Supertrends er super – Female Founder nr. 1 – Cogo worldwide – Visti’s robotinvest

 

Lars Tvede: Vi kan og skal innovere vores investeringstilgang

Lars Tvede er kommet på noget helt nyt, og vi har kogt en lang samtale ned til, hvordan det er, du nu skal investere i startups. Nemlig ud fra dyb og hurtig specifik viden om, hvad der er op og ned i kvantecomputing, vertical farming, robotteknologi eller hvad du brænder for. Er du træt af bankernes almene webinarer, så læs med. Og er du ikke, så læs alligevel. For jeg kender ingen, der så intelligent og innovativt kan koble fra makroøkonomi og -teknologi til mikroinvestering.

 

Lars Tvede om Supertrends’ 5 nye produkter

Lars har også selv skrevet til vores PRO-medlemmer om de 5 produkter, han tænker i sit nye virke – der har gamle aner i hans 17 bogs forfatterskab. Der er sikkert mange meninger om Tvedes samfundsholdninger. Men få ting klikker I så meget på, som tidligere Bootstrapping-artikler, hvor Tvede fx har skrevet at ”Hvis dit startup-projekt går i vasken, og det gør det 3 ud af 4 gange, er du måske forgældet for livet, men hvis det går godt, skal du aflevere 67 procent sammensat marginalskat. Det er jo ikke særlig attraktivt.” Eller ”Jeg ser lidt staten som manden, der med kapitalvindingsskat brækker dit ben og så tilbyder dig nogle krykker. Og krykkerne er Vækstfonden”. Men læs nu hans nyeste innovative tanker frisk fra fad om ventureinvesteringer. Du vil med garanti blive inspireret.

 

Female Founders #1: Maria Flyvbjerg Bo

Female founders udgør 4 % af founderteams og 1 % er rene kvindelige founderteams, som beskrevet for snart et år siden i økosystemets rapport ”Return on Diversity”. Derfor sætter vi fokus på female founders hen over efteråret. Vi starter i dag med Female Founders #1 med Maria Flyvbjerg Bo. Mærk dig det navn, hvis du ikke allerede har gjort det, for hun har en sej startup-karriere med bl.a. Spenderlog og Nest Copenhagen, inden hun nu – klogt af Sebastian Pen og Silicon Valley Bank – er landet dér. Læs fx Maria’s betragtninger om at være founder på barsel og få hendes råd ift. kønsbias i en investorrelation, som hun også rammende siger følgende om: Tænk på dine investorer som din anden familie, og sørg for, at I har de samme grundlæggende værdier og vil det samme med virksomheden og livet.”

 

Ugens startup: Cogo – en ”Momondo” for deletransport?

Ugens startup – den første efter ferien – tager os rundt i verden, for Cogo er en samle-app for mikromobilitet og cirkulær transportøkonomi. Så når du – nu igen lander i Barcelona eller London – kan du ét sted finde ud af, hvordan du lettest kan komme rundt. Vi går tæt på, hvordan founders Robin Eriksson, Bibi Blomqvist og Martin Røssell udruller sådan en startup til over 500 byer. Og de er et godt team at lære af, for de har allerede haft succes med Momondo. Investor Pia Vemmelund, der bl.a. er i selskab med PreSeed VenturesVækstfonden og Innovationsfonden kommenterer også casen, der perspektiveres fra bæredygtighed til brugerinterface. Og Green Mobility, Donkey Republic samt Voi, Tier og Lime får du også lige placeret i mobilitetsfeltet.

 

5 skarpe til ugens robot-investor: Thomas Visti

Succes kan man også roligt sige, Ugens investor Thomas Visti har haft. Thomas startede som elektriker i robotindustrien, og efter at have været COO og CEO i Universal Robots og Mobile Industrial Robots er han nu investor med en større portefølje. Han har også startet en kapitalfond, der investerer i børsnoterede robotindustrier og ligesom Torben Frigaard i et større væksthus i Odense. Men hvad er det, han går efter som startup-investor? Læs selv de 5 skarpe til ham.

 

Techtopia 201: Sådan fanger man CO2

Denne uges podcast fra Techtopia om hvordan man fanger CO2, synes jeg lød lovende, da det for mig har det stået som en meget luftig og let abstrakt sag at få lagret i undergrunden. Philip Fosbøl, DTU Kemiteknik forklarer det i podcasten for Henrik Føhns, så selv jeg nu forstår det. Men giv den selv et lyt.

 

Vi vender tilbage på fredag med mere nyt om tips, trick og transaktioner og historier fra de varme lande. Men ikke om ugens mest hotte anti-historie, den amerikanske exit efter 20 års milliardinvestering i Afghanistan. Min tætteste studiekammerat, forfatteren Carsten Jensen, har gennem alle årene ret så skingert hudflettet krigen, men jeg må nok give ham en vis ret, når han i Føljeton i går skrev: ”Nu letter helikopterne fra taget af den amerikanske ambassade i Kabul med nederlagets mænd og kvinder om bord. Taliban havde tid nok. For dem var fem år ingenting. Som de slog fast fra starten af vores tyve år lange krig med dem: I har urene, vi har tiden. I tyve år kæmpede de, først mod veludrustede, militært overlegne Nato-styrker, der på krigens højdepunkt beløb sig til 140.000 mand, så mod en i stigende grad demoraliseret afghansk regeringshær, som USA til ingen nytte ofrede 83 mia. dollars på at træne og udruste. Vi invaderede landet på grund af en mand, der ikke var afghaner, Osama bin Laden, som i al Qaedas træningslejre havde planlagt angrebet på USA den 11. september. Det tog amerikanerne ti år at finde ham. I mellemtiden bildte vi afghanerne ind, at vi ville velsigne dem med demokrati, uddannelse, kvindefrigørelse, en uendelig skiftende liste, der altid krævede, at vi skød og bombede løs på dem.”

Vi ses på fredag, og ringer du til Christian på 26 71 36 34 kan du få dig et PRO-medlemskab, så du sikrer, at vi også næste onsdag kommer i din indbakke med vores herlige økosystems heldigvis langt mere gloværdige innovationer og exits.