Uge 24 i økosystemet: Vækst-narrativer – Ferrari el. elastik-Tvede – Bella Vækstfond –Bezos & Musk på månen – Hævn-shop i Ischgl – Fake startup-news

 

Narrativer eller fortællinger styrer vores adfærd. Ikke mindst dem om vækst, succes – penge og sex.  Det siger nogen i al fald, så i dag afprøver vi det. Lad os se på ”Narrative Economics” for startups og på nogle fede fortællinger i vores økosystem.

 

V-krisen og Nobel pristagerens “Narrative Economics”

Jeg ved ikke, om du kan huske, hvordan vi her på Bootstrapping sidste forår diskuterede, om krisen ville blive V, U eller L-formet, altså kort, længere eller langstrakt. Jeg vil ikke repetere, for jeg skød givet forkert, for hvem vidste, at for de fleste startups blev det efter nogle måneder mere en fest end en krise? Og krisen som helhed bliver et spidst V som recovery. I al fald ifølge The Guardian. Det eneste, der kan ændre det, er den frygtede Delta-variant der nu er kommet til Hillerød. V’et, U’et og L’et er et supereksempel på det Robert J. Shillers skildrer i “Narrativ Economics, How Stories Go Viral & Driver Major Economic Events”. Det er 400 siders udpensling af titlen og dagens emne, altså hvordan historier påvirker forretning. Shiller analyserer virale narrativer som, at tech aktier kun kan gå én vej, at nogle virksomheder er for store til at gå ned osv. Og som så faktisk påvirker virkelige menneskers virkelige adfærd. Og med konsekvenser på makroplan som krig, massearbejdsløshed og ulighed. Er 400 sider for meget, kan du nøjes med 50 i et paper her, der ender op med Donald Trumps markedsføring af sig selv som forretningsgeni, der kan tage hårde beslutning og vinde. Her skal jeg bare sige: Godt, at politikerne sidste forår trådte til med stimulanser og matching, så ingen holdt sig tilbage fra at investere i vores risikofyldte startups.

 

Chamats SPAC’s milliard fucked-up narrativ

“I’m about to really fuck some shit up”, skriver Chamath Palihapitiya til hans 1,5 mio. følgere, og tilføjer gerne, at investorer er “a bunch of soulless cowards.” Selv er Chamat milliardær og har tjent sig op fra ingenting til nu at stå bag masser af de IPO’s via SPAC’s, som Silicon Valley har været særligt rig på under Corona. Chamats narrativ er, at SPAC er en innovation, der democratizes access to high-growth companies while “dismantling” the “traditional capital market.” I 2017 gav han lidt simplere begrundelse til studenter på Stanford. “I want the fucking money.”

Narrativet med at enhver kan bevæge sig fra ingenting til børs- og bitcoinmillionær har været det helt store over there. Nu er det ikke ved sved og hårdt arbejde som avisbud, men ved hurtig, spekulativ aktie- og valutarigdom. These narratives have become such mainstays of how the technology industry sees itself that executives refer to enrapturing a roomful of people as “Chamathing the audience.” konkluderer Charles Duhigg i hans fine artikel om fænomenet i seneste nummer af The New Yorker.

 

Corona-opgøret. Nu handler det om hævn-shopping

Fra Forbes til Washington Post har jeg læst vandrehistorien om hævn-shopping. Men lad os tage den danske fra Kforum, hvor Mette Kirstine Goddiksen skriver om Corona Den har mobbet dig. Den har fået dig til at føle dig forkert og alene. Men nu er magtforholdet vendt, og du skal kraftedeme have en fed bil og noget mærketøj, så COVID-bøllen endelig kan se, hvem der er en vinder!” Så derfor er mærkevarer som Lambourghini i restordre. Detailhandlen i USA vil vokse mellem 6,5 og 8,2 % i 2021 ifølge Forbes. I januar, hvor amerikanerne fik penge tilbage i skat, steg salget i stormagasiner med 21 %. Om e-commerce så vil gå tilbage? Det tror jeg bestemt ikke. Men væksten måske aftage. Om vi så vil tænke grønt og på klimaet, eller kun gå amok i indkøbsrus, får vi se. Din hævnrejse til efteråret kunne jo godt bookes på TripDoodler, Goodwings og lignende steder. Men et gensyn med barbordet i Ischgl kan du selvfølgelig også overveje!

