni på Bootstrapping. Tak fordi, du læser med. Bogen ‘100 millioner hårelastikker og en vodkatonic’ er udgivet hos forlaget Grønningen 1.