Nogle gange kan man alligevel blive overrasket: Vækstfonden er en stat i staten og skal nedlægges, forklarede Lars Kolind i mandags i en stort opsat artikel i Økonomisk Ugebrev: Kras kritik af Vækstfonden: ”Den er blevet en stat i staten”.

 

En startup founder får mulighed for at få de lån i en krisesituation, han savner så stærkt (for skatte- og momsudsættelse kan han ikke bruge). Han får egenkapitalindsprøjtning, fx ved at hans eksisterende og nye investorer bliver matchet flere gange. Er han/hun så sur og ønsker, det ikke var sådan? Næppe. Det er derfor, Vækstfonden efter COVID-19 i marts 2020 er mere accepteret end nogensinde – og formentlig også har mere succes end nogensinde. Hvilket provokerer Lars Kolind og et par business angels i mandagens udgave af Økonomisk Ugebrev.

Kolind viste første gang i Danmarkshistorien sin ufattelige dårlige sans for timing ved at ødelægge Ny Alliances første folketingsvalg i 2007 med et forslag om at gøre Fyn topskattefrit. Det gentog sig så i mandags, da han i Økonomisk Ugebrev proklamerede, at Vækstfonden er en stat i staten, og porteføljen bør ”spinnes ud og privatiseres”. Nu er der snart halvårsregnskab, og følger regnskabet det øvrige finans- og venturemarked, ja så er der faktisk en god luns enten at privatisere eller reinvestere.

Balancen mellem samfundshjælp og frit marked er altid til debat i et lille velfærdsland som Danmark. Og skal være det. Staten skal kun støtte der, hvor der er innovative selskaber, vi ellers ikke kunne få eller fortsat kunne udvikle. Altså hvor markedet ikke virker fx på grund af Dødens Dal, eller hvor der er helt ekstraordinær risiko. Det kan være strukturelt vigtige virksomheder, der ellers går ned i en krise. Det kan i dag være den nye Dødens Dal, det jeg har kaldt ”Udvandringens Dal” forstået som de scaleups, der efter serieserie A/B er tvunget ud af landet, fordi der mangler dansk vækstkapital. Eller det kan være nye teknologier, fx grøn deeptech hvor fabriksanlæg til grøn omstilling (Green Hydrogen, AquaGreen osv.) er umulige at finansiere i Danmark. Og det kan, min mening, i et lille marked være at understøtte opbygningen af klynger og styrkepositioner af startups, corporates og videnscentre, der kan klare sig som Vestas på verdensmarkedet. Og alt det kræver vel, at der så permanent er en vis masse af statsligt støttede kompetencer og kapital samlet til den vurdering og indsats?

Men kan jeg selv overhovedet gå ind i den debat? Kan man som bestyrelsesmedlem skrive om den fond man er deltager i? Man risikerer jo enten at skamrose eller udlevere sin ægtefælle (og det er dumt, jf. Karl Ove Knausgård i ’Min kamp’ med det forudsigelige resultat af en skilsmisse). Så selvfølgelig ikke uden disclaimer og risiko for dummebøder. Men jeg repræsenterer jo også et økosystem, der har krav på tilbagemelding om, hvad der foregår. Så nu vover jeg pelsen.

For en person, der i al fald engang blev kaldt kommunikationsekspert, er det en sjov Kolind-kritik, at Vækstfonden er blevet en ’stat i staten’. Sandheden er, at ingen statsinstitutioner, ikke bare i ord, giver andre æren for hvad de gør, men i handling spiller andre gode. Oceaner af startups, masser af venturefonde osv. er bakket op af Vækstfonden i krisen, uden at investeringerne sker kritikløst. Mit klare indtryk er, at næsten alle i økosystemet ser Vækstfonden som enabler, ikke som konkurrent. Og ellers må I korrigere mig!

Det ironiske er da også, at kritikere i artiklen mener, at Vækstfonden er ”eminent dygtige” og har ”gjort det godt”. Men fonden tager for mærkelige politiske hensyn til diversitet m.m. (den Lars Kolind, der innoverede med spaghetti-modeller af roterende teams og arbejdspladser uden papir, virker langt væk). Vækstfonden fylder for meget, har for meget magt og udkonkurrerer private. Mener Kolind m.fl.

Det centrale argument med at kvæle private ventureselskaber (Kolinds eget ReInvest er for længst dødt og borte) er svært at se. Jeg har aldrig set så mange nye fonde rejst, herunder specialiserede, som nu. Og det var næppe sket i det omfang, uden Vækstfonden medfinansierede mange af dem. Artiklen antager, at der er for meget kapital, men early stage står business angels i kø for at blive godkendt til matching fra Vækstfonden. Og der er især alt for lidt vækst- og accelerationskapital, da pensionssektoren kun i begrænset omfang bruger deres 4600 mia. kr. på dansk vækst. Kan du finde en privat eller institutionel investor til en PtX-fabrik, en batterifabrik eller anden helt afgørende hardware til den grønne omstilling? Måler Kolind Vækstfondens balance op mod de virkelige tunge drenge i pensionssektor, storbanker osv., hvor meget er der så selv for en ultraliberal at frygte?

Så jeg vil turde hævde, at når det går så fantastisk godt for det danske økosystem, så er det alt andet lige mere på grund af end på trods af Vækstfonden. Ville vi så hellere have bedre rammebetingelser? Ja, det er et politisk helt legitimt synspunkt, og den debat har vi løbende. Lars Tvede har flere gange sagt her, at Vækstfonden er krykker, vi burde kaste: ”Med den ene hånd brækker staten benene på danske iværksættere, og med den anden uddeler den støtte via Vækstfonden”. Og i næste uge starter vi fx en serie klummer af Dennis Keyser, der belyser vores rammebetingelser i forhold til hans i London. Og det falder ikke ud til dansk fordel!

I Økonomisk Ugebrev istemmer et par business angels, at de dog nok synes, at den langt største del af Vækstfonden, den store låneforretning, godt kan bevares som statslig. Forståeligt. Den giver sjovt nok aldrig overskud, da vel en tredjedel af lånene er så risikobetonede, at de ikke kommer hjem. Så hvorfor privatisere de mega risici, som danske banker slet ikke har appetit på med lån til SMV’er, der også rækker fra landbrug til lån til Grønland?

Og i virkeligheden handler det hele nok om, hvem der må tjene gode penge. Det er i virkeligheden dejligt, når DSB ikke kan få togene frem til tiden, for det beviser, hvad vi tænker om det offentlige. Tilsvarende er det småirriterende, når Vækstfonden klarer sig godt. For det afkræfter mit verdensbillede, at de kan investere bedre end lille jeg. Det syndrom forstår jeg godt!