 

Tvede elsker Ferrarier – datteren hårelastikker. Og vi spejler os

”Lars Tvede opgjorde på vej mod toppen dagligt sin formue på et excelark for at se, hvornår han nåede en milliard. Februar 2020. På excelarket havde han lavet en sidekolonne, hvor han omregnede sin formue til Ferrarier, og den februardag kunne han købe 840 ”spritny, røde lyn”, der parkeret efter hinanden ville danne en kæde på fire kilometer. Sådan lyder en dybt traditionel lotto-drøm, men jeg beundrer ham for at indrømme så barnlige træk offentligt.” Citatet er fra min gamle universitetskollega Martin Zerlangs rigt illustrerede bog ”Danmarks set gennem en bilrude”, Gads Forlag.

Datteren Sophia er heller ikke bange for at udstille sit privatliv. Vi bragte kapital 1 fra hendes nye 304 sider bog ”100 millioner hårelastikker og en vodkatonic.” Det havde fokus på, hvordan hun som 18-årig fandt på at kappe en telefonledning og bruge den som hårelastik. Derfra blev hun iværksætter og solgte 100 mio. af Invisibobbles. Hvor lang en kæde de kan danne, ved jeg ikke.

Men kæden til faderen og hans evne til historiefortælling er klar nok. Vil du opleve Tvede senior, kan du høre hans Supertrends foredrag i København 8.-9. november. Det er også titlen på første af hans til nu 13 bøger. Og den fortælling er ret smart, for det er de samme makrotrends, han investerer efter i hans ny Atlas Global Macro fond, hvor han lover 30 % afkast. På den måde er hvert foredrag samtidig en anbefaling af fonden.

 

Musks UFO’er og Bezos rumrejse stories

Uformani’en har det med at komme op i en fast cyklus, og den har grebet USA forstærket af at myndighederne har taget den mere alvorligt. Som Elon Musk, der jo med Space X nok kan være med oppe over øjenhøjde, bemærkede meget klogt for nogle uger siden, så er det sjovt, at kvaliteten af UFO-fotos er så ringe, trods nye mobilers skarphed. Alligevel ligner det stadig billeder fra koldkrigs 50’erne med marsmænd og russere. Måske skal vi tænke mere over kunstig intelligens og mindre over historier om fremmed intelligens ude fra rummet.

Jeff Bezos er i sin 2. karriere rykket fra internetpioner til ”en anden dimension af velstand, glamour og internationale intriger”, som forfatteren Brad Stone skriver ”Amazon Unbound”, hans seneste bog om Bezos. Forrige fredag skrev jeg om købet af Metro Goldwin Meyer, selskabet med den brølende film-løve.

Nu er fokus så på Jeff Bezos’ raket Blue Origin, der har rumturister med i juli på en 10-minutters tur. Rummet skal jo blive tilgængeligt for almindelige Amazon-kunder. Prisen er dog endt en my højere end DSB’s sommerbiletter: 170 mio. kr.  Men den er nok også federe at fortælle dine venner om end togturen vest for Valby bakke.

 

Bella Vækstfonden og skingert konkurs-spin

”Jeg føler mig godt og grundigt taget ved næsen. Pengene er brølet ud af kassen, lige så hurtigt, som de kom ind”. Sådan sagde Karsten Ree til Berlingske i 2012 om Michael Kaa Andersen, fordi han havde likvideret Proark inkl. golfbaner hen over hovedet på ham. Nu siger Kaa helt det samme om redningen af Bella Centret fra konkurs og stævner og beskylder bl.a. Vækstfonden for alt muligt ondt – og Berlingske har labbet det i sig som var det den skinbarlige sandhed. Den sande fortælling er, at ingen kan lide, når en virksomhed går konkurs. Vi er bare mere vant til det i startupmiljøet. Dog med lang pause for tiden, hvor vi måske lever med zoombie startups og ditto venture-virksomheder. Jeg hørte i ugen en af de tungere bankdirektører sige, at han ikke havde oplevet en konkurs blandt kunderne i månedsvis.

