Hvad har du haft flest af i 2021? Lidt for langtrukne Zoom-opkald eller samtaler om, hvor træt du er af lidt for langtrukne Zoom-opkald? Det er ingen hemmelighed, at en vis hurtigtspredende sygdom har rykket de fleste fysiske møder, workshops og events online. Men forskning fra blandt andre Stanford-professoren Jeremy Bailenson viser, at møder på platforme som Zoom og Teams har en tendens til at udmatte deltagerne og sænke energiniveauet. Mange workshop- og mødefacilitatorer har derfor det sidste år spurgt sig selv om, hvordan de kunne hæve engagementet og få mest muligt ud af de virtuelle møder.

Bootstrapping har i denne uge derfor valgt at interviewe Christopher Holm-Hansen, som er CPO og co-founder af den nye onlinemødeplatform Butter. Vi har talt med ham om, hvordan Butter adskiller sig fra andre mødeplatforme, og hvilken betydning det har for virksomheden, at de har valgt at være en remote arbejdsplads.

Butter: virtuel platform specialiseret i onlineworkshops

Ugens startup fik sit navn efter founder-teamets ambition om at skabe en virtuel platform, der hjalp virksomheder og facilitatorer med at få deres workshops til at køre ”as smooth as butter”.

“Butter skal være synonym med virtuelle workshops og komplekse kollaborative samarbejder. Ligesom Zoom idag er synonym med virtuelle opkald”

Vi forsøger at skabe en all-in-one platform, hvor du kan køre hele workshoppen. Hvor vi enten har bygget nødvendige værktøjer ind i platformen eller skabt integrationer til andre værktøjer, som man ønsker at bruge,” fortæller co-founder og CPO Christopher.

Butters platform har blandt andet udviklet deres eget håndsopræknings- og køsystem og lader deltagerne like hinandens kommentarer og reagere med GIFs. Derudover kan workshoppen styres af en agenda i toppen af skærmen, og så kan du altid tilgå forskellige tabs med indbygget plugins til blandt andet Google Drive, YouTube, et whiteboard og Miro.

Christopher skabte Butter tilbage i maj 2020 sammen med CEO Jakob Knutzen fra Danmark og CTO Adam Wan, som er bosat i Indonesien. Alle tre havde tidligere arbejdet sammen på en anden startup, og i starten af coronaepidemien kørte de sammen en række virtuelle workshops, som skulle hjælpe virksomheder med at transformere sig til remote arbejdspladser. Men drengene var sultne efter at starte et nyt startupeventyr sammen, så de ville samtidig bruge deres workshop til at komme i kontakt med virksomheder og finde ud af, hvad de manglede, som teamet kunne kaste sig over.

”Efter vi havde faciliteret et par af de her workshops, så fandt vi ud af, at der var flere ting, der ikke fungerede supergodt i Zoom. Man skulle hele tiden skifte mellem forskellige værktøjer. Og ud over det syntes vi også bare, at hele energiniveauet dykkede ret hurtigt, når man sad i et Zoom kald,” fortæller Christopher.

Butter virtual learning platform
Butter mener, at det vigtigste for en god workshop er et godt energiniveau. Det forsøger de at skabe, ved blandt andet at lave et sjovere og mindre corporate miljø.

Holdet bag Butter har fra start haft fokus på at skabe en platform, der holder energiniveauet oppe og skaber et mere engagerende miljø.

Vi mener, at en af de vigtigste ting for workshops er, at der er god energi, og at folk er friske og klar. Og en af de måder, vi forsøger at skabe det igennem, er miljøet, du er i. Kigger du på Zoom og Teams, så er de meget stramme og corporate i udtrykket. Hvor vi helt sikkert har et mere venligt, imødekommende og måske endda også lidt sjovt udtryk. Og så forsøger vi at skabe forskellige måder, hvor deltagere kan interagere og engagere sig, uden at de nødvendigvis skal snakke,” forklarer Christopher.

Den ultimative drøm om synonymstatus

Selvom Butter tror på, at deres platform kan bruges til mange former for onlinesamarbejder, så har de her i begyndelsen valgt at fokusere på en specifik målgruppe. ”Til at starte med fokuserer vi mest på selvstændige facilitatorer og kreative/strategiske bureauer, da workshops, både internt og eksternt, er en stor del af deres hverdag,” siger Christopher om Butters nuværende kundefokus.

