Hvad ser du som den største mulighed i 2021?

Jeg forventer selvfølgelig personligt at se en stor vækst i investeringer i secondaries, specielt i strategier som vi følger i Nordic Secondary Fund (N2F), med først at investere efter en Serie A runde. Det mindsker risikoen betragteligt for investorerne, og i forhold til diversificering, giver det rigtig god mening ikke blot at investere i meget tidlige startups. Mere generelt vil genåbning og vacciner jo gøre, at vi kan accelerere scaleups og de digitale og forretningsmæssige potentialer, de har.

Hvad ser du som den største risiko i 2021?

Udover de kommercielle risici som COVID-19 aktuelt – og nu snart gennem et helt år – har haft af indvirkning på rigtig mange startups og SMV’er, er jeg også meget bekymret over udviklingen i værdiansættelserne på nogle af de seneste selskaber, som bliver bragt frem på First North.

Hvad er din vildeste forudsigelse for 2021?

Jeg vil hellere udtrykke, at mit absolut største håb og ønske er, at COVID-19-effekten på den globale økonomi vil være kraftig aftagende, og samtidig håbe, at vi får en hurtig kontrolleret genåbning af samfundet. I forhold til vores arbejde i N2F er ambitionen, at vi får minimum en exit mere i forlængelse af den vi fik sidste år i Actimo.

Bonusspørgsmål: Hvilken startup skal man holde ekstra godt øje med i 2021?

Der er rigtig mange, men jeg vil fremhæve www.legaldesk.dk, som allerede oplever stor vækst og har rigtig flotte tal i Danmark. I 2021 tror jeg, de vil tage en endnu større markedsandel i Danmark, samtidig med at de ruller ud i Sverige. Og så holder vi naturligvis ekstra øje med, at de stærke danske selskaber vi har investeret i gennem det seneste år i N2F også vil fortsætte deres flotte udvikling; GoMore, www.Room.comNorlaseMapsPeople, OnRobot og CathVision.