Uge 23 i økosystemet: Eufori-marked – Nul konkurser – Alle zoombier? – Unicorns kalder – Passion Economy – Krypto-Seier – Space X

Ren eufori – 2:1. Det kunne være Vækstfondens matching-gearing. Men euforien er nu over den forventede stilling efter EM-kampen Danmark-Finland i morgen aften. Teemu Pukki (tidligere Brøndby), der godt kunne forveksles med et Wolt-bud, scorer. Men de rød-hvide danske drenge dobler op. Og alle fester i sommersolen udover landet foran de mange nu tilladte storskærme.

Det afspejler så perfekt stillingen og stemningen i vores økosystem. I Danmark dobler vi op og rejser kapital som aldrig før. Det gør de nu også i Finland. Esben Gadsbøll, BTS fortæller mig, at alene tre finske medtech har rejst ca. 15 mia. kr. de sidste to måneder. Og det er jo ellers en dansk styrkeposition. Sifted har i dag en liste over stærkeste opstilling af finske startups. Så måske er vores resultat op mod den finske Sisu ikke helt givet….

Ikke desto mindre får vi på Bootstrapping hele tiden pressemeddelelser om nye rekordbeløb, største A-runde nogensinde i Danmark osv. Ikke mærkeligt, i landet hvor ingen skal betale skat og moms, hvor renter er negative og kapital vælter ud mod enhver iværksætter. Jeg vil i dag især diskutere konsekvenser af festen på eufori-markedet efter et lille kig på nogle af transaktionerne i Danmark og Norden.

 

Markedet er vildt og blodigt! Vejen til unicorn kort

Jeg var i et call om en investering med en fintech founder i Helsinki i går, men runden var overtegnet, allerede da vi gik i gang. Bagefter manglede to startups ud af seks til en pitchevent, jeg skulle facilitere, for de havde allerede fået funding i mellemtiden. Det svarer til alt, jeg hører på vandrørene om, at markedet er hot lige fra pre-seed til serie A. Danske og udenlandske – herunder mange i Danmark nye – venture-virksomheder fra Sequioa og ned er i markedet. Lad mig tage nogle af de transaktioner, jeg har bemærket i ugen:

Eloomi, der beskæftiger sig med HR-teknologi, har Great Hill Partners skudt 335 mio. kr. i. Det skriver Børsen. “Med de penge, vi får ind nu, og dem, vi har stående på bankbogen i forvejen, så har vi penge nok til at kunne realisere at blive den næste danske unicorn, hvis alt går godt, og markedet er med os,” sagde founder og CEO (”Captain” siger han selv) Claus Johansen. Eloomi har 100 ansatte og kontorer i København, London, England, og Orlando, Florida. Der er kapløb i 2021-22 om at være næste unicorn.

Lenus eHealth, med unge Bertram Thorslund som stifter og CEO, har på fem år nået en værdisætning på 3 mia. kr. efter at svenske EQT Ventures og en af vores mest internationale iværksættere & investorer Lars Fjeldsøe-Nielsen, (tidligere med i Uber, Dropbox og WhatsApp samt ankermand for Balderton Capital i Danmark), nu er gået ind med 387 mio. kr., til at komme ud i USA. Medium fortæller her, hvordan platformen hjælper coaches med at skalere. En fordobling og vi har en fitness unicorn. Danske Banks mest velhavende kunder har i øvrigt fået adgang til at investere direkte i EQT.

Klarna er jo vores broderfolks mobilbetalingsapp, der i ugen modtog $628 mio. fra Softbank (der ikke altid er heldig, jf. hvad jeg skrev sidste fredag om WeWork), men i al fald verdens rigeste bank. Klarna er for længst unicorn, ja med $45 mia. Europas mest værdifulde selskab foran Spotify. Det bliver en fest i gult og blåt til børsemissionen af Klarna til næste år.

