”Jeg tror, at man kan lære af sine fejl alle steder i livet. Som mor, som hustru og som karrierekvinde. Det er den erfaring, der gør, at vi optimerer.”
Ordene kommer fra en af de tunge spillere i den danske iværksætterbranche. Og hun ved, hvad hun taler om. For Karina Bergstrøm Larsen var vejen fra den spæde start i 2003 og frem til et økonomisk indbringende salg af hendes virksomhed i 2015 ikke kun en dans på roser og konfetti. Selvom hun med sine egne ord siger:
”Jeg har ikke lavet de store fejl, der har kostet mig mange penge. Men jeg har også være heldig”.
Ikke dygtigst men mest vedholdende
Satcom1 stiftede Karina Bergstrøm Larsen med en fransk partner og en business angel i ryggen for 16 år siden. I dag sidder hun i en stor villa ud til havet syd for København og kan se tilbage på en rejse, hun gerne vil dele ud af for at give andre håbefulde iværksættere et vink om, hvordan man kan gøre. Og hvad man måske skal lade være med.
Jeg har aldrig været den dygtigste i skolen eller den, der fik de højeste karakterer. Men jeg har en tro på mig selv.
Karina Bergstrøm Larsen er uddannet ingeniør, men ikke som en af de bedste, som hun selv udtrykker det.
”Jeg har aldrig været den dygtigste i skolen eller den, der fik de højeste karakterer. Men jeg har en tro på mig selv. Og jeg vil virkelig gerne noget – jeg vil fra A til B,” siger hun stålfast.
Net til journalister under OL
Hendes påstand underbygges af det CV, hun præsenterer. Som 26-årig blev hun ansat som den yngste produktchef nogensinde i Satair – og også som den første kvinde af slagsen.
Mens hun senere var ansat hos Thrane & Thrane, irriterede det hende, at den satellitkommunikation, der blev installeret på nye fly, ikke virkede ordentlig. Og det blev startskuddet på Satcom1, der så dagens lys i 2003.
Det lykkedes nemlig Karina og hendes franske partner at udvikle og få patenteret en unik routersoftware, der gør det muligt at få mobiltelefoni, internet, TV og videokonferencer til at fungere ombord på fly via satellit. Og dermed var Satcom1 først til at få en mobiltelefon til at virke i luftrummet. Det skete i 2008, da den kinesiske regering i forbindelse med OL i Beijing ville give journalisterne mulighed for at kunne gå på nettet fra deres telefon fra det fly, der fragtede dem rundt ved verdens største sportsbegivenhed.
Ville tage virksomheden længere selv
I 2012 satte virksomheden endnu et af de flueben, der rimer på gennembrud, nye muligheder for os allesammen og dollartegn. Her lykkedes det nemlig at forbedre båndbredden på de kanaler, der via satellit sender data mellem fly og Jorden, så markant, at flere nu kunne være på nettet samtidig. Samtidig gav det mulighed for at se TV og afholde videokonferencer.
Jeg er sikker på, at jeg kunne ha’ drevet det langt videre og ha’ øget omsætningen til det dobbelte
Tre år senere solgte de hele molevitten til Honeywell for – ifølge årsrapporten – 700 millioner kroner. Efter budrunde. Umiddelbart et salg og en underskrift, der vil få stjerner i øjnene på de fleste. Men hos Karina Bergstrøm Larsen er stjernerne i selskab med en snert af ærgrelse.
“Jeg fortryder ikke salget. For jeg kunne ikke ha’ skabt det her alene. Og vi fik også solgt til det rigtige firma. Men havde jeg stået som eneejer, så havde jeg ikke solgt på det tidspunkt,” siger hun.
Og man fornemmer i ordene den sult, hun havde for at fortsætte.
“Jeg er sikker på, at jeg kunne ha’ drevet det langt videre og ha’ øget omsætningen til det dobbelte,” siger hun uden at blinke.
