I sidste uge mødtes håbefulde danske spiludviklere med hundredvis af potentielle investorer. Vi spurgte arrangøren bag, Interactive Denmark, hvad formålet med eventen er:
”Det handler om at få investeringer til danske spiludviklere fra udlandet i form af investeringer i deres firmaer eller udgivelsesaftaler. Med lukningen af Capnova, som det har været sat op hidtil, er der mere behov for investeringer til dansk spiludvikling end nogensinde før,” svarer Jesper Krogh Kristiansen, Communication & Community Manager hos Interactive Denmark, og uddyber:
”Der er endnu ikke for alvor danske investorer på spilmarkedet udover Nordisk Film Games. Vores løsning er at invitere investorer og udgivere fra udlandet. Missionen er at rydde alle forhindringer for, at investorer, udgivere og danske spilvirksomheder kan mødes.”
Hvilket udbytte regner I med?
”Vi forventer at facilitere ca. 400 møder mellem danske spilvirksomheder og potentielle forretningspartnere, når arrangementet er slut. I sidste ende regner vi med, at det leder til 2-4 investerings- eller udgiveraftaler. Men ofte er der lang forhandlingstid på investerings- og udgiveraftaler. Der kan gå op til et år fra første møde til underskrevet kontrakt.”
Flere SYBO’er på vej
Der ér behov for sådan et arrangement. Det bliver tydeligt allerede efter få minutter i midten af det hele. Mødesalen er fyldt, og de fleste investorer har spækkede kalendere, og stedet syder af gejst og spænding.

Efter at have vandret forvirret rundt i det summende mylder af mennesker fra den danske spilbranche, hvor alle tydeligvis kender hinanden indgående, får jeg mulighed for at udfritte en af de store interessenter herhjemme:
Hej Mathias, kan du ganske kort præsentere dig for de af læserne, som ikke er indfødte i branchen?
”Mathias Gredal Nørvig, CEO i SYBO. Vi holder til i Jorcks Passage i det indre København, hvor vi har 100 medarbejdere fordelt på 25 nationaliteter. Vi er selvfølgelig mest kendt for Subway Surfers, som vi udviklede og har IP-rettighederne til.”
Hvad laver I her i dag? I har jo allerede succes.
”Det her er årets event i den danske spilbranche. Det er her, alle upcoming og etablerede spilfirmaer møder udgiverne og investorerne. Vi er lykkedes med Subway Surfers. Men vi har også investeret i den danske spilbranche og har også investeret uden for landets grænser. På en måde agerer vi brobygger mellem nogle, der har fået støtte, og nye aktører. Vores mantra er, at der skal laves flere SYBO’er. Vi har simpelthen brug for flere højproduktive, succesfulde og skabende firmaer i Danmark.”
Tencent, Apple og Google kommer
Har I investeret i flere af de tilstedeværende, som I så prøver at skubbe frem?
”Ja, vi har lavet flere danske investeringer, senest i Funday Factory og CREY. Vi tror på, at vores aktive bidrag til dem, øger deres sandsynlighed for at lykkes. Vi hjælper på flere måder. Men det er dem selv, der laver det hårde arbejde. Man kan sige, at vi ofte har været en af de sidste referencer på de investeringer, der er foregået i Danmark. Så har internationale investors fx sagt: ’Hey, vi kunne godt tænke os lige at høre SYBOs tanker om det her lille firma, som vi overvejer at kigge på.’ Der gør vores råd ofte en forskel.”
Hvad er det optimale udbytte af eventen her for jer?
”Direkte investeringer eller direkte udgiveraftaler. Enten at nogle af de rigtigt dygtige danske udviklere får finansiering til deres projekter eller finder en platform, de skal udgive på. Vi kan se, hvordan det er blevet endnu større siden sidste år. Næste år bliver det større igen. Nu ved vi fx, at Tencent er her, så næste år kommer der flere. Vi ved, at Apple dukker op. Så næste år kommer Google også. Nu har vi efterhånden nået en kritisk masse, at der bliver lavet konkrete aftaler.”
42 investorer med i år
Jeg takker Mathias, som bevæger sig ind for at give den ene af dagens to talks. Det handler om at turde, og det afgørende ved rent faktisk at føle tillid til hinanden, når man taler om investeringer.
Da jeg får lejlighed til at tale med Jan Neiiendam, bestyrelsesformand i Interactive Denmark, bobler møderummet igen med et væld af levende samtaler og smilende business-dates.
Sikke et arrangement; hvad er historien bag?