Sidst jeg selv virkelig oplevede mavesure investorer var ifm. en medieplatform, hvor vi var en pæn håndfuld, der havde investeret over to trachéer. Da den anden traché indfandt sig efter første år, og kapitalen stort set var tabt, var der store protester, og det blev kun mig, der indbetalte til selskabet, selv om vi alle selvsagt var juridisk forpligtet. Det siger meget om, hvor meget vi hader at tabe selv i et højrisiko-miljø, og om hvor skingert det kan lyde.

 

Startup Nation narrativet og den nye startup-præsident

Cyota udviklede betalingsløsninger til banker, og CEO Naftali Bennett flyttede til New York. Men selskabet, “failed utterly for around three years”, pivoterede så til cybersecurity, og Bennett fik det solgt for knap en millard dollars til RSA Security i 2005. Historien frem til VC-investor og stifter af New Right kan du høre på Bootstrap. I ugen blev Naftali Bennett så udråbt til Israels nye præsident.

Det er den slags historier, der kan hælde brænde på mere end et bål, og lige her tænker jeg så på Israels positionering af sig selv som Startup Nation. Landet, der i forhold til sin størrelse har flest tech startups, og en skarphed og arbejdsvilje, der gør de fleste mere end gode. Det skrev Dan Senor and Saul Singer om i bogen Start-up Nation: The Story of Israel’s Economic Miracle i 2009.

Jeg skriver det nok også, fordi jeg i weekenden – ligesom Anette Nørgaard, VF, Tommy Andersen byFounders, Jan Rosenbom, Keystones , Marika Reis, Maersk og konsulent Sussi Bianco skal vurdere en lang række kandidater til Guldæg 2021. Præmien er en rejse til stor event i Bennett-startup-land.

 

Fake startup-news. Elizabeth Holmes-sagen på HBO

‘Fake It Till You Make It’. “Den største erhvervsskandale siden Enron” er Health Tech startup-dramaet Theranos blevet kaldt. Den underholdende skrækhistorie skal efter sigende filmes til HBO med Jennifer Lawrence som svindleren, founder Elizabeth Holmes. Hendes blodtestnings-startup fik besøg af alle tunge drenge – uden domæneviden –  inkl. Henry Kissinger og dengang vicepræsident Biden i et fuldstændig fake Theranos-lab. Alle kaster penge efter Theranos, som med raketfart pludselig vurderes til 9 milliarder kroner. Alt imens Elizabeth kåres til Silicon Valleys første kvindelige superrockstjerne tech-founder. Men det hele turde være en løgn, omend så stærk, at hun selv troede på den. Timme Munk skriver i sin anmeldelse på Kforum af John Carreyrous bog “Bad Blood: Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup”: ”Psykologer mener, at CEO-rollen tiltrækker psykopater. Jobbet kræver nemlig evnen til at sælge ud af ens integritet. En CEO skal nemlig lyve skiftevis over for investorer, medarbejdere og kunder, så alle er tilfredse, selvom langt fra alt kører tilfredsstillende. Efter endt læsning af bogen spørger man sig selv, om det også gælder startup-founders. For her portrætteres en psykopatisk løgner-founder, som lyver til højre og venstre..(…).. Ikke mindst fordi en startup i sin definition og begyndelse er en virksomhed uden produkt, penge, processer, kontor, medarbejdere og marketing. Altså, en passion for det mulige mere end det virkelige og allerede skabte, hvilket vel er et andet ord for en hvid løgn.” Hvad der ikke er løgn er, at det store lige nu er at købe kaffekopper og andre items fra Elizabeth Holmes konkursbo!

 

Startups ikke-historier, mod-historier og benægtede historier

Camilla Ley Valentin, den gode co-founder og kommunikationsdirektør i køsystemet Queue-it solgt til Gro Capital, stopper efter 11 år. Camilla fortæller det i Computerworld, og det bliver sådan lidt en ikke-historie , i al fald når den kører over mange  spalter, fordi det er så hverdagsagtigt at stoppe for at få tid til familie, børn og rejser.