De lærerige fejl
Blinke gør hun heller ikke, når hun bliver spurgt til de fejltrin, hun var med til at tage undervejs i den succesraket, som Satcom1 endte med at være.
“Vi begik en fejl i begyndelsen. Vi ville gå globalt med det samme. Det var her, markedet var. Danmark var ikke stort nok for vores løsning. Og derfor besluttede vi fra dag ét, at min franske partner skulle sidde i Paris. Og jeg skulle have kontor i Danmark. Det var forkert af os. I stedet skulle vi have valgt at sidde sammen,” siger hun og uddyber.
“I begyndelsen er det bedre at sidde face to face. Vi kunne selvfølgelig tale i telefon og kommunikere via skærm. Men vi gik glip af den spontane vidensdeling. Vores umiddelbare sparring var der ikke på samme måde. Og det ville jeg ha’ gjort anderledes i dag, hvis jeg kunne.”
Parker og nup en ny hest
Det kan hun ikke. Og det er ikke noget, hun ligger søvnløs over om natten. Selvfølgelig, fordi det hele endte med en af de succeser, de fleste af os kun drømmer om. Men også, fordi Karina Bergstrøm Larsen har udstyret sig selv med evnen til at lade ting ligge og lukke ned for dem, hvis hun alligevel ikke kan ændre på dem.
Jeg tager ikke ting med videre. Jeg kan parkere dem.
“Jeg indrømmer gerne en fejl og er ikke bange for at sige, at det var sgu en dum beslutning. Nu sadler vi om og kommer op på hesten igen. Jeg tager ikke ting med videre. Jeg kan parkere dem. Og det gør, at jeg altid sover godt om natten. Og det betyder også, at jeg ikke stresser over noget, jeg ikke kan gøre noget ved lige nu. Jeg tror, at mange kvinder tænker for meget over tingene. Det er jeg med tiden blevet god til at lade være med,” siger hun.
Aldrig en advokat for bordenden
En af de ting, Karina har parkeret, men som hun alligevel har med i den der bagage, der hedder erfaring lært af noget, man ikke skulle ha’ gjort, finder vi i den måde, hun organiserede sin bestyrelse på i slutningen af Satcom1’s levetid.
“Jeg fik engang et råd om, at man aldrig skal sætte en advokat som formand for en bestyrelse. Det råd fulgte jeg ikke til sidst. Og det har jeg fortrudt,” siger hun.
Bestyrelsesformanden i Satcom1 blev nemlig på et meget afgørende tidspunkt en advokat.
“Advokater bruger meget tid på mægling. Og i vores salgsproces havde det været bedre for os, at det havde været mere effektivt. Jeg holder meget af at arbejde sammen med advokater. Men de skal ikke sidde for bordenden, for så bliver processer for ineffektive,” siger hun og sender dermed det råd videre.
Opskriften på glade medarbejdere
I det hele taget var de sidste to år i spidsen for Satcom1 en tid, hun ikke er allermest stolt af – i hvert fald ikke i forhold til sine medarbejdere.
“Det var en svær periode. I salgsprocessen talte jeg ikke på samme måde med mine medarbejdere. Og jeg var ikke rigtigt til stede. Jeg følte, at jeg var en dårlig leder, og at jeg gik og løj dem op i hovedet. For jeg kunne jo ikke sige noget om, at vi var midt i at sælge. Det havde jeg det skidt med. Og jeg havde det skidt med, at jeg sad til messe i Las Vegas, da medarbejderne fik den endelige besked.”
Og lige nøjagtigt medarbejderne har altid ligget højt på Karinas liste. Både når de har præsteret i verdensklasse, og når de har begået fejl.
Jeg har altid givet mine medarbejdere maks. ansvar.
“Man skal altid kunne sige undskyld. Og hvis mine medarbejdere har lavet en fejl, så har jeg altid sagt, at jeg vil vide det inden for 24 timer. Og er det en fejl, der er gået ud over en kunde, så har vi ringet op sammen,” forklarer hun og fortsætter.