Concordium, Lars Seier Christensens blockchain-projekt, er endelig gået i luften i onsdags. Det skriver Finans på baggrund af Youtube og LinkedIn-posts, hvor Seier mener, blockchain er lige så revolutionerende, som da internettet kom. Selskabets direktør er Lone Fønss Schrøder, og hun forventer, at selskabets kryptovaluta kan blive ”den ledende kryptovaluta i verden, og at alle i verden vil have adgang til vores blockchain og benytte sig af den”. Her er målet vist højere end unicorn – nærmest verdensherredømme. Det kan så støde ind i en måske kommende Donald Trump præsident, der til Fox Business har sagt: ”Bitcoin, det virker bare som fup” og tilføjede ifølge BBC, at han gerne så, at den amerikanske dollar var ”valuta for hele verden”. Lars Seier må hellere ringe og sætte The Donald lidt på plads.

Norvolt, der laver lithium batterier bl.a. til VW, har rejst $2,75 mia. fra en mængde investorer, lige fra Goldman Sachs til ATP. Bloomberg uddyber her. Endnu vigtigere for os elbilister er ladestandere. Spirii skal sammen med Sustain etablere 10.000 nye offentlige ladestandere frem mod 2030. Spirii har landet 70 mio. kr. fra Alpha Nordic Partners.

Cord. Y Combinator, den ikoniske accelerator, har haft 30-årige Ulrik Stig Hansen fra Roskilde på programmet. Han arbejder med ’data labelling’ i forbindelse med udvikling af kunstig intelligens. Han og Cord fik 27,5 mio. kroner ud af besøget ifølge Børsen. Hvis han er så nørdet som Abzu og lignende data scientists, skal unicorn-potentialet nok være der.

Shouter med den kun 21-årige iværksætter, Simon Cederholm Lyhne har skrevet til mig, at han til sin markedsplads for alt-muligt-arbejde har fået millioner fra bl.a. det nye Founderment Ventures. Bag den står bl.a. Anders Holck Poulsen, der senest vakte opmærksomhed ved at investere i ulvene fra FC Midtjylland.  På heden bliver vi vel nede på jorden, når man ikke kan få sit Bestseller-tårn. Wehowsky.com handler om it-sikkerhed og fik 4,5 mio. kr. fra Preseed Ventures samt Lars Thrane og Ulf Munkedal. Finans uddyber. Lars er en kontant ingeniør og forretningsmand og Ulf, DanBAN kollega, ved alt om it-sikkerhed, så det skal nok blive godt. Men nok ikke unicorn. Mazepay, der står bag en B2B-betalingsløsning, har fået en kapital på 11 millioner kroner fra fintechfonden Outward VC til at komme ud i Europa. Good luck.

”Det er et ret aktivt marked – for at sige det mildt,” underdrev Martin Welna fra norske Verdane-fonden, der bl.a. er medejer af Bootz.com. Fonden skal spendere op mod 1 mia. kr. i danske selskaber frem mod 2021. Kapital vælter indefra og udefra, fra nord og syd, vest og øst mod Norden. Og det var bare nogle af de seneste transaktioner.

 

Statsstyret. Ender vi nu alle som zoombier, der leger bjørnen sover?

Hvor mange konkurser er der for tiden? Måske en restauratør der ikke kan skaffe personale eller en træt freelancer drejer nøglen om. Men industriens hjul ruller, og eksporten er som før COVID-19. Digitale løsninger og tech & LS startups stortrives. Jo Brian Mikkelsens Leisure-medlemmer i Dansk Erhverv lider lidt endnu. Men ejeren af 8 havnebåde, der tog 100 glade DanBAN-medlemmer rundt i Københavns inderhavn onsdag aften, skulle da nok klare det. Spørg din bank, og de har aldrig haft færre tab. Ever.

Nemlig af den grund, at ingen erhvervsdrivende behøver betale skat eller moms før udgangen af 2022! Dermed har staten i praksis overtaget bankernes rolle med at finansiere virksomhedens drift. Långiver på din kassekredit hedder Nikolaj Wammen. Og når renten er negativ, flyder kapital ind fra private, der geares af staten, så M&A-folk ikke kan nå at diskutere seneste Porche elbil. Ja men altså, hvordan kan man så gå konkurs? Hvordan kan man så at sige få lov til det? Det er et helt projekt, der næsten burde afprøves!

