Det første billede, der slap ud fra det kommende Far Cry, fik folk op af stolene og andre til at gnide sig i hænderne i ellevild forventning. Foto: Far Cry New Dawn.

Gaminghøjdepunkter i 2019

2018 bød på både kæmpeudgivelser, danske hit, og smukke indiespil. I 2019 håber vi på nyheder fra det (hemmelighedsfulde) nordiske, mens vi imødeser en perlerække af store og ventede, internationale udgivelser.

2019 tegner til at blive et lidt særpræget år. Vel at mærke, hvis man anlægger en traditionel og markedsbetonet optik.

Der mangler et par nøgleaktører, og så er der umiddelbart få blockbustergiganter i støbeskeen. Det gør dog blot det obligatoriske blik mod det nye år desto mere spændende. Særligt, fordi en række af de ubetinget mest afgørende produktioner slet ikke er blevet formelt bekræftet endnu.

“Det ser ud til, at den næsten erotiske voldsdestruktion, som første del var så rig på, er blevet radikaliseret og æstetiseret i endnu højere grad.” Foto: The Last of Us Part II.

I sagens natur afslører et hypende blik mod fremtiden altid noget om den, som ser, og det er naturligvis også tilfældet her. For indie-elskere vil listen være gabende kedelig, for rendyrkede mainstreamere vil den være for skæv, og for snobberne vil den ikke være kognitivt eller emotionelt udfordrende nok. Men tag ikke fejl af den grund, følgende er og bliver de hands down mest lovende gaming-titler i det herrens år 2019 – et år, som på vulgært gavmild vis ser ud til at bidrage med et ocean af smudsige sci-fi- og undergangstitler.

Svensk-japansk indie-guld

Den første produktion, som både ægger tillokkende og lover emotionelle krumspring, er svensk-japanske Vane, et PS4-indiespil, som udkommer lige om lidt. Den første trailer blev lanceret i 2014, og allerede der blev det tydeligt, at der var et betydeligt potentiale for grumset indieguld.

Vane ser ud til at blive en æstetisk stimulerende platformer med et tydeligt tematisk slægtskab med PS3-perlen Journey (2012), komplet med ørkenlandskaber, glemte bygningskonstruktioner og ensomme protagonister. Og så ser det minsandten også ud til, at spillet opererer med en dynamisk platformslogik som den, vi er blevet vant til hos fx danske Playdead. Lydsporet? Det lugter langt væk af æteriske syretrips og foruroligende indre strabadser.

Testosteron og fremtidsramasjang

Næste spil, som på ingen måde er til at komme udenom, og som alt andet lige skal være en fuldtræffer, er BioWares Anthem, som lanceres i slutningen af februar. Udover sci-fi- og third person shooter-slægtskabet med Mass Effect-franchiset er Anthem også tænkt som single player/co-op-produktion i en verden, der byder på exodragter og forsvindende få venligtsindede væsener.

Der er dømt testosteron og bjergtagende visuel og æstetisk imponerende fremtidsramasjang, men det Destiny-klingende plot med én sidste bastion for en menneskehed under pres med dertilhørende civilisatoriske kampe er usædvanligt tamt. Derfor bliver BioWare også fulgt på klods hold her, for på trods af ledelsens gentagne forsikringer om studiets fortsatte beståen insisterer jungletrommerne omvendt på, at alt andet end en øredøvende succes bliver dødsstødet.

Et løfte om eventyrlig morskab

Tredje potentielle guldklump er The Outer Worlds og kommer fra Obsidian Entertainment, udvikleren bag bl.a. Star Wars: Knights of the Old Republic II: The Sith Lords (2004) og Fallout: New Vegas (2010).

Når dét er værd at nævne, hænger det sammen med, at Obsidian hermed fraviger deres hæderkronede tradition for at lave anmelderroste fortsættelser og her etablerer en tiltrængt og selvstændig egen oplevelse. The Outer Worlds er en first person action rollespils-sci-fi-fabel lokaliseret i udkanten af galaksen med onde mega-corporations, som koloniserer verdensrummet og har en anløben moral (hint: Det er de slemme).

Hvad gør så denne produktion særligt lovende? Frem for alt Obsidians generalieblad, Bethesdas håndtering af Fallout-franchiset og nå ja … løftet om farverig, eventyrlig og ren morskab uden tidens ellers ufravigelige krav om smerte i forrykte doser.

Stjernespækket action/stealth-japaner

Og ja, ja, ja – det kan nå at gå galt tusinde gange og er ikke blevet formelt bekræftet, men denne signatur tror på det: 2019 bliver året, hvor den japanske computerspilsauteur Hideo Kojima (manden bag Metal Gear-franchiset) sammen med Sony søsætter Death Stranding.

Lavpraktisk betragtet et action/stealth-spil med Norman Reedus (helt), Léa Seydoux (allieret) og vores egen Mads Mikkelsen (bad guy), men oplevelsen kommer øjensynligt til at byde på sælsomme og heftigt opfindsomme gameplay-elementer. Udover den åbne verden og det faktum, at protagonisten troligt vandrer gennem en skrækindjagende tom og våd ødemark med den ene pakke efter den anden, vides der påfaldende lidt.

Det store trækplaster er imidlertid indlysende: Et stjernecast, som inddrages emotionelt ambitiøst og et produktionsdesign af Guds nåde.

Grusomheder i stride strømme

Endelig kommer vi også til at stifte bekendtskab med The Dark Pictures Anthology og dermed også en fuldblods horrorproduktion af den gamle skole. Serien indledes med den første stand-alone-del ved navn Man of Medan, en fortælling delvist baseret på folklore fra Fjernøsten. Bag produktionen står Supermassive Games (Until Dawn, 2015), og der er øjensynligt dømt grusomheder i stride strømme.