Så er der mod-historierne. Jeg tror på OrderYOYO og synes, vi havde en fin ugens case med, hvordan de hjælper de mindre takeaways. Men jeg synes også, der blev skruet vel meget op for modsætningen, for sagen er, at nogle takeaways har glæde både af eget system og det kundeflow, madportalerne driver ind.  Fx ved jeg, at Frederik Darger Johansen og OliOli foruden OrderYOYO har Wolt inde som tredjepart. Som markedet ser ud nu, anskuer Frederik en aftale med en madportal som Wolt som et nødvendigt onde:  ”At ligge på Wolts platform giver selvfølgelig en markedsføring, der resulterer i kunder, som vi ikke ville have fået, hvis vi var foruden. Samtidig ligger der en fordel i, at det er Wolts brand, der står på hjemmesiden, så folk ved, at det er Wolt de skal tale med, når der opstår eventuelle problemer. Udfordringen ved en white-label løsning er jo netop, at folk ikke nødvendigvis ved, hvem de skal tale med, hvis der opstår komplikationer med leveringen.”

Endelig er der de benægtede historier. Aalborg-drengen Magnus Kjøller bor i Dubai og skriver indimellem om, hvor dumt det er med corona-restriktioner. Han er nu startup-mm.- investor, men startede med at founde  Velkommen A/S, Lotte24 og Finans 247. Han skrev til mig for nylig og foreslog sig selv som emne for en artikel i Bootstrapping. Fint, men da jeg spurgte til, hvordan han nu så på, at hans selskaber i flere tilfælde har været politianmeldt for ulovligt telefonsalg, og Ombudsmanden har kaldt Velkommen A/S  ”den mest omfangsrige sag om telefonsalg til dato”, ville Magnus ikke mere være med. Det havde han for længst lagt bag sig. Hvis man ikke kan fortælle, hvorfor det var sådan, og hvad man har lært, så er man ikke ovre noget som helst. Så bliv bare nede i ørkensolen og posér foran dine sportsbiler.

 

Ugens Tips & Tricks

 

CLTV/CAC-ratioen udfoldet for mig

Ja, jeg var lige ved at skrive for dummies, men jeg skal ikke fornærme gode læsere. Forholdet mellem livstidsværdi og omkostningen ved at få en kunde er den centrale metric for SaaS platforme. McKinsey har i deres Fuel-magasin en sjov og illustrativ drøftelse af  værdien.

 

Fede snakke. Så skal du på IRL, ikke Clubhouse

Gruppe-snakke-app’en IRL er en alvorlig udfordrer til Clubhouse – i al fald blandt teenagers i USA. Valuation skulle ifølge Crunchbase nu være på unicorn-niveau. Selv om der ingen omsætning er. Måske derfor den hedder in real life. Softbank er blandt investorerne.

 

Iværksætterskibet i Allinge

Jeg håber, de får endnu federe snakke på Folkemødet. Iværksætterskibet med Søren Stenderup, Michael Eis og crowdfunding-folkene ombord er i gang med mange debatter. Jeg er for første gang draget den modsatte vej og taget på landet. Kunne passende her kl. 13 lytte med online til DI’s session om crowdfunding i landdistrikterne.

 

Softbank. Fejl og styrker ved verdens største tech-fond

Vi er mange, der har været efter japanske Softbank, især WeWork sagen, men også andre fejlskud fra Mr. Son. Han har de sidste 4 år skudt over 500 mia. kr. ind i startups. 500 mia.! The Economist har en grundig og nuanceret gennemgang af imperiet, der var nede med nakken sidste forår og nu oppe igen.

 

Arbejd remote eller fysisk?

Skal dit startup-team arbejde remote, fysisk eller hybridt? Sidste uge så vi som mødeplatformen Butter som ugens case, hvor teamet selv arbejdede rent online, selvsagt på eget værktøj. En artikel fra founder Paolo Dotta fra Altar stiller modsætningerne meget godt op: One side came out swinging, proclaiming “Finally, the death of the outdated office.” Then the other side responded with “If we spend too much time at home alone we’re going to all need therapists within a month. Paolo’s konklusion efter en fin diskussion er: “I have to say, I feel my partners and employees are happiest, most inspired and most productive when we’re together in Altar’s offices.” 

 

Zoom pitching som det nye normal

Mange processer bliver nu nok hybride. Et godt eksempel er, at venture-managers fra Andreessen-Horowitz nu bruger Zoom til de første afsøgende og introducerende samtaler. De personlige møder bruges kun til de senere afsluttende forhandlinger, ifølge The Information.