Så kære venner, nu bimler alle røde lygter hos mig. Der er al risiko for, at nogen (jeg) starter projekter eller kaster penge ind i projekter, der ikke er sunde på normale markedsvilkår. Konsekvensen har jeg skrevet om flere gange, sidste fredag om de 1200 Walking Dead-fonde verden over. I dag om zoombie-startups. Nogle burde gå ned, men de kan nu i over halvandet år lege bjørnen sover…

Det er ret specielt, og skævvridningen gør jo markedet meget svært at vurdere. Jeg forstår godt, ja støtter, at politikerne gør det. Men det er som med boligmarkedets generationstyveri: Tag nu nogen af de almene incitamenter til erhvervslivet ud. Luk fx velmente genstartfonde til SMV’er ned igen, for hvor skal de stakkels fonde smide pengene hen. Lad nu være med at overstimulere, fordi det giver bare en hårdere landing for flere senere.

Apropos sammenligningen med boligmarkedet. Det er ikke kun det danske, der er brændende. The Atlantic illustrerer det med denne historie: ”The U.S. housing market is so crazy that a prospective buyer promised to name her first-born after the seller and still didn’t get the house”. Hvordan det danske boligmarked lige nu skal vurderes er fabelagtigt beskrevet på FB af vismand Carl-Johan Dalgaard, der virkelig går til den, fordi han så gerne vil forklare, hvorfor han tog fejl med, at boligmarkedet ikke faldt, men steg.

 

Får vi vækstkapital over Udvandringens Dal?

Ugens investor Lars Thinggaard gentog meget fint, at vi mangler vækstkapital fra serie B og opefter. Og at ATP’s nye ”supersympatiske” 6 mia. kr. fond, med sin fokus alene på profitable selskaber med mere end 250 mio. DKK i omsætning, ikke løser problemet. Et problem alle politikere endelig er ved at se: Scaleups forlader landet, Dødens Dal i starten af vækstrejsen er afløst af en senere Udvandringen Dal.

I Lars’s wording lød det sådan her: “Jeg tror ikke med det design, at ATP ”redder” nogen typiske startups til at blive i Danmark. De taber typisk i den proces (mange) penge og et hurtigt kig på de lister, der eksempelvis florerer i den danske dagspresse med Unity, Zendesk m.fl., var der ingen af disse, der var profitable de første år – og uden at have tjekket, så tror jeg ikke, at de har været det endnu.” Så ja, Bo Foged og ATP dækker et behov, fx hos gode familieejede danske virksomheder. Men ikke for næste Unity eller Zendesk. De største danske ventures kan være med længere op efter serie A end normalt med mere LP-kapital til acceleration, og det vil være godt. Men ikke nok. Lunar har – formentlig især pga. Augustinus Fabrikkers dybe lommer – kunnet komme videre med de 3-cifrede millionbeløb, men der er for få i det space. Herunder for få med den viden, der skal til for at føre de modne startups videre internationalt i deres domæner.

 

First North fortsætter flot

Du kan glæde dig til at læse om OrderYoYo, som med Søren Gammelgaard er ugens case på Bootstrapping på onsdag. Prospekt er lige offentliggjort, og mon ikke den vil få en fin notering på Nasdaq First North. For er der institutionel opbakning og top 3 advisors, går det generelt flot, i al fald med stigninger i snit over hovedbørsen. Stadig vil de svinge. Donkey Republic er vel p.t. 25 % nede og Maps People lidt modsat. Det kræver en tredobbelt overtegning, ellers får du dykket med de mange daytradere.

Både forrige og sidste fredag så jeg lidt på Børsens kampagne mod First North-noteringerne på basis af 2017-19 tal. Det drøftede jeg med LinkedIn-indlæg fra Nicolaj Højer og Steen Donner – op mod den gode performance for noteringerne siden. Der er for dårlige noteringer. Jo, men det er der på alle børser og altså ikke længere overnormalt på First North.

Carsten Borring forventer samme høje niveau af noteringer – hvor også Samesystem og Copyright Agent står i kø – i anden halvdel af året i København. Og Green Hydrogen på den større børs har fremrykket sin notering og er et godt eksempel på, at vi vel også snart får noteringer på den grønne omstilling. Vækstbørser er godt for startups, især hvis de selv er modne til at bevare kontrollen.

 

Er passion economy det nye sort? Lenus m.fl.