Men startuppen har planer om at blive udbredt til en langt større kundegruppe. Det er nemlig et vigtigt skridt mod deres drøm om at opnå den ultimative status kun opnået af få virksomheder som Google – at blive et synonym for ens erhverv. ”Vores vision for fremtiden er, at når folk skal holde workshops, så er det naturligt, at Butter er der, hvor de afholder dem. Butter skal være synonym med virtuelle workshops og komplekse kollaborative samarbejder. Ligesom Zoom idag er synonym med virtuelle opkald, og Hopin er synonym med virtuelle events,” fortæller Christopher og uddyber virksomhedens fremtidsplaner:

Lige nu er Butter den platform, hvor du afholder dine workshops. Når vi kommer længere frem, så bliver det også den platform, hvor du planlægger din workshop og afrapportere fra din workshop. Så du har hele ”før-under-efter”-delen af workshops.”

Born remote

Under interviewet med Butters CPO fortæller han en sjov lille anekdote, som er ret så usædvanlig i startupverdenen. Det viser sig nemlig, at Christopher faktisk aldrig har mødt sin co-founder og CTO Adam i virkeligheden. Og at Adam kun kort har mødt Butters CEO Jakob i virkeligheden, da Jakob tidligere var i Indonesien for at starte en gren af et digitalt marketingsbureau, hvor Adams ægtefælle var ansat. Butter har nemlig været en remote virksomhed fra dag et og har i dag 14 medarbejdere fordelt i Indonesien, Malaysia, Indien, Nigeria, Spanien, Portugal, Tyskland og Danmark.

“Der er en masse med dokumentation og kommunikation, som du skal være opmærksom på at sætte retningslinjer op for.”

Udover at den hurtigtspredende sygdom gav et oplagt grundlag til at starte op remote, så mener Butter også, at der er mange andre fordele ved at fjerne de geografiske grænser: ”Den talentmasse, vi kan trække på ved at køre remote, er væsentlig større, end hvis vi kun sigtede i Danmark. Det giver os mulighed for at rykke væsentlig hurtigere,” begrunder Christopher.

Der er dog ikke kun fordele ved at vælge en ”born remote”-model. ”Der er helt sikkert nogle udfordringer ved at starte en remote virksomhed,” erkender Christopher og uddyber: ”Du skal arbejde på en anden måde, fordi den her uformelle snak hen over skærmen, den findes ikke på samme måde. Så der er en masse med dokumentation og kommunikation, som du skal være opmærksom på at sætte retningslinjer op for.”

Derudover er founder-teamet i Butter meget opmærksomme på at få skabt en stærk virksomhedskultur. ”Man skal jo altid være ekstremt opmærksom på, hvordan man bygger sin virksomhedskultur op. Vi har helt klart et incitament til at tænke endnu mere over det, fordi man ser det som en umiddelbart større udfordring, når folk ikke ser hinanden fysisk,” forklarer Christopher Holm-Hansen, før han begynder at uddybe, hvilke initiativer Butter har startet for at bygge deres virksomhedskultur op:

Vi har noget, der hedder ”eat with me”, som er en time om dagen, hvor man kan tjekke ind og snakke med de andre, mens man spiser eller får en kop kaffe. Vi har også nogle ”socials” i løbet af ugen, hvor vi skiftes til at planlægge et eller andet socialt. Og så har vi forskellige ritualer på Slack, for eksempel på fødselsdage, større begivenheder, eller når der kommer spændende nyheder. Så der er mange små forskellige måder, som vi prøver at bygge vores virksomhedskultur op på. Vi er slet ikke i mål, og vores kultur er noget, vi kommer til altid at arbejde aktivt med.

Christopher understreger desuden, at han synes, det er vigtigt at se hinanden i virkeligheden, når man arbejder remote. Så snart den hurtigspredende sygdom tillader det, har Butter også planer om at mødes et sted i verden en til to gange om året. Men selvom Butter regner med, at de forskellige internationale rejseforbud forsvinder, regner de dog bestemt ikke med, at de virtuelle møder gør det samme. Christopher er blandt de mange, som mener, at vores arbejdsvaner har ændret sig permanent. Og Butter står klar til at møde efterspørgslen og pifte de online samarbejdsmuligheder lidt op.