Tør Ekstra Bladet? – Sebastians Skattekredit case – Vækstbowlen OLIOLI – Eva Berneke from Paris – Cecilies AI-NFT kunst



 

Hvorfor læser du ikke bare Ekstra Bladet – hovedhistorierne i går var stort set om startups! Du kunne med ’gule bjælker’ og det hele læse at:

Tommy Ahlers & Le Gammeltoft går fra hinanden (dog annonceret på sociale medier)

– skuespileren Will Ferrell bliver både blinkfang og investor i Lunar bank (hentet fra Ritzau) 

– trafik på Skatteguiden.dk er enorm efter optræden i Løvens Hule. (Men vores kritik fra ”I løvernes hule hånd” af værdisætning og koncept tør de ikke gengive. Der er for mange glade seere. Det kigger vi så på igen fredag efter snak med Nordic Female Founders).

Sarah Josephine Hjort fra CanopyLAB under kønsstereotypen ”Obama’s danske darling” skal hænges ud for, – ja hvad egentlig?

Du behøver nu ikke læse Henrik Qvortrups EB. På fredag skal vi nok fortælle, hvad vi finder der er op og ned i Ekstra Bladets – og mange andres – historier fra økosystemet. Vi kan bare foreløbig konstatere: økosystemet lever ikke længere (kun) i en egen lille lomme. Vi er en del af landskabet, og dermed medielandskabet.

Desværre fylder vi også hos Skattestyrelsen. 110 i 2020 og 123 i 2021 er udtaget til kontrol, herunder Sebastian Cadell fra Nosco. Dagens historie: “SKAT. Udtaget til kontrol – og så er den helt gal“, er måske den mest groteske af de cases, vi har stillet frem de sidste par måneder. Der er desværre ikke andet at gøre end at sætte bunsenbrænderen under Jeppe Bruus, Merete Abildgaard og Kenneth Joensen, til de bliver kendte ansigter. Ikke at jeg ved det, men lur mig, når først vi stiller en founder offentligt frem, hvis vores sag ikke spreder sig til fx TV og måske medier som Ekstra Bladet de kommende dage.

Intet er her på Bootstrapping bedre end en godt skaleret vækstrejse. I dag kigger vi på founders bag de 9 butikker i OLIOLI med sushi-salatbowle take-away. Også grøn, nem og sund frokost kræver stærk opbakning for at blive taget med ud i verden. Og den videre rejse har lagt fra land med et DanBAN-syndikat i ryggen.

”Vi skal have kvinder ud af den ”pink ghetto som HR, legal, kommunikation og marketing oftest er.” Det siger Eva Berneke ugens investor, der har forladt KMD for at stå i spidsen for globale Eutelsat. Paris er nok en messe værd. Eva er superskarp på forretnings- og kulturforskelle og ser alt i et strategisk makroperspektiv, hvor Ekstra Bladet ser det i et personligt mikro. Hans Henrik Bech med ansvar for Bain fortæller i KvindeKompagnets podcast bl.a. om hans model, hvor man efter barsel kanarbejde 80 procent for 90 procent løn. Vi slutter med en vild Techtopia-historie om algoritme genereret dansk kunst, NASA har sendt op i rummet.

 

SKAT. Udtaget til kontrol – og så er den helt gal

Det er ikke beløbet, men argumenterne hos Skattestyrelsen og Skatteankenævnets ”eksperter”, der er hårrejsende i Sebastian Cadells Nosco-case. SKAT er i al fald ikke eksperter i vurdering af nyudviklende software, vil du sige efter læsning. Det er skidt for Danmarks vækst, for retssikkerhed og for tilliden. SKAT vil jo ikke stille op på enkeltsager, men dejligt Sebastian har villet med navns nævnelse. Hvordan djævelen skal du, der har underskud og udvikler software, forholde dig til ordningen op mod april? Vi lader svaret hænge i luften. Men læs selv og bliv berørt.

 

Ugens startup: OLIOLI – hypet skalering

Founders Nicolai Suwinai og Frederik Johansen og har foreløbig åbnet 9 take away restauranter i København. Men hvad er opskriften på at skille sig ud i et rødt marked af take away, blive cashpositive og skalere? Vi kigger ned i deres sushi-salat bowle og ser, hvordan de håndterer rejsen med et DanBAN-syndikat ombord. Spis med.

 

5 skarpe til ugens investor: Eva Berneke

ESG og diversitet fylder helt anderledes i bestyrelserne, fortæller Eva Berneke lige tiltrådt som CEO for den globale satellitoperatør Eutelsat. Og hun må vide det, for det er svært at få en tungere bestyrelsesportefølje end Nationalbanken, Lego og Vestas. Nu skal hun sidde med milliardstore globale udviklingsprojekter og tunge Silicon Valley investorer. Det er sådan startup 1000X. Men Macron og Frankrig har en vision for innovation. Lær af Eva.

 

Rollemodeller for alle #6 – Hans Henrik Bech, Nordisk Managing Partner for Bain & Company

Diversitet kræver, at man med et åbent sind inkluderer andre mennesker. Og at man gør noget ved strukturer, så kvinder efter barsel ikke afholder sig fra karrierespring. Hans Henrik Bech fortæller i KvindeKompagniets podcast-serie om rollemodeller om, hvordan han skaber fleksibilitet for den enkelte. For der er ifølge Hans Henrik ingen ’silver bullet’ for alle. Hør med.

 

Techtopia 224: Dansk kunstner udstiller på rumstation

Cecilie Waagner Falkenstrøm og softwareudviklere fra hendes ARTificial Mind har skabt kunstværket ’Celestium’, som Nasa’s har sendt op til en rumstation. Det skal skabe debat om demokratisering og decentralisering af rummet. Kunstværket opfanger kosmisk stråling dannet af jordens 600.000 nære astroider. Det generer med AI ret vilde billeder i form af non-fungible tokens(NFT’er). Lyt til rumkunst.

 

Tør du, så tier vi

Du kan bruge uge 7, hvor vi ikke udkommer, til at skrive til jesper@bootstrappng.dk med, hvad du har på hjerte. Og vil du være PRO støtte-medlem og kunne læse med på alt, så snak med Nikolaj på 42 61 06 60. Men først ses vi på fredag for at få samlet op på alle de mange historier, der selvfølgelig florerer i sådan et herligt økosystem. Ses snart.