Som jeg nævnte ovenfor, har Lenus, den danske platform for fitness-mm.-instruktører, også ifølge Siftedraised Denmark’s largest-ever Series A funding round”. Foreløbig. Og hvis du troede, det var platforme af typen som Uber og Airbnb, der vil blive den næste, tager du grueligt fejl. I al fald ifølge Li Jin, Andressen Horowitz i hendes artikel om den nye passions økonomi. Nu kan individer fra coaches til sproglærere, fra videoinstruktører til podcast- og nyhedsbrevskreatører tjene op til 1 mio. kr. om måneden – hvis de vel at mærke har lidt flere følgere af deres ”creator stac”, end det medie, du her læser. Hvor Uber og Airbnb- platformene lavede endimensionalt leverpostej ud af individer, så kommercialiserer de passionsdrevne individernes unikke kompetencer. Og enkeltpersoner kan selv bygge kundegrupper og skalere. Det giver så helt andre jobtyper, arbejdspladser og økonomi end gigs og lønarbejdets.

Den ny passions- eller creator economy model for internetdrevet entreprenørskab opsummerer Li Jin i 5 karaktertræk:

  1. They’re accessible to everyone, not only existing businesses and professionals
  2. They view individuality as a feature, not a bug
  3. They focus on digital products and virtual services
  4. They provide holistic tools to grow and operate a business
  5. They open doors to new forms of work 

CBInsigth har lavet en market map med over 125 centrale selskaber i den nye creator economy. Jeg skynder mig at skrive videre af bare krea-passion …

 

Sort eller grøn. Invester med Torben Möger

PensionDanmarks direktør Torben Möger Pedersen er enestående i sin pensionssektor ved at være med i og helst først i alt. Og nu om dage især uden for landets grænser som grøn ambassadør for danske pensionskassers 350 mia. kroners grønne investeringer. Men derfor kan man jo godt få problemer på hjemmebanen. Torben er formand for mangt og meget, herunder CBS og for Klimapartnerskabet med regeringen. Han har netop investeret ”et pænt trecifret millionbeløb” i den grønne teknologivirksomhed Stiesdal, som udvikler anlæg til CO2-fangst og -lagring.

Joachim Kattrup har i Økonomisk Ugebrev gennemgået PensionDanmarks obligationer og konkluderer, at kassen ”investerer et stort trecifret millionbeløb i globale kul- og olieselskaber, der ekspanderer den fossile kapacitet, blandt andet i olieproduktion fra tjæresand.” Løber pensionskassens grønne strategi ikke lidt ud i tjæresandet, når så meget er ekspansivt kulsort? En ting er sikkert, når det gælder Torben. Ingen tænker hurtigere i pensionssektoren, og ingen manøvrerer smidigere politisk til egen kasses fordel. Der er bare en ting, jeg ikke helt forstår: Når nu tech venture investeringer giver så højt et afkast i de her år, hvorfor filen har Torben og de andre gamle drenge i sektoren så travlt med at holde sig væk fra fonde, herunder bæredygtige, de let kunne investere ind i med så fantastisk et afkast – og så stor betydning for deres millioner af medlemmers afkom?

 

Myte-punktering: Investorer er super modige

Når jeg underviser i startup investment siger jeg ofte, man skal være småskør og ligeglad med at miste alt i det her space. For dels er over 50 % af startups væk efter 3-5 år, dels er den vilde risikotagning også vildt beskattet af samfundet modsat Sverige og England. Ovenfor har jeg så fortalt, hvordan den mekanisme med startup-død lige er lukket ned en rum tid frem. Men min slåen investor-modet for brystet stoppede i ugen ved læsning af Wade Roush. I en artikel i Fair Observer punkterede han myten:Venture capitalists (VC) love to cultivate an image of themselves as risk-taking cowboys (…) But in reality, the industry has spent a quarter-century chasing Google-sized returns in the relatively safe, efficient and low-cost markets such as consumer and enterprise software, mobile apps (…). Sure, smartphones and apps are fun, but how much is the next new video-sharing app or gaming platform going to contribute to human welfare? Venture skulle egentlig drive innovation, lave det store helt usete. I stedet vælger mange de sikre B2B-SaaS med billig etablering (det er ikke et tankskib, man først bygger, bare noget software kode), og ringe adgangsbarrierer (B2B-segmentet af uendelige virksomhedsabonnementer). Vi må have modet på sand innovation tilbage!