 

Venture-fonde skal da have egne medier med egne historier

Andreessen-Horowitz har som en af verdens største og rigeste fonde længe planlagt at udgive et eget medie, og nu er Future kommet. Det vil gengive stemmer ”undiluted” med lange, nuancerede artikler, siger redaktøren hentet fra Wired. General partner Marc Andreassen starter med artiklen ”Technology saves the World”. Mon ikke Silicon Valley en dag opdager, at dens hovednarrativ måske skal nuanceres lidt.

 

Guides til nye investorer og til nye store kunder

Rishabh Kaul giver sin nitty gritty trin-for-trin opskrift på, hvordan du kan få et møde med de investorer, du gerne vil have.

Cogno AI har storbanker som kunder. Founder Aman Goel  giver sin opskrift på, hvordan han sælger til dem.

 

Ugens transaktioner

 

De største historier i halvåret

Det har været et vildt forår. Men det må allerede være agurketid, for Børsen kørte i ugen med Jesper Theill’s Templafy som indgang, at 2021 så langt er rekordår for venturekapital. Vækstfonden og Aktive Ejere lagde deres ark ud allerede 27. maj med den historie, som vi har svælget i siden. Excel-hajer kan boltre sig videre. Kort gentaget er Top 5 i foråret i mio. kr.: IO Biotech med cancer/immun-terapi (944); Lenus, platformen for fitness-studier m.m. (387), Adcendo, også cancer-terapi (380); læringsplatforme Eloomi (380) og altså Templafy (370). Det bedste er nu den lange hale. Der er masser at gode startups, der får masser af kapital. Dødens Dal er foreløbig afgået ved døden. Men kan genopstå. Historier om genopstandelse deles jo af millioner.

 

Fra Nordic Alpha Partners til hovedbørsen med Green Hydrogen

På First North mangler vi nu kun at notere ugens case her, OrderYOYO, samt Samesystem og Copyright Agent. På den større børs er Green Hydrogen noteret i ugen.  Den er ført fremad af Ulrik Jørrings team i den mixede venture/kapitalfond Nordic Alpha og har nu ATP som cornerinvestor. Selskabet fik over 1 mia. kr., men det er der også brug for. Vi er i den helt tidlige udgave af, hvordan vi med elektrolyse får omdannet el fra vind- og solenergi til grønt brint-brændstof til biler, fly mm. Det er centralt for hele energiomstillingen og den store PtX satsning. Green Hydrogen steg 10 % på første børsdag.

 

Bestsellers købshistorik

Den danske modemagnat Anders Holch Povlsen er altid god for købshistorier fra Skotland til Midtjylland. I ugen fx at den tyske modeonlinehandelsvirksomhed About You er noteret i onsdags i Tyskland med en værdiansættelse på små 30 mia. kr. Anders Holch har ca. 20 % af aktierne. Den israelske modeplatform Terminal X skal på børsen, og Heartland har sikret sig 10 % inden. DanBAN’s skattede investment screener Christian Vinther er hentet til aarhusianske iværksættere start up-fabrik Founderment, som Holch har finansieret. Zalando, Asos, Coolshop, Bambuser, Nemlig.com, Normal og meget mere. Hvem bliver de næste?

 

1387 % kursstigning på rygtebørsen – megafald i IRL

Orphazyme steg 1387 % sidste uge på børsen i USA. Det siger vel alt om viraliteten selv af små rygter på nettet, her på Stocktwits, der kan eksplodere, når småinvestorer leder efter en ny GameStop case. Orphazymes direktør Christophe Bourdon sagde, at han intet forstod af det. Det forstår jeg godt. Kun hvis man ser det hele som behov for fortællinger om hurtig rigdom, har man en chance. Men der er også en virkelig verden og i den har de amerikanske myndigheder afvist at godkende Orphazymes arimoclomol, hvorfor den nu står på nedskalering og cost-cuts ude på Tagensvej. Kursen er til morgen faldet som en sten. Det er da en V-forms historie der vil noget!

 

Varm weekend i startup-land

I mine noget yngre dag skrev jeg videnskabelige artikler om historiefortælling, sådan noget med forløb, spændingskurver og aktantmodeller. Nu nyder jeg dem bare. Men Snip-snap-snude, nu er fredagens historie ude.

Vi bliver ved en uge endnu, før vi sender alle jer i det ophedede, hvis ikke over-ophedede, økosystem på fortjent sommerferie. Digitale forretningsmodeller skal glemmes for en stund, batterier oplades i det grønne. Ha’ nu en herlig varm weekend.