”Nu er det tredje år i træk, og ambitionen har jo hele tiden været at lave nogle initiativer, som styrker virksomhederne med at finde det næste niveau i forhold til deres forretningsudvikling. For tre år siden oplevede vi et udtalt behov for at møde internationale investorer – selvfølgelig på grund af mangel på risikovillig kapital herhjemme. Flere udviklere efterlyste at møde investorer, og så besluttede vi os for at lave det her mødested, hvor internationale investorer kunne komme til Danmark og se, hvad vi kan. Vi startede med et lille hold, omkring 20 investorer. I år er der 42, som både tæller danske og udenlandske investorer.”
17,5 millioner risikokroner
Er det en lidt ambivalent oplevelse at lave noget, der svinger så godt, når hele eventet jo er skabt på grund af en national mangel?
”Vi har valgt at prøve at arbejde med det, for du har ret – det er udfordringen: Der mangler simpelthen risikovillig kapital. Vi har arbejdet i Interactive Denmark sammen med Producentforeningen for at hjælpe ministeren i det, der hedder Vækstteam for kreative erhverv, som Brian Mikkelsen nedsatte for et års tid siden. Der har man haft fokus på de kreative erhverv bredt set og spilbranchen, hvor bl.a. Mathias Gredal Nørvig fra SYBO har været med i ekspertudvalget. I forhold til hele det kreative vækstteam har Vækstfonden nu fået penge, de kan bruge aktivt på mere risikovillige investeringer. 17½ million kroner er der sat af til noget, som er endnu mere risikovillig end det, de tidligere har gjort. Det er et stykke af vejen. På den ene side kunne man sige, det er slet ikke nok. Vi har valgt at invitere Vækstfonden med i dag. Innovationsfonden kommer også. Det er statens to døre til risikovillig kapital. Det har vi lyttet til og sagt: Ok – det er de vilkår, vi har lige nu, så må det handle om at uddanne de folk, der sidder i fx Vækstfonden og Innovationsfonden til at forstå, hvordan man investerer i spilbranchen.”
Men hvad med kravet om cashflow, og det at have et færdigt produkt?
”Det er klart, der er nogle af de kriterier, som skal udfordres. Men eftersom en række af de investeringsmuligheder nu også ligger i Innovationsfonden, er der fx nogle lidt andre kriterier. Det er lige så afgørende, at spiludviklerne lærer de danske muligheder at kende. Vi prøver at lære udviklerne, hvilke slags penge de har brug for, og hvor de kan søge dem herhjemme. Så vi håber på både at kunne uddanne udviklerne og institutioner, og så tror vi på, at branchen har så meget potentiale, at det kommer til at gå som i Finland, hvor man ikke længere behøver at overbevise nogen om branchens fordele, men man bare kender alle stifterne i de nye selskaber. Tag fx David Helgason, som står derovre. Han skal tale til Dansk Erhvervs Årsdag i morgen foran alle de erhvervsbosser, man overhovedet kan forestille sig, og han kommer jo netop ud af spilbranchen. Han har skabt en virksomhed med 1000+ ansatte, og når vi får nogle flere David’er, så vil der komme et naturligt skred i forhold til f.eks. Vækstfondens tilgang.”

Store produktioner ud af små teams
Hen mod slutningen af dagen, får jeg lejlighed til at veksle nogle ord med Yunmi fra Tencent; en enorm kinesisk aktør, som sonderer terrænet i Danmark.
Hvad laver I her i dag?
”Vi har et udviklingsprogram, som går ud på at spotte nye spiludviklere, gode idéer og innovative tanker. Projekter, vi kan støtte og måske udvikle til noget større. Det er derfor, vi er her i dag. Vi skal se, hvad der er på markedet og selvfølgelig også kigge efter friske hoveder og investeringsværdige projekter.”
Hvad forekommer jer umiddelbart at være henholdsvis den største gevinst og udfordring ved det, I ser folde sig ud i miljøet i Danmark?
”Den største gevinst er, hvor imponerende teamworket i Danmark er, og hvor mange store spil, der faktisk bliver udviklet af teams, der fx kun består af 20 medarbejdere. Det er imponerende. Det er meget sjældent at se den form for samarbejde og effektivitet i så små teams. Omvendt er der en indlysende udfordring i forhold til nogle af de tematikker, som kan optræde i danske spil. De ville kunne kræve noget lokaliseringsarbejde, så de nemt kunne forstås af spillere på det kinesiske marked.”
En ting står afslutningsvis sikkert. Det målrettede og systematiske arbejde, der lægges for dagen for at skaffe mere risikovillig kapital til landet, ser ud til at gå helt og aldeles efter planen.