“Jeg har altid givet mine medarbejdere maks. ansvar. For eksempel tager jeg altid en ny medarbejder med ud på deres første dag og beder dem om at fortælle og fremlægge. Det giver stærke, glade medarbejdere. Det giver engagement og dedikation.
Mangfoldighed giver færre fejl
Man mærker, at hun mener det. Og ingen valg i forhold til de ansatte er tilfældige. Heller ikke på sammensætningen.
“I Satcom1 fik vi sat det bedste hold. Vi havde 37 ansatte. De var fordelt på 22 nationaliteter. Og de overlappede stort set ikke hinanden på skills. Det gav en bred mangfoldighed. Og med mangfoldighed undgår man at begå mange fejl. Du kan servicere på mange sprog og kender mange kulturer. Og du får et stærkere produkt, når du skal sælge,” forklarer hun.
Et stærkt produkt er ifølge Karina Bergstrøm Larsen ikke kun, når det er afsat og afleveret hos en kunde. Det afgørende er den service, der følger med. Som hun selv udtrykker det, så forlader hverken hun eller hendes medarbejdere aldrig en kunde, før alt virker.
“Servicen skal vi holde fast i. Den er ved at blive glemt mange steder. Hvis man giver en god service og bliver, til tingene fungerer, så vil du opleve en taknemmelighed, der kommer ti gange igen,” siger hun om en af de værdier, man fornemmer, hun værner stærkest om.
Brug revisor og bankrådgiver aktivt
Inden man når dertil, hvor man skal forholde sig til sammensætningen af en medarbejderstab, der tæller knap 40 mennesker, er der andre helt basale ting, som Karina Bergstrøm Larsen råder iværksættere til.
“Mine bedste råd er, at man som noget af det første får en bogholder. For en af de fejl, mange laver i begyndelsen, er at stå for det selv, og så får man ikke sendt regninger ud og løber tør for penge. I starten vil jeg råde til, at man hyrer en bogholder på timebasis. Derudover vil jeg faktisk anbefale, at man tre gange om året de første 3-5 år inviterer sin revisor og bankrådgiver til kaffemøder. Simpelthen for at have dem med fra starten omkring strategi og kunder. Det giver dig en minibestyrelse, der er der for din skyld. Det vil åbne døre og gøre ting nemmere på mange måder,” lyder hendes erfaring.
Levebrød med kaviar
“Og så er det vigtigt, at du ikke gør din idé for sårbar. Satcom1 havde været mere sårbar, hvis det bare var mig. Men med min franske partner var vi to, der kendte ideen og kunne opskriften. Det var en fordel. Og det betød også, at vi aldrig fløj med samme fly, siger hun og afslører dermed to ting. Hvor målrettet og bevidst om detaljen hun er. Og at der ikke blev taget nogle chancer i forhold til, at den afgørende viden om den patenterede routersoftware ville gå tabt i tilfælde af en ulykke i luften.”
På samme måde fløj hun heller aldrig hele sit personale ind med samme fly, når der blev afholdt strategidage for hele firmaet en gang om året et sted i verden. Højst 3-4 ansatte blev booket på samme afgang.
Nye udfordringer venter
Det vidner også om, at Karina Bergstrøm Larsen sammen med sin franske partner havde udviklet en idé, der var god. Så god, at den endte med at blive en af dem, der bonede ud som levebrød med russisk kaviar – og rigeligt af det.
Honeywell købte hele molevitten efter 12 år med en succeskurve, der kun gik én vej. Og lige om lidt slutter den rejse helt for iværksætteren fra Solrød. Hun har nemlig sagt sin stilling op i Honeywell. Hun har løst sin sidste opgave i den sammenhæng – nemlig, at få satellitkommunikation til at fungere fra en helikopter. Noget, ingen andre har fået til at ske før hende. Fordi propellens hurtige rotation simpelthen har gjort det umuligt.
Bare ikke for Karina Bergstrøm Larsen, der aldrig var den dygtigste i skolen, men som har en sjælden stålfast tro på, at hun kommer fra A til B.