På overfladen ligner antologien (andet ord for serie) et cheesy forsøg på at flå nemme penge indenbords, men meget tyder på, at Supermassive tager projektet uhyre alvorligt. Gameplay-mæssigt er der også her, ligesom i Until Dawn, fokus på konkrete valg, som fører plottet i den ene eller den anden retning.

Visuelt tegner produktionen til at blive enestående klam, og de velvalgte kameravinkler kombineret med det klaustrofobiske rum kan gå hen og skabe fortryllende lede på de godt og vel fire timer, som en episode ser ud til at vare.

Underjordiske postsovjet-dystopier

En titel, som er noget nær umulig at komme udenom, er og bliver ukrainske Metro Exodus, tredje spil i horror-action-shooter-serien om Artyom, den skrøbelige overlever fra Moskvas postapokalyptiske metronetværk. Spillet er, ligesom de to forgængere, baseret på Dmitry Glukhovskys populære Metro-romanserie og har noget at leve op til efter mageløse Metro: Last Light fra 2013.

I modsætning til de foregående produktioner har 4A Games denne gang satset på at skabe enorme udendørs-levels; baner, som nok ikke udgør open-world-flader i den traditionelle forstand, men som de facto vil gøre en enorm forskel.

Produktionsdesignet tyder på at være sanseløst berusende, og den brændevinsfandenivoldske russiske ånd, som både romanserien og de to forgænger-produktioner var så rige på, lover eskapistdyrkere verden over en rigdom af undergangsfryd.

Kan Far Cry overgå sig selv i 2019?

Undergangsforelskelsen fortsætter ufortrødent, og i 2019 hopper Ubisoft endnu engang på postapokalypsevognen, denne gang i Far Cry-franchiset. Det sker med spinoff-produktionen Far Cry New Dawn, som placeres i det fiktive Far Cry 5-miljø Hope County i Montana.

Til trods for spillets formelle rolle som spinoff ligger det samtidig i direkte narrativ forlængelse af Far Cry 5, foregår 17 år efter og har en række af de samme NPC’ere. Spillet bliver ikke årets største eller mest prangende produktion, men kombinationen af den esoteriske nationalisme i Far Cry 5 og en veludviklet atomar undergang må og skal resultere i Mad Max-godterier af det pureste guld.

Alene det faktum, at spillet rummer lovløshed, sadistiske sorte lesbiske skurke (det vel nok mest modige/dumme antagonist-valg i årevis) og Fallout-hunden, tyder på en fandenivoldsk oplevelse.

Joker 1: The Last of Us

Dermed er vi også nået til de tre jokere; de spil, som både kunne blive de ubetinget mest afgørende oplevelser, men også de spil, som ikke er blevet bekræftet og derfor muligvis slet ikke dukker op i år. Men gør de (og det tyder meget altså på) … så vinder de til gengæld prisen som årets prins, dronning og konge. Første kongelige kandidat kan ikke være andre end The Last of Us Part II, fortsættelsen til Naughty Dogs PS3-mesterværk fra 2013.

Ligesom det var tilfældet med Death Stranding, vides der ualmindelig lidt konkret om handlingsforløb og plotlinjer. Vi er i Joel og Ellies verden, og store dele af produktionens styrke ligger i skrøbeligheden i skuespilpræstationerne, den ukristeligt besnærende colorgrading og manuskriptforfatternes sans for det uforudsigeligt overbevisende.

De tilgængelige gameplay-optagelser demonstrerer en overlegen belysningsteknologi og smækkert overbevisende bevægelser i underskovens næsten tropiske bladhelvede. Syndsbegrebet kommer passende nok i spil, og det ser ud til, at den næsten erotiske voldsdestruktion, som første del var så rig på, er blevet radikaliseret og æstetiseret i endnu højere grad. Jøsses.

Joker 2: Cyberpunk

Da traileren blev uploadet gennem det famøst fake marketing-hack under E3 i 2018, reagerede Cyberpunk 2020-fans verden over med glædestårer og hysterisk latter med et fint stænk af manisk begær.

Cyberpunk 2077 blev annonceret med den genremæssigt mest indbydende trailer set til dags dato, og polske CD Projekt Red (The Witcher-serien) erobrede egenhændigt den umælende gamermasses gutturale gunst.

Hvad spillet egentligt indeholder, ligger i det store og hele stadig hen i det uvisse, men vi taler open world single-player-rollespil med udgangspunkt i megabyen Night City i Californien. Pre-alpha-gameplayet indikerer djævelsk forførende og GTA-lignende rejsemuligheder i bymiljøet og en hysterisk og futuristisk-morsom kampmekanik. Oh yes, der er store ting i vente for old school-elskere.

Joker 3: Dying Light

Endelig er der rosinen i pølseenden og måske den titel, som undertegnede ser ubetinget mest frem til: Den længe ventede Dying Light 2 fra polske Techland, som i sin tid revitaliserede zombiegenren, først med det firsereksotiske ramasjangblodsorgie Dead Island (2011) og senere med den overraskende velfungerende urbanitets-hoppe-zombiefabel Dying Light (2015).

Techland har videreudviklet det skønt grumsede produktionsdesign og parret den åbne undergangsverden med Chris Avellone som narrativ designer (Baldur’s Gate og Fallout: New Vegas).

Der er dømt valg og konsekvenser, og så er der fra udviklernes side en påfaldende vedholdende trang til at nedtone zombierne til fordel for skildringen af den mørke overgangsperiode mellem civilisatorisk holdbare epoker. Be still, my beating heart.