Energiselskab satser på kunstig intelligens

Robotten Roberta arbejder uden for normal arbejdstid, i weekender og aftener. Kunstig intelligens er en stadig større del af erhvervslivet og den udvikling, samfundet oplever i disse år. Og for landets fjerdestørste energiselskab, NRGi, har implementeringen af robotter vist sig som en stor gevinst.

Robotterne kommer, men har vi egentlig grund til at frygte, at de tager vores jobs? Ikke hvis man spørger landets fjerdestørste energiselskabet NRGi, der siden sidste år har gjort kunstig intelligens til en fast del af deres arbejdsgange. Med robotten Roberta, har NRGi Elsalgs kundeserviceafdeling formået at spare op mod 800 arbejdstimer om måneden, hvilket betyder, at medarbejderne i stedet kan bruge deres tid på mere komplekse opgaver samt rådgivning af kunder.

”Siden vores kundeserviceafdeling har fået sin egen robot, er teamet blevet uddannet og certificeret i at bruge den, hvilket betyder, at Roberta, som vi kalder robotten, i dag kan klare langt flere opgaver. Først og fremmest hjælper den til at løse ensformige opgaver hurtigere, end vi ellers kan løse dem. Men det handler i lige så høj grad om at frigøre nogle resurser, så medarbejdernes kompetencer bruges bedst muligt,” forklarer Lene Krakau, direktør for kundeservice hos NRGi Elsalg.

Hun forklarer desuden, at Roberta også arbejder uden for normal arbejdstid, i weekender og aftener, og løser alt fra it og ad hoc-opgaver til opsætnings- og driftsopgaver, der optimerer afdelingens arbejde.

Intelligent software

Robotten Roberta er dog ikke en fysisk robot med egen kontorplads i teamet. Den fungerer derimod som en intelligent software, der arbejder på skærmen uden fysisk tilstedeværelse. Og det betyder blandt andet at arbejde, der tager en almindelig medarbejder en time, kan klares på ca. et minut.

”Udover at være ekstremt tidsoptimerende er Roberta udviklet til at kende sine egne begrænsninger og sortere de komplekse opgaver fra. Det betyder, at den kun hjælper med opgaver, der kræver lange og ensformige processer, så medarbejderne i stedet kan fokusere på de ting, der kræver en større forståelse for virksomheden og den enkelte sag,” siger Lene Krakau.

Og selvom ambitionerne aldrig har været, at robotter skal overtage jobs i det østjyske elselskab, men derimod blot supplere de ansatte, betyder de gode resultater, at fremtidsudsigterne for NRGi Elsalg nu inkluderer et øget fokus på kunstig intelligens.

”Vi arbejder hele tiden på at kunne tilbyde kunderne de mest intelligente og optimerede løsninger og de bedste kundeoplevelser, og det klinger rigtig godt med, at vi også på de interne linjer implementerer intelligente procedurer for arbejdet. Derfor vil vi fortsat kigge ind i mulighederne for at lade flere robotter komme til at assistere, så vi kan gøre det endnu bedre,” slutter Lene Krakau.