"Ved siden af den charmerende og pulserende verden med slagsmål, røverier og trusler er produktionen et mesterværk i forhold til grafisk design, lydlandskaber og visuel stimuli." Foto: Pressefoto fra RDR2.

Majestætiske ødemarksfantasier

Årets uden tvivl mest imødesete spiludgivelse er ankommet, og det er (heldigvis) som forventet et næsten uendeligt western-Westworld-wahnsinn, som Rockstar Games serverer.

Westerngenren er kulturelt betragtet en lidt spøjs størrelse. Filmhistorisk havde den sin oprindelige storhedstid i 1950’erne og -60’erne med legendariske John Wayne som genrens ubetinget mest potente og feterede alfahan. Den var som udgangspunkt intimt knyttet til fortællingen om domesticeringen af det vilde vesten.

Det betød rent lavpraktisk, at der primært var fokus på årene mellem 1850 og begyndelsen af 1900-tallet, og det gav glimrende mening: Allerede fra begyndelsen af det 19. århundrede blev der påbegyndt en massiv indenrigsmigration med alt, hvad det medførte; etablering af forposter, konflikter om grænsezoner og ressourcer, konstruktionen af vidtrækkende jernbanenetværk og en langsom, men uundgåelig urbanisering.

Denne folkebevægelse var i høj grad betinget af en særlig tro på, at amerikanerne havde et moralsk imperativ til at skulle kolonisere hele det nordamerikanske kontinent.

Troen på den helt unikke amerikanske karakter, nationens betydning for den frie vestlige verden og muligheden for, at mammon ville flyde frit, skabte en vildtvoksende grobund for længslen efter de vestlige og frodige vidder.

Men mellem selve intentionen om domesticering og så det punkt, hvor jorden rent faktisk blev taget og dyrket, var der et vildt og øde tomrum uden for lov og orden. Det er denne gråzone, som sidenhen er blevet romantiseret, æstetiseret og forstærket af kunsten, men også den zone, som rent faktuelt bar præg af tvangsmigration af indfødte, blodige massakrer, racistisk had og lovløshed.

Det er her, mytiske figurer som cowboys, indianere, kavalerister, ranchejere, bedemænd, salongæster og kvægtyve træder op på scenen og etablerer en helt særlig amerikansk mytologi, som lever i bedste velgående i vores egen tid. Alene ”Deadwood” (2004-2006), ”The Hateful Eight” (2015) og meta-sci-fi-westernmesterværket ”Westworld” (2016-) udgør en prangende del af vores postmoderne håndtering af genren.

Kun ignoranter anerkender ikke RDR som kunst

Det er den mytologi, som påkaldes i Rockstar Games’ seneste mammutsatsning ”Red Dead Redemption 2” (herefter RDR2), som netop er udkommet. Forgængeren kom til verden i 2010 og blev en blockbuster-anmelderdarling af rang. I mellemtiden arbejdede virksomheden bag western-eposset ufortrødent videre, bl.a. med GTA-franchiset, og har endegyldigt sat sit fingeraftryk på moderne computerspilshistorie.

RDR2 er formelt set både en fortsættelse og en prequel. Hvor første del foregik i 1911, er denne del henlagt til 1899; et valg, som understreger værkets strukturelle fokus på overgangen mellem epoker. Allerede her, inden spillet for alvor går i gang, ved vi derfor også, hvilken elegisk ånd der påkaldes: Vi er, ligesom i forgængeren, i slutningen af den lovløse og balstyriske tid, som westerngenren lever og ånder for.

Forgængeren kom til verden i 2010 og blev en blockbuster-anmelderdarling af rang.

Her møder vi Arthur Morgan (Roger Clark), medlem af den famøse Van der Linde-bande, et iltert slæng af slyngler, som gamle spillere allerede stiftede bekendtskab med i 2010. Arthur og hans kompagnoner kommer slemt afsted under et røveri i Blackwater og tvinges på flugt. Ja, plottet starter med andre ord nøjagtig ligesom GTA V også med et fejlslagent røveri – også selvom vi her ikke gennemlever det på egen krop.

Vi støder til selskabet under flugten gennem et helvedes vinterlandskab. Sammen med de andre banditter og den karismatiske leder, Dutch (Benjamin Byron Davis), står den på overlevelse og strabadser og den ganske langsommelige indledning understreger en række af produktionens helt indlysende forcer: et majestætisk imponerende lydspor og et visuelt design af Guds nåde.

Faktisk lader den æstetisk overvældende indledning ikke mange film eller serier noget som helst tilbage, og det kan de facto kun være ignoranter, som fortsat afviser computerspilsproduktionernes ligebyrdighed med de gamle visuelle kunstarter.

Vi er, ligesom i forgængeren, i slutningen af den lovløse og balstyriske tid, som westerngenren lever og ånder for.

Efter de indledende løjer etablerer banden en base i et betydeligt mere frodigt og indbydende landskab, og derfra åbenbarer den vestlige fantasiverden sig i al sin vælde.

Protagonisten Arthur bliver pålagt et væld af opgaver af det lokale forbryderfællesskab: Indkassér gæld, hjælp en stakkels psykopat-ven ud af fængsel, red damerne ud af kløerne på voldelige mandegespenster, og prøv at komme nogenlunde helskindet gennem rejserne mellem ødemarkens forskellige lokaliteter.

For nok er vi i det vilde vesten, og måske er civilisationen ikke endegyldigt ankommet endnu, men der er et ocean af sagesløse eksistenser, som har brug for hjælp, banditter, som plager uskyldige rejsende, dusørjægere, som hujende hjemsøger spilleren, hver gang man slapper bare lidt af.