 

What We Leave Behind

I Danmark venter vi på hvad Mette Frederiksen reformprogram for det næste tiår vil bringe os. I USA er det sociale mere påkrævet. Lars Jensen, CEO i Scale Capital, skrev en klumme her i ugen om, at S’et i ESG’et går mainstream med cases, inkl. Zendesks støtte til det overvældende antal hjemløse i San Francisco. Scott Galloway havde fat i samme i sin seneste klumme fra NYC: “Deep down, we’ve been taught to believe that we live in a meritocracy and that billionaires and minimum wage workers all deserve what they get. We’ve conflated luck and talent, and it’s had a disastrous outcome — a lack of empathy.” Og konsekvenserne er fx : “We idolize the founder of Tesla, who’s added the GDP of Hungary to his wealth (all tax-free/deferred) during this crisis, even as we discover 25% of New Yorkers are at risk for becoming food insecure.” (..) Bezos makes the average Amazon employee’s salary in 10 seconds. This paints us as a feudal state and not a democracy. Our lack of empathy for fellow Americans is vulgar and un-American. Man bliver helt glad for den danske velfærdskontrakt.

 

 

Ugens Tips & Tricks

 

Hvordan skal du håndtere alle de investeringstilbud?

Du kender det godt fra almindelig dating efter et endt forhold. Men hvad gør du her, nu vi igen er i et marked, hvor du som founder ikke skal opsøge kapital så intenst, men den skal opsøge dig. Hvad gør du så, hvis du egentlig får tilbuddet før du er parat? Y-combinator har en guide til det.

 

Hvem bliver nu rige på tech?

Det spørger Sifted i ugen og svarer med en opregning af Europas næste IPO’s. Det sker på en baggrund af, at der i Q1 er rejst næsten 100 mia. kr. i kapital til tech startups i Europa. Så forventningerne fejler intet.

 

Køb en lille rumtur med Bezos & Blue Origin

Min mor insisterende livet igennem, dvs. fra engang hun gik over markerne syd for Aalborg med mig i maven, at hun havde set en UFO. UFO-debatten i USA vil ingen ende tage for tiden, men endnu har vist kun få talt med mere fremmede civilisations repræsentanter end Siri og Alexa. Det kan jo også være, det bare er Bezos’ og Musks rumraketter, de observerer skygger af. Jeff Bezos overgiver jo sin CEO-rolle til Andy Jassy 5. juli, to uger før han ifølge hans Insta tager med Blue Origin på dens første rumfart med passagerer. En CEO på rumfart var nok for meget risiko for Amazon-aktionærer. Elon Musk har endnu ikke selv været med i rummet med sin SpaceX for at kolonisere Mars. Guardian har en uddybende artikel om dette private rumkapløb. Vil du virkelig have en grænseoverskridende sommer og har du midt i rigdommen på kapital 20 mio. løse kroner, kan du skam komme med på Jeffs Blue Origin-tur.

 

Overvåg da dit barns lektielæsning

Ifølge Wall Street Journal kan du for 1.000 kroner på Bytedance-ejede kinesiske webshops få en lampe, der overvåger, om det faktisk er lektier dit barn læser – altså når det ’læser lektier’. Lampen er dog som så meget andet allerede udsolgt. Det ene kamera vender ind mod barnet, det andet ned på skrivebordet og sender opdateringer direkte til dig – med mindre du vil hyre en ægte menneskelig assistent til opgaven. Kinesere har lang kultur for at overvåge hinanden og for at terpe lektier. Måske hjælper det ikke rigtig i den mere loose danske skolekultur. Men hvorfor skulle skolebørnene også læse eller lave en startup, hvis alene deres forældres ejerbolig kan finansiere dem?

 

Eller læs 304 sider om hårelastikker

Jeg skulle egentlig anmelde Sophie Trelles-Tvedes nyudgivne bog ”100 millioner hårelastikker og en vodkatonic – En iværksætters historie”. Men de mange sider, private fotos og den solgule omslag gør, at du må vente, til jeg har været på sommerens strande. Der er masser af råd, fx ”Folk tager jer ikke alvorligt, hvis I har en virksomhed, men ligner børn”. Det problem har jeg så ikke. Men at ”Guacamole laver pletter på pudebetræk” har jeg ikke tænkt over før nu. Lige meget. Det er godt gået i tyverne at kunne sælge alle de Invisibobbles hårelastikker. Som far så datter, kunne jeg ikke undgå at tænke, da jeg bladrede.

