Det rekordhøje danske skattetryk er hovedårsagen til, at dansk iværksætteri ikke blomstrer som det svenske eller schweiziske, skriver Lars Tvede. Dette er for mange debattører et tabu, men hvis problemet ikke bliver løst, ender Danmark som en tredjerangsnation.

Lars Tvede, serieiværksætter og investor 8. juni 2018, kl. 09:00

     737 Views 106 Claps 0 kommentarer

Den teknologiske udvikling sker stadig hurtigere. Derfor bliver virksomhedernes og teknologiers levetid stadig kortere. Så Danmark har mere end nogensinde behov for at komme op i omdrejninger med iværksætteri.

80 % forlod landet

Men foreløbig er der et pænt stykke vej frem. Dansk iværksætteri er således yderst beskedent sammenlignet med svensk, og der er de sidste 22 år ikke skabt mere end én enkelt ny dansk virksomhed med flere end blot 1.000 ansatte. Nemlig nynoterede Netcompany. Og som påpeget i Iværksætterpanelets rapport fra 2017 har fire af de syv store iværksættersucceser, der trods alt er skabt siden år 2000, forladt landet sidenhen. Disse fire repræsenterede ca. 80 % af værdien.

Helt fundamentalt viser statistikkerne faktisk, at Danmark i forbløffende grad lever af fortidens fortjenester – gennemsnitsalderen på de mest værdifulde firmaer i Danmark er 92 år mod kun 58 år i det mere dynamiske USA.

Gradvist er Danmark i stadig højere grad blevet en nation af lønmodtagere og i øvrigt modtagere af overførselsindkomster. Kun 7,5 % af danskerne er således selvstændige, hvilket er halvdelen af det europæiske niveau på 13,6 % – den laveste andel i hele EU.

I stedet er 92,2 % af voksne danskere lønmodtagere, og 62 % lever i øvrigt primært af indtægter fra det offentlige. Dette påvirker selvsagt det parlamentariske miljø og derved rammebetingelserne for selvstændige, herunder vækstiværksættere og angelinvestorer.

Simpelt sagt er det ganske vist velkendt, at iværksætterbranchen er uhyre nyttig, men omvendt er der ikke mange stemmer i den.

Skatteproblemet: 67 % sammensat marginalskat og 85 % realskat på aktiegevinster

Iværksætterpanelet og andre har gennem årene lanceret en mængde ofte fremragende bud på, hvordan det danske iværksættermiljø kan forbedres. Men det altoverskyggende problem efter min opfattelse er, at Danmark har verdens højeste skattetryk.

Det starter med den tårnhøje sammensatte danske marginalskat; summen af 1) marginal indkomstskat, 2) moms og afgifter på marginale forbrugsprodukter samt 3) marginalt bortfald af sociale ydelser. Denne er i Danmark på tilsammen 67 %.

Dette voldsomt progressive skattetryk rammer specielt hårdt for selvstændige med meget svingende årsindkomster. Disse, herunder iværksættere, vil ofte veksle imellem år med betydelig negativ indkomst og andre med betydelig positiv indkomst. Her rammer det specielt hårdt, når de positive år så mødes af brandbeskatning.

Aktiegevinstskat er genbeskatning

Det andet store problem er den danske aktiegevinstskat, der, som jeg beskrev i en tidligere klumme, med 42 % er Europas allerhøjeste. Nu kan en populist jo sige, at kapitalister skal beskattes højere end arbejdere, men de 42 % er jo genbeskatning af penge, som opspareren typisk allerede har betalt indkomstskat af en gang.

Og dertil kommer, at en eventuel gevinst ofte kommer efter en årrækkes ventetid, hvorfor en del af den faktisk kun kompenserer for inflationen. Regnes dette aspekt med, er den reelle, dvs. inflationskompenserede, aktiegevinstskat i Danmark gennemsnitligt 85 %. Og det er altså, hvad man betaler, hvis investeringen går godt. Går den i stedet dårligt, kan der ofte ikke modregnes.

Havelågen, der holder pengene ude

Danske bilskatter får udenlandske eksperter til at grine højt, og yderligere har Danmark en havelågebeskatning, som afholder udenlandske iværksættere fra at komme ind, og som efter mine erfaringer tillige får mange danske iværksættere til at tage af sted, inden deres projekt får takeoff.

I dag er unge mere mobile end nogensinde før, og de kan godt regne ud, hvad konsekvenserne af beskatning på hhv. 67 og 85 % kombineret med en havelågebeskatning kan betyde for deres fremtid.

Denne konstellation duer simpelthen ikke, og i en stadig mere mobil og international verden har Danmark efter min overbevisning ingen chance overhovedet for at forblive blandt verdens rigeste nationer eller bibeholde en velfungerende velfærdsstat. Ikke medmindre de ekstreme danske skatteforhold i det mindste normaliseres.

Beskatning af aktieoptioner

Et af de fænomener i moderne økonomi, jeg elsker allermest, er medarbejderaktier. I de startups, jeg har deltaget i, har aktieoptioner da også været et helt afgørende ledelsesinstrument som motivator og som effektiv kompensation for ofte symbolske lønninger.

I Danmark er dette imidlertid en meget begrænset mulighed. Dansk praksis er nemlig, at man ved at ”veste” (dvs. udnytte) en aktieoption ofte beskattes som om, det var udbetalt løn.

Problemet ved dette er, at hvad man erhverver ved at veste sine optioner, ikke er kontanter, men derimod illikvide aktier i en oftest usikkerhed virksomhed. Disse aktier kan sjældent sælges, hvilket i øvrigt også ville modvirke noget af deres formål.

Dette betyder, at medarbejderen ofte ikke kan skaffe pengene til at betale skatten. Desuden kan aktierne miste deres værdi senere, i hvilket tilfælde medarbejderen har betalt skat af en gevinst, der aldrig blev realiseret. Reglerne er dog mildere, hvis optionsværdien er under 10 % af lønnen, for så beskattes de som aktieindkomst ved evt. succesrig realisering.

Iværksætterparadis eller badeland for polske turister?

Men, men. For det første er grænsen på 10 % af lønnen alt for lav til at køre et Silicon Valley-style startup. Trods alt arbejder mange, lige som jeg selv ofte har gjort, gratis eller til en symbolsk løn for deres startup, hvor de 10 % derfor bliver umuligt eller et totalt ligegyldigt beløb.

For det andet er dansk beskatning af aktiegevinst som nævnt Europas højeste. I Schweiz derimod er gevinst på medarbejderaktier, hvilket jeg selv har erfaret, totalt skattefri, og derfor skaber en succesrig startup typisk en mængde nye millionærer, som så ofte laver en række nye startups, hvilket fører til en slags kreativ kaskade og en sand iværksætterkultur. Det samme sker slet ikke i samme udstrækning i Danmark.

Summa summarum: Hvis Danmark skal undgå at blive reduceret til ”et badeland for polske turister”, som jeg har hørt Asger Aamund udtrykke det, kan man ikke ignorere Danmarks enestående høje skatteniveau.