Denne verden er med andre ord så fyldt med aktivitet, borgere og lovløse individer, at man næsten ikke forstår, hvordan designerne samtidig har evnet at skabe en så vedholdende oplevelse af tomhed herude i ødemarken.

Smukt, charmerende og pulserende

Men for at blive trukket ind i en fortælling som denne kræver det to grundlæggende ting: en narrativ troværdighed med en tillidsvækkende verden, herunder logiske og sammenhængende civilsamfund og indbydende missioner, og så en æstetisk overbevisende fremtoning.

RDR2 udmærker sig med glans, hvad begge størrelser angår, og ved siden af den charmerende og pulserende verden med slagsmål, røverier og trusler er produktionen et mesterværk i forhold til grafisk design, lydlandskaber og visuel stimuli.

Det er Aaron Garbut, som står med hovedansvaret her, og han har sammen med en lille hær af dygtige grafikere og designere bl.a. skabt et af de mest visuelt indbydende spil til dato.

Det viser sig alle steder i den imponerende natur: Vandet, som flyder glinsende og stadigt stærkere afsted, jo dybere man kommer ud, buskadserne, der blafrer i vinden, den underskønne og levende belysning i nattescenerne, sporene i sneen, træernes grene, som presses svajende ned af den tunge sne og det alt sammen i prangende 4K-kvalitet.

Tilsvarende skal lydsporet ikke kun nævnes, det skal fremhæves – for i komponisten Woody Jacksons eminente arbejde spøger Ennio Morricone og hele genrens bagkatalog sitrende i baggrunden. P.t. står stjernerne gunstigt i forhold til de visuelle og auditive standarder, som computerspilsindustrien er leveringsdygtig i, men lige netop Rockstar Games går så overlegent forrest, at det næsten forekommer uklædeligt.

Den anden dimension består af manuskriptet og plottets overordnede udvikling. Det fungerer om ikke ligefrem originalt og genremæssigt forfriskende så i hvert fald medrivende. Det er også nødvendigt med et spil af dette omfang.

Persongalleriet er varieret og skabt med alsidighed for øje, men det største problem er protagonistens lige lovligt stereotypiske machokarakter, som først sent får lov til at udvikle sig behørigt.

I det hele taget er karaktertegningen nok spillets største problem, og man befinder sig mere i en halvkarikeret western, hvor omfangsrig den så end måtte være, end i en kompleks, beskidt og helt igennem nuancerig verden.

Det største problem er protagonistens lige lovligt stereotypiske machokarakter, som først sent får lov til at udvikle sig behørigt.

Det baner imidlertid vej for spillets måske vigtigste overbygning, nemlig den løbende moralske stillingtagen. Man får friheden til at være en sadistisk psyko-morder-tyv, prygle, stjæle, myrde og kvæle i ét væk, eller omvendt ofte at vende den anden kind til og blive en (anløben) moralens vogter. Dén problemstilling kommer der saftigheder ud af.

Plads til latterlighed

Dermed ikke sagt, at RDR2 er en lutter alvorlig affære. Ligesom i GTA V gennemlever man utallige latterlige situationer fyldt med komik og ynkelige uheld. Man kommer eksempelvis hurtigt galt afsted, hvis man rider gennem en tæt skov, og flyver altså på røven for et godt ord. Man bliver banket gul og blå, hvis man fornærmer lokale individer, og kommer i fængsel, hvis man beslutter sig for at tæve de provokerende niddinger.

Man kan slå ens hest ned, så den løber sin vej, og hvis man har lyst, kan man også sprænge den i luften. Altså, hvis man nu prøver at befri en ven i fængslet, og den så nysgerrigt beslutter sig for at snuse til dynamitten, mens lunten brænder, og man pludselig opdager det og skriger panisk, mens den eksploderer. Mulighederne for at komme galt afsted er uendelige, og det sker helt af sig selv, hvad enten man vil det eller ej.

Man kommer eksempelvis hurtigt galt afsted, hvis man rider gennem en tæt skov, og flyver altså på røven for et godt ord.

Gameplaymæssigt er RDR2 derudover præget af RAGE-motoren og opleves derfor også på mange måder som en naturlig udvikling af GTA V.

Har man med andre ord været omkring Rockstar Games’ seneste gangsterfabel, vil man hurtigt føle sig hjemme i systemet, komplet med de drilagtige controls og den til tider frygteligt frustrerende søg-dækning-funktionalitet. Denne gang er der dog kommet en række bedårende detaljer til, som bl.a. hårvækst og skidt og nødvendigheden for mad og drikke, et kærkomment mekanikelement fra survival-genren.

Man kan slå ens hest ned, så den løber sin vej, og hvis man har lyst, kan man også sprænge den i luften.

Når alt kommer til alt, er der imidlertid kun ét afgørende spørgsmål, man som spiller bør besvare, før man for alvor dedikerer sig selv til produktionens monumentale verden.

Ønsker man at følge fortællingen snorlige, som den afvikles, eller tager man sig friheden til at folde universet ordentligt ud, i takt med at det åbenbarer sig i al sin magt og vælde?

Vælger man den vulgært lige vej direkte mod målet, kan man måske ankomme forpustet og ødelagt til slutningen efter 50-60 timers koncentreret spilletid. Vælger man den anden, mere ambitiøse og betydeligt mere rolige tilgang, udvides spiltiden med, Gud ved hvor lang tid, og den sindsoprivende smukke verden får lov til at blomstre uhindret op. Dét er en overvældende oplevelse og noget, man som spilelskende væsen bør unde sig selv, for spillet fordrer vores hengivelse og har reelt gjort sig fortjent til vores kollektive og smægtende suk.

Red Dead Redemption 2 er udkommet til XB1 og PS4.