 

Inflationen kommer – eller ulven?

Alle medaljer har en bagside. Inflationsspøgelset truer. Men er det et spøgelse, og hvordan er det nu lige inflation påvirker ens forretning eller ens investering? André Thormann, Danske Bank har gjort sig umagen af at forklare det på sin LinkedIn profil.

 

Hvilke sociale apps vokser

Horowitz har en fin oversigt over apps og gennemgang af, hvem der vokser i feltet.

 

Bliv Diversity Rider

“Nu er det på tide at stemple fuldt og helt ind”. Det siger Henrik Sass Larsen ikke til sig selv, men om det skattekodeks for kapital- og venturefonde, han har brugt de sidste par år på at lave. ”Bestyrelsen vil gerne at Aktive Ejere deltager i den offentlige debat”, står der i pressemeddelelsen fra foreningen i forbindelse med lanceringen af kodeks. Og det skal nok være bestyrelsen, der har presset på, for Sass har ellers gjort en dyd ud af at arbejde på de indre linjer, hvilket sagtens kan være fornuftigt i mange sager. Men kapital- og venturefondes skat har det bare med at være et ret offentligt emne, sidste sommer især for kapitalfonden bag Lagkagehuset. Endnu har tech startups ikke haft de store udfordringer med ejerskaber fra skattely. Hvad næste kodeks bliver for Aktive Ejere, får vi se. Måske diversitet? Som Axios skriver “Ten venture firms last August announced plans to add “diversity riders” to their startup term sheets. Now, the effort is being supported by more than 50 firms and investors”. Sass kan jeg se som meget, men måske ikke mest oplagt som diversity rider.

 

Butter og B2B-salg

Ugens case her var den spændende mødeplatform Butter. I ugen så jeg så tal fra McKinsey på, hvordan COVID-19 har pivoteret B2B-salg. 70-80 % af beslutningstagere foretrækker at kommunikere via video og livechat, og 77 % foretrækker det fremfor telefonopkald. Platforme, hvor vi kan mødes 1-1 og 1-flere bliver samme omdrejningspunkt som telefonen var.

 

Skal din amok-løn afhænge af sociale mål?

Wall Street Journal spørger om, hvorfor man giver kæmpe lønninger til CEO i selskaber som Palentir og DoorDash, der aldrig har givet overskud og vel betydelig værre, ser ud til at få svært ved at gøre det.

Og de institutionelle investorer vil nu have, at CEO’s løn-pakker også afhænger af socially responsible goals, viser en international Harvard University undersøgelse.

 

European Energy blev EY Entrepreneur Of The Year

Knud Erik Andersen blev EY Entrepreneur Of The Year 2020 i Danmark. European Energy i Søborg er vokset til mere end 150 medarbejdere i Finland og tre andre lande, der leverer grønne energiløsninger

 

Hvad gamle og halvgamle mænd dog laver

Mens jeg pakker til en weekend i Sverige med mit superveteran-fodboldhold, læser jeg, at der er 2,8 mio. e-sport spillere i verden, der i snit er 35 år (!). Og at Danmark er verdens næststørste land for den fornøjelse. Du kan høre mere 24. juni kl 17.00 til 17.30 med Gamers Coin.

 

 

Kom så, Danmark!

B.T. – igen Danmarks mest læste avis, hvilket ikke siger så meget – skriver det ikke meget opfindsomme udsagn Kom så, Danmark med store hvide bogstaver på en rød forside. Det handler nok ikke om Danmark som startup-nation, kun om fornyet håb om at vinde i EM-fodbold. Men derfor kan vi jo godt glæde os i vores herlige økosystem over, hvor hurtigt vi sidste forår kom over skrækken med COVID-19. Som sagt i indledningen: Dansk erhvervsliv er nu tilbage på niveau fra før 11. marts 2020. Som startups er vi allerede længere. Den digitale omstilling fik et spark, de smartere forretningsmodeller ekstra rygvind. Nu buldrer vi derudaf. Kom an Finland, Belgien, Sovjetunionen og hvem, der ellers vil lege med.

Rigtig god weekend – med eller uden mundbind og boldtosser.